Gravity - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 18 årige Faith Harrison få jobbet som runner til det verdensberømte boyband One Directions turne, ændres hele hendes liv. Med store forventninger til gode oplevelser og minder, rejser Faith fra sit barndomshjem og ud i verden. Men drømmeturen kommer ikke til, at gå som planlagt. Alt viser sig nemlig, at være en facade. Bandet er tæt på, at gå i opløsning, da en tager særligt meget afstand til bandet. Harry Styles har ændret sig. Han er blevet trukket langt ind i en verden, hvor berømmelsen blænder ham, og han er overbevist om at han kan få alt hvad han vil have. Så da Faith, vælger at afvise ham en aften, sætter han alt ind på, at bevise at hun ikke er anderledes og dette skal bevises med et væddemål han laver sammen med et par venner, Men vil alt gå som planlagt, og vil Faith blot blive endnu et navn på Harrys liste? Vil han være i stand til at fuldføre sin plan, når hun blotter sig selv og hendes mørke fortid? Og ikke mindst vækker noget i ham, som han troede var gået tabt?

15Likes
13Kommentarer
968Visninger
AA

4. Kapitel 2

"Okay alle sammen. Vi har travl dag foran os, så kom i gang med arbejdet!"

Jeg gabte træt, mens jeg gned de sidste rester af søvn ud af øjnene. Mine øjne føltes tunge som bly, det gjorde hele min krop faktisk.

Jeg havde næsten ikke lukket et øje hele natten.

Tanker blandet med nerver, havde holdt mit sind vågent, selvom min krop var udmattet og trængte til søvn.

Jeg prøvede at forstå, at dette virkelig skete. Det hele virkede som en drøm, som jeg var bange at vågne fra.

"Held og lykke, vi ses senere ikke?" Clarie kiggede spørgende på mig.

Jeg nikkede hurtigt, og sendte hende et smil, som hun gengældte.

Jeg var glad for, at jeg havde mødt Clarie. Hun var rigtig sød, og det var rart at have en at tale med. Selvom at vi ikke kendte hinanden så godt, havde jeg på fornemmelsen, at vi ville blive veninder.

Det håbede jeg i hvert fald.

Mit blik fulgte hende kort, da hun forsvandt blandt den store mængde af mennesker.

Jeg havde fået besked på, at i dag skulle jeg være sammen med Lou, så hun kunne sætte mig ind i tingene og hvordan og hvad jeg skulle gøre.

Jeg fandt hurtigt Lou og fulgte efter hende hen til det rum, hvor vi skulle være.

Det var et mellemstort rum, hvor der var placeret to sofaer og et sofabord. I det ene hjørne stod der et højt bord, med et par høje stole ved.

I aften blev tournen skudt i gang, og alt var i fuld gang med at blive gjort klar. Overalt myldrede det med mennesker, der skabte en spændt og glad stemning. I går aftes var scenen blevet sat op, og selvom der stadig var meget der skulle nås, virkede alt næsten klart.

"Jeg tænker, at du bare hjælper til i aften, så du kan se hvordan det fungerer." Lou sendte mig et venligt smil, inden hun satte sig ned i sofaen.

Jeg satte mig ned i sofaen overfor hende.

"Er du spændt på i aften?" Lou kiggede interesseret på mig.

Spændt var ikke ordet. Jeg havde ventet på dette hele sommeren, og drømt om det meget længere. Lige nu var virkeligheden syrealistisk, og det føltes som at leve i en drøm.

"Meget, det føles helt mærkeligt"

Lou grinede lidt og nikkede så.

"Det forstår jeg godt, sådan havde jeg det også i starten. Men bare rolig, du vænner dig til det" Lou kørte en hånd igennem sit hår, som hun tydeligvis havde farvet i en stilet grå farve.

Det klædte hende virkelig godt.

"Det er svært at forstille sig lige nu. Det virker alt sammen så overvældende og vildt." Sagde jeg og smilede.

Jeg kunne slet ikke forstille mig, at mit syn på dette ville blive hverdag. At rejse verden rundt, og opleve en masse ville blive hverdag.

Det var sjældent, at vi havde været på ferie hjemme i Bristol. Vi plejede bare at blive hjemme, det var ikke fordi jeg havde noget imod det, men det var som om, at mit liv manglede noget.

"Det er det stadig," sagde Lou.

"Hvordan er det, at leve sådan her?" jeg kiggede på Lou med et spørgende blik.

"Det er anderledes. Der er en masse man må ofre, men samtidig er hver dag en gave." Lou sendte mig et hurtigt smil, inden hun rejste sig op og gik hen til det høje bord, hvor hun havde sat en stor taske.

"Det er ikke fordi det du skal lære er særlig svært, man skal bare lige lære teknikken." Lou begyndte at pakke en masse hårprodukter ud, som jeg gik ud fra var til drengene.

Jeg rejste mig op, og gik hen til hende.

"Er det okay hvis jeg lige går på toilettet?"

"Jaja selvfølgelig. Du kan bare gå lidt rundt og se dig omkring, hvis du vil. Drengene kommer cirka klokken 16, så der skal du bare være klar her til at hjælpe mig."

Sendte hende et hurtigt smil, og smuttede ud af døren.

Jeg trængte til, at få noget frisk vand i hovedet. Trætheden var så småt ved at aftage, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville friske mig op. Det sidste jeg havde lyst og brug for lige nu, det var at være træt.

Jeg gik ned af en lang gang, mens jeg ledte efter toilettet. Jeg havde ikke nogen ide om hvor det var, men jeg skulle bare være tilbage inden klokken 16.

Jeg kunne svagt høre musik, og stemmer der sang.

Det måtte være i gang med lydprøver.

Jeg drejede ind af døren, der havde et toiletskilt.

Det var et lille og ydmygt rum med fliser. Henne i det ene hjørne stod der et toilet og overfor en håndvask og et spejl.

Jeg gik hen til håndvasken, og plaskede lidt vand i ansigtet. Det var som om, at min hud blev vækket til live af det kolde vand og verden omkring mig blev lidt klarere.

Men jeg sukkede alligevel , da jeg så mit spejlbillede.

Omkring mine mørke øjne, lå trætte skygger.

Jeg lignede en, der ikke havde sovet i en uge.

Mens jeg gik tilbage mod døren, håbede jeg inderligt, at jeg ville sove bedre i nat. Jeg var overhovedet ikke opmærksom på, at da jeg åbnede døren, ramte jeg hårdt ind i en.

Jeg skyndte mig om på den anden side af døren for at se hvem det var, og bandede indvendigt da jeg så hvem det var.

Niall holdt sig til hovedet, og kiggede forvirret op.

"Det må du virkelig undskylde! Jeg havde slet ikke set dig, er du kommet noget til?" Jeg lagde hurtigt en blid hånd på skulder og glemte et kort øjeblik, at det var Niall fra One Direction jeg rørte ved.

"Det er okay, der skete ikke noget" sagde Niall venligt, mens han ømmede sin pande.

Det var typisk mig, jeg bed mig i læben.

Jeg stod bare og kiggede på ham, indtil hans blik mødte mit.

"Jeg hedder Niall" sagde han og smilede, og prøvede sikkert at fjerne min bekymring for ham.

"Faith, og undskyld igen" sagde jeg og kiggede genert på ham.

"Det skal du virkelig ikke tænke på, jeg har det fint" Niall sendte mig et forsikrende smil, der beroligede mig lidt.

"Er du ny, jeg synes ikke, at jeg har set dig før?"

Jeg nikkede hurtigt, mens jeg kiggede på ham.

"Jeg skal hjælpe Lou" fortalte jeg som ydeligere forklaring.

"Jeg er faktisk på vej derhen. Vi kan følges hvis du vil?" Jeg kiggede kort på mit armbåndsur; 15:56, og nikkede så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...