Something About The Sunshine | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2014
  • Status: Igang
Abigale hader sin søster, Skyler, grundet af, at det eneste hun kan snakke om, er hendes store idoler – One Direction. Da familie tager til Californien på familiebesøg, bliver det Skylers største opgave at stalke sine idoler, da de også er i samme by, nemlig – Los Angeles. Med Abigales største mareridt, bliver hun trukket med hendes søster ud og stalke disse verdensstjerner. Men hvad sker der når det er Abigale som står over for Skylers idoler? (Det skal siges at historien er bygget på disney filmen Starstruck, da min veninde og jeg har en challenge omkring at lave den her. Alderen er også anderledes på drengene, som vil sige at de alle er 18 for at gøre det mere realistisk i historien)

28Likes
24Kommentarer
924Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg vågner af lyset, som kommer ind af vinduet. Det overrasker mig ikke, at klokken er 6. Der plejer jeg normalt at stå op. Jeg sætter altid alarmen til 6.30, da jeg stadig vil have god tid. Jeg skal møde klokken 8, og der er omkring 5 minutters køretur til skolen.

Jeg går over og tænder min computer, for at sætte noget musik på. Jeg sætter min sædvanlige playliste på, og sætter den på shuffle. Jeg hører mest en blanding af country, pop og R&B. Der er meget forskelligt på min playliste. Min favorit lige nu er ”Can’t Forget To Remember You”. Jeg tror, at jeg har omkring 70 sange på min playliste, så der kommer altid noget nyt og spændende. Der bliver også hurtigt tilføjet nogle nye.  

Jeg får lagt min make-up. Som regel tager jeg concealer, fundation, puder, noget mascara og topper den af med eyeliner. Det er ikke altid, at jeg tager øjenskygge på, men i dag føler jeg for, at jeg tager det på. Jeg foretrækker noget blidt smokey eyes a la Abigale Noel.

Efter jeg har fået lagt min make-up, lægger jeg det ned i min toilettaske, så jeg kan få det med til Californien.

Jeg lukker computeren ned, og tager den ned i min taske. Jeg er lige ved at glemme min oplader, men for heldigvis husket den.

Da jeg åbner døren, kommer duften af æg og bacon væltende. Det er det bedste, når ens mor laver mad til en.

Inden jeg går ned, tjekker jeg op på Skyler, om hun er vågen, som jeg ikke satser på, at hun er.

Da jeg åbner døren, er lyset helt slukket, og jeg kan høre hende snorke. Lugten er heller ikke alt for god. Hendes alarm ringer, men hun rækker ud efter mobilen og snoozer den, som hun altid gør. Det gør hun indtil sidste øjeblik.

”Skyler, op.” Jeg går hen, trækker gardinet fra, og åbner vinduet. Som regel er det kun Skyler og mig, som er hjemme om morgen, så jeg har altid ansvaret. I dag er det heldigvis begge mine forældre hjemme. Alligevel bliver det mit ansvar at få Skyler op, da det er hende som kører i skole.

Det sucks, at jeg ikke må få kørekort endnu. Er 16. Skyler fik sit lige da hun fyldte 16, men med mig er jeg ikke ”gammel” nok i deres øjne. Jeg er jo deres lille pige, lol. Det værste er, at jeg er en bedre kører, end Skyler. Hun lader mig køre lidt hist og her.

Skyler rykker sig slet ikke ud af flækken, så jeg vælger at gå nedenunder, og få noget morgenmad. Jeg kan altid få en af mine forældre til at køre mig i skole, hvis Skyler ikke når det.

”Jeg glæder mig så meget!” Man kan høre Skylers irriterende stemme på lang afstand, sammen med sin lige så irriterende veninde, Sophie.

”Nu har du husket alt ikke? Kameraet vigtigst af alt! Vi mangler nogle billeder på vores tumblr. Vi vil jo ikke have, at de skulle unfollow os vel? Det hænger ligesom på dig.” Jeg fatter ikke, hvorfor Skyler gider bruge tid på Sophie. Hun gør ikke andet end at tale grimt, om alt og alle, selv om Skyler.

”Erhm jo!? Hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg er ligesom ikke dum vel. Måske burde du prøve at gøre lidt af arbejde selv, Soph.” Skyler giver Sophie blikket, som hun altid gør, når nogle tvivler det mindste på hende. Nu ved jeg hvorfor de er bedste veninder, de er begge to så irriterende og så respektløse, over for alle og hinanden.

Jeg stiller mig hen ved siden af dem, men som altid, bliver jeg fuldstændig ignoreret.

”Hallo.” Jeg vinker hånden foran Skylers ansigt, og hun kigger hurtigt over på mig.

”Når du er her. Hvad vil du?” Sophie stiller sig ligesom Skyler, en hånd i siden og det sassy ansigt frem.

”Mor og far er her lige om lidt. Gør dig klar!” Et meget skuffet ansigt er plantet på både skyler og Sophie. Åh nej altså, så kan de jo ikke snakke mere om One Direction. Hvad skal de gøre? Ikke mit problem.

”Jeg fatter ikke hvorfor de er så vilde med det boyband.” Vent… Sagde jeg lige det højt? Ansigterne på begge piger siger alt, jeg sagde det højt.

”Hvor er jeg glad for, at det ikke er min lillesøster! Hun er da ikke til at leve med.” Det er det, jeg mener. Hun taler så grimt til folk.

Skyler giver Sophie ret i, at jeg godt nok er den værste at leve med, og får sagt sine farveller. Heldigvis.

Vi når ikke engang ud af døren, før Sophie kommer løbende og skrigende efter os, eller rettere sagt, efter Skyler.

”Skyler! One Direction skal optræde til Lexi Wilsons fødselsdag! Du ved, hvad du skal gøre.” Så begynder de begge at skrige, så alle stirrer på dem, som om de er fuldstændig fra den, som de faktisk er.

Jeg har virkelig ondt af dem. At tro de kan møde det boyband. Der er flere hundrede andre, som har samme tanke, drøm igen piger.

Med et lille grin, går jeg ud af døren, og ser mine forældres bil med kufferter bagi.

Utroligt hvordan hun kan høre de samme sangen igen og igen. Hver gang vi skal på den mindste tur, tager Skyler høretelefoner i og hører One Directions nyeste album. Hun hører det konstant. Det værste er, at hun har det meget højt, så jeg kan høre det lige så højt, som hun selv kan.

The story of my life I take her hoooome.” Please stop. Stop. Stop. Hun kan ikke synge, og hun kommer aldrig til at kunne.

Jeg river hendes høretelefoner ud af hendes ører, og får konsekvenserne med det sammen.

”Moor! Faar! Abigale river mine høretelefoner ud. Jeg river da ikke hendes musik ud, når hun hører noget, som jeg ikke kan lide.” Hun får altid sin vilje. Altid. Jeg er the bad guy. Jeg fatter ikke, hvordan de ikke kan være trætte af Skylers konstante snak, omkring de ligegyldige drenge.

Jeg bliver hurtigt rettet på plads, og tager mine egne hovedtelefoner i. Jeg sætter min normale playliste på shuffle, og den lander på ”Say Something”. Hvor jeg dog elsker den sang.

Den er bare perfekt på alle måder. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle overleve uden den.

Say Something I’m giving up on you and I’m feeling so small”

Den sang har godt nok hjulpet mig gennem meget I noget tid nu. Det kan godt være, at den er kind of trist idet, men den er bare perfekt.

Jeg kigger til siden, og ser Skyler jame til One Direction, gætter jeg på. Hvad skulle hun ellers høre? Jeg har aldrig hørt hende høre noget andet end deres sange. Der findes så meget andet godt musik i verden, og hun vælger kun at lytte til det samme om og om igen.

”Sæt dig ved siden af Skyler.” Så typisk. Jeg har intet valg. Jeg skal åbenbart sidde ved siden af Skyler. Heldigvis har jeg min musik og min elskede bog.

Samtidig med, at jeg tager min bog frem, tager Skyler sit blad frem. Det undrer mig ikke at forsiden er One Direction.

”Hvor er det vildt, at jeg skal møde jer, om nogle timer.” Jeg skæver over til hende, og ser hende sidde og kramme bladet.

En dame går forbi, kigger mærkeligt på Skyler. Jeg forstår hende godt. Det ville jeg også gøre, eller jeg gør.

Hvordan kan jeg være så uheldig? Tænk hvis jeg havde en søster, som havde samme interesser som mig, og vi kunne være like best buddies. Næ nej, jeg trak bare det korte strå med hensyn til søskende.

Inden der er gået en time, sidder Skyler og sover. Måske burde jeg gøre det samme. Sove er altid en god løsning, når man skal rejse i længere tid, end en time. Mit problem er bare, at jeg ikke kan sove.

Uden jeg egentlig ved af det, er vi ved at lande. Skyler har ikke fattet noget som helst, og sidder stadig og sover. Jeg overvejer, om jeg skal vække hende, men det er dejligt, når hun endelig er stille. Jeg nyder øjeblikket.

”Abi væk lige din søster.” Så blev det øjeblik ødelagt med det samme. Jeg giver hende albuen, og hun laver et lille snork, inden hun åbner øjnene.

”Omg Abigale! Vær dog lidt sød.” Siger hun virkelig fornærmet. Havde hun regnet med, at jeg havde vækket hende så stille, og forkæle hende? Det håber jeg ikke for hende.

Tid til noget mere musik. Det er her band har fået stor succes på denne her sang. Story of…”

”Skru op. Skru op. Skru op.” hun råber jo så højt, at folk ovre i de andre biler kan høre hende.

Jeg kan simpelthen ikke overskue at høre den sang en til gang. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, jeg har hørt den nu. Det er ikke engang frivilligt.

”The story of my life I take her home…” Jeg skynder mig at kigge over på Skyler, for at tjekke at hun ikke hørte, at jeg faktisk sang med.

Sangen når lige at stoppe, inden vi kører ind på moster Julias vej. Jeg er helt vildt spændt på at se hende igen.

LA må nok være mit yndlingssted, selvom jeg faktisk aldrig har set byen som sådan. Sidst jeg var her, var jeg 12. Jeg har aldrig rigtigt måtte komme ud og opleve byen. Dog tror jeg heller ikke, at jeg kommer til det denne gang. Det er ikke lige mine forældres største ønske, når vi endelig kommer for at besøge Julia.

Når jeg bliver gammel nok, flytter jeg til Los Angelas. Det er meget bedre end Ohio. Der sker bare intet der. I LA kan jeg udleve drømmen om at blive en god advokat. Det er der, det gode universitet er. Alle de store advokater i USA har studeret der.

Da vi parkerer ved fortovet, står moster Julia allerede udenfor, og vinker. Gud hvor har jeg savnet hendes smil. Bare selve hende.

”Abigale! Hvor er jeg glad for at se dig. Hvor er du dog vokset. Du er da snart blevet en voksen pige altså.” Hun kommer gående mod mig, og giver mig en stor krammer. Jeg tror der ender med at gå 30 sekunder eller mere, før hun faktisk slipper mig.

”Skyler min pige. Det er dejligt at se dig.” De har aldrig haft det største bånd til hinanden, som moster og jeg har.

De giver hinanden et hurtigt kram, og Skyler går ind i huset. Uden at hjælpe, men det ville jo også være unormalt, hvis hun begyndte at hjælpe.

”Moster! Har du ikke Wifi i huset? Det er virkelig vigtigt.” Hun kan bare ikke leve uden noget internet. Så dum som hun nu er, går hun rundt med mobilen i vejret, for at prøve at få net. Måske burde jeg fortælle hende, at man faktisk skal have en kode til nettet, og det ikke er noget, som man skal have signal for at kunne få. Jeg nyder, at se hende forvirret.

”Hvis du kunne komme herud og hjælpe dine forældre, kan vi godt finde ud af noget.” Hun opgiver og går ind i huset igen, lige som om, at hun ikke har hørt noget. Hun skulle jo nødig hjælpe.

Vi får båret kufferterne ind i huset, og det bliver åbenbart mit job at bære Skylers kuffert op til det værelse, hun sover i.

Da jeg kommer ind på værelset, går hun frem og tilbage, og ser helt håbløs ud.

”Her din kuffert. Hvad er der med dig?” Jeg sætter hendes kuffert og er på vej ud igen, jeg regner ikke med ligefrem, at hun faktisk vil svare mig.

”One Direction skal jo spille til Louis’ kæreste, Lexi’s, fødselsdag.” Jeg kan mærke, at det her fører til noget, som jeg ikke bliver vild med.

”Du kender mor og far. De vil ikke lade mig tage af sted meeeen…” Åh nej. Kom med det. Bare sig det.

”Du kunne tage med? Vi kan sige, at vi skal ud og have noget is? Så sidder du i bilen, i mens jeg møder One Diretion.” Hun prøver desperat at lave sit ”kom nu” ansigt, det hjælper bare ikke.

”Nej.” Jeg åbner døren og er på vej ud, men Skyler når at lukke den i.

”Jeg lover at jeg ikke vil snakke om One Direction mere.” Som om det kommer til at holde. Jeg prøver igen at åbne døren, for at gå ud, men den bliver lukket, igen.

”Jeg vil være mere sød mod dig. Kom nu. Du er trods alt min yndlingssøster.” Hun putter sit falske smil på og tror, at hun kan få mig til det.

”Nej, og jeg er din eneste søster, så drop det.” Hun bliver ved med at stirre på mig, og det skræmmer mig faktisk. Hun er virkelig god med det der blik.

”Okay. Fint. Jeg tager med dig, men det skal gå hurtigt.”Hun nikker og der går ikke lang tid, før hun smider mig ud af værelset.

Wow. Hvad jeg ikke gør for min søster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...