En enkelt historie

Dette er mit bidrag til Valentine's Day-konkurrencen; et oneshot om kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. Oneshot

Det var tidligt om morgenen. Solen glødede endnu i horisonten, men himlen var lys og klar. Jeg svingede benene ud over sengekanten på min gammeldags, rustikke hvide børneseng med stribet, landligt sengetøj og gik hen til vinduet. Jeg trak de florlette lyse gardiner fra og så ud over landskabet. Solen skinnede på mig fra bag en fjern fyrretræstop og blændede mig. Ude i et birketræ sad to duer på hver sin gren. Jeg kunne se, når deres bryst bevægede sig, at de kurrede og også svagt høre det gennem ruden. Den ene var grå, en han, tror jeg. Den anden var lysebrun, og jeg tror, at det var en hun. De pustede sig begge godt op som værn mod blæstens kulde. ”Livet er skønt”, hviskede jeg. 

Jeg tøffede hen til vaskefadet af flødefarvet porcelæn og vaskede mig lidt. Op af en kommodeskuffe trak jeg velduftende rent undertøj, som jeg tog på. Derefter fandt jeg cowboybukser og en trøje i en anden skuffe, og da jeg havde skiftet, åbnede jeg døren ud til gangen. Der var helt stille. Jeg tog trappen ned, trak min jakke ned fra knagen, fandt skoene på skohylden og tog det på. Derpå listede jeg ud ad døren.

Morgenen var frisk og kølig. Fuglene pippede i de store birketræer, der vajede i indkørslen. Ovre på den anden side af stuehuset lå stalden. Hestene puslede, da jeg åbnede stalddøren. Jeg gik hen til den kulsorte hest, der er min. Dens pandelok var pjusket, og den var i det hele taget fyldt med hø. ”Godmorgen, Tialys”, hilste jeg hende. I lang tid stod jeg bare der ved boksen og kløede hende i panden og på halsen, aede og nussede. Jeg hentede foder i spande og hø til alle hestene, klappede deres smukke halse og kyssede dem alle på mulen.

Mens de gumlede sad jeg på en høballe og iagttog dem kærligt. Jeg lukkede øjnene lidt og lyttede. Så sprang jeg ned fra høstakken, trak stalddøren op og gik ud på gårdspladsen i det skarpe lys. Jeg gik ind ad køkkendøren fra gården og smed jakke og sko lige inden for døren. Fra tallerkenrækken tog jeg en tallerken. På en rist på køkkenbordet lå et friskbagt brød fra i går aftes. Jeg skar en skive og smurte hjemmelavet pesto på.

Da jeg havde spist færdig tog jeg sko og jakke på igen og gik over i stalden. Jeg trak Tialys ud af sin boks med et greb i hendes manke. Idet jeg rakte ud efter stalddørens greb, gik den op, og jeg stod over for Henry. Han var ellers aldrig den, der var oppe næst efter mig. En rigtig syvsover plejede han at være. Men ikke i dag. ”Godmorgen”, hilste han. ”Godmorgen”, svarede jeg høfligt. Mit hjerte bankede hurtigere, og mit bryst fyldtes med en følelse som om det skulle sprænges. Han gik ind efter en hest. Jeg fortsatte min gang ud gennem den buede port til en gruset indkørsel med græs og spredte birketræer på begge sider. Ovre på den anden side af en tværgående vej lå en enorm indhegning af trærafter. På den anden side skimtedes et skovbryn af fyrretræer. Lågen lå lige for enden af indkørslen til gården. Jeg åbnede den og slap Tialys ind. Hun satte i et vildt bukkespring og travede i fuldt firspring mod horisonten. Mens jeg stod og betragtede hendes frie bevægelser, lænet op af hegnet, kom Henry med den næste hest. Jeg holdt lågen for ham, og vi fulgtes tilbage. Fuglene sang i toppen af birketræerne, ellers ytredes ikke en lyd. Jeg var en smule beklemt, men egentlig havde jeg ingenting at sige. Kun havde jeg lyst til at tage hans hånd, men det turde jeg slet ikke. Vi kom tilbage til stalden og tog en hest hver. Sådan fortsatte vi i tavshed til alle hestene var på græs. Inde i køkkenet var alle de andre børn i fuld gang med at spise morgenmad under megen snak og latter. Henry gik ind til dem for at få noget at spise. Jeg blev stående ude på gårdspladsen med denne knugende fornemmelse i brystet. Så gik jeg ind og snuppede æggekurven, hvorefter jeg løb gennem laden til hønsehuset. Jeg samlede æggene med rystende hænder og tog mig god tid på tilbagevejen.

Køkkenet var varmt og larmende. Nogen sad bænket på lyse fyrretræsbænke rundt om det hvidskurede fyrretræsbord. Andre sad på køkkenbordet eller i sofaen. Eller sågar på gulvet. Jeg lukkede mig ud igen og gik med raske skridt ud af porten og op til indhegningen. Her satte jeg mig på raftehegnet og skuede ud over hesteflokken. Enkelte steder i det høje græs fik jeg øje på hvide pletter af geder og får. Pludselig hørte jeg skridt i gruset bag mig og vendte mig om med bankende hjerte. Det var Tenna. Hun havde en spand i hånden. ”Hej Nilun”, sagde hun og kravlede op på hegnet ved siden af mig. ”Hej”, sagde jeg stille. ”Vil du hjælpe med at fodre får og geder?”, spurgte hun og sprang ned i det høje græs i indhegningen. ”Okay”, sagde jeg og sprang også ned. Vi masede os gennem de våde græsstrå. Skoene og det nederste af vores bukser og jakker blev sjaskvåde af morgenduggen. Tenna holdt foderspanden op og rystede den, så der lød en høj, rumlende lyd af de kasserede gulerødder. Straks begyndte jorden at bølge under os. Jeg nåede at frygte, at dyrene ville overrende os, inden de første små uldtotter bremsede op i græsset en meter fra os. Tenna begyndte at smide gulerødder ud, som får og geder ivrigt kastede sig over. Hun holdt spanden ud, så jeg også kunne tage. Snart var stedet et sammensurium af gumlen og voldsom rumsteren. Enkelte steder en fornærmet brægen. Tenna og jeg satte os i græsset og kiggede lidt på alle de dejlige dyr. ”Nårh”. Jeg rejste mig og gik hen og knælede ved et lille, næsten nyfødt lam. Tenna fulgte efter. Vi aede dens fløjlsbløde pels. Den trak sig lidt skræmt længere ind til sin mor.

Efter et stykke tid begyndte vi at gå tilbage over engen. Vi sagde ikke noget. Tenna var en af de piger, der ikke havde behov for at snakke, og det var jeg glad for. Da vi kom tilbage til gården gik Tenna indenfor og hentede en bog, som hun ville sætte sig med i en hængekøje under klatretræerne. Hun spurgte, om jeg ville med, men jeg afslog. ”Jeg går lige ned til gårdbutikken og køber mel. Vi mangler”, råbte jeg efter hende, og hun nikkede bare til mig og smuttede indenfor.

Jeg hentede en hjemmesyet stofpose, som jeg slængede over skulderen, inden jeg travede af sted. Ud af porten og hen ad den tværgående vej langs indhegningen. Gården lå på en bakke, så det gik svagt nedad hele vejen ned til landsbyen. Grusvejen blev afløst af en asfalteret landevej. Indkøbsposen gled hele tiden ned, så jeg tog den i hånden og svingede med den i takt med mine skridt. Gågaden var endnu ikke blevet et mylder, men jeg var ikke den eneste i Hr. Hansens gårdbutik. Jeg fandt melet på hylden og gik hen for at betale. Mit blik fangede silhuetten af en skikkelse i en gyngestol inde bag perleforhænget. Da det var min tur til at betale, rejste skikkelsen sig og kom nærmere, indtil den ældre kvindes hoved tittede ud gennem det raslende forhæng. ”Kom dog indenfor, min pige. Har du ikke lyst til at snakke lidt?”, sagde Ane, Hr. Hansens mor. Jeg nikkede smilende, skyndte mig at betale og smuttede om bag forhænget, mens jeg proppede melposen ned i mit indkøbsnet. ”Sæt dig dér”, sagde den gamle kone og pegede på den bløde, blomstrede lænestol overfor. Vi sad ved et vindue og kunne kigge ud på den smukke blomsterhave fyldt med bed, kun adskilt af tynde flisestier. Ane granskede mig grundigt. ”Du er forelsket, kan jeg se”. Jeg stirrede op på hende. ”Nej, det er jeg ikke”, sagde jeg med rynkede bryn, mens min mund blev fyldt med spyt. ”Joo, du er så. Jeg kan se det på dig”, lo hun. ”Jeg skal fortælle dig noget”. Jeg kiggede usikkert op på hende. ”Den kærlighed, du føler for ham er ikke ægte kærlighed”. Jeg så forvirret på hende. Det kunne da ikke passe. Jeg blev fyldt med en strømmende følelse af kærlighed hver gang, jeg så ham. ”Det kaldes betinget kærlighed. Lad mig forklare. Forelskelse er det samme som betagelse. Du er betaget af ham, fordi han udtrykker nogle egenskaber, som du gerne selv vil have. Du ønsker at forene dig med ham for at føle dig hel. Derfor er det ikke ham, du elsker, men hans egenskaber, du begærer. Derudover ønsker du at blive elsket. Du føler dig ikke hel, fordi du ikke elsker dig selv, og derfor prøver du at søge kærligheden uden for dig selv. Så længe han lever op til dine forventninger til ham ved at vise dig, at han elsker dig, er der ingen problemer. Men snart vil I begge smide paraderne, og så bliver det svært at leve sammen, for så er han pludselig ikke helt så perfekt, som du troede, han var. Denne utilfredshed vil i sidste ende føre til, at I går fra hinanden”. Mit hjerte sank. Hun havde ret. Det kunne jeg føle helt dybt inde. Jeg fik lyst til at spørge om noget, jeg længe havde ruget over. ”Jeg… Jeg har tit tænkt på, om man kan blive kærester, når man ikke snakker sammen”. Ane så på mig med sine milde øjne. ”Du tænker på, at de fleste bliver kærester, fordi de ”snakker godt sammen”?”. Hun lavede citationstegn i luften. Jeg nikkede. ”Det er rigtigt. De fleste har behov for én at snakke om problemer med. Det kan man bruge sine venner til, sin familie - eller en kæreste. Men det er bare et af de behov, man kan få tilfredsstillet ved at være sammen, pige og dreng, mand og kvinde. Det vigtigste for begge parter er dog at føle sig elsket. Men de forelskede blikke, de blide kærtegn, de hede kys, du længes efter, vil snart forsvinde”. Jeg så fortvivlet på hende. ”Men tror du da ikke på kærligheden? Hvorfor er den så kort, som du siger?”. ”Hvedebrødsdagene er flygtige, min skat. Fordi det langsomt vil føles kunstigt. I vil begge to opdage, at kærtegnene bygger på forventninger til hinanden, og det vil føles ulideligt og ækelt til sidst at blive ved med at opføre jer som nyforelskede. Og når I ikke længere føler, at I kan tilfredsstille hinandens behov om at blive elsket, så skilles I og vil søge efter en ny, frisk forelskelse, der vil ende lige så miserabelt”. Ane sank sammen i sin lænestol med blikket fikseret på et usynligt punkt bag mig. Ane havde ret. Jeg længtes virkelig efter kærtegn. Efter at blive kysset blidt, aet på ryggen, strøget over håret. Jeg længtes efter at blive holdt i hånden, omfavnet og holdt om. Men hvordan skulle jeg dog kunne tro Anes ord uden at have erfaret, at det virkelig bare endte i ulykkelighed? Ville det virkelig føles kunstigt i sidste ende? Og hvorfor? ”Men, min pige”, Ane lænede sig frem i stolen og tog mine hænder imellem sine, ”der er jo ikke noget i vejen for, at du prøver lykken. Jeg ville bare gerne have, at du forstod den rette sammenhæng, så du vidste, hvad du gik ind på”. Jeg rystede over hele kroppen og ønskede mere end noget andet, at hun ikke havde fortalt mig sandheden om kærlighed. Alligevel tog jeg mod til mig: ”Men… Hvad er så ægte kærlighed?”. Ane tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, mens hun slap mine hænder og lænede sig tilbage igen. Gyngestolen rokkede lidt. ”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig. Det kan simpelthen ikke defineres. Så det må du selv finde ud af”. Jeg rejste mig lynhurtigt fra stolen og greb stofposen. ”Farvel, Ane”, sagde jeg. ”Vi ses, min pige”, hviskede hun efter mig, inden jeg forsvandt ud af det raslende forhæng og spænede gennem butikken og ud på gaden uden at se mig tilbage. Hr. Hansen råbte muntert efter mig: ”Hvorfor dog sådan en fart på?”.

Solen stod højt på himlen og var begyndt at varme. Mit hjerte hamrede hårdt i brystet, og min mave ulmede, mens jeg i tungt løb pustede op ad bakken. Det begyndte at rive i min hals. Da jeg nåede op til hegnets låge, smed jeg tasken med mel fra mig og sprang over hegnet. Tialys besvarede straks min kalden og kom galoperende hen til mig nede fra den anden ende af indhegningen. Det tog sin tid, så jeg nåede at få vejret imens. Jeg vendte mig om og åbnede lågen. Tialys pustede mig i nakken. Hun gik ud sammen med mig af sig selv. Jeg lukkede lågen forsvarligt, hvorefter jeg sprang op på ryggen af hende og satte i gang hen ad grusvejen i den modsatte retning af landsbyen. Solen bagte nu, hvor jeg havde fået varmen. Jeg limede mig tæt ind til Tialys’ krop og så på jorden, der flød af sted under mig. Da vi kom til skoven, satte jeg mig op og ansporede hende til galop. Træerne susede forbi, og jorden gungrede under mig. Mit hjerte flagrede vildt, mens mine hænder knugede i et jerngreb omkring mankens lange, vilde totter. Jeg blev i skoven ved den lille skovsø omringet af tæt buskads, indtil min mave rumlede højt af sult. Tialys havde givet sig til at græsse et stykke væk. Jeg kaldte på hende, og der gik et lille stykke tid, så kom hun. Jeg vendte mig om og lagde min hånd på hendes mule, mens jeg pustede hende i næseborene. Så rejste jeg mig og svang mig op på hendes ryg. Vi skridtede hele vejen hjem.

De andre var ved at spise frokost, da jeg kom hjem. Der var ingen, der spurgte, hvor jeg havde været. Det var helt normalt og acceptabelt, at man gjorde lige, hvad man selv havde lyst til. Vi var bare fælles om interessen for at bo på landet.

Jeg kunne ikke lade være med at skæve til Henry, mens vi spiste. Pludselig så han direkte hen på mig. Vi havde kun øjenkontakt i et kort sekund, så skyndte jeg mig at fjerne blikket og så ikke hen på ham under resten af middagen.

Efter frokosten gik opvaskeholdet i gang. Nogle andre fandt et spil frem. Jeg listede mig op ad trappen til mit sovekammer. Jeg satte mig i min seng og skiftevis læste og stirrede adspredt ud ad vinduet. Mine tanker hvilede derude i den overskyede himmel.

En skarp, bimlende lyd fra madklokken vækkede mig. Jeg lukkede bogen og lagde den på mit sengebord, smed dynen til side og gik ned til de andre.

Der var seks andre end mig, der havde en egentlig, glødende interesse for heste. Da opvaskeholdet gik i gang efter aftensmaden og de fleste vendte tilbage til deres forhenværende sysler, mødtes vores blikke, og drevet af den fælles tanke og omsorg gik vi ud i garderoben og hentede overtøj og støvler, før vi samlet lukkede os ud i aftenkulden. Himlen var mørk petroleumsblå. Der var dunkelt inde under porten, og foran gården blev vi mødt af et hvislende vindstød, der fejede igennem det skyggefulde græs. Nogle af de andre konverserede lavmælt sammen, men faktisk var de fleste af os stille og trætte. Jeg var den, der først nåede lågen og åbnede for de andre. Inde i indhegningen spredtes vi og fandt en hest hver. Vi førte dem i stald på én lang række. Vi fortsatte indtil der ikke var flere heste ude på folden.

Jeg blev stående ved Tialys’ boks, mens flere af de andre forlod stalden. To andre blev ligesom jeg ved deres hest og nussede den. Jeg lænede min pande mod Tialys’ stærke nakke. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg stod der. De andre nåede i hvert fald at gå. Der var helt stille i stalden, da jeg gav Tialys et kys på mulen og smuttede ud af hendes boks. Midtvejs på staldgangen hørte jeg lyden af stalddøren og standsede brat op. Det var Henry. Mit hjerte begyndte at hamre i brystet. Han kom ned imod mig. ”Hej, Nilun”, sagde han. ”Hej, Henry”. Jeg prøvede at lyde frisk. Vi stod lidt og kiggede på hestene. ”Nilun?”. Jeg stod helt stille. Lige om lidt sagde han sikkert noget. Måske spurgte han, om vi skulle være kærester. Måske sagde han, at han var forelsket i mig. Han tog en dyb vejrtrækning og rakte ud efter min hånd. Jeg stivnede, da han tog den. ”Du skal bare vide…. Jeg synes, du er helt vildt sød…”. Han gik i stå samtidig med mit hjerte og trak vejret meget hurtigt. ”Vil du…”. Han så op på mig. Jeg trak hånden til mig. ”Henry…”. Jeg så et kort sekund forbi ham. ”Det går ikke. Jeg… Jeg bliver nødt til at forklare dig noget”.

Jeg trak ham hen til høstakken, som vi satte os på. Han så lidt forvirret ud. Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg er også helt vildt betaget af dig, men… Jeg ved ikke, om jeg skal sige det her til dig, men…”, jeg sukkede efter hvert men. ”Okay, det er ikke, fordi jeg ikke helt vildt gerne vil, men… jeg ved bare, at det ikke er ægte. Jeg mener…”. Jeg så ned i gulvet. ”Men det er da ægte”, protesterede han. ”Nej”, modsagde jeg ham. ”Det vil alligevel få en ende. Og det vil gøre ondt”. Mit hjerte var ved at briste af smerte allerede. Henry rejste sig iltert. ”Hvad mener du? Hvorfor lader du dig slå ud af, at det vil få en ende? Det handler da om her og nu og ikke om, hvad der vil ske i fremtiden”. Han stoppede sin talestrøm, og der opstod en pause. ”Men… Vi snakker jo ikke sammen”, prøvede jeg. Han så mig dybt ind i øjnene, og jeg slap min anspændte krop, blev helt blød. ”Det gør da ikke noget”, sagde han stille. ”Vi behøver ikke at snakke”. Det gjorde mig med ét umådelig lettet. Jeg rejste mig og gav ham et stort knus. Indsnusede duften af ham. Da jeg slap ham, holdt han stadig lidt fast i mig. ”Skal vi ikke ride en tur?”, spurgte jeg. ”Det kan vi godt”, sagde han og smilede.

Hans hest hedder Salmiak og er gyldenbrun. Vi trak Salmiak og Tialys ud i solskinnet på gårdspladsen. Netop som vi sad op, kom tre af de andre hestetossede ud af hoveddøren. ”Har I fodret?”, spurgte de straks. ”Nej, vi rider lige en tur”, meddelte jeg, og de styrede straks i retning af stalden. Henry og jeg smilede til hinanden og satte så i gang ud af porten. Først skridtede vi bare i stilhed og nød den friske luft og de bølgende enge omkring os. Den nedgående sol rødmede over en bræmme af sorte skyer. ”Skal vi trave?”, opfordrede jeg. Det blev snart en vild galop gennem skoven. Tialys var hurtigst. Snart standsede vi det vilde ridt og skridtede. Der blev stadig ikke udvekslet et ord, men til gengæld mange blikke. Nu behøvede jeg ikke mere skjule min betagelse af hans udseende og kunne stirre på ham så meget, jeg ville. Jeg rødmede alligevel lidt, når han tog mig i det. ”Du er meget smuk”, sagde han. Jeg lo. ”Det er du også”. På et tidspunkt steg vi af og gik med hestene trukket efter os i manerne. Han tog min frie hånd.  Snart lagde han armen om mig, og jeg lagde også armen om ham. Vi kom til et engdrag med en smuk udsigt over bakker og dale i en stor plantage. Hyldet i aftenfløjl og et svagt skin fra månen stod træerne som et virvar af grensilhuetter. Vi slap hestene løs og satte os i græsset. Tavsheden var altomfavnende, og den gjorde os ikke noget. Vores øjne mødtes flygtigt. Jeg rakte ud efter ham, og han satte sig tæt ved siden af mig. Vi omfavnede hinanden. Lykken brusede igennem mig. Hver en berøring fra hans hænder sendte en varm strøm gennem mig. Han trak sig ud af min favn, og hans ansigt nærmede sig mit. Jeg gik i panik, og han må kunne have se det på mit ansigt. ”Jeg har aldrig nogensinde kysset nogen før”, stammede jeg. Han grinede. ”Det gør da ikke noget. Bare prøv”. Jeg smilede nervøst. Så mødtes vores munde, og han kyssede mig. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, men det føltes vidunderligt. Vi kyssede rigtig længe og inderligt. Bagefter lå vi bare tæt sammen med hinanden i hænderne. Først da strejfede tanken mig: Kunne man virkelig blive træt af det? Jeg drejede hovedet og så på hans profil, vendte det så væk igen. Sikkert. Men så var det i hvert fald det værd. Jeg satte mig op og slap hans hånd. Han fulgte efter. ”Skal vi ikke ride hjem nu?”. ”Jo, det kan vi da godt”. Vi kaldte på hestene. Alle i vores børneflok har lært at kalde på deres hest, og hver enkelt har deres eget signal. Så svang vi os op og travede af sted. Vi red helt tæt på hinanden og tog hinandens hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...