I Love You. † One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
"Jeg ville så gerne derind, men alligevel var der en del af mig der var alt for bange for det. Jeg vidste jo stadig ikke hvad der var galt og havde slet ikke lyst til at tage stilling til hvad jeg skulle gøre, hvis nu det var rigtig slemt." Matthew får et opkald fra sin kærestes mor, hvor hun fortæller ham at han skal komme hen til hospitalet med det samme. Han kan regne ud at det handler om hans kræftramte kæreste, Chelsea, og han ved at det er slemt. Dog ved han ikke hvor slemt det er.

8Likes
12Kommentarer
463Visninger
AA

1. "Hvis jeg skal nyde mit allersidste øjeblik til det yderste, så skal jeg være sammen med dig.”

Aldrig før havde jeg troet at mit hjerte skulle banke så hårdt, som det gjorde lige nu. Jeg tog fat i håndtaget på døren og rev den ellers op, i en hurtig og barsk bevægelse. Mit blik scannede hele rummet i forvirring og jeg var desperat efter at finde hvad jeg søgte.

  Endelig fandt jeg Informationen, der lå til højre for indgangen, og jeg stormede nærmest derhen, kun for at blive mødt af en kvinde med blikket rettet mod sin computerskærm. Jeg havde lyst til at råbe hende ind i hovedet for at få hendes opmærksomhed. Ikke fordi at jeg var sur på hende, men jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Adrenalinen pumpede i mit blod og jeg var frustreret, nervøs og bange på samme tid. Jeg endte med at rømme mig kort, da det ville være den bedste måde at få hende til at kigge på mig.

  Hun kiggede op og smilede undskyldende, inden hun kom med et ønsket spørgsmål.

  ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

  ”Jeg leder efter stue 177,” Min stemme rystede og jeg lød mere angstfuld, end jeg havde regnet med.

  Kvinden bag skranken rettede hurtigt sit blik imod computerskærmen igen og tastede kort et eller andet ind. Jeg kunne forestille mig at det var stuenummeret jeg lige havde nævnt.

  Hendes øjne kørte hen over skærmen, inden hun rettede dem imod mig. ”Sal 3, men jeg skal lige vide hvem du er, inden jeg sender dig op,”

  ”Matthew,” mumlede jeg. ”Det er min kæreste der ligger deroppe. Hendes mor ringede og sagde at jeg skulle komme.”

  Hendes blik ændrede sig og hun rejste sig fra stolen. Inden længe var hun ude på den anden side af skanken og gik hen mod elevatoren der lå ved siden af hvor jeg stod. ”Den her vej.”

  Jeg fulgte med hende, selvom jeg personligt foretrak trapperne. En følelse af lettelse lå i min mave, da elevatoren begyndte at køre op. Det betød at jeg om lidt ville være på tredje sal hvor min kæreste lå.

  En knude kom dog hurtigt frem i maven på mig og slugte lettelsen. Ja, jeg ville være hos min kæreste om lidt, men jeg kom i tanke om hvorfor jeg egentlig var på vej op til hende; der var et eller andet galt.

  Jeg var på vej ud i køkkenet efter noget slik til min mor og jeg, da min mobil pludselig ringede. Navnet på displayet tilhørte min kærestes mor, hvilket blot fik forvirringen frem i mig. Da jeg tog den sagde hun med det samme at jeg skulle skynde mig hen til hospitalet. Hun sagde ikke hvorfor, jeg kunne bare regne ud at det havde noget at gøre med min kæreste og at det højst sandsynligt var slemt.

  Hun fik konstateret kræft for halvandet år siden. Det gik fint i starten, selvom hun selvfølgelig var bange. Problemet var bare at efter cirka 7 måneder, begyndte det at gå ned ad bakke. Det spredte sig i løbet af no time. De sidste 4 måneder havde været ekstremt slemme og hun så mere og mere syg ud for hver dag der gik.

  Elevatoren stoppede og jeg var den første til at træde ud. Jeg vendte mig dog om mod kvinden, da jeg stadig ikke vidste hvilken vej det var jeg skulle. Jeg ville bare gerne hurtigt hen til hendes stue så jeg kunne finde ud af hvad der var galt.

  Jeg gik efter kvinden, der gik ned ad endnu en lang, forfærdelig hospitalsgang. Hospitalsgange og generelt bare hospitaler gjorde mig ekstremt utilpas. Det havde de altid gjort.

  Vi drejede rundt om et hjørne og jeg spottede et lille skilt med teksten ’Stue 177’. Jeg nåede at være glad for, at vi endelig var fremme i omkring fem sekunder, inden uroen tog over igen. Det føltes som en evighed inden jeg var helt henne ved døren. Jeg ville så gerne derind, men alligevel var der en del af mig der var alt for bange for det. Jeg vidste jo stadig ikke hvad der var galt og havde slet ikke lyst til at tage stilling til hvad jeg skulle gøre, hvis nu det var rigtig slemt.

  Jeg sukkede lydløst og tog få sekunder efter en dyb indånding, inden jeg trak ned i dørhåndtaget. Den første jeg så, var min kærestes far, der stod lænet op ad vinduet, med blikket rettet imod gulvet. Jeg kiggede til siden og så hendes mor sidde ved siden af hospitalssengen. Ved siden af hende.

 Jeg lukkede døren og gik derefter længere ind i rummet, i retningen mod sengen. Jeg sagde kort hej til hendes far, inden jeg tog fat i en stol og satte mig på den anden side af sengen, overfor hendes mor.

  ”Matt,” en svag, dog genkendelig stemme lød i mine ører. Jeg kiggede hen mod et ansigt, som jeg havde savnet. Ansigtet på pigen, der ikke havde forladt mine tanker en eneste gang siden opkaldet jeg fik for godt og vel tyve minutter siden.

  ”Chelsea,” Jeg tog hendes hånd idet jeg sagde hendes navn. Hun så forfærdelig ud, hendes øjne var grå og trætte, hendes smil var halvhjertet og anstrængt. Hun var alligevel stadig smuk.

  Jeg gav hendes hånd et kærligt klem, inden jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt på munden. Hun kyssede med – så meget som hun nu havde kræfter til. Jeg lod min anden hånd nusse hendes kind, stille og roligt, mens et lille smil udfoldede sig på mine læber.

  ”Matthew.” Denne gang var det ikke Chels der sagde mit navn, men hendes mor. Jeg rettede mit blik imod hende og hun så urolig ud. Min fornemmelse sagde mig at der ville komme en dårlig nyhed. Eftersom hendes mor kiggede afventende på mig, nikkede jeg bekræftende og gjorde dermed tegn til at hun kunne tale videre. ”Jeg ringede til dig og bad dig om at komme herop fordi…” hun stoppede op midt i sin sætning og tog hænderne op foran ansigtet. Hun tog en dyb indånding, mens jeg holdte vejret af frygt for hvad hun nu ville sige. Hun fjernede hænderne fra ansigtet og kiggede på mig med tårer i øjnene. ”Det er tid til at sige farvel til Chelsea.”

  Med ét føltes det som om at der var noget der eksploderede indeni mig, samtidig med at alt stod stille. Min verden ramlede sammen, men jeg sad fuldstændig stille. Selvom jeg udmærket godt vidste hvad hun mente, så skyllede forvirringen indover mig.

  Jeg kiggede over på Chelseas far, der stod med tårer ned ad begge kinder, mens han nikkede. Jeg kiggede i den anden retning, hen på Chelsea og så at hun også nikkede. Det her kunne ikke passe.

  Mine øjne begyndte langsomt at løbe i vand og jeg vidste at det ville løbe over kanten og ned ad mine kinder om lidt. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

  Chelsea tog min hånd og nussede den let, ligesom jeg havde nusset hendes kind. Jeg kunne godt se på hende at kræften havde taget det bedste af hende. Alligevel kunne jeg bare ikke få det til at passe sammen inde i mit hoved. Min prinsesse ville forlade mig.

  ”Hvor er resten af din familie? Skal de ikke også sige farvel?” spurgte jeg grådkvalt, inden jeg fjernede et par tårer, der hang helt nede ved min hage.

  ”De har været her, de var her tideligere,” mumlede Chels. ”Jeg ville gerne sige farvel til dig til sidst.”

  ”Hvorfor?”

  ”Fordi jeg elsker dig. Du har været i mit liv i flere år. Du har været min kæreste i 2 af dem. Hvis jeg skal nyde mit allersidste øjeblik til det yderste, så skal jeg være sammen med dig.”

  Jeg var ikke den eneste der græd. Hendes far græd, hendes mor græd, ja, hun græd selv en smule. Jeg lagde mit hoved på Chels skulder og lukkede øjnene i. Lyden af Chelseas hjerterytme var noget jeg nød usædvanlig meget mere, nu hvor jeg vidste at den ville forsvinde snart.

  Der var ikke stille i ret lang tid før stilheden blev brudt. Der lød tre små bank på døren, inden den forsigtigt blev åbnet. Jeg åbnede øjnene kort og spottede en læge.

  ”Er det kæresten, Chelsea?” spurgte han, med et drillende smil.

  Hun nikkede smilende og jeg nød hvert et sekund.

 

 

Inden længe var Chelseas øjne så småt begyndt at lukke sig mere og mere sammen. Hun kunne næsten ikke holde gang i sig selv længere og ja, hun kæmpede egentlig for at holde sig selv vågen, bare lidt mere.

  Jeg vidste godt hvordan det føles at savne hende – det har jeg jo prøvet før. Forskellen mellem nu og dengang er bare, at jeg ville kunne komme til at kigge hende ind i øjnene igen og at jeg ville kunne komme til at se hendes dejlige smil igen. Det vil jeg ikke kunne komme til den her gang. Det var lidt en hård tanke.

  ”Matt?” hviskede hun svagt og udmattet. Jeg var hurtig til at rejse mig op fra stolen jeg sad på, for derefter at gå hen til hendes side og sætte mig på knæene.

  ”Hvad så, putte?”

  ”Kan du huske den halskæde du gav mig på vores månedsdag?”

  Et smil gled henover mine læber ved tanken om dengang. Af alle de minder vi nu end havde sammen, så var det et af det absolut bedste. ”Mhmm. Hvorfor spørger du?”

  ”Vil du ikke give mig den på?” spurgte hun og stak hånden ned i sin ene lomme på det tøj, som hospitalet havde givet hende. Jeg vidste at halskæden betød meget for hende, for det var den første ting jeg nogensinde havde givet hende.

  ”Selvfølgelig.”

  Hun fiskede den op og jeg tog imod den, hvorefter jeg rejste mig op. Jeg åbnede den lille og skrøbelige lås, inden jeg satte den let løst rundt om hendes hals. Jeg havde lidt besvær med at lukke den – det havde jeg altid. Men det lykkedes til sidst og hun smilede en sidste gang til mig.

  Jeg kunne se og mærke på hende, at hun ikke kunne mere nu. Klokken var halv 2 om natten og hun var blevet træt af at kæmpe.

  Jeg tog fat i hendes hånd og klemte en anelse hårdt. En tåre gled ned ad min kind mens jeg kyssede hende på panden. Derefter på kinden.

  Og til sidst på munden.

  ”Jeg kommer til at savne dig så meget,” hviskede jeg og pressede min pande imod hendes.

  ”I lige måde, Matt.”

  ”Jeg elsker dig,”

  Hun lukkede øjnene i og hendes hjerterytme blev langsommere og langsommere.

  ”Jeg elsker også dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...