Nibus besættelsen ✧✦✧

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvert år den 9. maj sender Neverstood's befolkning milioner af fugle op i himmelen, for at de skal nå op til den afdøde hersker John Mittlewest, som efter historikerne var en legendarisk og ubeskrivelig person. Den der laver den flotteste fugl - som bliver kaldt Nibus - bliver slået ihjel af det svær, som Mittlewest ejede. Og selvom man ikke skulle tro det, går mange mennesker efter at vinde, fordi opfinderende af arrangementet mener at man kommer op i paradis til John, hvis man bliver dræbt af hans sværd. Den 19årige pige Step begynder at undrer sig over arrangementets gang, men i Neverstood er det farligt at være nysgerrig, især når ministreret har så mægtige kræfter.

4Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

3. Follow ✧


 

Endnu en dag var begyndt. Det var den 2. maj. Nu var 6 dage til min fødselsdag. Det var tirsdag og jeg skulle som hver anden hverdag i skole. Morgenmaden bestod af frisk brød og blåbær, som jeg blev rigtig glad for. Min far kørte mig i skole, og som altid flød snakken i gangen, omkring nibusser.

"Jeg vædder 50 lirrrer på at Morgan Mainfield vinder Nibuskonkurrencen!" stemmerne lød overalt i gangen, og jeg kunne slet ikke bikse sammen, med hvem der sagde hvad.

"Nej. Jeg vædder 100 lirrer på at Hr. Lorence vinder."

Min far. Willy Lorence. Folk forventede at han vandt. Folk plejede aldrig at forvente at han vandt. Det skulle jeg ikke lade ske.

Der var et kvarter til timen startede, og efter jeg havde kigget mig omkring om der var fri bane, traskede jeg ind i fysik og kemi lokalet. Jeg ledte efter et stof der kunne ødelægge en måske formidabel fugl. Jeg ville ødelægge den før finaledagen, så min far ikke kunne nå at lave en ny, og han ville tabe. Jeg vidste han havde talent for nibusser, men aldrig havde jeg forventet, at han ville gå så meget op i det, og at folk faktisk troede at han ville vinde.

Jeg ville ikke miste min far.

Mine øjne skimmede de forskellige kemikalier, som jeg slet ikke havde forstand på.

"Leder du efter noget?"

Jeg skreg af ren chok, og vendte mig om og fik øje på en genkendelig person.

Drengen fra i går. Ham der hjalp mig i timen. Hvad lavede han her?

"Øhm.. Jeg leder bare efter et stærkt stof, der kan ødelægge.." jeg havde som sagt ikke forstand på de forskellige kemikalier, hvilket drengen sikkert havde.

"Ødelægge hvad?"

Jeg sank en klump, før jeg svarede.

".. En Nibus."

 

Timen var i gang, og jeg sad ved siden af min nye ven. Han fortalte mig, at han hed Thomas Zink. Han havde hjulpet mig med at finde et stof der var farligt og ødelæggende. Selvom han var lidt skeptisk omkring at vi stjal noget fra skolens egendom. Jeg fortalte at det var meget vigtigt, men ikke at det var min fars Nibus jeg ville ødelægge.

Vi havde heldigvis ikke Hr. Chanches, i stedet havde vi Fru Raw, der også var klædt fint til lejligheden, i en fin nederdel og en flot jakke. Hun ville fortælle os om Nibusser.

"Nibus begrebet stammer helt fra gamle dage. Dengang mente nogle mennesker at Nibusser var en uovervindelig skabning," sagde Fru Raw.

"Mittlewest havde engang en Nibus. Den reddede ham fra at være ensom og ked af det, og det er derfor vi sender dem op til John den dag i dag. For at han ikke skal være ensom. De symbolisere tryghed og varme, selvom nogle ser dem som galskab."

Jeg lyttede interesseret med, og prøvede at finde hoved og hale i alt omkring Mittlewest.

"I skal alle finde en makker. Sammen skal I skrive en rapport på en side om hvorfor I mener at Nibusser betød så meget for John. Kom med teorier og brug jeres fantasi. Intet svar er forkert her."

Så snart hun var færdig kiggede jeg mig omkring, og indså at alle allerede havde en partner. Undtaget Thomas. Han kiggede på drengene, og indså at han var alene. Ligesom mig.

"Step, vil du gerne være min makker?" sagde han med et smil på læberne. Jeg nikkede blot, og sammen gik vi i gang med rapporten. Men vi vidste ikke hvorfor at Nibusser betød så meget for John. Jeg var heller ikke interesseret i det.

 

Efter skole hentede min storebror mig, som var flyttet hjemmefra for 2 år siden. Han havde næsten samme mening som mig. Han gad i hvert fald ikke vinde den konkurrence. Han troede ikke på John Mittlewest.

Vi havde aftalt at tage ud og spise, da vi ikke så hinanden så tit. Der var helt tomt i huset uden ham.

"Nå Søs. Hvordan har Maj så været indtil videre?"

Vi havde bestilt burgere, og jeg var rigtig glad, indtil hans spørgsmål kom til livs. Alle snakkede bare om maj og alt det indeholdt, og det gik mig på nerverne. Kunne man ikke have én - bare én - normal samtale, som ikke rummede maj, Nibusser eller John Mittlewest.

"Jeg river snart hovedet af mig selv," hvæsede jeg, og rev mig lidt i håret. "alle snakker om Maj. Hvad med os normale mennesker, der ikke tænker på sådan noget lo.." jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, før min bror dækkede min mund til og tyssede af mig.

"Step, du må ikke tale sådan om det. Folk er begyndt at blive strikse omkring det. Det siges at en fyr blev skudt, fordi han lavede oprør mod John Mittlewest foreningen." Hans stemme lød stresset, vred og panisk.

Jeg fjernede hårdt hans hånd og smilede blot et slesk smil til ham. "Hold nu op.. Må man ikke sige sin mening mere?" sagde jeg med et grin, før jeg så ind i hans blå øjne, der aldrig før havde set så seriøse ud.

"Ministeriet overvejer at sætte aldersgrænsen ned til 16, så flere kan vinde konkurrencen. De overvejer også at der skal findes tre vindere, så det er flere der..." han færdiggjorde ikke sin sætning, jeg forventede heller ikke mere, og jeg lod den bare stå.

Jeg bed mig hårdt i læben, før jeg skiftede emne. "Har du nogensinde set sværdet?"

Han vidste godt hvilket sværd jeg snakkede om. 'Sværdet' betegnede alle som det sværd Mittlewest havde. Og da han nikkede overraskede det mig ikke.

"Jeg kunne have stjålet det, og have smadret det.." hans stemme var lav, men samtidig lød det som om han kunne dræbe alle. Han var vred. Ligeså vred som mig.

"Vi kan godt tage hen og se det, en af dagene?" spørgsmålet han kom med, overraskede mig, men jeg tvivlede ikke et sekund over, hvad jeg skulle svare.

"Aftale."

 

_____________________________________________________

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...