Nibus besættelsen ✧✦✧

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvert år den 9. maj sender Neverstood's befolkning milioner af fugle op i himmelen, for at de skal nå op til den afdøde hersker John Mittlewest, som efter historikerne var en legendarisk og ubeskrivelig person. Den der laver den flotteste fugl - som bliver kaldt Nibus - bliver slået ihjel af det svær, som Mittlewest ejede. Og selvom man ikke skulle tro det, går mange mennesker efter at vinde, fordi opfinderende af arrangementet mener at man kommer op i paradis til John, hvis man bliver dræbt af hans sværd. Den 19årige pige Step begynder at undrer sig over arrangementets gang, men i Neverstood er det farligt at være nysgerrig, især når ministreret har så mægtige kræfter.

4Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

5. Different ✧

 

"I har alle sammen i dag til at lave jeres rapport, og hvis I ikke når det, er det hjemmearbejde," lød det fra fru Raw. Jeg kiggede over på Thomas eller Zink som folk kaldte ham. Han lavede en sjov grimasse, før jeg fnisede lidt og vendte rundt mod læreren.

"Så værsgo at gå i gang."

Jeg fandt min notesblok frem og mit penalhus, og gik hen til Zink. Han så træt ud, som han sad der med halvlukkede øjne. Jeg blev da også bekræftet i det, da han lagde sit hoved på bordet. Jeg ruskede lidt i ham, før han rejste hovedet igen.

"Vi skal altså i gang," sagde jeg en anelse irriteret. Jeg havde altid haft styr på lektierne, og jeg ville ikke risikere, at jeg skulle sidde alene og lave den.

"Men jeg er så træt," mumlede han, "Jeg var oppe til klokken lort i nat, fordi jeg skulle lave lektier."

Jeg forstod ham godt. Nogle gange havde man bare nogle dårlige dage. Men det betød altså ikke, at jeg ville lave det hele.

"Kan vi ikke tage hjem til mig efter skole, og lave den der i stedet?" spurgte han med et smil, "Jeg kan slet ikke koncentrere mig lige nu."

Jeg tænkte lidt på mine planer for efter skole, men ingen planer havde jeg, så jeg overgav mig for hans søde smil og trætte øjne.

"Okay! Men du skal love mig at hjælpe til. Jeg nægter at lave det hele," sagde jeg bestemt.

Han blev utrolig glad, fordi hans øjne lyste kort op og et kæmpe smil dannede sig på hans flotte læber. "Tusind tusind tusind tak Step," sagde han før han gav min arm et klem. Kort efter lagde han sit hoved ned igen, og lidt efter lød det som om han sov. Jeg holdt øje med om fru Raw kom, og da jeg ikke havde andet at lave, nussede jeg ham blidt på ryggen.

 

Vi havde endelig fri efter en hård dag, og jeg ringede hurtigt til min far, for at fortælle jeg tog hjem til en ven. Efter at have pakket min taske sammen, ventede jeg på Zink der snakkede med Hr. Green. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men de virkede til at komme godt ud af det med hinanden.

"Lad os gå, Step," kom det fra en meget mere frisk Zink, der klart blev udhvilet i fru Raws time.

Vi gik sammen ud af skolen og gik cirka 500 meter før vi var udenfor hans store hus. Han bankede på et par gange, før døren gik op, og en smuk kvinde stod i døren. Det måtte være hans mor. For de lignede hinanden som to dråber vand.

"Hej skat!" hendes stemme var dejlig blød og der vidste jeg allerede hvordan hun var, "Er det hende pigen du hele tiden snakker om?"

Jeg fik lidt varme kinder og det samme gjorde Zink. Og han bad hende også om at tie stille.

"Step Lorence? Er det ikke?" spurgte moren mig, og jeg gav hånd og nikkede. "Er din far ikke Willy Lorence?" endnu engang nikkede jeg. Hvor mange kendte lige min far og jeg?

"Jeg er Thomas' mor Tresh."

Vi trådte ind i det kæmpe store hus, og synet indefra passede perfekt til mine forventninger. Moderne og enkel boligindretning. Jeg var ikke van til så fine huse.

Zink inviterede mig op på værelset, efter han havde vidst mig lidt rundt i huset, hvor dyre møbler var placeret overalt.

"Jeg går lige på wc. Mit værelse er første dør til højre," kom det fra Zink som hurtig forsvandt. Og jeg var helt alene på gangen. Væggene her ovenpå var blå som midnatstimen, og jeg kiggede rundt og studerede de forskellige billeder der hang på væggene. Første dør til højre. Ikke? Var det hans højre eller min. Egentlig ville jeg gerne have en undskyldning for at gå ind, på første dør til venstre, der stod så fint åbent med kun få centimeter. Hvorfor den dør interesserede mig, var nok pga. det kæmpe hjerte der var placeret på det med to ringe inden i.

Jeg åbnede forsigtigt døren, og trådte ind i det mørke rum. Men efter få sekunder kom lyset, og jeg blev næsten helt blændet af hvad der skuede mine øjne. En ubeskrivelig følelse kom igennem min krop. Våben var placeret over det hele. Pistoler, maskingeværer, knive  , og jeg løbede straks ind på første dør til højre. Jeg vidste der var noget mystisk over Zink. Jeg skulle aldrig have taget hjem til en fremmed fyr.

Var de mordere? Tyve? Måske tyve, fordi set ud for deres hus, kunne det godt være stjålne ting. Min hjerte bankede for fuld tryk, og jeg havde bare lyst til at tage hjem.

Jeg kiggede rundt på hans værelse. Væggene var fyldt mig fotografier af ting som cigaretter, skateboards, en iphone og tog. Lidt dystre billeder. Men de var alligevel smukke.

Han havde en kæmpe dobbelt seng, og jeg havde sådan en lyst til at hoppe i den.

Døren gik op bag mig, og jeg kiggede væk fra Zink der kom ind.

"Hvorfor var døren til venstre åben?" spurgte han, og jeg kunne mærke han kom nærmere. Derfor gik jeg automatisk frem af. Hvem vidste hvad han kunne finde på?

"Hvad er der galt?" Han var efterhånden helt oppe af mig, men jeg kiggede stadig ikke tilbage. Hårene rejste sig fra mine arme, og jeg følte en trang til at græde. Jeg var så bange. Så fucking bange.

"Tal nu til mig Step," lød hans varme stemme.

Jeg vænnede og drejede den, og tænkte over hvad jeg skulle sige.

"Hvorfor har I et helt rum til våben? Er I.." jeg sank en klump og vendte mig mod ham, "Slår i folk ihjel?"

Hans flotte øjne fangede mine, og et forsigtigt smil dannede sig på hans læber.

"Step," sagde han og fik mig til at sætte mig på hans bløde seng. "Vi slår ingen ihjel."

Mit hjerte fik straks en normal rytme igen, og jeg kunne trække vejret ordenligt igen.

"Vi er i modstandsbevægelsen," sagde han og forvirrede mig endnu mere, da han trak op i sit ærme og et velkendt tegn kom til syne. Det samme symbol som var på døren til venstre, og på Hr. Greens arm. En tatovering.

"Vi prøver at bekæmpe Nibus besættelsen. Men vi er ikke mange. Og det er utrolig farligt," lød det fra ham. "Men jeg har aldrig kæmpet så meget for en ting."

Hans familie havde en modstandsbevægelse mod Nibusser. Det gav mig et pust i maven.

"De våbner du ser, er nogle vi har investeret i. Så hvis der sker noget er vi sikret. Men vi slår ikke folk ihjel, Step," sagde han, før han nussede min arm. "Og da aldrig dig."

 

Nogle timer efter havde vi skrevet rapporten færdig, og i dette øjeblik lå vi i hans seng, og kiggede op i væggen, hvor en masse stjerner var placeret. Store som små. Stilheden var rar, men jeg ville ønske, han ville sige noget, så jeg vidste hvor jeg havde ham. Hans tatovering fangede gang på gang mine øjne.

"Hvorfor har du den tatovering?" spurgte jeg nysgerrig, og helt uden at tænke mig om.

Han kiggede kort på mig, før han forklarede. "Alle der er med i modstandsbevægelsen har sådan en."

Jeg løftede øjenbrynet af ren forvirring. "Hr. Green har også sådan en. Jeg forstår ikke.." Han lagde blot sin pegefinger på mine læber. Tredje gang på fire dage at nogle tyssede på mig. Jeg måtte virkelig tale for meget.

"Som jeg sagde. Alle. Og jeg mener alle med en tatovering med et hjerte med to ringe i, er med i modstandsbevægelsen."

Hr. Green var imod Nibusser. Men hvorfor fremlagde han så omkring det? Hvorfor skulle han fortælle os hvor spænende de var? Det hele var svært at sluge bare på de få minutter.

 

Klokken var fem og det var tid til at komme hjem, efter en vild dag. Jeg var stadig helt lamslået som jeg stod der i Zinks gang, og var i gang med at iføre mig mine sko. Min far ville være der om 2 minutter.

"Tak for i dag," sagde jeg med et smil til Zink.

"Ja, tak for i dag Lorence," grinede han.

"Jeg hedder Step, klaphat," sagde jeg flapende, og slog ham blidt på armen.

"Og jeg hedder Thomas, skinke," sagde han hvilket fik mig til at grine. Trods alt havde jeg det rigtig sjovt med ham. Vi klingede rigtig godt.

Jeg hørte min far kørte ind i rundkørslen, så derfor gjorde jeg noget, som jeg ikke plejede. Jeg hoppede spontant hen til Zink og lagde mine arme om ham. Han virkede overrasket, men kort efter kunne jeg mærke hans arme omkring mig. Jeg følte mig tryg.

"Vi ses Lorence." hans stemme lød helt drømmende, da jeg gav slip på ham.

"Vi ses Thomas."

Og kort efter var jeg i bilen med min far. En hel modsætning, af dem jeg for få minutter havde været sammen med.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...