Flugten fra Paris

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
[BIDRAG TIL VALENTINSKONKURRENCEN - 3# HISTORISK FIKTION] I starten af det 19. århundrede ses flere og flere unge piger blive lovet væk til ældre og fremmede mænd. Men franske Constance Arabella ved at hun bor i en familie med hjertet på det rette sted; eller rettere sagt, det troede hun. For på hendes 16 års fødselsdag, finder hun ud af, hvad alle de fornemme middage hos borgmesteren egentlig har været - forretninger og forhandlinger om hendes fremtidige liv. Fra hun var 4, har hun været lovet væk til en 12 år ældre mand: borgmesterens søn. Da alting ser ud til, hverken at kunne blive værre eller bedre, dukker den unge nye pool-dreng op i Constance's liv. Han tager hende med storm og inden længe er de i fuld gang med at planlægge den helt store flugt; flugten for deres liv, kærlighed og frihed; flugten fra Paris.

5Likes
2Kommentarer
372Visninger
AA

4. [KAPITEL TRE - INTRODUCERET]

Dagene efter brylluppet gik med at blive sat ind i Charles hverdag og alt det, der hørte til. Jeg blev - i limousine - kørt til en kæmpe stor villa med 3 etager og udsigt over Seinen. Det var en af de mest moderne i vor tid. Vi boede nu i centrum af Paris, ikke langt fra Eiffeltårnet. Charles havde selv været med til at bygge huset, sagde han, men jeg tror ham ikke over en dørtærskel. Jeg er sikker på, det eneste han havde lavet ved det hus, var, at fortælle hvordan det skulle se ud og hvor møblerne skulle stå. Han havde ikke lavet andet.

"Og dette er mit arbejdsværelse - det betyder adgang forbudt," sagde han, da han gik ned mod den sidste dør på den lange gang. Han åbnede døren og pludselig var hele gangen fyldt med lys. I værelset var høje vinduer, så man havde ekstra god udsigt og kridhvide vægge. I midten stod et langt glasbord med store stakke papirer og masser af blyanter. Alligevel tvivlede jeg på, hvor meget han faktisk lavede i dette værelse. Jeg havde den opfattelse af Charles, at han intet lavede, hvis han kunne slippe af sted med det. Han var en lømmel og ingen sagde ham imod eller konfronterede ham. Han var jo borgmesterens søn - ham, må man ikke pege fingre af.

"Og det sidste værelse du skal se her, er vores soveværelse." Så åbnede han døren ind til endnu et stort, åbent værelse med endnu større vinduer og endnu hvidere vægge. Opad den midterste - og største - væg, stod en stor, bred seng. Det var en himmelseng. Ikke mange mennesker fik lov til at opdage og mærke en sådan seng.

Den store væg, hvor opad sengen stod, var malet rød. "Et tegn på kærlighed - det er her, kærligheden skal mærkes og findes." Jeg gøs. Ad. Jeg skyndte mig ud fra rummet og Charles fulgte roligt med. Han førte mig nedenunder igen, hvor vi allerede havde set den store stue - der var dobbelt så stor, som hele mit gamle hus! - med de hvide lædersofaer og en masse planter (han tænkte, når nu jeg var en kvinde, at jeg ville elske en masse og blomster) og det store køkken, hvori han ville kokkerere alle disse vidunderlige og udsøgte retter, ligesom jeg sagde, jeg forventede og håbede, til brylluppet. Det overraskede mig, han ville gøre så mange ting for mig, at han gav mig så mange ting og tænkte så meget på mit velbehag. Det overraskede mig, især efter bryllupsnatten.

 

Jeg satte mig udenfor i en af liggestolene ved poolen og fik mig lidt sol. Men der gik ikke længe, før nogen skyggede for solen. En høj, ung mand, kun iført røde badeshorts og hans hår smurt ind i olie, så det på ingen måde ændrede frisure. Han smilede til mig - fordi jeg stirrede på ham. Jeg stirrede på hans muskuløse overkrop, hans arme og hans mave var.. fantastiske, det var utroligt. Intet som Charles, der næsten havde en lille "vom".

"Undskyld mig, miss," sagde han med en dyb, intens stemme. Hans øjne glimtede i solen; de skinnende smaragder, der sad der i hans ansigt. Det var sjovt, han kaldte mig "miss"... Det havde ingen andre gjort indtil nu. "Jeg er her, fordi I søgte en til at holde poolen ren." Jeg måbede. Skulle han rengøre vores pool hver dag? I orden med mig, problemet var nok nærmere Charles.

"Det ved jeg faktisk intet om," fortalte jeg ham og rejste mig fra liggestolen, hvori, jeg kom i tanke om, jeg kun havde ligget med svømmedragt. Jeg havde været i vandet én gang, men det var for koldt. Det var meget dejligere bare at nyde solen og dens varme mod min hud.

Jeg gik indenfor og fandt Charles i køkkenet i færd med at lave frokost.

"Char.. skat, der er en der gerne vil snakke med dig. Han vil meget gerne have jobbet som øh.. ja, han vil gerne rengøre vores pool," sagde jeg og smilede til ham. Han vendte sig og kiggede forarget på fyren. Jeg kendte ikke engang hans navn, men jeg vidste allerede, han lige var noget for mig. Selvom jeg selvfølgelig var gift nu. Så måtte jeg ikke se andre mænd. Det var kun Charles fra nu af. Jeg sukkede.

"Hvad er dit navn?" spurgte Charles.

Fyren rankede ryggen, nærmest som Charles havde bedt ham om at stå ret.

"Benjamin, hr.," sagde han og nikkede hurtigt og kort. Benjamin. Det passede perfekt til ham.

"Hvor gammel er du?"

"19, hr." *19?!* Han var på min alder! Jeg jublede inden i; en fyr (ja blot et andet menneske) på min egen alder og bare det, at et andet menneske skulle være hos mig, så jeg ikke var alene med Charles altid. Det var så vidunderligt at tænke på. Jeg så en miniature udgave af mig selv, hoppe og danse, omkring denne Benjamin, i glæde.

"19? Du har da ikke megen erfaring, hva', sønnike?" Han rystede stille på hovedet og kiggede i gulvet.

"Hvad betyder det, Charles? Han skal holde vores pool ren, ikke regne alle dine regnestykker ud. Giv Benjamin en chance," sagde jeg og aede hans arm. Jeg gjorde disse ting ved ham, selvom det gav mig kvalme. For at gøre det hele en smule oprigtigt set fra hans side. For Charles var dette jo et ægteskab baseret på kærlighed mellem os. I modsætning til visse andre.

Charles tøvede, jeg kunne se, tanken om et venskab mellem Benjamin og jeg, vandrede i hans tanker. Jeg håbede bare, han ville acceptere det.

”Okay,” sagde han så og trykte Benjamins hånd. Benjamin drejede på hælen, så han stod med næsen mod mig. Han smilede og bukkede, hvorefter han slentrede ud i haven for at starte på sit nye arbejde. Jeg glædede mig så meget. Jeg kunne næsten ikke vente. Det var som om, jeg allerede vidste, hvor det ville bære hen. Som om jeg vidste, hvad der ville ske med mig; jeg kunne måske allerede mærke det?

Og jeg vidste udmærket, hvad der ville ske. Jeg vidste, hvilken kemi der ville opstå mellem os, hvilket bånd vi ville få. Men jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med, jeg var gift og derfor ikke burde være med en anden mand. Jeg ville risikere mit forhold til Charles til en hver tid og denne var en af de større chancer for mig. En chance for at slippe for Charles.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...