Synk som et anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Katie er lige fyldt 13 år. For en normal pige vil dette være begyndelsen på teenage årerne, men Katie har derimod nået gennemsnitsalderen. Det ved hun. Det ved hendes forældre. Det ved skolen, selv hendes klassekammerater ved det. Den eneste som ikke ved det, er hendes lillebror, som nok ikke engang er klar over, at han har en storesøster. Dette er historien om Katies kamp mod uret. Og det bliver en kamp, for tiden er ved at rinde ud...

10Likes
12Kommentarer
683Visninger
AA

2. Tretten

Lyset blev tændt på hendes værelse, og Katie åbnede øjnene for så at lukke dem igen, da hun fik øje på sine forældres skikkelser i døren.

"I dag er det Katies fødselsdag, hurra, hurra, hurra," sang de. Katie begravede sig under dynen. Hun havde altid elsket at blive vækket med sang og gaver, men siden hun fyldte elleve, havde hendes syn ændret sig. Nu kunne hun ikke lade være med at finde hendes forældres opførsel en smule pinlig. "Hun sikker sig en gave få, som hun har ønsker sig i år, med dejlig chokolade og kager til." De satte sig på hendes seng. Det kunne hun mærke. Sengen bøjede sig under deres vægt. Den bøjede sig aldrig, når Katie satte sig. Det var gjorde ingenting. Kun sofaen lod hende synke ned i sig. Hun elskede den sofa. Følte sig normal i den sofa. Følte sig rask.

Med ét spruttede hun af grin. Hendes fars fingre borede sig ind i hendes armhuler, og hun vred sig ihærdigt for at komme fri. Kun hendes far kunne finde på at gøre sådan noget. Hendes mor var for bange. 

Han fortsatte, og Katies latter tog til. Først da hun stak armene op over dynen og skubbede den væk fra sit ansigt, stoppede han. Han kyssede hendes pande, og hun lukkede øjnene. "Tillykke med dagen, skat." Han trak sig væk, og hans ru læber blev erstattet af hendes mors bløde. Katie frygtede, at hendes mors læber ville efterlade et mærke, på sin pande. Da hendes mor efterlignede sin mand og trak sig væk, gnubbede hun sin finger mod Katies pande det sted, hvor hendes læber havde rørt.

Katie gabte og gned sine øjne. Efter hendes far havde lagt hende i seng for anden gang samme nat, havde hun stadig ligget vågen i et stykke tid. Hun havde aldrig været så træt. Det vil sige, ud over det sædvanlige. "Er jeg ikke for gammel til sang?" spurgte hun, stadig med hænderne begravet i sine øjenæbler.

Hendes far gispede fornærmet. "Man er aldrig for gammel til sang på sin fødselsdag. Uanset hvor gammel man er, eller hvor gammel man..."

"Steve!" Katies mor hævede stemmen igen. Hendes far krøb sammen og kørte hånden gennem håret. Det filterede hår, som Katie elskede. Hun stoppede med at gnide i sine øjne, men sagde ikke noget. Hun vidste, hvad hendes far havde været ved at sige. Eller hvor gammel man end ser ud. 

I et par sekunder sagde ingen af dem noget. Katie hadede, når ingen sagde noget. Hun følte, at al opmærksomheden med det samme søgte mod hende. Derfor rømmede hun sig, men det kom ud som et host. "Havde I nogle gaver til mig eller hvad?" spurgte hun med så stort et smil, som hun kunne kapere.

Hendes forældre udvekslede blikke, men rejste sig så op. Katie strakte armene op over sit hoved, og hendes far tog fat under hendes arme. Katie var altid en smule nervøs, når han gjorde det. Hun frygtede, at han ville kilde hende i stedet for. Hun hadede at blive kildet. Men på en god måde. Hun hadede det på en god måde.

Han bar hende på en sådan måde, at hans arme lå under hendes knæ og rundt om hendes skuldre, mens hun selv holdt fast rundt om hans nakke. Han var den eneste, som løftede hende på den måde. Hendes mor løftede hende aldrig på den måde mere. Ikke siden Katie var to år gammel. Ikke siden de fandt ud af, hvor skrøbelig Katie i virkeligheden var. Siden de fandt ud af, at hun ikke var som andre. At hendes krop ikke kunne tåle nær så meget, som andre børns. Katie tænkte stadig på det sommetider. Men kun når hun var alene. Hendes forældre forsøgte altid at distrahere hende i løbet af dagen, hvilket for det meste lykkedes dem.

Hendes far behøvede i virkeligheden ikke bære hende. Katie kunne sagtens selv gå, hun foretrak selv at gå, men hun vidste, at det gjorde hendes mor ked af det. Derfor var det lettere bare at lege med. Katie sparede også energi på den måde. Som sagt, så var hun altid udmattet.

Hendes far satte hende ned på en af de fire stole omkring bordet i køkkenet. Ham og hendes mor gjorde hende selskab på deres sædvanlige pladser. Katie så på den tomme plads overfor sig. "Hvor er Simon?" spurgte hun. Hun prøvede at skjule sin skuffelse, men den kom tydeligt igennem.

"Han sover endnu," sagde hendes mor og pegede mod deres soveværelse. Simon sov stadig på værelse med dem. Det overraskede Katie, at de ikke havde vækket ham, da de stod op for at vække hende. "Han forstår alligevel ikke, hvad der foregår, så vi tænkte ikke at det betød noget, om han var her eller ej."

Katie trak på skuldrene som svar. Sidste gang hun sådan rigtigt havde set sin bror, var da hende og hendes mor hentede ham i børnehaven for et par dage siden. Den dag, hvor drengen havde peget. Katie ville gerne tilbringe mere tid med sin bror, men han var der 'tilfældigvis' aldrig, når Katie var. Nogle gange tvivlede hun på, at han overhovedet vidste, han havde en søster. 

Det var først nu, at Katie lagde mærke til bunken af gaver for enden af bordet. Hun pegede på en af dem, og hendes mor rakte hende den. "Den her er fra far og mig." sagde hun, mens Katie rystede gaven for at gætte indholdet. Der var intet bånd, men bare et kort tapet fast. På kortet var der en hundehvalp, Katie kendte ikke racen, men den var hvid. Den havde tungen ud af munden, og en taleboble, hvor der stod "Tillykke med de 13 år!" gik fra den. Katie åbnede kortet og læste i sit hoved:

Kære Katie,

Tillykke med de 13 år.

Vi håber dagen i dag bliver lige så uforglemmelig som enhver anden.

Vi elsker dig.

- Mor og far.

Katie foldede kortet sammen og smilede til sine forældre. "Tak," fik hun fremstammet, stemmen lige så høj og skinger som sædvanlig. Hun pakkede gaven op. Det var en samling af H.C. Andersens eventyr. Hun spidsede læberne og bladrede igennem bogen. Kiggede ikke engang på sine forældre. Hun vidste, hvor afventende og spændte de så ud. Hun havde altid elsket H.C's eventyr. De gjorde hende glad. Det plejede de i hvert fald at gøre.

Men Katie kunne ikke smile nu. Hun havde læst kortet, og hun havde lagt mærke til det. Til at det ikke var, som det havde været de andre år. Hendes forældre ønskede hende altid tillykke med hendes fødselsdag og mange flere i fremtiden. Det havde de gjort sidste år, og året før det, og året før det. Så langt tilbage Katie kunne huske. 

I år havde de kun ønsket hende tillykke med de tretten år. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...