Synk som et anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Katie er lige fyldt 13 år. For en normal pige vil dette være begyndelsen på teenage årerne, men Katie har derimod nået gennemsnitsalderen. Det ved hun. Det ved hendes forældre. Det ved skolen, selv hendes klassekammerater ved det. Den eneste som ikke ved det, er hendes lillebror, som nok ikke engang er klar over, at han har en storesøster. Dette er historien om Katies kamp mod uret. Og det bliver en kamp, for tiden er ved at rinde ud...

10Likes
12Kommentarer
678Visninger
AA

1. Det skal nok gå

Det skal nok gå. Det sagde de altid, men kun når Katie hørte det. Det var det samme hver eneste gang: "Det skal nok gå, skat." og "Du skal nok klare dig, det ved vi.", men så snart lyset blev slukket, var det en anden sag. Som mørket dækkede landet, på samme måde lagde der sig en melodramatisk stemning over huset. De troede altid, at hun sov. Men det gjorde hun aldrig. Hvordan kunne hun? De havde aldrig ladet hende sove med lukket dør. De insisterede på, at døren stod åben dag og nat, hvis nu. På grund af dette var det umuligt for hende at lukke et øje, før hendes forældre også gik i seng. Før det, skinnede lyset fra stuen ind på hende, hvilket gjorde det umuligt at fokusere på andet end de røde pletter på indersiden af hendes øjenlåg. Sådan var det også den nat.

I stedet for at tvinge sig selv til at sove, lod Katie sine fødder falde ud over sengekanten. De hang og dinglede lidt frem og tilbage. Små og hvide. Krogede tæer. Hun hadede sine fødder. Normalt tog hun aldrig sine strømper af, men det var simpelthen for varmt til også at sove med dem på. Det irriterede hende, for ikke nok med, at hun hadede synet af dem, så kunne hun ikke klare følelsen af sin hud mod dynen. På grund af denne væmmelse frygtede hun altid idrætsundervisningen, da den krævede, at andre så hendes fødder, mens de klædte om. Dog havde ingen nogensinde kommenteret på dem. Faktisk var der ikke nogen, som kommenterede noget omkring hende. Ikke af dem, som kendte hende i hvert fald. 

For et par dage siden havde hun været i børnehave med sin mor for at hente Simon. Hun stod med sin mors hånd i sin og ventede, mens en af pædagogerne ledte efter hendes lillebror, da et af de andre børn, en dreng, pegede på hende og spurgte hendes mor, hvad der var galt med Katie. Hendes mor havde ignoreret drengen, hvilket Katie satte pris på. Drengen ville alligevel ikke forstå. Det gjorde børn aldrig. Heller ikke voksne for den sags skyld. Det irriterede hende. Hun havde ikke valgt den her krop og ønskede derfor ikke opmærksomheden, som den tiltrakte. 

Katie stod nu klistret op ad væggen ved siden af døren. På den måde var hun i stand til at skimte ind i stuen samtidig med, at hendes forældre ingen chance havde for at se hende. Hendes vejrtrækning var hæs og skinger, forhåbentligt hørte de hende ikke. De sad i sofaen. Den sorte lædersofa, som de fik foræret af hendes fars søster, da hun flyttede og kom frem til, at hun ikke havde behov for sofaen.

Det var en god sofa. Når man satte sig i den, var det som at sætte sig på en sky. Sådan forestillede Katie sig det i hvert fald. Man sank flere centimeter ned i den. Nogle gange troede hun, at hun aldrig ville stoppe med at synke, og når hun var sunket hele vejen igennem sofaen, ville hun ankomme til et magisk land. Ligesom i "Narnia". Et land med talende dyr, med magi. Med chancen for et normalt liv; så normalt, som et liv i Narnia kunne blive.

Fjernsynet kørte, men hun kunne ikke se, hvad der blev sendt. Stemmen fra tv'et var dansk. Hun havde hørt den nok gange til at vide, at det var en af værterne på TV2, dog kunne hun ikke sætte sin finger på, hvilken en. Eller... hun kunne ikke huske det. Her på det sidste havde hun haft svært ved at skelne mellem det at vide, og det at huske. Der var mange ting, som hun havde svært ved at skelne mellem.

Hendes mor lænede sig ind mod hendes far, som sad med fjernbetjeningen hvilede mod sin hage. "Det går ikke fremad, gør det vel?" sagde hendes mor.

Hendes far holdt fjernbetjeningen op mod tv'et, og skærmen blev med ét sort. Han lagde fjernbetjeningen på sofabordet og kørte hånden gennem sit filtrerede hår. Katie vidste, at det var filtret. Hendes fars hår var altid filtret. Sådan var det bare. Det var noget hun kunne regne med.

"Meget kan nå at ske endnu." stønnede han.

"Det er det, jeg er bange for," hendes mor. "Hvorfor kan tingene ikke bare blive ved med at være, som de plejer?"

Hendes far rejste sig fra sofaen og slukkede en cigaret i askebægeret. Han røg aldrig, når Katie var vågen. Det var hun glad for. Hun hadede, når han røg. Det var ikke godt for ham. For nogen af dem. "Hvornår har tingene nogensinde været, som de plejer?" han var vred nu. Det kunne hun mærke på hans tonefald. Men han var ikke vred på hendes mor. Eller hende. Han var bare vred. 

Hendes forældre havde en af deres sædvanlige diskussioner. Om hende. Hun ville ønske, at de ville lade være. Lade være med at bekymre sig om hende. Men det kunne de ikke. Det havde de aldrig kunnet.

Hendes mor rejste sig nu også. Hun tog fat om sin mands overarm, hendes hoved bøjet mod gulvet og rystende skuldre. "Jeg mener," begyndte hun uden at se på ham. "Hvorfor kan vi ikke gå tilbage i tiden? Til dengang Katie var tolv?"

Det er sandt, tænkte Katie. Det var hendes fødselsdag. Eller det regnede hun med. Hun havde ikke set på sin mobil, da hun stod ud af sengen, så hun kunne ikke være sikker, men hvis den virkelig var over midnat, betød det kun en ting: Hun var tretten. 

Tretten...

Hun greb fat om dørkarmen og tittede frem fra væggen for bedre at kunne se sine forældre. Hendes far havde lagt armene om hendes mor. Deres sørgmodige blikke skar Katie i hjertet. Hun ville ønske, at de ikke så sådan ud, hver gang de tænkte på hende. Hver gang de så hende. Det gjorde det ikke ligefrem lettere for nogen af dem. 

Hendes far tyssede på sin kone og strøg hendes hoved. "Der er stadig tid. Det er ikke alle der..."

"Det er gennemsnitsalderen!" hendes mor havde hævet stemmen nu. Hun trak sig væk fra Katies far. "Du ved det lige så vel som mig..."

Katies far lignede en, som skulle til at sige noget, men som så fortrød Han drejede hovedet i Katies retning. Hun krøb om bag væggen, men det var for sent. Han havde set hende. "Katie?" hun holdt vejret. Et prik på skulderen fik hende til at puste ud. Hun kiggede op og så ind i sin fars mørke øjne. Trætte. De var trætte. Han smilede til hende velvidende, at hun havde overhørt deres samtale.

"Jeg kunne ikke sove," hviskede Katie med en hæs, skinger stemme, som om stemmebåndet var på kanten til at sprænge. Hun strakte sine tynde, hvide arme op mod sin far. Han løftede hende og måtte støtte hånden mod hendes alt for store hoved. Hun gemte hovedet i hans skulder og fik et glimt af sin mor. Et glimt af tårerne i hendes øjne. Katies sveg også nu.

Hendes far bar hende over til sengen. "Du er tretten nu," sagde han og lagde hende på sengen, dækkede hende godt til med dynen. Hun så på ham med store, runde, øjenvippeløse øjne, da han lagde hånden mod hendes kind og aede den blidt, som tørrede han usynlig snavs væk. "Det skal nok gå, skat."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...