Mistakes × One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Som de to søskende styrede de Eastwood High. De var uadskillelige. Men en dramatisk gerning hun aldrig begik fik splittet de to søskende, og nu må 18 årige Rose Malik holde hovedet koldt. Den ellers populære pige er nu blevet sparket ned i bunden af hierarkiet hvor hun bliver brutalt mobbet af sin egen bror. Men en række handlinger vil forandre hendes liv fuldstændig. Venner bliver til fjender, fjender bliver til venner. Men i den forskruede verden vil Rose finde kærligheden og tilgivelsen og må stå overfor en håndfuld livsafgørende beslutninger. Spørgsmålet er bare hvem der ender med hendes hjerte.

20Likes
48Kommentarer
619Visninger
AA

3. My Sorrow

"When hope is gone, and no one else can save me
I live in lies, and life is just a failure."

//My Sorrow - Saint Deamon

Den sidste dag jeg ladet havde tårene strømmet ned af mine kinder og efterladt tydelige spor. Men det betød ikke rigtigt noget længere. Før skænderiet måtte ingen se mig græde, under nogen omstændigheder. Men nu var det som om jeg var blottet foran hele skolen. Alle var ligeglade med mig nu, det var som om de ignorerede mig. Endnu ikke var jeg blevet inviteret til Louis' fest den kommende dag, men jeg tænkte at den nok kom med tiden. Det skulle den. Jeg var altid med til alle fester, så selvfølgelig skulle denne ikke være en undtagelse.

"Hey slut." Sagte drejede jeg om på hælen og rettede på min hvide tanktop der afslørede fra navlen og ned af min mave. Som jeg kunne høre på stemmen kom Harry og Zayn slentrende ned af gangen med tunge skridt og pigernes beundrende blikke efter dem. Hvorfor de så så meget op til dem var, og havde altid været, et mysterium for mig. De var ikke spor bedre end dem - De var faktisk værre. Begge havde jeg stor had til; Harry som fucking voldtog mig og løj omkring det. Og Zayn der valgte sin ven frem sin søster. 

"Hey dork," vrissede jeg igen, men fortrød hurtigt da jeg blev presset mod væggen af en yderst muskuløs arm tilhørende ingen anden end Harry Styles. Hans grønne øjne borede sig ind i mine brune som kunne dræbe. Hvis blikke kunne dræbe havde hele skolen ligget døde.

Som Harry pressede mig hårdere op mod væggen placerede han nu også en hånd på min hofte, hvor han pressede sine fingre ned, så jeg måtte kvæle et klynk der var på vej ud. "Kend din plads, tøjte," beordrede han så hans mundvand sprøjtede til alle sider. 

"Prøv at sige det uden at spytte," snappede jeg, da jeg ikke kunne få mig selv til ikke at bruge det. Dette var en af grundene til min bror og jeg blev populære i det hele taget. Vi svarede igen og var ikke bange for dem der lå højt i hierarkiet. 

Som Harry kort lod sine negle borer ned i mit hud forlod et smertefuldt skrig min mund. Han ignorerede mig og vendte om på hælen for at fortsætte til timen sammen med Zayn. Og så var man bare så super heldig at man ikke havde timer med dem den dag. Hurraaaa. 

"Fuck dig dit voldtægts svin!" skreg jeg efter den krøllede dreng der med det samme stoppede brat op. Jeg fik et indtrængende dræberblik fra hans sorthårede ven. Aka. min bror, Zayn Malik. 

Og så stod vi ellers bare der, Harry og jeg, og stirrede hinanden dybt ind i øjnene. Vi vidste begge at jeg havde ret, og at han havde voldtaget mig. Aw, gør ondt at sige ordet højt. 

"Rose skrid inden jeg gør noget jeg vil fortryde," kom det nu fra Zayn. Jeg flyttede mit blik fra Harry og over på ham. Uanset om han skød mig ville han ikke fortryde det. Han var og forblev et koldblodigt monster.

"Wow du kan snakke. Husker du mig? Din fucking søster!" Så sprang bomben i luften. Men når ens egen fucking bror valgte at tæve en vokser der altså et indre had til ham. Især hvis man hedder Rose Malik. 

Zayn tog et advarende skridt i min retning, hvilket forårsagede folks paniske blikke. Sommetider overvejede jeg at flytte. Helt væk fra Zayn og alle de andre idioter på Eastwood High, der var bedøvende ligeglade med at en tidligere beundret pige nu bliver gennembanket og mobbet af hendes egen bror - Og voldtægtsmand. Hver gang Harry's navn blev nævnt fik jeg lyst til at skrige og smadre alt og alle. Det ville jeg faktisk også gøre - Hvis jeg havde kræfterne. For ikke at nævne modet. 

"Rose." Zayn's stemme blev mere anstrengt som jeg pressede mere på og udfordrede hans temperament. Ligesom Zayn havde jeg en kort lunte, hvilket til tider kunne være nyttigt. Hvis man altså brugte det på de rigtige tidspunkter og de rigtige personer. Sådan en situation som denne var det både en lempe og ulempe. Det var godt på den måde at jeg virkelig kunne få deres pis i kog; Men på den anden side var der ingen der gad se på når det skete. 

 

 

Jeg viftede irriteret med hånden som jeg vendte mig om på stedet og fortsatte den modsatte retning af dem. "Sikke et søskendeskab, huh?" Selvom jeg stod med ryggen til dem og havde en vis afstand var det uundgåeligt ikke at høre min skingre stemme. Nogengange forstod jeg ikke mig selv. Hvorfor jeg satte mit eget helbred på spil bare for at få et ord indført? Men at overgive sig og lade dem gøre hvad de vil med mig uden min modstand var det sidste jeg ville gøre. Det ville blive over mit lig. 

× × × 

"Malik, jeg stilte dig et spørgsmål." Mrs. Triscan's high-pitched stemme skar igennem mine øre og brød mig ud af min rævesøvn. Med et ryk på hovedet kom jeg til bevidstheden igen hvor jeg nu havde alle blikke på mig. Intet nyt under solen, men denne gang var det ikke beundrende blikke. Det var blikke der sagde freak og taber. 

Jeg smilede forsigtigt til læren der med et strengt blik så afventende på mig. "Undskyld, kan de gentage spørgsmålet?" spurgte jeg og gjorde mit bedste for at lyde som den uskyldige lille pige, der havde fået for lidt søvn. Sandheden var bare at mine tanker lå helt nede i kulkælderen og kredsede om gårsdagens hændelser. Om da Zayn valgte at slå hånden af mig og på den måde tilfredsstille Harry. 

Idet Miranda skulle til at gøre som bedt mærkede jeg noget på mit baghoved. Kort så jeg mig over skulderen og fandt Lindsay med et smørret smil klistret på sit ansigt og en bunke krøllede papirer foran sig. Dette skulle nok blive en lang time.

"Nok, op på rektorens kontor Rose." Forbløffet så jeg op på den kvindelige lære der med foldede arme ventede på at jeg adlød hendes ordre. Det irriterede mig at det havde lykkedes  Lindsay at distraherer mig yderligere. Men som alle andre havde hun vist sin inde bitch ved at dolke mig i ryggen så snart drengene udtrykte deres had til mig. Eller Zayn's had. Harry var bare et liderligt svin der i to år havde prøvet at lokke mig i sengen, inden han besluttede sig for at tvinge mig til det. Og så var han også så hjerteløs at vælge min fødselsdag som var for knap og nap en uge siden.

Uden at have et valg tøvede jeg inden jeg rejste mig fra stolen og prøvede ihærdigt at undgå de mange blikke der hvilede på mig. Men idet jeg rakte ud efter dørhåndtaget fik en bekendt stemme mig til at stoppe brat op, men kuldegysningerne gik igennem min krop. 

"Du bringer skam over Malik navnet." Mit blik drejede sagte imod stemmen der kom fra ingen ringere end Niall Horan. Og sådan gik det til at et andet stykke af mit hjerte blev knust. At min såkaldte bedste ven kunne finde på at udstøde de ord var det sidste jeg havde brug for i denne svære tid. Men sådan var det, alt og alle sked på mine følelser. 

"Rose, kontoret," lød Miranda's skarpe stemme, men uden at ænse hende et blik fastholdte jeg det på Niall uden at røre mig ud af flækken. Hans øjne borede sig ind i mine som han ikke engang prøvede at skjule det smirk der var havnet på hans læber. 

Og da skete det. Mine tanker løb af med mig og jeg tænkte ikke i få sekunder. Men de få sekunder var nok til at lave total kaos. Mod min vilje var jeg hurtigt henne ved Niall hvor jeg tog fat i skranken på hans bord og kastede det væk af alle mine kræfter. Min knytnæve ramte hans chokerede ansigt en, to, tre gange inden jeg desperat blev fjernet fra hans krop. 

Med den sidste smule styrke jeg havde fik jeg revet mig ud af Mrs. Triscan's greb hvor jeg fortsatte mod Lindsay der skræmt så på mig med panik i øjnene. Men som hun troede at jeg ville volde hende skade gik jeg efter det hun holdte kært - Hendes iPhone. Med et greb om hendes mobil kastede jeg den i jorden hvor jeg gennem trampede den. Og med det var jeg hurtigt ude af klasseværelset med mine chokerede medstuderende.

I en fart med tårene løbende ned af kinderne og få hulk der forlod mine læber, fandt jeg min vej mod hovedindgangen til skolen som jeg styrtede ud af. Mit hoved var langsomt begyndt at dunke og mit syn blev så småt sløret af de mange tåre der lå i mine øjenkroge. Hulkene var blevet til flere og mine hænder fandt mit hår som det strammede sit greb fortvivlet om. Men jeg fortsatte med at løbe, indtil jeg nåede til en lille dam hvor jeg slog mig ned. Bogstaveligt talt. Jeg smed mig selv på jorden, flere klynk meldte sin ankomst. Alt omkring mig var væk og det eneste jeg efterhånden kunne mærke var smerten der skar igennem mit hjerte og flåede det i tusinde og atter tusinde stykker. Efterlod mig knust på græsset hvor jeg overlod mig til mørkheden der sne sig ind på mig. 

Og der lå jeg på jorden. Fortvivlet og alene i en verden hvor man ikke kunne stole på nogen og hvor alt handlede om magt og penge. I en verden hvor der ikke var plads til gråd, men hvor man skulle se frygten i øjnene og kæmpe imod.

Velkommen til Eastwood High.


Wuhuuuu, jeg fik skrevet første kapitel :')

Hvad synes I om det indtil videre?

Hvilket indtryk har I fået af de nævnte roller? :'D

Jeg synes ihvertfald det er synd for Rose ;(

Ville sætte stor pris på hvis I liker og favoriserer ;)

xoxo Kims Chips (høhø)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...