Synk som et anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Katie er lige fyldt 13 år. For en normal pige vil dette være begyndelsen på teenage årerne, men Katie har derimod nået gennemsnitsalderen. Det ved hun. Det ved hendes forældre. Det ved skolen, selv hendes klassekammerater ved det. Den eneste som ikke ved det, er hendes lillebror, som nok ikke engang er klar over, at han har en storesøster. Dette er historien om Katies kamp mod uret. Og det bliver en kamp, for tiden er ved at rinde ud...

10Likes
12Kommentarer
681Visninger
AA

3. Sandhedens spejl

Katie stod på skamlen ude på badeværelset. Hun havde brug for skamlen for at kunne se sig selv i spejlet. Det hadede hun. Hendes forældre behøvede ikke en skammel, Simon ville en dag heller ikke have brug for den. Men Katie var afhængig af den. Hun ville mest af alt undvære den, men hvis muligheden var der for det, havde hun smidt skamlen for længe siden. Det var bare ikke en mulighed. Med hendes 1.39 meter i højde, kunne hun kun med nød og næppe se ned i vasken. Det irriterede hende. Hvis hun bare var højere. Så høj, som hendes mor. Så ville der ikke være noget problem. Men det var hun ikke.

Katie forsøgte altid at kigge alle andre steder hen end ind i spejlet, når hun børstede sine tilbagesiddende tænder. Det var efterhånden ikke ret mange. Hun sørgede altid for at give sin fortand mest kærlighed, men hun fandt det ubehageligt at børste den. Den virkede så skrøbelig, som om den kunne rive sig løs, når som helst. Den var trods alt ikke nær så tyk, som de kindtænder, hun lå inde med. Det gjorde ondt, hver gang tandbørsten ramte tandkødet. Det var så blødt. Nogle gange kunne Katie fange sig selv i at presse tungen ned mod det. Det var mærkeligt for hende at tænke på, at der engang havde siddet en tand dér, og at den aldrig ville vokse frem igen.

Hun samlede tandpastaen og mundvandet og spyttede ud. En hvid klat landede nede i vasken, og Katie tændte for vandet. Hun betragtede, hvordan noget, som engang havde været en del af hende, sivede ned i afløbet. Det var sjovt at tænke på, hvordan en del af hende løb gennem kloakrørene i netop dette øjeblik. Den tanke kunne hun godt lide, fik hende til at føle sig udødelig. Hun bøjede hovedet ind under vandhanen og indtog noget af det kolde vand. Det isnede i hendes tænder. Det her var den sværeste del, da hendes hoved havde det med at støde mod kanten af vasken. Da hendes mund var fyldt så meget op, af vandet var på kanten til at sprøjte ud af hende, lænede hun hovedet tilbage og skyllede munden efter. Katie kunne godt lide lyden. Hun bøjede atter hovedet ind over vasken og spyttede ud for sidste gang.

Hun tog fat i håndklædet. Det var stadig fugtigt efter, at hendes far havde været herude. Han gik altid herud før hende. Det gjorde hendes mor også. Katie tog altid længst tid. Hun begravede hovedet i håndklædet, det lugtede af hendes far. En god lugt. Genkendelig. Hun trak håndklædet ned over sit ansigt, og så for første gang sig selv i spejlet, siden hun fyldte tretten. 

Ikke meget havde ændret sig. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde forestillet sig en dramatisk forandring i løbet af natten. Den var ikke kommet. Hun lignede sig selv. Måske var det en god ting. Hun så ikke bedre ud, men i det mindste så hun heller ikke værre ud. Hun drejede hovedet til siden og så på sig selv gennem øjenkrogen. Var det bare hende, eller så hendes ansigt mere spidst ud? Det var nok bare hende. Alt andet ville være for latterligt. Katie løftede sin hånd, og hendes spejlbillede gjorde det samme. De lange, rynkede fingre berørte let hendes kinder. Lige så hule, som de plejede at være. Men det værste var hendes næse. Hun hadede sin næse. Den var så stor og kroget, bøjede ind over hendes mund. På grund af den, hadede hun historierne der omhandlede hekse. Hekse havde store næser, men Katie var i hvert fald ikke en heks.

Katie gik med rystende skridt ned fra skamlen, mens hun holdt fast om kanten af vasken som støtte. Med sin ene fod skubbede hun skamlen ind under vasken, så den ikke stod i vejen for de andre. Hun bukkede sig ned og tog det tøj på, som hun aftenen før havde udvalgt sammen med sin mor. Katie var et forårsbarn, så vejret var varmt nok til strømpebukser med en nederdel ud over. Nederdelen var hvid med en sommerfugl broderet ind i siden, Katie havde fået den, da hun fyldte tolv. Ud over strømpebukser og nederdel trak Katie en lyseblå top ned over hovedet på sig selv og stoppede den ned i nederdelen. Det så nemlig finest ud.

"Katie? Skat?" sagde hendes mor og bankede på døren. "Vi kører om ti minutter."

"Kommer om lidt," svarede Katie så højt som muligt, uden hendes stemme knækkede over. Hun hadede, når den gjorde det. Ikke nok med, at den var høj og pibende til daglig, så var Katie sikker på, at hun kom op i det høje C, når den knækkede. Og ikke på den gode måde. 

Katie gik over til kommoden, hvor hendes mor gemte alle deres 'pigeting', som hun kaldte det. Katie, ville aldrig få brug for den slags 'pigeting'. Der var tog én ting, som hun havde brug for. Hendes fingre lukkede sig om de stive hår. Hun trak den kastanjebrune paryk op af kommodeskuffen, og redte håret igennem med sine fingre til den var fin nok til at tage på. Nettet indeni kradsede mod hendes skaldede isse, men det var en kløen, som hun havde lært at leve med. Det blev hun nødt til. Hendes forældre forsikrerede hende altid om, at hun var smuk uden parykken, men de var hendes forældre. De skulle sige sådan noget. 

Som prikken over i'et tog hun sin hårbøjle i samme blå farve, som sin top, og satte ned ned over hovedet, så det eneste, der ikke var trukket om bag ørerne, var pandehåret. Hun tjekkede ikke engang sig selv i spejlet, før hun gik åbnede døren og gik ud til sine forældre.

I hendes tanker, så hun så godt ud som muligt. Det skulle hendes spejlbillede ikke ødelægge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...