Synk som et anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Katie er lige fyldt 13 år. For en normal pige vil dette være begyndelsen på teenage årerne, men Katie har derimod nået gennemsnitsalderen. Det ved hun. Det ved hendes forældre. Det ved skolen, selv hendes klassekammerater ved det. Den eneste som ikke ved det, er hendes lillebror, som nok ikke engang er klar over, at han har en storesøster. Dette er historien om Katies kamp mod uret. Og det bliver en kamp, for tiden er ved at rinde ud...

10Likes
12Kommentarer
686Visninger
AA

5. 1 time

Katie havde ikke åbnet gaven med det samme, ville ikke risikere at ødelægge den. Det pirrede Sofia og Frank, samt de andre fra klassen, som så småt havde fundet vej ind i klassen. Men uanset hvor meget de plagede, åbnede Katie den ikke. Hvis hun åbnede den nu, ville hun intet have at glæde sig til, når hun kom hjem. Hun havde brug for noget at glæde sig til.

"Så," sagde Marianne og satte sig på kateteret, da klassen var faldet til ro. "Skal vi starte med fødselsdagssang, eller vil du vente?" Marianne havde med vilje rykket klassens time til første modul, da hun vidste, at Katie ikke ville være der resten af dagen. 

Katie mærkede varmen strømme til sine kinder, som resten af klassen vendte deres opmærksomhed mod hende. Hun kunne mærke deres brændende blikke, som prikkede i huden. "Vi kan godt springe det -"

"På ingen måde," brød Marianne ind. "Det er en tradition. Hvis du ikke vil vælge, så bestemmer jeg, at vi gør det til sidst i timen."

Katie ville gerne sige noget. Overbevise hende om, at det ikke var nødvendigt med sang, at hun helst ville undgå det. Nu var hun jo tretten, så behøvede man ikke sang til sin fødselsdag. Men ordene kom ikke. Hun satte pris på, at Marianne kæmpede sig igennem Paiges protester. Det var, hvad adskilte hende fra Paiges forældre. Men de havde stadig én ting til fælles. 

Sofia havde sat sig ved siden af Katie. Hun prikkede til hende med albuen. "Hvad fik du så af dine forældre?" spurgte hun.

"En samling af H.C. Andersens eventyr." skyndte Katie sig at sige. Hun hadede, når andre snakkede til hende i timen. Det var ikke noget personligt, men hun foretrak at følge med i, hvad Marianne sagde. Det som hendes klassekammerater havde at fortælle, kunne som regel vente til efter timen, dog så Marianne ikke ud til at have et problem med det. For hun så det. Hver eneste gang. Hvordan skulle hun kunne undgå at se det? Katie sad altid oppe på første række, da hun ellers var for lav til at se noget. Men Marianne snakkede altid videre, som om hun intet havde set. Som om det var gået direkte forbi hendes blik.

Efter et stykke tid, holdt Katie op med at høre efter. Hun ville gerne, men det var svært at fokusere efter, hvad hun havde hørt aftenen før. Gennemsnitsalderen... Hun sank en gang. Det var sandt. Hun vidste det, hendes forældre vidste det, Marianne vidste det og hele hendes klasse vidste det. De havde fået det at vide, da Katie startede med dem i børnehaveklassen. Fået at vide, at de en dag skulle sige farvel til en af deres venner, og at der intet var at gøre. For det var der ikke. Det havde hun accepteret. For længe siden. Det var alle andre, som havde brug for at acceptere det. Specielt hendes mor.

"Okay, nu kan du ikke løbe fra det længere," sagde Marianne, da der var ti minutter tilbage af timen. "Den med instrumenter, eller den gamle?"

"Den med instrumenter," svarede Katie hurtigt, måske lidt for hurtigt. Hendes forældre havde sunget den gamle for hende, og den oplevelse havde hun ikke tænkt sig at genskabe. "Tromme, guitar og fløjte." ingen af instrumenterne havde nogen specielt betydning for Katie. Ud over fløjte måske. Da hun var mindre, ville hun gerne lære at spille fløjte, men det havde ikke været en mulighed. Hun løb tør for luft for hurtigt. Guitar havde hun ingen motorik til, og hun kunne aldrig forestille sig selv ved et sæt trommer.

Marianne lagde ud med at synge, og snart fulgte resten af klassen. De kendte sangen. Havde alle sunget den så mange gange før - ville alle synge den mange gange igen. Katie blinkede et par gange, og tåren forsvandt. Hun var ikke sikker på, hvor mange sange, hun havde tilbage.

"Hurra," hviskede klassen. Så et til, endnu et og sådan fortsatte de op til tolv hurra'er. "Hurra!" råbte de ved det trettende og trak det ud. Der var altid de enkelte drenge nede bagerst i klassen, som fortsatte udtrækningen efter alle andre  var stoppet. I dette tilfælde var det Jonas og Adam. Katie kunne godt lide dem. De tog aldrig noget seriøst, havde altid et smil på læben. De fik altid andre til at smile. Især Katie. De drillede hende også med hendes højde. Sidste jul havde de dækket hende til med julepynt og danset omkring hende. Sofia havde jagtet dem gennem den halve skole, men Katie havde ikke haft noget imod det. Hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun elsket det. Elsket at de turde gøre, hvad de havde.

En pludselig banken på døren var, hvad der fik dem til at klappe i. Marianne rejste sig og åbnede døren, men Katie havde vidst, at det var dem, før hendes forældre kom til syne i døråbningen.

"Perfekt timing!" Marianne slog ud med armene og pegede ned mod Katie, som om hendes forældre ikke vidste, hvor hun sad. Det var ikke første gang, de hentede hende midt i skoletiden.

"Katie?" sagde hendes mor, men hun behøvede ikke anstrenge sig; Katie var allerede ved at pakke sig sammen. Hun havde håbet på at få en senere tid, så hun kunne være mere sammen med sin klasse på sin fødselsdag, men det havde været den eneste ledige.

Katies far tog hendes taske og kastede den over skulderen, da hun kom over til dem.

"God fødselsdag, Katie." lød Mariannes stemme bag hende, og resten af klassen kaldte snart også efter hende. Hun kastede et sidste blik tilbage på sin klasse inden, hendes far lukkede døren bag sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...