Vi ses i himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
Det er pludselig som om alle lyde forsvinder. Alt omkring mig bliver utydeligt og gråt. Jeg føler at jeg er ved at falde. Det eneste jeg kan fokusere på er det ene ord. Død, død, død. Det bliver gentaget som et ekko inde i mit hoved. Jeg opdager at min høresans er vendt tilbage, da jeg hører et skrig. Det kommer fra mig.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

3. Ulykken

Kathrine sender endnu et af sine sjove ansigter til mig. Det ser så komisk ud at jeg er ved at dratte ned af stolen af grin. Jeg tager mig sammen og lægger ansigtet i alvorlige folder, og laver derefter min berømte dobbelthage til Kathtrine. Jeg kan se at Kathrine ikke kan holde det inde mere, og ud af hende kommer der et kæmpe grin. Karen der står vendt med ryggen ud mod klassen og skriver ligninger op, opdager ingenting, og snart er hele klassen flade af grin. Først da Mads hikster “Øh Karen..?”,  vender Karen sig vredt om mod os, men lige i det ringer klokken, og Kathrine og jeg skynder os ud, inden Karen kan nå at udspørge nogen.

 

“Det var tæt på, hva?”, griner Kathrine til mig. Jeg nikker, mens jeg er ved at svare min lillesøster, der har skrevet en sms. “Emma spørger om vi vil følges hjem med hende?”, jeg vender sig mod Kathrine. “Selvfølgelig”, siger Kathrine. Hun har ikke selv nogen søskende, og ser også min lillesøster som hendes egen søster.

 

VI går ned mod de små klasser hvor min lillesøster, Emma holder til. Hun står allerede klar med den lyserøde skoletaske, som hun har arvet af mig. Den matcher hendes lyserøde sanddaler som hun, stædig som hun er, kræver at have på hver dag selvom vi kun er i starten af april. Vores mor har givet hende lov, så længe hun har strømper på samtdig og giver hende lov til at flette sit brune stride hår hver dag, som hun plejer at have hængende løst.

 

Jeg holder meget af sin lillesøster, og i forhold til andre søskende skændes vi næsten aldrig. Det er også derfor jeg giver Emma lov til at følges med Kathrine og jeg hjem fra skole hver dag.

 

Kathrine er min bedsteveninde, og det har hun været siden vi så hinanden den dag Kathrine startede i min klasse. Det var bare venskab ved første blik. Kathrine er min modsætning. Hun er vild, sjov og ikke bange for at sige sin mening. Hun har lyst, langt hår, store blå øjne og høj og slank. Mig derimod har brunt hår, grønne øjne, lav og lidt buttet. Før Kathrine kom, var jeg klassens stille pige, men Kathrine fik mig til at tro mere på mig selv, og sige noget mere.

 

Mens vi går hjemad betragter jeg Kathrine der leger fangeleg med Emma. Jeg smiler, og føler mig lige pludselig helt lykkelig.

 

Da vi når hjem til vores hus, et stort toetages hus der ligger i et villakvarter tæt på skolen, er vores forældre allerede hjemme. Det kan vi se på bilerne i indkørslen. Den lille, hvide Fiat 500 som mor altid kører i hen på arbejde på sygehuset, og fars store firma bil med logoet HS Byggeri hen over siden.

 

Vi går alle tre ind i huset, og jeg kan dufte at mor lige har bagt boller. Jeg smider skoene i entreen, og løber ind i køkkenet med Kathrine og Emma bag mig.

 

“Mmm, det ser lækkert ud mor”, smiler jeg og krammer mor.”Tak Ane”, smiler hun og jeg kan se et par dejklumper i det røde, krøllede hår, der omkranser hendes lidt buttede ansigt. Jeg har mine kvindelige former og grønne øjne fra min mor, og mit brune hår fra far, der i det samme træder ind i køkkenet.

 

“Der står jo mine fire ynglingspiger ”, smiler han bredt og åbner armene. Emma løber hen og krammer ham. Kathrine siger hej til ham. Hun er næsten en del af min familie. Hun kommer så meget hjemme hos os, at mine forældre tit joker med at hun er deres datter.

 

Kathrine og jeg tager en bolle fra køkkenet, og går op på værelset. Vi sætter os godt til rette i min seng, og snakker lidt om skoledagen. På et tidspunkt kan jeg se at Kathrine bliver alvorlig, og jeg ved hvad hun vil spørge om. “Er der så nogen drenge du har i kikkerten for tiden?”, spørger hun drillende. “Du husker vel nok at vi lavede en aftalte i august om at du skulle have dit første kys inden 8., ikke?”. Jeg trækker på skuldrene, og piller lidt ved en pude hvor syningen er ved at gå op.

 

Jeg kan godt huske aftenen hjemme ved mig i august, hvor vi var vågne hele natten, åd masser af slik og fandt på åndsvage udfordringer til hinanden, b.la. det med det første kys. Kathrine har for længst klaret alle sine udfodringer, men jeg er lidt bagud. Jeg tror dog kun at Kathrine kan huske det med kysset, men det gør heller ikke noget, da jeg egentlig ikke har lyst til de andre udfordringer. Der er bare det problem at jeg bare ikke duer til det der med drenge.

 

Kathrine lyser pludselig op. “Ved du hvad, vi laver da en note hvor vi skriver Husk første kys, som vi så hænger op på din oplslagstavle. Så bliver du mindet om det hver dag!”. Katrine ligner en der lige har fundet løsningen til at stoppe alt krig i verden. “Joo, det kan vi vel godt”, tøver jeg. Jeg er ikke så meget for at mine forældre skal se noten, der er da grænser for hvad de skal vide om mig. Men inden jeg får sagt andet, har Kathrine allerede fundet papir og tusch frem.

 

Da Kathrine næsten er færdig med at skrive kys, banker det på døren, og mor stikker hovedet ind. Jeg nikker med hovedet mod Kathrine og hun skynder sig at dække over papiret. Mor opdager heldigvis ingenting. “Jeg følger Emma til gymnastik nu. Hun går selv hjem da far og jeg er til et møde på skolen. Kan hun være herinde hos jer indtil vi kommer hjem? Det ville hun sætte pris på”, siger mor. “Selvfølgelig”, lyder det fra både Kathrine og mig.

 

To timer senere sidder vi begge utålmodigt nede i køkkenet og venter. “Nu burde hun altså være kommet”, siger jeg bekymret. Emma plejer altid at komme hjem som aftalt. Hun går trods alt i tredje klasse, og kan godt holde aftaler. “Måske er hun faldet i snak med nogen”, foreslår Kathrine. Jeg nikker, men er ikke helt sikker. Jeg foreslår at vi skal gå op til gymnastiksalen som ligger lige ved siden af skole, og Kathrine synes det er en god idé.

 

Vi er lige drejet op ad fortovet og skal til at krydse vejen, da vi ser en stor mængde mennesker der står i en klump ved siden af en ambulance midt ude på vejen Ved siden af holder der en sort bil med en stor bule foran.Ved siden af bilen står der en mand, og tager sig til hovedet .

 

“Hvad kan der være sket?”, siger jeg, mest henvendt til mig selv. Vi kommer tættere på, og der er en dame, en forældre til en fra Emmas klasse, der får øje på mig. Hun ser helt forskrækket ud, og skynder sig at løbe hen til mig. “J - Jeg tror det er der bedst du går hjem igen”, stammer hun og kigger sig bange omkring. “Hvorfor?”, spørger jeg undrende, men hun holder mig blot tilbage. Jeg får vristet mig løs, og når hen til folkemængden.

 

Mens jeg maser mig forbi folk, er der flere der får øje på mig, og de fleste tager deres hånd op foran munden og udstøder et gisp. En anden dame prøver, ligesom hende før, at holde mig tilbage, men jeg vrister mig fri igen. Til sidst får jeg mast mig frem til det alle kigger på.

 

Der på jorden ligger der en lille pige, med langt brunt hår. Hun er helt bleg, og det bløder ud af et sår i hendes hoved. En falckmand står bøjet over hende, og giver hende hjertemassage. Der går lidt tid inden jeg genkender hende. Eller vil genkende hende. Nej, det kan ikke være rigtigt. Men det er jo de samme sandaler...Jeg hører falckmanden mumle et eller andet, og jeg registrer ordet “død”.

 

Det er pludselig som om alle lyde forsvinder. Alt omkring mig bliver utydeligt og gråt. Jeg føler at jeg er ved at falde. Det eneste jeg kan fokusere på er det ene ord. Død, død, død. Det bliver gentaget som et ekko inde i mit hoved. Jeg opdager at min høresans er vendt tilbage, da jeg hører et skrig. Det kommer fra mig.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...