Nibus besættelsen ✧✦✧

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvert år den 9. maj sender Neverstood's befolkning milioner af fugle op i himmelen, for at de skal nå op til den afdøde hersker John Mittlewest, som efter historikerne var en legendarisk og ubeskrivelig person. Den der laver den flotteste fugl - som bliver kaldt Nibus - bliver slået ihjel af det svær, som Mittlewest ejede. Og selvom man ikke skulle tro det, går mange mennesker efter at vinde, fordi opfinderende af arrangementet mener at man kommer op i paradis til John, hvis man bliver dræbt af hans sværd. Den 19årige pige Step begynder at undrer sig over arrangementets gang, men i Neverstood er det farligt at være nysgerrig, især når ministreret har så mægtige kræfter.

4Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

4. Dream ✦

 


 

 

Klokken var.. Ja, jeg orkede næsten ikke tænke på det. En ny onsdag ville begynde, og ærlig talt orkede jeg ikke at skulle op. Jeg kunne ikke sove i nat pga. en drøm, som jeg heldigvis ikke kunne huske mere. I så fald fik jeg slæbt mig op af en, fristende og meget mere tilfredsstillende seng, og jeg fik tøj på, som som altid bestod af en trøje og et par sorte bukser. Jeg havde aldrig været typen der eksperimenterede med min stil, så den forblev bare enkelt og ligetil.

Solen skinnede ikke så kraftigt i dag, hvilket skuffede mig, da jeg havde tænkt mig at gå i skole. Men den plan blev hurtigt elimineret. 

Jeg døjede som hver dag, med en slem morgen kvalme, men jeg fik mig dog kæmpet igennem morgenmaden, som denne gang bestod af havregrød, som jeg absolut ikke var tilfreds med, men åd det bare, da jeg ikke ville risikere at min mave ville rumle i klassen. Det var noget af det pinligste man kunne opleve.

"Jeg har besluttet at tage dig med på museum, Step," min fars stemme lød overfor mig. Denne gang lå hans øjne på den lokale avis, og det undrede mig hvordan han kunne være så koncentreret på avisen, men stadig holde en samtale med mig.

"Sjovt nok, kan jeg ikke huske vi har aftalt det." Jeg stikkede lidt til min far med nogle flabede kommentarer, men han kendte mig, og han var med på den.

"Det har jeg selv lige bestemt, min skat," sagde han før han nippede til den varme kaffe, "Du kommer til at elske det."

Jeg vidste det betød meget for ham, at jeg var lidt kulturel, så derfor nikkede jeg blot og accepterede det.

 

Han kørte mig i skole i hans gamle bil, som efterhånden snart gik fra hinanden, men far insisterede på at den var helt fin.

Dagen startede op med et foredrag fra Hr. Green. En ganske ung mand i starten af tredverne. Dejlig med lidt ungt blod på listen over de lærere vi havde. Pigerne hvinede hysterisk over ham, og forestillede ham sikkert i undertøj. Det måtte vel ikke være et slemt syn; han var høj, havde veltrænede arme og mave.. Hans øjne var brune, og det samme var hans øjenbryn og hans flot opsatte hår. Han var en flot fyr. Ingen tvivl om det.

"De fire hellige dage i Maj er den 8, 9, 10 og 11. Den 8 samles alle ved festpladsen, hvor alle skal vise deres Nibus til komiteen. De tager alle billeder af fuglene og notere. De vælger derefter hvilke 10 fugle der har mulighed for at vinde. De skal ikke sende deres fugl op som de andre. De skal nemlig gemmes, og nogle af de flotteste bliver endda sendt på vores lokale Nibusmuseeum." Hans stemme lød i hele rummet, og alle havde deres opmærksomhed på ham.

"Den 9 maj sender vi alle vores Nibusser op i himmelen. Jeg ved at det er alle jeres første gang, i kan deltage, for mange af jer. Og første gang i lærer om det i skolen. Men det sker klokken når klokken slår 90.00. Alle sender deres fugle op. Jeg lover jer; det er det smukkeste syn i nogensinde for at se."

Jeg forestillede mig alle de smukke fugle der ville flyve op i himmelen. Jeg havde aldrig før set det, og det blev selvfølgelig lidt spændende at se.

"Den tiende maj offentliggøre vi vinderne. Og den 11 får vedkommende sin præmie. Og for jer der elsker fest, kan jeg glæde jeg med at fra 12-14 maj holdes der fest i hele byen, og der har I selvfølgelig fri." Jubel lød i hele klassen, da Hr. Greens stemme lod afslutte sin sætning.

"Tak for timen. I var skønne," lød det fra manden, da klokken lød, og vi havde frikvarter.

Jeg studerede kort Hr. Green kort i smug, da han tog sin taske over skuldren.

"Er der noget galt?"

Jeg stirrede.

"Nej øh.." Hvad gør man, når man stirrer på sin lærer? Intet? Griner? Går sin vej?

"Jeg faldt blot i staver," grinede jeg og fjernede mit hår fra mine øjne. En ting jeg altid gjorde når jeg var nervøs.

Han grinede blot før han var klar til at forlade klasselokalet, der næsten var tomt.

Noget af hans ærme røg op, og en tatovering kom til syne. Et hjerte med to ringe inden i. Den var smuk. Den virkede bekendt på en mærkelig måde.

 

Klokken var 14.30 så derfor havde jeg fri, og min far havde hentet mig, og vi var på vej til museet. Jeg håbede det var et kunstmuseum da jeg elskede kreative udfoldelser. Men da vi kørte ind af indkørslen til museet, blev jeg straks skuffet, da jeg så indså hvad far havde lokket mig med på. Et Nibusmuseum. Det ville blive en lang dag.

Da vi trådte ind i museet lignede min fars øjne julelys, og han var klart utrolig spændt, og derfor sagde jeg heller ikke noget, selvom jeg havde lyst til at løbe væk. Jeg ville ikke skuffe min far.

"To billetter tak," lød min fars stemme til damen bag glasset der solgte billetter. Hun hadede sit arbejde. Hun stirrede irriteret på min far, måske pga. hans lyse energi, der blændede hende. Hun ventede to sekunder, hvor hun sukkede højt, før hun fandt to billetter frem. "Hav en god dag," lød det monotont og koldt fra hende, før vi trådte ind i et helt Nibusunivers.

Overalt var der Nibusser og jeg fik helt ondt i hovedet. Alle de farver alle de former. Alle de mennesker der var blevet dræbt, fordi de vandt.

En kæmpe Nibus var indespærret i glas. Den så utrolig uhyggelig ud med sit lange næb og sine stikkende øjne. Man skulle tro den kunne angribe end når som helst. Hårene rejste sig tilmed fra mine arme.

"Rundvisning!" råbte en stemme fra højre, og min far var hurtig til at trække mig over mod damen. 5 andre var kort efter til stede, og hun gik i gang med at tale.

"Her på Nibusmuseet samler vi de smukkeste og største Nibusfugle. Til venstre her kan I se Poppolla-Nibussen som vandt for tyve år siden. Den er kendt for sin fantastiske fjerpragt." Alle kiggede beundrende på den blå Nibus, der stod så fint på en stor sten.

"Denne Nibus vandt for 12 år siden, og er kendt for sit realistiske udsende. Den ligner en ægte fugl på en prik." Rundviseren havde fuldstændig ret. Man skulle tro den var rigtig. Men den var altså bare en Nibus.

Efter rundturen gik min far og jeg bare rundt og kiggede på fuglene. Inderst inde kiggede jeg på hvad en vinder Nibus skulle indeholde. Stor fjerpragt? Realistisk næb? Hvad forventede de? Jeg ville vide hvad jeg IKKE skulle inkludere på min Nibus. Og hvad det bedste var at ødelægge på min fars fugl.

"Er Nibusser ikke bare fascinerende?" lød min fars drømmende stemme, mens han studerede en 4 år gammel Nibus. Han rørte blidt og forsigtigt ved dunende, og jeg trak ham hurtigt væk fra Nibussen, da det var forbudt at pille.

"Far? Må jeg spørge dig om noget?" jeg kiggede ham alvorligt i øjnene. Han rettede sine briller før han nikkede. "Jeg vil ikke have at du vinder far. Jeg vil ikke miste min egen far, fordi han tror på en dum afdød hersker, som sikkert bare er opdigtet." Selvom jeg hviskede lavt, tyssede min far på mig, og kiggede sig omkring, i skræk for at nogen havde overhørt vores samtale.

"Ikke her Step. Ministeriet kan ikke lide når folk taler grimt om John Mittlewest!" lød det usikkert fra min far. Jeg kunne ikke andet en at ryste på hovedet og grine en anelse. Vi levede trods alt ikke længere i år 2000 længere? Vi var vel kommet videre og folk havde vel ret til at have vær sin mening. Ikke?

"Hvis du ikke kan opfører dig ordenligt, for det kæmpe konsekvenser for dig. Jeg mener det. Hold lav profil, og gå i protest der hjemme hvor ingen kan hører dig."

 

Min fars ord satte præg på mig. Det gjorde de. Og da jeg lå i min seng og kiggede op i loftet, fik jeg pludselig tankerne over på noget helt andet. Den drøm jeg drømte i nat. Jeg kunne huske den igen.

 

Skrigene lyder overalt på gaden, og alle folk løber forvirret rundt. Himmelen er grå og det samme er stemningen. Jeg genkender ministeriets bil og da en masse bevæbnede dukker op, går min krop i stå. Hvad der er sket og hvad der vil ske, ved jeg ikke. Men det tegner ikke godt. Ministeriet har taget magten og de vil bruge den mod os.

 

Jeg har næsten svært ved at trække vejret over mit flashback. Forfærdelige billeder. Hvorfor jeg har drømt det, ved jeg ikke. Men mine hænder rystede og det løbede koldt ned af ryggen på mig. Skal det forestille at være fremtiden? Eller er det fordi jeg skal stoppe med at tale sådan om John Mittlewest? Er det mig selv der advarer mig mod det?

 

Men det var jo bare en drøm. Intet andet.

 

En meget realistisk drøm...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...