Gravity - One Direction +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Igang
Da 18 årige Faith Harrison få jobbet som runner til det verdensberømte boyband One Directions turne, ændres hele hendes liv. Med store forventninger til gode oplevelser og minder, rejser Faith fra sit barndomshjem og ud i verden. Men drømmeturen kommer ikke til, at gå som planlagt. Alt viser sig nemlig, at være en facade. Bandet er tæt på, at gå i opløsning, da en tager særligt meget afstand til bandet. Harry Styles har ændret sig. Han er blevet trukket langt ind i en verden, hvor berømmelsen blænder ham, og han er overbevist om at han kan få alt hvad han vil have. Så da Faith, vælger at afvise ham en aften, sætter han alt ind på, at bevise at hun ikke er anderledes og dette skal bevises med et væddemål han laver sammen med et par venner, Men vil alt gå som planlagt, og vil Faith blot blive endnu et navn på Harrys liste? Vil han være i stand til at fuldføre sin plan, når hun blotter sig selv og hendes mørke fortid? Og ikke mindst vækker noget i ham, som han troede var gået tabt?

15Likes
13Kommentarer
966Visninger
AA

3. Kapitel 1

"Du vil få nogle opgaver, hvor du skal gøre lidt forskelligt og hente noget inde i byen. Men hovedsaligt, skal du hjælpe Lou med at gøre One Direction klar."

Jeg nikkede, og fulgte i et hurtigt tempo efter den høje blonde kvinde, Stella, der stod for at sætte alle de nye ind i tingene.

Jeg var allerede klar over de ting hun var i gang med at sætte mig ind i. Det havde alt sammen stået i kontrakten om min ansættelse, som jeg nærmest kunne uden ad.

Hele sommeren havde jeg ikke kunne tænke på andet. Jeg havde glædet mig til at komme væk, opleve verden - et liv uden for min hjemby Bristol.

Selvfølgelig var det hårdt, at sige farvel til alt jeg kendte.

Bare tanken om alt det fremmede skræmte mig.

Men jeg havde brug for forandring i mit liv - møde nye mennesker og mærke ny luft. Jeg havde brug for dette, jeg havde brug for at komme væk.

"Når du ikke opholder dig på sættet, kan du færdes hvor du vil, men inden for visse grænser selvfølelig. Du sover i bussen sammen med resten af din afdeling, og møder hver morgen klokken 7 præcis, medmindre du få andet fortalt." Hendes røde læber bevægede sig engageret, men hende øjne fortalte at det bare var ren procedure.  

"Hvis der er noget du er i tvivl om, så ved du hvor du kan finde mig" sagde Stella, inden hun vendte sig om spankulerede hen af vejen i sine høje stiletter hen til en ny gruppe.

Jeg kiggede mig omkring.

Overalt vrimlede det med mennesker, der var i fuld gang med at gøre klar. Det var i dag vi tog af sted. Jeg kunne allerede mærke, hvordan min nervøsitet bladet med en spændt følelse fyldte hele min krop - det havde den faktisk gjort hele dagen.

Jeg så hen på en folk piger, de var nok omtrent min alder. Deres påklædning var rimelig let i betragtning af, at sommeren var ved at være forbi, og den kolde efterårsvind langsomt var begyndt at træde i kraft.

Deres tøj og perfekte frisurer fortalte mig, at de hørte til Englands overklasse.

Det fik mig til at skælve ned på mine gamle jeans og sneakers, mens jeg følte mig en lille smule utilpas. Jeg havde aldrig rigtig før, følt mig usikker omkring min påklædning.

Måske var det frygten for ikke at passe ind, der banede sig vej frem i min krop?

En frygt der altid havde næret mig, men som aldrig havde været så brændende som nu.

"Pas på!"

To unge mænd kom gående, mens de bar på en stor kasse. Ud fra deres anstrengte ansigter og deres spændte muskler, måtte indholdet være tungt. Jeg gjorde plads, så de kunne komme forbi, og prøvede så vidt muligt ikke at gå i vejen.

Det føltes som om, at alt og ingenting skete på en gang.

Alt omkring mig i bevægelse.

En sort bil kom kørende og på et tomt stykke længere fremme. Bildøren åbnede, og ud stod dem det hele handlede om; One Direction.

Et sus i min mave tog til, og blæste følelsen af nervøsitet og at være spændt op. Jeg kiggede diskret til, mens de 5 bandt medlemmer trådte ud af bilen og spredte sig på pladsen.

Jeg strammede grebet om min slidte skuldertaske, og bed mig nysgerrigt i læben.

Jeg kiggede kort over på gruppen af piger, der fnes genert og hviskede i retning af dem. Jeg lagde mærke til; hvordan lange blikke blev kastet og hvordan flirtende smil blev sendt, i et forsøg efter opmærksomhed.

Jeg rystede på hovedet, og kiggede væk igen.

Jeg kendte alt for godt den slags piger hjemme i Bristol. De var den type, der fik drengenes opmærksom. De som skabte rygter og levede i en overfladisk verden. Det var den slags piger, jeg prøvede at undgå.

Det var dens slags piger, der havde gjort min skolegang til et levende helvede. Jeg havde i 12 år hørt på rygter om mig selv og mennesker jeg holdte af blive skabt. Jeg var træt af, at social status blev sat højere end mennesker.

Jeg skubbede hurtigt det minde, der prøvede at trænge igennem væk, mens jeg kiggede rundt for at finde noget at rette min opmærksomhed mod.

Mine øjne mødte Harrys, der stirrede på mig med et træt og ligegyldigt blik.

Et kort stød gik igennem mig, og jeg tænkte kort tilbage på alle de aftener hvor, jeg havde sukket efter ham. Jeg kunne mærke hvordan varmen langsomt steg i mine kinder, og jeg skubbede hurtigt tanken væk.

Han stod i et hjørne sammen med de to unge mænd der havde båret kassen og en tredje. Den ene inhalerede røgen fra en cigarret, mens de to andre var i gang med en samtale.

Jeg fjerne mit blik fra ham, og prøvede at overbevise mig selv om, at hans udtryk blot var på grund af søvnmangel.

Jeg kiggede en på den tourbus, som jeg havde fået besked om, at jeg skulle sove og gik med faste skridt derhen. Jeg kunne lige så godt begynde at pakke ud, og finde mig selv til rette.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var trængt. Der var en slags indbyggede køjer, som hang over hinanden.

"Hej, jeg hedder Clarie," en høj pige med langt lyst hår, sendte mig og satte sig ned på sin køje. 

Jeg sendte hende et venligt smil og håbede, at gøre et godt indtryk.

"Faith"

"Synes du det her er lige så vildt, som jeg synes?" spurgte Clarie og hentydede helt sikkert til tournen.

Jeg nikkede og erklærede mig enig, "jeg kan slet ikke forstå det."

Det virkede helt surrealistisk. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ret faktisk var her. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg havde aldrig i min vildeste forstillet mig, at jeg ville rejse verden rundt og arbejde på sættet for et verdensberømt boy bandt ville blive til andet end en drøm.

"Hvordan kom du ind?"

Jeg kiggede forvirret på Clarie, ikke helt sikker på, hvad hun mente.

"Jobbet. Hvordan fik du jobbet?"

"Jeg ansøgte, og så var jeg nok ellers bare heldig" Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt, da bare tanken glædede mig rigtig meget.

"Eller også var din ansøgning bare god?" sagde Clarie og sendte mig et sødt smil.

"Hvad med dig?" spurgte jeg, og kiggede interesseret på hende, mens jeg lagde min taske på sengen overfor hende og satte mig roligt på den.

"Min far hjælper med at sætte scenen op, så han fik mig med"

Mens jeg kiggede på Clarie, kom jeg i tanke om, hvor meget hun mindede mig om min bedste veninde Maria. Fra det lange lyse hår, til den lidt frembrusende personlighed. De var den slags mennesker, der kunne med næsten alle.

"Jeg glæder mig så meget!" sagde Clarie helt begejstret.

"Det gør jeg også"

Jeg mente hvert et ord jeg sagde, og  jeg kunne ikke lade vær med at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...