Nibus besættelsen ✧✦✧

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvert år den 9. maj sender Neverstood's befolkning milioner af fugle op i himmelen, for at de skal nå op til den afdøde hersker John Mittlewest, som efter historikerne var en legendarisk og ubeskrivelig person. Den der laver den flotteste fugl - som bliver kaldt Nibus - bliver slået ihjel af det svær, som Mittlewest ejede. Og selvom man ikke skulle tro det, går mange mennesker efter at vinde, fordi opfinderende af arrangementet mener at man kommer op i paradis til John, hvis man bliver dræbt af hans sværd. Den 19årige pige Step begynder at undrer sig over arrangementets gang, men i Neverstood er det farligt at være nysgerrig, især når ministreret har så mægtige kræfter.

4Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

2. Against ✦


Lyset skar igennem mine hvide og bløde gardiner, der gav mig en god følelse. En ny dag var begyndt. Jeg levede stadig. Ikke at jeg frygtede at jeg ville dø, men jeg var bare taknemmelig over, at jeg stadig var i live efter 18 år.

Men straks blev min glæde erstattet med vrede.

Maj var kommet, hvilket var min hademåned, selvom jeg havde fødselsdag i denne måned. Jeg hadede den ren og skær, fordi folk blev skøre i hovedet, når denne måned forekom.

Nibus ceremonien var nær, og alle mellem 19 og 50 skulle lave en fugl. En nibus-fugl efter eget valg. Farver, form, længde og vingefang var ens eget valg. Den skulle bare være en Nibus art, og skulle kunne flyve op til himmelen.

De fleste lavede den af værktøj og lange dage i et værksted. Andre lavede den på mystiske og magiske måder, som ingen kunne forklare. Nogle lavede blot en papirflyver, hvilket kunne give bøde.

Min storebror havde for nogle år siden, lavet en papirflyver, som straks blev konfiskeret, og han fik en bøde på 100 lirer, da ministeriet mente at det var at træde på John Mittlewest og at gøre grin med arrangementet.

Min far gik meget op i det, hvilket jeg selvfølgelig ikke var glad for. Jeg ville ikke risikere han vandt. Præmien var nemlig intet andet end at få et sværd i brystet. Man ville blive dræbt. Hvilket efter nogles mening var en gave, når det var vores afdøde hersker John Mittlewest's sværd, man blev stukket med. Så skulle man efter sigende komme op i himmelen til ham.

Det hele var noget pis og papir, og jeg hadede det mere end andet. Hvert år var min fødselsdag blevet glemt, fordi det er den dag komiteen ville vælge en vinder af nibuskonkurrencen. Den 8 maj. Det var min dag, men den havde Nibussen taget så venligt fra mig.

Hver år i maj, skulle jeg i skolen lære en masse om Mittlewest, sværdet, nibusser og alt andet der indholdt tågesnak.

Jeg slæbte mig selv op af sengen, og over til mit klædeskab, hvor jeg efter flere minutters søgning, fandt et anstændigt outfit. En hvid trøje og et par sorte bukser. Mere var der ikke i det.

Min far sad som altid ved spisebordet og læste om Nibusser. Han er professor i historie og ved alt om John Mittlewest og andre begivenheder fra den tid. Hans bebrillede øjne befandt sig udelukkende på den gamle og støvede bog, der hver maj kun var min fars foretrukne valg. Han så meget op til John Mittlewest. Min far mente han var det mest fantastiske menneske. Han skulle - efter Historikere- og overtroendes mening - have frelst os alle fra krig og hungersnød. Jeg mente det hele var fup.

"Godmorgen Step," min mors bløde stemme lød i køkkenet, hvor hun sikkert var i gang med morgenmad, som jeg håbede bestod af blåbær og brød. Men da min mor kom ind med æg, forsvandt min glæde kort. Min far til gengæld, var meget begejstret, og han tog hurtigt for sig.

"Vidste I at man kan lave Nibusser der kan lave æg, hvis man indbygger et indre.." Jeg lukkede min fars Nibus-snak helt ude, og i stedet prøvede jeg at få noget af ægget ned.

 

Min far kørte mig i skole, og han gav mig et kram og kys på kinden, før jeg forlod bilen, og spadserede ind på den slidte og gamle skole. Alle væggene var fyldt med plakater om majfesten, skolens nibus-tegnekonkurrence, og om oplægget som Hr. Green ville holde omkring nibussens fire store dage.

I de sidste timer havde vi Hr. Canches, der fortalte om John Mittlewests opvækst.

"Han levede her i Neverstood," lød det fra Hr. Canches der traskede rundt i klassen, med en dramatisk klang. Han var iført jakkesæt og et par lædersko. Alle lærerene var fine i maj.

Jeg tillod mig selv at ligge mig på bordet med mine arme omkring mig, og mine øjne hvilede ude af vinduet. Men det skulle jeg ikke have gjort...

"Frøken Step, undervisningen foregår her oppe - ikke udenfor."

En latter blev udløst i klassen, og jeg blev en smule varm i kinderne, da jeg ikke var vant til at få opmærksomhed i klassen.

"Frøken Step kan du nævne John Mittlewest's mellemnavn, som jeg nævnte lige før?" Han kiggede mig irriteret i øjnene, og alle andre elever vendte sig om, og kiggede på mig.

Nervøsiteten bredte sig i min krop, og jeg turde ikke åbne munden, i skræk for at jeg ville pibe som en mus. Og desuden vidste jeg ikke svaret.

"Train, han hed Train." En stemme lød hviskende ved siden af mig. En dreng jeg ikke rigtigt havde snakket med før, og ikke havde lagt specielt meget mærke til.

"John Train Mittlewest," sagde jeg og prøvede at tale så højt jeg kunne, uden at råbe, hvilket jeg var dårlig til. Hr. Canches kiggede mystisk på mig, før han gik op mod tavlen igen.

Jeg sendte drengen et smil og hviskede et tak.

"John havde en søster der hed Camille. Hun havde en stor betydning for Mittlewest, da hun hjalp John da han havde det svært. Men det skal vi snakke mere om en anden dag. I får 10 minutter før fri, fordi I har været så gode." 

En jubel lød i klassen, og jeg kunne ikke lade vær med at smile, mens jeg stillede min stol op på bordet.

Drengen der havde hjulpet mig i timen, var stadig i gang med at pakke sin taske, og jeg kunne ikke lade vær med at takke ham igen.

"Tak igen. Jeg var lige ved at dø," grinede jeg. Drengen kiggede op fra sin taske, og jeg fik næsten et chok, da jeg så det ar han havde på kinden.

"Ingen årsag. Jeg glemmer også selv at lytte nogen gange. Det der nibus-snak interessere mig ikke en dyt," Sagde han og smækkede sin taske om sig, så han var klar til at gå. Klasseværelset var efterhånden ryddet.

"Du er ikke alene. Min far går utrolig meget op i Nibusser," sagde jeg med et smil, før jeg tog min mobil frem, så jeg snart kunne ringe til mig far, så han kunne hente mig.

"Min familie er meget imod det. Min onkel vandt engang, og siden da, har hele min familie gået imod det," sagde han afslappet med hans dybe stemme.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, og jeg sendte ham blot en smil og et nik.

"Nå, jeg skal også hjem. Vi ses vel i morgen," sagde jeg mens jeg traskede en smule ud af klassen.

"Ja forhåbentlig," sagde han med et smil.

 

Min far hentede mig skolen, og det første jeg gjorde der hjemme, var at finde pen og papir. Jeg tegnede fugle i alle størrelser og farver. Fugle var egentlig flotte skabelser. Men hvorfor de skulle have sådan en stor plads i Neverstoods befolkning og historie, vidste jeg stadig ikke.

Lang vinge, kort næb, grønne dun, klamme vinger. Jeg prøvede at lave en grim Nibus. Jeg ville ikke risikere at vinde. For det var første år, jeg skulle være med. Det skulle ikke blive min død.

 

- Emmadamse


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...