Valentine Confession

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 9 maj 2014
  • Status: Færdig
Valetines dag, dagen hvor alle i verden spreder lidt kærlighed til deres kære. Dagen hvor man bekendtgøre sin kærlighed over for hinanden. Hvor man står frem og viser hvem man elsker. Men er det alle der er lige modige nok til at komme frem med det? (Mit bud til Valentines konkurrencen, valgmulighed 1)

18Likes
24Kommentarer
529Visninger

1. *

Jeg lå vågen og stirrede op i loftet. Sådan havde jeg ligget de sidste mange timer, og jeg tvivlede på, om jeg overhovedet havde fået mere end en times søvn. Men da jeg vågnede efter et mareridt, kunne jeg bare ikke sove mere.

Udenfor var det efterhånden lyst og jeg satte mig forsigtigt op, for at undgå at vække min sovende kæreste. Jeg kiggede ud af vinduet der var ved sengen og prøvede at distrahere mig selv.

I dag var det Valentines dag… I dag var det den 14 februar… Jeg vidste hvad der skulle ske i dag, og jeg kunne ikke lade være med at være nervøs.

Pludselig mærkede jeg to arme, der viklede sig rundt om mit liv og min kæreste der kyssede mig kærligt nakken.

”Er du nervøs?” spurgte han.

”Er du ikke?” spurgte jeg ham.

Han trak på skuldrene.

”Ikke når jeg er med dig,” svarede han med en drilsk tone i stemmen. Jeg mærkede hvordan mine kinder blev varme.

”Så siger vi det…” mumlede jeg forlegent.

”Men hvis det går dårligt, så kan du godt bo hos mig.” Han gav mig et kærligt klem.

”Lad vær’ med at sige det, du gør mig bare mere nervøs… Du er så heldig… Dine forældre er så åbne…”

”Ja, men jeg var også nervøs, da jeg skulle fortælle det til dem. Bare rolig, det hele skal nok gå.” Hans varme ånde kærtegnede mine nakke og jeg sukkede. Ville de virkelig acceptere det?

Katsou rejste sig og varmen fra hans berøring forsvandt, hvilket fik mig til at gyse. Han klædte sig på, mens jeg blev siddende under dynen. Da han var færdig og så, at jeg stadig sad og kiggede ud i luften, satte han sig ned ved siden af mig.

Han lagde sin hånd på min kind og drejede mit ansigt mod hans.

”Det bliver bare værre, hvis du bliver ved med at bekymre dig,” prøvede han at berolige mig med, mens han kærtegnede min kind med sin tommelfinger.

Jeg ville gerne tro på ham, men jeg følte mig alligevel usikker. Der var mange i verden der var imod folk som mig og Katsou. Jeg lod mit blik glide ned på dynen, for at undgå øjenkontakt med Katsou.

Han fornemmede min usikkerhed og løftede mit ansigt op mod hans, før han lod sine læber mødes med mine. Hans læber havde en sød smag, der gjorde mig tryg.

”Haru,” hviskede han sødt til mig. ”Jeg elsker dig, lige meget hvad der sker. Så vær sød ikke, at græd …”

Det gik op for mig at et par tårer havde undsluppet min øjenkrog og jeg tørrede dem hurtigt væk.

”Undskyld…” hviskede jeg og kiggede igen ned, men igen løftede Katsou mit ansigt. Forsigtig kyssede han mine øjenkroge, mine kinder og min pande.

”Det er okay,” hviskede han i mit øre og lagde armene omkring mig. ”Det er okay…”

Vi sad lidt på sengen og rokkede frem og tilbage lidt.

”Jeg er okay nu,” sagde jeg og trak mig lidt væk, for at få øjenkontakt.

”Sikker?” spurgte han. ”Jeg har ikke noget mod at sidde her lidt mere.”

Det sidste han sagde, bragte et smil frem på mine læber.

”Jeg er sikker,” sagde jeg.

Vi rejste os begge og jeg fik noget tøj på.

”Er du klar?” spurgte Katsou og jeg nikkede svagt. Katsou trak mig ind i sin favn.

”Jeg er ikke sikker på jeg vil det her alligevel,” mumlede jeg ind i Katsous nakke. Han grinte.

”Desværre,” sagde han. ”Og bare rolig, det skal nok gå. Bagefter kan vi se en film eller noget, og i aften kan vi gå ud og spise. Hvad har du lyst til?”

”Jeg har lyst til at gemme mig,” mumlede jeg. Han grinede og trak sig lidt tilbage, for så at kysse mig.

”Du er rigtig kysse syg, hva’?” grinte jeg.

”Mmmnnnn…” mumlede han og kyssede mig igen. ”Skal vi gå?”

”Okay…” svarede jeg.

 

Da vi kom ind, kunne jeg høre, mine forældre sad i stuen og så fjernsyn. Vi hang vores overtøj på knagerne. Jeg tøvede et øjeblik, før vi gik ind i stuen sammen. I stuen sad de begge med opmærksomheden rettet mod fjernsynet.

Mit hjerte ville ikke holde op med at hamre løs og jeg kunne mærke nervøsiteten, var ved at tage over. Heldigvis var Katsou der og han tog min hånd, hvilket beroligede mig.

”Øhmm…” startede jeg, i et forsøg på at fange deres opmærksomhed. Min mor kiggede op, mens min fars blik stadig hvilede på skærmen. ”Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle jeg…”

Min far gav en godkendende lyd fra sig, som opfordrede mig til at fortsætte, selvom han var helt fanget af hvad der foregik inde i Tv’et.

”Det er ret vigtigt…” sagde jeg og min far kiggede op. Så satte han fjernsynet på lydløs.

Nu sad begge mine forældre, med opmærksomheden rettet mod mig… Det var nu jeg skulle fortælle dem det.

”Hvad er der, min søn?” spurgte min far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...