Mistakes × One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2014
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Igang
Som de to søskende styrede de Eastwood High. De var uadskillelige. Men en dramatisk gerning hun aldrig begik fik splittet de to søskende, og nu må 18 årige Rose Malik holde hovedet koldt. Den ellers populære pige er nu blevet sparket ned i bunden af hierarkiet hvor hun bliver brutalt mobbet af sin egen bror. Men en række handlinger vil forandre hendes liv fuldstændig. Venner bliver til fjender, fjender bliver til venner. Men i den forskruede verden vil Rose finde kærligheden og tilgivelsen og må stå overfor en håndfuld livsafgørende beslutninger. Spørgsmålet er bare hvem der ender med hendes hjerte.

20Likes
48Kommentarer
624Visninger
AA

4. I Love You

"You're so beautiful, but that's not why I love you

I'm not sure you know the reason I love you."

// I Love You - Avril Lavigne

"Tror du hun er død?" 

"Nej, hendes bryst bevæger sig. Hun trækker vejret."

"Oh yeah, selvfølgelig kigger du kun på hendes bryster. Få dig et liv Eric."

"Det er Rose Malik. Hvem kigger ikke på hendes bryster?"
Stemmerne spillede om igen i mit hoved som jeg langsomt kom tilbage til virkeligheden. Gårsdagens minder stod lidt på skud og jeg måtte fange mig selv i at grynte et par gange, inden jeg tvang mine øjenlåg til at åbne. Over mit ansigt så jeg to velkendte ansigter og en skyldfølelse skyllede ind over mig. Hvorfor gud, hvorfor?
"Se, hun er ikke død," kommenterede en dreng som jeg tydeligt husker. Eric Wastle, skolens nørd. Og ved hans side sad Daisy Wood, hans nørde kæreste. Jeg husker tydeligt hvordan drengene og pigerne mobbede og bankede dem, hvor jeg jeg bare så på i afsky. Hvis der var noget jeg hadede var det mobning, da det forårsagede at min daværende bedste ven forlod byen, år siden, kort efter Zayn og jeg tjekkede ind på Eastwood High.

Eric's øjne funklede, mens Daisy's så lidt mere bekymret ud. Gad vide hvorfor de overhovedet var her ved mig. De burde holde sig væk fra mig da de vidste at jeg havde været en af de populære. Måske vidste de at det aldrig var min hensigt at gøre dem fortræd? At de vidste at jeg selv inderst inde var en af dem. En nørd der fik topkarakterer og aldrig kom i knibe. 

"Hej, jeg hedder Daisy," hilste pigen og rakte en hånd ud imod mig. Forvirret fik jeg atter tvunget min krop op fra den tunge jord og rettede mine ben ind i skrædderstilling. Mit blik flakkede mellem de to personer der begge viste deres venlighed imod mig. 

I benægtelse rystede jeg dog på hovedet, "h-hvorfor er I så søde imod mig? Jeg var med i gruppen til at mobbe jer," forlod mine læber. Ikke at jeg ikke tog glædeligt imod deres invitation, men jeg ville bare vide hvorfor. Det gav jo ingen mening overhovedet. Faktisk var ordet jeg ledte efter absurd. 

"Det var jo det jeg sagde Daisy!" Mit blik for hen på Eric der med hævet stemme så bebrejdene på sin kæreste der tog hænderne op i forsvar, "Jeg ville jo bare sikre mig at der ikke var tale om selvmord Eric," snappede hun igen med irritation i stemmen. Begge parter stirrede bare olmt på hinanden, inden jeg brød stilheden med et lille host. Deres blikke fløj nu over på mig som de begge rejste sig. 

Eric smilede ironisk til mig, "Undskyld ulejligheden Malik. Vi skal ikke skade dit ry yderligere." Og med et anerkendene nik fra Daisy var de begge skredet og efterlod mig tilbage med en endnu dårligere fornemmelse end før. Her havde jeg chancen for at få bare to venner, men den mulighed havde jeg så godt som fucked up nu. 

Mit blik fulgte dem da de hånd i hånd bevægede sig mod skolens indgang. Jeg måtte efter dem. I en al for hektisk bevægelse var jeg oppe på benene, så hovedpinen ramte mig hårdt. Dog ignorerede jeg den og satte i løb efter mine to måske kommende bedste venner - Og eneste venner.

Men som jeg skulle til at sætte efter dem blev mine ben limet fast til jorden og jeg fuldstændig ude af stand til at bevæge mig. Hvis jeg blev set med, blev jeg officielt en af dem. Gad jeg virkelig det? Ville jeg hellere få endnu en omgang tæsk end at ingen venner have? 

Et lille smil poppede op på mine læber ved tanken om Louis. Louis havde altid været der for mig, i medgang og modgang, så hvad skulle være anderledes nu?

Med det samme svage smil tvang jeg mit ene ben foran det andet og langsomt kom nærmede jeg mig skolen. Myldertiden var ankommet og folk fra forskellige klasser maste sig igennem folkemængden for at nå til time i tide. Hvilket fører mig hen til muligheden om at pjække. Nu hvor tænkte mig om havde jeg også ret ondt i pjæk-tarmen. 

Men som jeg stod der få meter fra skolen var jeg dog ikke ligeså usynlig som jeg havde regnet, og håbet på. Hist og her blev mit navn brugt i samme sætning som luder og tøjte, for ikke at nævne freak og nørd. Jeg var stadig ikke vant til min pludselige upopularitet og denne gang kunne min kækhed ikke redde mig. Denne gang var jeg dømt til døden. 

Et spjæt gik igennem min krop som en muskuløs hånd viklede sig rundt om min overarm i et jerngreb. Som en anden arm greb fat om min anden overarm gik der nu endnu et spjæt rundt i alle kroge i min krop. 

"Hmm, jeg har savnet dig," lød en hæs morgenstemme tæt ved mit øre. Han lod blidt sine tænder klemme på min øreflip og et flashbak skød igennem mig. Hvordan kunne Harry gøre sådan lige for øjnene af Zayn, uden at han ligger mærke til hans seksualitet? Helt dum er Zayn altså heller ikke. 

Men da mit blik landte på drengen der havde fat i min anden overarm var det næsten før min kæbe røg til jorden, og ligeså med mit hjerte. Endnu et stykke af mit hjerte revet i småstykker. Hans blå øjne viste ingen sympati overhovedet og hans blik var ikke til at læse. 

"L-Louis?" Det begyndte at stikke i mine øjne da han bare så koldt ind i mine øjne der blev klare af de mange tåre. Det var ikke tit at jeg græd, men når jeg gjorde var det alvorligt. Troede Louis at det var mig der bar titlen som synderen? 

Harry's grin gav genlyd som den rungede tæt med mine øre og gav mig gåsehud. Hans grin var så ondskabsfuldt og hoverende. "Overrasket? Lille Rose, der er et par ting eller to du ikke ved om mig," hviskede han kort før han holdte en pause. Hans ånde varmede min nakke og hans hånd fandt vej op under min bluse. Jeg kunne ikke få mig selv til at flå hans hånd væk, faktisk kunne jeg ikke få mig til andet end at blive stående i min lammede stilling, med blikket rettet mod Louis. Hvor kunne han?

"Jeg får altid hvad jeg vil have," afsluttede Harry hæst i mit øre og et tydeligt flashback kom frem. Hvordan han rørte mig på steder og møder ingen andre havde gjort. 

"Harry, stop!" skreg jeg af mine lungers kraft, men han berøringer tøvede ikke med at adlyde. Hans muskuløse hænder overalt på min krop, og adrenalinen pumpede rundt i min krop. Hans mund tog sig chance til at bide blidt i min øreflip så et kuldegys gik igennem mig. Et af mine svage punkter. 

"Jeg får altid hvad jeg vil have."

Minderne væltede rundt i mit hoved efter han citerede de præcis samme ord, som han havde lukket ud aftnen det skete. Min var blevet pludseligt tør og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Stadigvæk kunne jeg mærke hans fingerspidser overalt på min krop, og hver gang jeg gennemgik flashbacket formåede det altid at ødelægge mit humør fuldkommen. 

Med et ryst på hovedet kom jeg tilbage til virkeligheden, hvor jeg ikke måtte virke den mindste smule svag overfor mine fjender. Men at Louis' greb strammede om mit arm gjorde ikke bare fysisk ondt - Men også psykisk. Tak Louis, tak for lort, virkelig, du har virkelig formået at vinde andenpladsen i Verdens Største Svin/taber/tåbe/mongol. 

"Og hvad præcis er det du vil have, Styles?" spyttede jeg ud og udtalte hans navn sådan at man virkelig kunne opfange haden i det. For had var et godt ord for hvad jeg følte; Inderlig had. 

Hans ånde kom i kontakt med min huden der beklæde mellemrummet mellem min skulder og hoved. Efter noget der føltes som en evighed slap mit håndled, for så at bevæge dem videre over på min hofter. Harry's hånd søgte legende ind under den samme top sin igår. 

- Wait a second. Det var seriøst at bitch slappe sig selv at møde op i gårsdagens tøj, og jeg vil helst undgå at få yderligere hate.

"Dig." Harry's ord fik mig hurtigt ud af min såkaldte tøjkrise og gav mig nye rejsninger. Okay det lød forkert på alle måder, men hvis du skulle være i tvivl mente jeg hårrejsninger.

At Harry informerede at han ville have en, kunne aldrig være godt. Især ikke når man var mig, og Zayn Malik's lillesøster. Selvom Harry var mester til at holde masken havde han altid prøvet at udkonkurrere Zayn, da Zayn fik lidt for meget opmærksomhed fra pigerne efter Harry's mening. Og stakkels Zayn der intet anede om at han bedsteven udspekulerede flere planer om at få ham ned med nakken. 

Note til mig selv; Stol aldrig på Harry Edward Styles, om det så gælder liv eller død. 

***

Timen forløb overraskende godt, og jeg havde kun modtaget få papirskugler fra min x-veninde Lindsay. Uden at virke for bitchy kunne jeg ærligt sige at der aldrig havde været et stærkt bånd mellem Lindsay og jeg. Det var mere et "hey din bror er lækker og holder underligt af dig, så skal vi ikke være venner så jeg kan komme i bukserne på ham?" - venskab. Men selvom Zayn havde været i seng med hovedparten af det modsatte køn på denne skole, havde han altid undveget Lindsay.

Lidt sjovt er det altså. - Okay det er sjovt at se hvordan Zayn skærre grimasser når hun kommer. 

Jeg fortsatte ud af klassen og ud på gangen hvor jeg mødte de fleste af mine gamle venner. Ved det ene skab stod Zayn, Harry og Louis. På vej hen til dem var Niall og Liam. Liam åh gud! Liam ville selvfølgelig være min billet ud af dette helvede! Han var det mest forstående menneske jeg kendte, så hvis jeg holdte en lille tale for ham ville han garanteret lytte.

Men jeg måtte vente til han var alene, eller i det mindste væk fra drengene.

Jeg skar en grim grimasse da jeg fandt ud af at jeg blev nød til at passere dem da hoveddøren lå nede af gangen hvor de stod. Men jeg kunne vel ikke undgå dem for evigt? Måske Harry, men ikke de andre, for dem skulle jeg fandme have en snak med på et tidspunkt - Hvilket ikke blev forløbigt da jeg ikke ville kunne klare at se dem i øjnene.

"Rosiiiiiiieeeeeeeeeeeee." Min finger landede i mine lommer hvor de fandt min telefon plus høretelefoner frem. Jeg gad ham ikke lige nu, ikke nu. Jeg var hurtigt til at få stukket dutterne i ørene og fik sat en tilfældig sang på. Det endte så med at blive Why'd You Only Call Me When You're High med Arctic Monkeys. Virkelig god sang egentligt.

Mit arm blev revet til siden af en stærk styrke og før jeg vidste af var jeg låst inde i pedellens skab sammen med ham. Et vris lød fra mig da jeg stoppede sangen og puttede al udstyret ned i lommen igen. "Hvad vil du Tomlinson?" snerrede jeg irriteret og som sagt kunne jeg ikke se ham i øjnene. Vores snak måtte vel overstås nu?

"Rose hør virkelig godt efter nu, okay?" Hans stemme lød panisk og nervøs, hvilket smittede af på mig. Jeg rokkede uroligt på mig uden at afgive svar, og dermed gav Louis grønt lys til at fortsætte. Som sagt, det skulle bare overstås.

Jeg ventede utålmodigt på at han skulle begynde sin forsvarstale, men alt han gjorde var at stirre på mig som havde jeg noget siddende i ansigtet. Vent, havde jeg noget i ansigtet? Nej jeg havde jo ikke spist endnu eller havde intet sminke på idag da jeg ikke havde været hjemme, så det måtte bare være Louis. "Hvad har du fået glosuppe til morgenmad?" gryntede jeg, umærket klar over hvor barnlig jeg egentlig var.

"Jaja, whatever, men Rose jeg er altså ked af det," undskyldte han ynkeligt og rakte ud efter min arm. Så let slipper du fandme ikke Tomlinson. Han så såret på mig og jeg kunne kun gengælde det - For han havde såret mig. Dybt.

"Ro-" "Du virkede ellers ikke særlig ked af det tidligere idag!?! Jeg er fucking ligeglad med hvis side du er på lige nu, men du må fortælle mig en ting; Kender du sandheden?" Det sidste sagde i en lille hvisken, bange for svaret. Louis måtte, nej kunne ikke vide sandheden, det ville al for ondt at vide at han sådan dolkede mig i ryggen. Forårsagede at alle prøvede at tæve mig, og min bror hade mig. Jeg savnede min bror af helvedes til, men kunne intet gøre, da det ville virke al for svagt at knæle og overkramme ham foran alle. Ikke engang alene kunne jeg finde på det, niksen, det ville toppe min svaghed. 

"Rose, jeg elsker dig."


Haaaai gaaaaais :D 

Så kom der det nye kapitel! Hvad synes I om Eric og Daisy? Tror I at Rose vil blive venner med dem til sidst? 

Og uuhhhhhhh, Louis tilstod sin kærlighed for Rose xoxo Tror I Zayn finder ud af det? ;) Eller evt. Harry?

I fik også lige et kort flashback, men det bliver nok ikke det sidste. Det kommer, det kommer :D

Låfe u gais x.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...