Fanget


0Likes
0Kommentarer
52Visninger

1. Fanget

Vi var fanget. Mig og min familie. Man tænker kun det sker for andre, ikke en selv og slet ikke ens nærmeste. Men det sker. Det sker lige nu. Ingen ved hvorfor. For en time siden sad vi og spillede matador og drak te, nu leder vi vilde efter en udgang. Hvordan startede ilden? Hvorfor os? Hvorfor min lillesøster og ikke mig? Jeg har da levet mere end hende. Røgen sugede sig ned i mine lunger. Mor skreg om hjælp og far var heldigvis på arbejde. Men hvem kan høre et skrig i en hytte på Larstyndskidsmark? Ingen. Jeg skreg. Ikke om hjælp men synet af min søster som blev omsluttet af flammerne. De smeltede nærmest hendes hud, og hendes krop havde givet op for længst. "Mor hold nu mund, det hjælper ikke!" Skreg jeg. Det var ikke just opmuntrende og høre på. Jeg kunne høre flammernes gnitren. Jeg var bange. Ikke for at dø, men at miste. Jeg ville savne dem. Hvis bare jeg kunne finde min mobil.. Jeg kravlede nede ved gulvet for at finde den, og for ikke at blive røgforgiftet. Dér! Jeg kunne se den på sofabordet. Prøvede at række hånden, der var ild i bordet. Jeg stak hånden gennem ilden tog mobilen, og skreg af helvedes til. Fuck hvor det gjorde ondt. "Mor?!" Jeg prøvede at finde hende igen. Jeg var bange, for ikke at kunne redde min familie. Døden skræmte mig ikke. Mere smerten og tab. "Klara?!" Dér jeg kunne se hende hun lå på gulvet i køkkenet og hostede. Jeg kravlede over til hende. "Bare rolig mor. Jeg skal nok redde dig." Jeg kyssede hende på panden og hviskede 'Jeg elsker dig'. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tastede hurtigt nummeret ind. *bip* en mekanisk stemme lød: Du er nummer 3 i køen. Fuck. "Hej du taler med Madsen" "Jeg skal bruge en brandbil til sandagervej 1, Faxe" jeg skreg det ind i røret. Hvad ville du have gjort? Skreget? Lægge dig til at dø? Jeg lå bare der på gulvet. Sagde ikke noget. Tænkte over livet. Hvorfor det gik ud over os ved jeg ikke. Måske havde vi gjort noget forkert. Spøjst. Far burde være hjemme for en time siden, ca inden branden startede. Jeg kom i tanke om Boster, som er min hund. Han er en westie. Jeg "løbekravlede" hen af gulvet gennem værelserne. Hørte en gøen. Åbnede døren til badeværelset. Jeg så i hans brune øjne. Hans hvide pels var grå. Stakkels hund. Kun 5 måneder. Jeg elsker ham overalt på jorden. Jeg tog ham i et snuptag under armen og kravlede superhurtigt tilbage til køkkenet. Jeg lagde ham på gulvet og sagde dæk, så han ikke fik for megen røg i lungerne. Der er dér hvor det går op for en hvad livet er værd. Skænderierne med min søster blev nærmest guld værd. Virkede tåbeligt at skændes om den sidste chokolade. Jeg hørte sirener. Boster gøede af det. Kære hund dog. "Jeg elsker jer så meget alle sammen" sagde jeg til min familie. Sirenerne blev tydligere. Jeg nussede Boster, måske for sidste gang hvem ved. Kun dig. Dig der påsatte brænden. Hvorfor? Hvad gjorde vi dig? Brændmænd stormede ind af døren. Jeg skubbedetil min mor. Ingen reaktion. Nej! Jeg acceptere ikke det her! "MOR!!" Skreg jeg. Jeg lagde mig og græd på hende. "Hvor er I?!" Råbte en brandmand. Kunne alt ikke være ligemeget nu? Jeg skreg. "I køkkenet!!" Jeg pustede og hostede af angst og røgforgiftelse. En mand løb ind til mig og bar mig og min hund ud. En anden mand tog mor. De løb. Jeg knugede Boster ind til mig. Ham og far var det eneste jeg havde tilbage. Jeg græd ind mod mandens bryst. Superakavet ja, men jeg kunne ikke holde det inde mere. De lagde os på en slags seng. Jeg holdte mor i hånden. 3 mænd køb ind med vandslanger. Ligeså langsomt kunne man se ilden tabe. Tabe til vand. Ondt tabe til det gode. En mand steg ud af en ambulance. Han undersøgte mor og talte med mig. Han konstaterede hende død. Dead. Død. Afgået. Mange ord for samme ting, men man ved ligesom det er sket inden det sker. "Jeg køre dig og..?" Jeg sukkede "Boster" sagde jeg. "Sødt navn" manden smilede til os. Jeg nussede Boster som nyste eller hostede. "Jeg køre dig og Boster til hospitalet" jeg nikkede kunne ikke få ord ud. Ordene sad der inde på vej til at komme ud, men sad fast. For fast. Jeg skreg. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kunne det ikke. Jeg skreg og græd og en dame i bilen prøvede at berolige mig. Men det er noget af en udfordring efter man finder ud af at ens mor er død. Hospitalet er sådan nogle klinisk rene, grimme, lugtene steder. Hunde er normalt forbudt. Men jeg nægtede at Boster skylle på internat i mellemtiden. Så jeg fik min ret. Boster fik en hundekurv med legetøj ved siden af mig. Vi skulle have sådan en dims på begge to, som fjerner røgen i vores krop. Lægerne ringede flere gange til far uden held. Det er sært. Far har altid sin mobil på sig. Jeg savnede en nær jeg kunne betro mig til. Et kram, et kys, ord. Men det var sidste gang jeg fik det af en jeg holdte af, i et stykke tid. Jeg blev på hospitalet i 5 måneder. Sammen med Boster selvfølgelig. Mine brændsår var et eller andet tredjegradsforbrænding. Ultra slemt I ved. Jeg lukkede mine øjne en onsdag aften og faldt i søvn med Boster i skødet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...