Gravity - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 18 årige Faith Harrison få jobbet som runner til det verdensberømte boyband One Directions turne, ændres hele hendes liv. Med store forventninger til gode oplevelser og minder, rejser Faith fra sit barndomshjem og ud i verden. Men drømmeturen kommer ikke til, at gå som planlagt. Alt viser sig nemlig, at være en facade. Bandet er tæt på, at gå i opløsning, da en tager særligt meget afstand til bandet. Harry Styles har ændret sig. Han er blevet trukket langt ind i en verden, hvor berømmelsen blænder ham, og han er overbevist om at han kan få alt hvad han vil have. Så da Faith, vælger at afvise ham en aften, sætter han alt ind på, at bevise at hun ikke er anderledes og dette skal bevises med et væddemål han laver sammen med et par venner, Men vil alt gå som planlagt, og vil Faith blot blive endnu et navn på Harrys liste? Vil han være i stand til at fuldføre sin plan, når hun blotter sig selv og hendes mørke fortid? Og ikke mindst vækker noget i ham, som han troede var gået tabt?

15Likes
13Kommentarer
963Visninger
AA

6. Kapitel 4

Harrys synsvinkel

 

Næste morgen vågnede jeg med en forfærdelig hovedpine. Mit hoved dunkede massivt, hvilket fik mit til at knibe øjnene lidt sammen. Hotelværelset omkring mig snurrede, og alt var i et kort øjeblik lidt sløret.

Mit blik faldt på Brad der lå og sov på gulvet i en akavet stilling. Han og de andre drenge, havde overnattet på mit værelse i nat. Mest fordi, at de så slap for at sove i tourbussen, men også fordi, at det var gået ret vildt for sig i går.

"Endelig er du oppe" Jeg så hen på Derek, der sad i den lille sofa lidt længere fremme. Jeg nikkede lidt, inden jeg kvalte et gab. Det føltes som om, at min krop var tung som bly. Jeg var træt.

"Hvor længe har du været oppe?" spurgte jeg, og fiskede træt min mobil op af lommen. Klokken var allerede 13, hvilket overraskede mig lidt. Jeg havde overhovedet ikke overskud, til at levere nogen form for optræden til aftens koncert lige nu. Jeg tog en dyb indånding inden jeg satte mig træt op. Jeg var stadig fuldt påklædt efter i går, og lugtede af en blanding af sved og alkohol - Jeg trængte virkelig til et bad. 

"I omkring en halv time" svarede han, inden han igen kiggede ned i sin mobil.

Døren gik op, og Ryan kom gående ind. "Så er der morgenmad til alle" sagde han højt - hvilket var det værste han kunne gøre i den tilstand jeg var i -  inden han lagde en masse morgenbrød på sofabordet.

Jeg kunne mærke hvordan en let kvalme begyndte at bevæge på sin, ved tanken om mad lige nu. Jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig ned og sove, og glemme alle de forpligtelser der fulgte med min hverdag.

Men det kunne jeg ikke.

"Hold lige kæft!" mumlede jeg i stedet  en anelse irriteret, og begyndte at masserede mine tindinger. Ryan kiggede drillende på mig. "Når når, der er vist en der stadig er gnaven efter den massive afvisning i går?" Jeg havde bestemt ikke brug for, at blive mindet om aftens hændelser. Og da Derek så begyndte at grine, blev jeg bare endnu mere irriteret. Det var slemt nok, at Faith havde opførte sig som en eller anden kostbar prinsesse, men at få en skideballe af Liam og Niall havde virkelig pisset mig af.

Jeg kunne ikke lade vær med at tænke tilbage, og jeg kunne tydeligt huske alt, hver eneste detalje. Hun var lækker, det måtte jeg indrømme -  meget endda. Alt ved hende, havde tiltrukket mig. Det lange mørke hår, hendes øjne og den sexede krop.

"Er det fordi, at du er ved at falde lidt af på den Harry?" Brad var endelig vågent, og kommet hen til os. Han havde et drillende smil hængende på læberne, og jeg vidste det var for at provokere mig. Jeg skulle være ærlig til at indrømme, at hun havde været den første der havde afvist mig. Jeg havde aldrig oplevet, at en pige havde givet mig modstand. Det var deres lykkeligste dag, hvis jeg bare gad kigge på dem, eller sende dem et smil.

"Vel er jeg ej. Jeg kan få lige hvem jeg vil." sagde jeg og kunne ikke lade vær med at smile lidt ved tanken.

"Er du sikker på det?" Ryan kiggede udfordrende på mig. "Ellers ville jeg jo ikke sige det. Er det fordi du er jaloux?" Ryan fnøs og rystede på hovedet. "Skal vi ikke lade det komme an på det væddemål?" Jeg kiggede undrende over på Derek, som kiggede spørgende på mig.

"Om hvad?" sagde jeg, og lænede jeg interesseret lidt frem.

Derek smilede "Faith. Du får 3 måneder til at bevise, at du ikke er faldet af på den. Hvis du vinder, skal vi nok holde vores kæft med alt det her. Men hvis du taber, så vil du høre for det resten af dit liv." Brad begyndte at grine lavt og nedladende, som om, at der ikke var nogle chance for, at det nogensinde ville ske.

Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at tabe, så de ville få muligheden for, at træde i det endnu mere end de allerede gjorde. Det var nok derfor, at noget i mig blussede op. En eller anden ligegyldig pige, skulle ikke ødelægge mig ry. Jeg vidste, at jeg kunne få hvad jeg ville - og Faith var bestemt ikke nogen undtagelse. 

"Bare vent. Om 3 måneder er den pige kneppet så hårdt, at hun ikke kan gå" sagde jeg hårdt, rejste mig op og gik ud mod døren. Jeg havde brug for luft, til at klare mine tanker og dulme min ekstreme hovedpine.

"Det glæder vi os til at se"

 

 

Faiths synsvinkel

 

"Fatih du bliver nød til, at fortælle det til nogen. Det nytter ikke noget, at gemme det inden i sig selv." Clarie kiggede på mig, med et bekymret blik. Jeg rystede på hovedet, hvilket fik hende til at sukke opgivende.

"Jeg gider ikke, at snakke om det. Jeg har det fint." Jeg sendte hende det mest overbevisende smil jeg kunne, selv om det jeg sagde var alt andet end rigtigt. Siden i går, havde jeg gjort alt hvad jeg kunne, for at glemme Harry. Han havde virkelig skræmt mig, og jeg turde ikke tænke på hvad der ville have været sket, hvis ikke de havde fundet mig. Alene tanken gav mig myrekryb. Jeg havde hverken lyst til at se eller snakke med ham. Men jeg havde ikke rigtig noget valg, for mit job krævede at være i nærheden af ham - dog ville jeg gøre alt der stod i min magt, for at undgå ham mest muligt.

"Hvis det er okay, så vil jeg gerne være lidt alene. Jeg er rigtig træt" Claire kiggede sendte mig et bekymret blik, inden hun nikkede langsomt og trak forhænget til min køje til.

Sandheden var, at jeg var ikke træt, men jeg have brug for at være alene. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade vær med at flove mig. Over at jeg ikke kunne klare mig selv, og Liam og Niall blev nød til at hive Harry væk fra mig. Jeg havde følt mig så hjælpeløs og lille - alt det jeg var flygtede fra derhjemme. Jeg lod blidt min hånd glide hen over indersiden af min overarm, -som jeg ellers havde sørget for var dækket af tøj- der var dækket af en række blå mærker.

Jeg havde altid været god til at skjule dem. Skjule beviserne fra min smerte og sandheden. Jeg kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse sig på, og jeg bed mig hårdt i læben i et forsøg på, at stoppe dem.

Jeg kunne ikke tage tilbage, det her var min eneste chance for at slippe væk. Lige meget hvor lidt jeg havde lyst til at se Harry lige nu, havde jeg meget mindre lyst til at se ham. 

Jeg tog en dyb indånding, og tørrede kort mine øjne inden jeg trak forhænget fra, og trådte ud af tourbussen.

 

 

Så kom der endelig et nyt kapitel!

Og i må virkelig undskylde ventetiden, men jeg har haft en masse at se til. Heldigvis mangler jeg kun en eksamen, og så står den på sommerferie(og en masse nye kapitler hehe)

Hvad synes I om Harrys væddemål, og hvem tror i det er, der har givet Faith alle de blå mærker?

Det ville betyde meget hvis i smed en like og skrev en kommentar :-)

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...