Synk som et anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Katie er lige fyldt 13 år. For en normal pige vil dette være begyndelsen på teenage årerne, men Katie har derimod nået gennemsnitsalderen. Det ved hun. Det ved hendes forældre. Det ved skolen, selv hendes klassekammerater ved det. Den eneste som ikke ved det, er hendes lillebror, som nok ikke engang er klar over, at han har en storesøster. Dette er historien om Katies kamp mod uret. Og det bliver en kamp, for tiden er ved at rinde ud...

10Likes
12Kommentarer
687Visninger
AA

4. Smil

Hendes far og Simon sad allerede i bilen, da Katie og hendes mor kom ud til ham. Døren til bagsædet blev åbnet, og Katie kravlede ind. Hun måtte holde fast om sædet, mens hun svang sine ben ind i bilen. Nogle gange gled hendes fod, og så måtte hun starte forfra igen. Det gjorde det ikke lettere, at hendes mor stod bag hende. Observerede hende. Som om hun regnede med, at Katie ville falde og have brug for hjælp til at komme op. Hvis hun faldt, var det sikkert også tilfældet. Men hun faldt ikke. Ikke denne gang i hvert fald. 

"Har du husket det hele, mus?" spurgte hendes far, mens Katie trak sikkerhedsselen hen over brystkassen og klikkede den fast. Hun nikkede til sin far gennem bakspejlet, og han sendte hende sit største tandpastasmil. Katie prøvede ikke at kigge på sin bror. Det var bedst på den måde. Måske lagde han heller ikke mærke til hende. Han sagde i hvert fald ikke noget til hende.

Hendes mor satte sig ind på passagersædet ved siden af Katies far. Swuuush lydenda hendes mor trak sikkerhedsselen hen over brystet, kildede på siden af Katies ører. Hendes mor kiggede om til hende, da hun klikkede selen i. Hun smilede, og Katie smilede igen. Så startede hendes far motoren og bakkede ud af deres indkørsel. Kiggede bagud for at sikre sig, at de ikke stødte sammen med andre biler i morgenracet.

Sådan var det hver morgen. En rutine, kunne man vel næsten kalde det. Alt i Katies liv var blevet en rutine. Det var det nødt til. Det gjorde det hele en del lettere. Når hun vidste, hvad der skulle ske, behøvede hun ikke tage stilling til, hvordan hun skulle gribe situationen an, eller om det var noget, hun overhovedet var i stand til fysisk. Det var det værste. Når hendes krop forhindrede hende i at gøre de ting, som hun ville.

Sidste år på sidste skoledag inden sommerferien havde hendes klasse planlagt en tur i tivoli. Katie havde glædet sig, som et lille barn glædede sig til juleaften, men den glæde blev hurtigt revet fra hende. Et par dage før turen havde hendes forældre kontaktet Katies læge for at høre, hvilke forlystelser, de helst skulle undgå. Alle. Katies krop var ikke stærk nok til at blive revet i på den måde, en forlystelse ville.

Katie havde grædt den dag. Grædt fordi hun var svag, og ingen kunne ændre på det. Fordi hendes forældre ikke kunne gøre tingene bedre. Hun havde været vred. Vred på lægerne. Vred på sine forældre. Men mest af alt, havde hun været vred på sig selv. På sin krop, for at være mere præcis. Det var ikke fair, at alle andre fik lov til at gøre, hvad de ville. At de var i stand til at gøre, hvad de ville. Katie ville give alt for den chance. 

Selvom Katie mest af alt havde lyst til at tage direkte hjem fra skole, havde hendes forældre insisteret på, at hun tog med i tivoli alligevel. Hun kunne sagtens få en god dag med de andre, selvom hun ikke prøvede noget. Det havde de sagt. Så hun var taget af sted. Togturen derind havde hun godt kunnet lide. Der fik hun tid til at snakke med sine venner og veninder. De havde kendt hende siden børnehaveklassen. De stillede ingen dumme spørgsmål. De behandlede hende som et menneske. Ikke som en omvandrende sygdom. Men togturen varede ikke evigt. Så snart de ankom til deres destination, blev Katie mindet om sin tilstand. Det værste havde været, da hun så de andre køre i radiobiler. Set, hvordan de bumpede ind i hinanden, og deres kroppe blev kastet frem i sæderne. Det gjorde de uden at brække noget. De grinede og bandende af hinanden for sjovt. Ind i mellem vinkede de til Katie, så hun ikke skulle føle sig udenfor, og hun vinkede igen. Smilede så godt, som hun kunne. Hun havde øvet sig på det smil i mange år. Nu havde hun selv svært ved at vide, hvornår smilet var ægte. Lige i den situation havde det ikke været. 

Katie havde følt sig nedværdiget den dag. Som om sygdommen havde vundet. Men da hendes forældre havde spurgt, hvordan turen havde været, havde hun smilet og sagt, "Det var sjovt." for så at gå ind på sit værelse og begrave hovedet i sin pude. 

Det gav et ryk i Katie, da hendes far trådte på bremsen. Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse, da sikkerhedsselen pressede sig mod hendes udspilede mave. Heldigvis lagde hendes forældre ikke mærke til det. Katie trykkede på låsen, så selen langsomt gled på plads på siden af sædet. Hendes far kiggede endnu en gang på hende gennem bakspejlet. 

"Klarer du dig selv?" spurgte han og gjorde sig klar til at tage selen af.

Katie skyndte sig at ryste på hovedet. "Jeg har styr på det." hun tog sin taske over den ene skulder og åbnede bildøren. Den fugtige forårsmorgen ramte hende lige på og hårdt, og i et øjeblik fortrød hun sit tøjvalg. Dog kun et øjeblik. Det var hendes fødselsdag. Hun ville se så godt ud som muligt, desuden havde de lovet solskin senere på dagen.

Andre elever var så småt også begyndt at ankomme. Nogle af dem ældre, andre yngre, end Katie. Nogle kendte hun, andre havde hun kun set et par gange i forbifarten. Men de kendte allesammen hende. Det havde skolen sørget for. Hvert år efter sommerferien fik den nye børnehaveklasse en introduktion til Katie. De mødte hende ikke, men fik bare at vide, hvorfor hun så ud, som hun gjorde. Skolen gjorde det for hendes skyld, det vidste hun. Men hun ville ønske, de bare ville lade være. Hvis folk havde spørgsmål, var hun kun glad for at svare, men folk stillede aldrig spørgsmål. I stedet sendte de hende falske smil. Smil hun ikke havde fortjent. Det var medlidenhedssmil. Dem hadede hun. De eneste smil, hun kunne stole på i skolen, var dem fra hendes klassekammerater. De havde kendt hende i flere år, og når de så hende smilede de til hende. Ikke til hendes sygdom. De smil elskede hun. 

"Katie!"

Katie var netop trådt ind i hovedbygningen. Hendes klasselokale var det første, man stødte på. Endnu en fiks idé skolens kontor havde haft for at gøre det nemmere for Katie. Ude foran døren til klassen stod Sofia og Frank. Det var Sofia, som havde kaldt på hende. Hun stod og viftede med armene, og nu vinkede Frank også til hende. Katie satte tempoet en anelse op. Det gik ikke hurtigere af den grund, men hverken Sofia eller Frank kom løbende imod hende for at hjælpe. Det satte hun pris på.

Da hun nåede derover, bukkede Sofia sig ned og lagde armene om Katies ryg, og Katie gengældte hendes kram. Hun kunne godt lide, når folk krammede hende. Sådan rigtigt. Sofia krammede alle på samme måde, som hun krammede Katie. Da hun trak sig væk, strakte Frank hånden ned mod Katie. Hun gav ham en highfive.

"Du ser godt ud," sagde Sofia og lænede sig op ad døren. Katie gik ud fra, at den var låst. "Hvad er lejligheden?"

Katie placerede sine knyttede næver i siderne og skød brystet frem. "Hvor længe er det lige, vi har kendt hinanden?"

Sofia lagde armene over kors og bed sig i læben. Så, ud af det blå, knipsede hun. "Gud!" udbrød hun. "Tillykke! Ej, seriøst, hvordan kunne du lade mig glemme det?" denne gang henvendte hun sig til Frank. Hun slog ham på overarmen, og han gnubbede det sted, hun havde slået. Sofia vendte atter sin opmærksomhed mod Katie. "Hvor gammel er du så nu? Nej, vent, du skal ikke sige det... tol...tretten! Ikke?" hun lignede en, som havde fået en åbenbaring.

Katie nikkede og tog fat om sin taskes remme. Hun vippede lidt frem og tilbage, men stoppede, da deres lærer, Marianne, kom gående med raske skridt. Over skulderen havde hun sin sorte taske, som hun gik med hænderne begravet i. Hun ledte efter noget. Da hun kom ned til dem, stoppede hun op, dog stadig med hænderne i tasken. "Godmorgen," sagde hun og smilede til dem alle tre. Sofia trådte væk fra døren, så Marianne kunne låse op, men i stedet for nøgler, trak hun en gave op af sin taske. Hun satte sig på hug og gav den til Katie. "Tillykke med dagen, Katie." så smilede hun, og Katie smilede igen.

Det gik først op for Katie bagefter, at hun havde ment smilet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...