Something About The Sunshine | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Abigale hader sin søster, Skyler, grundet af, at det eneste hun kan snakke om, er hendes store idoler – One Direction. Da familie tager til Californien på familiebesøg, bliver det Skylers største opgave at stalke sine idoler, da de også er i samme by, nemlig – Los Angeles. Med Abigales største mareridt, bliver hun trukket med hendes søster ud og stalke disse verdensstjerner. Men hvad sker der når det er Abigale som står over for Skylers idoler? (Det skal siges at historien er bygget på disney filmen Starstruck, da min veninde og jeg har en challenge omkring at lave den her. Alderen er også anderledes på drengene, som vil sige at de alle er 18 for at gøre det mere realistisk i historien)

28Likes
24Kommentarer
926Visninger
AA

6. Kapitel 5

Kapitel 5.

”Få hende ind i bilen,” siger ham den brunhåret til den lyshåret, som nu står foran mig. Jeg skal ikke ind i nogen bil med dem. Det kommer aldrig til at ske, aldrig.

”Vi er nødt til at tage hende til hospitalet. Hun er under 21 og hun er fuld. Vi kan ikke lade en masse paparazzier lave historier om hende.” Kan de ikke se, at jeg faktisk står lige foran dem. Tror de jeg er døv? De taler jo som om jeg ikke er der. De tager begge fat i hver sin arm og prøver at få mig ind i bilen.

”Vent, vent, vent. Jeg skal på ingen måde i nogen bil med jer to. Glem det. Jeg går hjem.” Utålmodigt prøver jeg, at rive mig fri fra dem, men de holder alt for fast.

”Hvad hedder du?” spørger ham den brunhåret, eller idiot 1. Det her er ikke et datingshow så hvorfor skulle de vide mit navn? De har helt sikkert tænkt sig at spørge hvor gammel jeg er, hvor jeg bor, hvad mine fritidsinteresser er og det kunne blive ved. Jeg får virkelig kvalme af det. Ad.

”Abigale,” vælger jeg at sige. Mere skal de ikke vide. Endelig slipper de taget på mine arme og jeg lægger dem på kryds over min krop.

”Prøv at hør her Abigale. Hvis du bliver opdaget af nogen kan du få en kæmpe bøde. Du er selvfølgelig selv ud om det, men vi er her for at hjælpe dig. Så enten tager du med os, ellers må du selv tage konsekvenserne.” De skal da også lyde så kloge og fornuftige.

Med hastige skridt går jeg over mod bilen og sætter mig ind på forsædet. Alting er stadig ret sløret, men jeg er begyndt at kunne finde mig selv lidt mere.

De to idioter kigger på hinanden og går hen mod bilen. Idiot 1 åbner døren til førersædet, mens idiot 2 åbner døren til det sæde jeg sidder i.

”Niall, du tager med de andre drenge hjem i mens jeg forsøger at få Abigal ti-”

”Det er Abigale,” siger jeg frustreret. Jeg hader når folk ikke udtaler mig med e til sidst. Der er så stor forskel. Det kan de åbenbart ikke fatte, men hvorfor skulle de dog kunne det? De er 2 idioter, som tror de har hele verden til at elske dem. Adr.

”Abigale. Jeg tager hende til hospitalet og ringer når jeg er på vej hjem.” Idoit 2 nikker, som åbenbart er ham Niel fyren eller hvad det var han hed.

Kvalmen bliver værre og uden jeg får set mig om kigger jeg ned på nogle sko… med opkast på. Han hopper hurtigt væk, men hans ansigt er priceless. Det var opkasten værd. Egentlig har jeg bare lyst til at skrige af grin, men som sådan et sødt menneske jeg er, siger jeg undskyld.

”Hvordan kommer min søster så hjem? Jeg har bilnøglerne?” Hvorfor skal jeg lige tænke på min søster. Efter hvad hun har trukket mig igennem fortjener hun at skulle panikke. Bare en enkel gang. Alkoholen skal gøre mig sød. Så irriterende.

”Giv mig bilnøglerne, så jeg kan lægge dem i bilen, eller få en til at give dem til hende. Ikke bekymrer dig om hende.” Det gør jeg faktisk heller ikke, men okay. Med et falsk smil rækker jeg ham nøglerne, lukker døren og tager sele på.

”Du tager mig direkte til hospitalet og derefter direkte hjem. Forstået?”Han nikker. Hvor vil jeg bare gerne hjem. Jeg har det fint, kan ikke bare fatte det?

”Jeg hedder Louis, Louis Tomlinson, hvis du skulle være i tvivl.” Jeg er ligeglad med hvad du hedder, så længe du bare kører mig hjem. Jeg siger det selvfølgelig ikke højt, for han prøver jo bare at hjælpe mig, not. Jeg nikker så han kan registrere jeg hørte det og ikke sige det igen.

Jeg er næsten sikker på, at der er ham, som Skyler er mest vild med. Hun kalder ham og hende selv for Skouis. Hvor kommer det fra? Hendes verden er meget mærkelig med alle de ordforråd hun bruger. Det er noget med hun kalder det at shippe.

”Hvad lavede du bag klubben så fuld?” spørger han nysgerrigt. Kan han dog ikke bare lade vær med at snakke til mig.

”Jeg ventede på min søster, som var inde og se jer. Hun er kæmpe fan,” siger jeg koldt, så han måske kan forstå et lille hint om, at han ikke skal spørge mig om noget igen.

Han får et smil på læben, da jeg fortæller min søster er en fan. Han regner med at alle er en fan af ham og hans dumme band. Jeg kan ikke rigtigt se hvad der er så specielt ved dem.

”Hospitalet er lige rundt om hjørnet, hvis du altså ikke vidste det.” Det eneste jeg kan formå at gøre er at nikke. Han drejer rundt om hjørnet og som han sagde, ligger hospitalet der. Det er ikke så stort, men det er vel hyggeligt nok.

Han parker ved en handikap parkering. Enten aner han det ikke, ellers er han et røvhul der ikke tager hensyn til andre. Jeg hælder mest til det sidste.

Han lægger et eller andet kort op i ruden. Jeg når lige at skimme det og se der stod:” Speciel parkering for kendt.” Jeg får virkelig kvalme af det. At tro han kan parkere lige hvor han har lyst til, bare fordi han er kendt for at synge. Det er derfor jeg ikke kan lide ham.

Jeg åbner døren så jeg kan komme ud inden han prøver på, at være høflig. Desperat prøver han hele tiden at tage fat i min arm, men så ninja som jeg føler mig lige nu, kan han godt glemme alt om det.

Egentlig føler jeg mig ikke så beruset mere, så det er faktisk ikke nødvendigt at en sygeplejerske skal bruge tid på mig. Inden jeg når at tænke den tanke helt igennem, har Louis ’tjekket mig ind’ og en sygeplejerske kommer og vil kigge på mig. Damn it.

Han dufter egentlig godt. Den duft har jeg duftet til et par gange. Det er Armani code fra Gergio Armani. Den har jeg overvejet mange gange om jeg skulle give den til min far i fødselsdagsgaven, men det endte ud med, at den var alt for dyr. Så selvfølgelig har Louis den.

De kan sikkert alle bare gå ud og købe lige hvad de vil have. Det er jo ikke fordi de mangler pengene. Det eneste de gør, er at lave en masse merchandise, som alle de små piger bliver snydt til at købe. Det er jo den rene pengemaskine. Skyler er en af dem. Hun køber og køber hvis der kommer noget nyt ud, eller hvis hun ser noget som hun ikke har i sin samling.

Hun køber alle bøgerne, CD’erne, DVD’erne, bluserne og alt andet der kan blive printet 1D på. Der findes endda briller og sko med det på. Efter min mening er det, det mest kiksede. Det grimmeste Skyler har, er nok hendes lyserøde hue, men 1D over det hele.

Min tanker bliver revet væk, da jeg ser en mandlig sygeplejerske komme hen mod mig, og hentede mig til at skulle komme med.  I min øjenkrog ser jeg, at tumpen følger efter mig. Han kan bare ikke lade mig være for et enkelt sekund. Han er godt nok omklamrende.

Sygeplejersken henviser mig til et rum hvor jeg sætter mig på en briks og tumpen på stolen ved siden af.

”Jeg hører at du har fået lidt for meget at drikke. Er det rigtigt?” Jeg nikker. Han lyser mig ind i begge mine øjne, slå mig lidt på knæet for at se mine reflekser og prøver at se min balance.

”Lige du er du i en fin tilstand. Din balance er fin og det har faktisk ikke været så slemt. Det er sikkert tumpen ved siden af som er alt for forsigtig.” Jeg griner, da han bruger ordet tumpe. For en gangs skyld er der en som er på min side.

”Hun kastede op inden vi kom hertil, så hun må vel havde kastet det nødvendige op, så hun ikke er fuld mere.” Han vælger at rejse sig og stille sig over for sygeplejersken, som jeg har fundet ud af hedder Lloyd.

”Det kan det godt være, men det kan sagtens også være fordi hun så dig. Det er en fifty fifty.” Igen kan jeg ikke stoppe med at grine. Jeg elsker ham for at tale sådan til Louis.

”Veeent., kender I to hinanden.” Det kan kun være den eneste løsning i mit hoved lige nu. Lloyd er dog ellers genial. På en måde håber jeg ikke de kender hinanden, for så kan Louis vide, at han ikke fortjener nogen form for speciel behandling.

”Uheldigvis ja. Han er min søsters kæreste.” De giver hinanden irriteret blikke, men Lloyds blik bliver hurtigt rettet mod mig igen.

”Der er jo egentligt ikke så meget mere at sige, bare husk, ikke drik alkohol.” Han sender mig et smil og jeg nikker tilbage til ham.

I mens jeg står og snakker sammen med Lloyd, ringer Louis telefon. Han kan selvfølgelig ikke være mere irriterende og vælge at lade være med at svare. Er han døv?

”Så tag dog den telefon!” Råber jeg til Louis. Gard, hvor svært kan det være? Han kigger forskrækket på mig i mens han tager sin telefon op af lommen.

”Hey. Ja. Nej. Vent hvad?” Han tager en kort pause og begynder igen:” Hold ham hen så meget i kan.” Han slutter opkaldet og tager fat i min arm. Hurtigt får jeg den løsrevet igen. Han skal bare ikke røre mig.

”Har du ikke lært noget.” siger jeg irriteret. Hospitalet lugter meget af… hospital. Det har dog aldrig været en af mine favoritlugte. Den minder mig også om da min mormor var rigtigt syg, da jeg var lille.

Vi går ud til bilen, hvor den stadig holder på den ulovlige plads. Jeg ønskede ellers at den var blevet fjernet, men hvis den var det, så skulle jeg finde ud af en anden måde at komme hjem. Det er jeg ikke stor fan af.

”Inden jeg kører dig hjem skal vi bare lige et lille tiny stop.” Han prøver at smile i mens jeg er klar til en diskussion.

”Jeg skal hjem og det skal være nu. Jeg har allerede brugt alt for meget tid sammen med dig!” Råber jeg igen af ham. Jeg kan se på ham, at han prøver at finde ud af, hvad han skal sige.

”Hvis du vil hjem, så tager du med mig. Du har ingen penge og hvordan ellers vil du komme hjem?” Hvorfor skal han også være så irriterende med de ting. Jeg vælger ikke at svare, så han kører bare.

”Vi går ind af bagdøren så ingen ser dig.” Ingen? Hvor mange er der lige ved der her sted?

Huset er stort, meget stort. Det er hvidt med en masse vinduer, meget fine vinduer. Jeg kan tælle op til 6 forskellige biler som holder udenfor og der er endda en garage. Man har ikke brug for så mange biler.

Han viser vejen til bagdøren i mens jeg stadig er i chok over huset. Hvis det ser sådan her ud udenpå, hvordan ser det så ikke ud indvendigt. Han har sikkert sin egen bowlingbane, fitnesscenter, spa, biograf og jeg kunne blive ved.

Da vi kommer ind i hans have, overrasker det mig egentlig ikke, at der er en skøjtebane. Det kunne jeg da selvfølgelig have sagt mig selv. Der er selvfølgelig også en pool. Den dreng mangler da ikke noget. Forklædet unge.

”Du skal være meget stille. Vi går op af trappen og du går ind i et rum, hvor du bliver der indtil jeg kommer op og henter dig igen, okay?” Nej. Det er ikke okay, men jeg har ligesom ikke noget valg.

”Hvor lang tid tager det? Jeg vil gerne hjem. Mine forældre er sikkert vildt bekymrede.”

”Det ved jeg ikke. Måske en halv time, måske en time.” Jeg taber næsten kæben. Så lang tid? Det kan jeg ikke.

Han åbner døren, og vi lister stille og roligt op af trappen, med mig først, selvom jeg ikke aner hvor jeg skal hen.

”Louis der er du jo! Kom ind og join os.”

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld mange gange for forsinkelsen. Jeg har været syg med influenza siden torsdag, så har følt mig virkelig død.

 

Jeg har ret travlt på det seneste så jeg har ikke fået nået at rette komma fejl og andre fejl, håber I stadig kan bære over med mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...