En date på Valentines Dag

Sarah er en stille pige på en stor skole, hvor drengen Matt begynder at lægge mærke til hende for derefter at forelske sig i hende.

1Likes
0Kommentarer
278Visninger
AA

1. En date på Valentines Dag

Sarah var blevet overrasket, da Matt var begyndt at tale til hende.

Han var den første, der sagde noget til hende, som ikke havde haft noget med skolen at gøre, siden hun var startet.

Hun havde holdt sig for sig selv, kun været sammen med folk når det var nødvendigt.

Det var anstrengende, og hver en dag var en kamp for hende.

 Som om hun var under vand hele tiden, og hun hver dag skulle kæmpe for bare at få ansigtet op over overfladen og trække vejret.

Hun forstod ham ikke. Hvad ville han hende?

Hvorfor kunne han ikke bare holde sig væk som alle de andre?

 

Han derimod, opfangede hurtigt, at Sarah ikke var som de andre piger han kendte.

Hun mindede ham lidt om en mus, som man kunne lokke ud med et stykke ost, men så snart den ville få fat på det, ville den pile ind i sit musehul igen.

Det var mange stykker ost der skulle til at få Sarah ud.

Hvis det havde været en hvilken som helst anden pige, ville han havde ladet hende være efter første afslag, og tænkt at han sikkert alligevel bare havde kunnet finde noget bedre. Men der var noget ved Sarah som fangede hans opmærksomhed.

Han lagde mærke til hvordan hun altid gik alene rundt, hvordan hun aldrig var med til nogle af de fester som skolen holdte, og at hun aldrig sad ved nogle af bordene i spisepausen.

Han begyndte at lægge mærke til hvordan hun altid sad bagerst, og aldrig sagde noget i timerne.

Han begyndte at sætte sig i nærheden ad hende, og fandt stille og roligt ud af at på trods af hendes stilhed, var det ikke en dæmper på hendes intelligens i de opgaver de fik.

Hun fik topkarakter i alt.

Han prøvede at negynde at tale til hende, at starte en samtale fra tid til anden.

Han kunne nærmest ikke få hende til at kigge på ham, ikke engang et kvæk sagde hun.

Det var en kamp for Matt, eftersom han altid havde været vant til at hans piger snakkede. Uafbrudt.

Men han gav ikke op.

Sarah var som den her utrolig sarte rose, man skulle passe på ikke at blive stukket af, på de mange torne, men den havde stadig brug for pleje.

En rose er så utrolig skrøbelig, men det betyder vel ikke, at du bare lader den være?

Det ville Matt i hvert fald ikke.

Men det var en kæmpe kamp for ham hele vejen igennem.

Hun havde bygget den her kæmpe mur omkring hende, og ikke en levende sjæl lod hun ikke komme igennem.

Men i dag ville han påfører sig sin brynje og sit svær, og prøve at nedbryde muren.

Han ville få hende med på en date!

**

 

Hvorfor?” Sagde hun stædigt og så op igennem sine lange øjenvipper.

Hun var smuk.

Hvorfor vil du så gerne inviterer mig ud?”

”Hvorfor ikke?” Sagde han og smilte skævt.

Hun rystede på hovedet og prøvede at gå uden om ham. Han spærrede vejen for hende.

”Gider du godt at flytte dig?” Hvæsede hun

Han løftede hænderne op til hovedet, som om han skulle til at overgive sig.

”Hvis du siger ja.” Sagde han, og hun skulede til ham.

”Lad mig nu være!” Sagde hun vredt og fik sneget sig uden om ham.

Han gloede måbende efter hende.

Hendes hofter svingede elegant frem og tilbage, og hans blik faldt ned på hendes bagdel. God røv, tænkte han og gik hen mod sin klasse.

Han kunne ikke følge med i timen.

Han sad og vippede sin blyant mellem fingrene, og rystede frustreret på hovedet.

Han forstod hende ikke.

Ikke at han nogensinde havde forstået piger, men Sarah var et rent mysterium for ham.

Hvorfor var hun så utilnærmelig? Hvorfor, ville hun ikke lærer ham at kende, i det mindste bare give ham en chance?

Og hvorfor kunne han ikke få hende ud af hovedet?

Han havde aldrig prøvet noget lignende før.

Hun havde jo ingen venner. Hvor var hendes ønske om at socialiserer sig?

Hvis det han lærte i skolen var sandt, så burde hun jo ikke kunne klare altid at være alene.

Hun havde heller ingen facebook profil.

Han vidste egentlig ikke rigtigt noget om hende, ud over hendes navn, og hendes skolegang.

Det frustrerede ham.

Hun frustrerede ham.

Men han ville ikke give op, han kunne ikke.

Hun havde sat sig i hans hoved, og han kunne ikke få hende ud.

Men så måtte han tage sig sammen, hvis han skulle have noget som helst håb, om at kunne få sig mast ind i hendes verden, der var lukket for alle andre end hende selv.

 

**

 

Han følte sig lidt som en stalker, da han trådte ind af døren, og blev overvældet af den brændende varme inde i den lille café.

Der var ret mange mennesker hvilket overraskede ham, men da han blev opmærksom på alle de lyserøde hjerter der hang rundt omkring, kom han i tanke om hvilken dag det var.

D 14 februar. Valentines dag.

Selvfølgelig.

Men det var jo åbent for alle, han havde ret til at være her.

Til denne poesi oplæsning.

Til at hører hendes inderste tanker.

Det var en tilfældighed, at han overhørte den samtale, hun havde med deres dansklærer, om nogle lektier hun ville have svært ved at nå, pga. sin store aften, hvor hun skulle læse sit eget digt.

Han måtte komme med. Han havde fulgt nok med i skolen, til at vide hvad et digt betød. Han havde selv prøvet sig frem med nogle få tekster, som alle var endt krøllet sammen i bunden af hans skraldespand. Han var ikke den store skriver. Han ville hellere have noget bevægelse, han var den kinæstetiske type.

Sarahs modsætning.

Men modsætninger mødes jo også.

 

Spotlyset blev tændt og en ældre herre med fuldskæg og månebriller trådte frem.

Han mindede ham om den type far, der ville sidde foran pejsen og læse op fra H.C. Andersens eventyr for sine børn hver fredag aften.

Sådan en rigtig hyggelig far.

Sådan en, som Matt gerne ville lære bedre at kende.

Men det måtte nok hellere, vente til en anden gang.

Han sagde dog ikke så meget, citerede et digt fra Shakespeare og lod så scenen så klar.

Til hende.

Det hele mindede lidt om noget fra en film. Spotlyset, der var sat lige i midten af de kæmpe tæpper der hang ned fra loftet. Først rakte hun en hånd frem. Så kom hovedet, efterfuldt af resten af kroppen.

Det var første gang han så hende så sikker.

Hun havde rank tyg og oprejst pande.

Hun var ikke bukket sammen, sådan som hun altid var i skolen, og hun havde øjenkontakt med publikum. Det overraskede ham meget.

Han ville aldrig have gættet, at første gang han så hende selvsikker, ville være oppe på en scene foran en del mennesker.

Men det var det han så. Men ikke det som overraskede ham mest. Nej, det som var den største overraskelse for ham den aften, var digtet, det digt som hun havde skrevet.

Hun rømmede stemmen, og holdt et lille kongeblåt stykke papir frem for sig.

 

Forrådnet kød, saltede sår

Den brændende ild svier

Beskidte hænder glider op ad mit lår

Fortabt

Forladt

 

Ensomheden der kvæler

Knuste øjne og knækket sjæl

Tavse tanker der mæler

Fortabt

Forladt

 

Hvidglødende øjne der altid stirre

Så megen sorg i intethedens borg

Så mange løgne du aldrig siger

Fortabt

Forladt

 

Matt stirrede tavst på Sarah.

Selvom alle andre klappede, og en let uro brød ud omkring ham, så han kun hende.

Han ænsede ikke engang den lille tåre der sneg sig ud af øjenkrogen på ham, og løb ned af hans kind.

Hold da op.

Det var dybt.

Ikke at han forstod digtet til fulde ende, så klog var han ikke.

Men at Sarah ikke bare var en pige, som var indelukket og vrissen, vidste Matt nu.

At hun havde dybde.

At hun havde en baggrund. Som var så langt fra den han selv kendte til. Så langt fra at være det mindste godt. Havde hun overhovedet haft nogle lykkelige minder?

Ikke så underligt, at hun var så indelukket.

Ikke så underligt, hun ikke ville gå ud med ham.

 

Da de ca. 30 mennesker i caféen begyndte at bryde op, sad Matt stadigvæk samme sted, og havde ikke rejst sig op.

Han havde set Sarah, da hun var kommet ned fra scenen, og sat sig ved bordet med manden som startede ud.

Ingen andre sad ved bordet, ingen på hendes egen alder.

Ingen venner.

Han ville så gerne snakke end hende.

Men han vidste ikke om han turde. Han var jo lidt en stalker.

Men så tog han sig sammen.

Han rejste sig op, og gik hen til hende.

Han sneg sig elegant rundt om bordene og stolende, fik vidst trådt på et par tæer og skubbet til nogle stole, men han tog ikke så meget  notits af det.

Han holdt øjne rettet mod hende, så hun ikke pludselig ville forsvinde, hvis han nu kiggede væk.

Da han endelig nåede hen til bordet, sad hun med ryggen til ham.

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for at fange hendes opmærksomhed, men endte med at rømme sig højlydt. Hun fik et lille chok, og satte hurtigt sin cappuccino ned på bordet, hvor efter hun vendte sig rundt i stolen.

Hendes øjne blev store, da hun så at det var ham. Hun rejste sig op, imens en tomatrød farve langsom spredte sig på hendes kinder.

Hvad laver du her??” Spurgte hun vredt.

”Hører poesi.” Sagde han uskyldigt og så i hendes gudeskønne øjne.

De var mandelbrune. Så flotte.

Hendes mørke hår, komplimenterede hendes ansigt, og hun var så smuk.

”Følger du efter mig?” Spurgte hun og hævede et øjenbryn ad ham.

”Hvad nu hvis jeg gør? Jeg har ikke så meget mulighed for at følges med dig, eller i det hele taget være sammen med dig.”

Så snart ordene var røget ud af hans mund, kunne han godt høre hvor meget han lød som en sindssyg stalker.

”Hør her” skynde han sig at forklare. ”Giv mig nu bare en chance. Bare én date, og så forstyrre jeg dig aldrig igen! På ære!” Sagde han og forventede ikke at hans plagen på nogle måde ville virke, hun ville nok afvise ham endnu engang.

Matt var klar til nederlaget.

Han vidste ikke om det var begrund af varmen, om hun endelig var ved at tø  lidt op, eller om hun bare gerne ville slippe af med ham hurtigst muligt, men hun så på ham med et mut blik i øjne.

”Okay. Én date!” Sagde hun hvæsende og begyndte at gå hen mod udgangen af caféen.

Han stod tilbage og kiggede efter hende. Hun vendte sig om i døren, kneb øjnene sammen og så på ham.

”Det er nu eller aldrig, fister.” Sagde hun og trådte ud i det blæsende efterårs vejr.

Han skyndte sig at fare efter hende.

Endnu engang gyngede hendes hofter elegant fra side til side, og hendes lange hår blev blæste bag ud med stor fart, eftersom de gik i modvind.

Han havde lyst til at mærke det, for at se om det var lige så blødt som det så ud.

Han stoppede op et kort sekund, og rystede på hovedet af sig selv.

Hvad var det nu for noget? Mærke hendes hår?

Hvad gik der dog af ham? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...