Flugten fra Paris

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
[BIDRAG TIL VALENTINSKONKURRENCEN - 3# HISTORISK FIKTION] I starten af det 19. århundrede ses flere og flere unge piger blive lovet væk til ældre og fremmede mænd. Men franske Constance Arabella ved at hun bor i en familie med hjertet på det rette sted; eller rettere sagt, det troede hun. For på hendes 16 års fødselsdag, finder hun ud af, hvad alle de fornemme middage hos borgmesteren egentlig har været - forretninger og forhandlinger om hendes fremtidige liv. Fra hun var 4, har hun været lovet væk til en 12 år ældre mand: borgmesterens søn. Da alting ser ud til, hverken at kunne blive værre eller bedre, dukker den unge nye pool-dreng op i Constance's liv. Han tager hende med storm og inden længe er de i fuld gang med at planlægge den helt store flugt; flugten for deres liv, kærlighed og frihed; flugten fra Paris.

5Likes
2Kommentarer
371Visninger
AA

3. [KAPITEL TO - BRYLLUP]

Mine øjne løb i vand i det sekund, vi kunne se Champs-Élysées. Det var nu, det skete, nu, jeg for evigt ville ændres, nu, jeg ville lægge alt godt og kærligt bag mig og starte et nyt - og rigere - liv med den mand, jeg ikke elskede. Med den mand, jeg hadede fra det øverste af mit hoved til det nederste af mine fødder. Charles var ikke min kop te - ikke blot fordi han ville giftes med mig, uden at kende mig, men hans personlighed og hans stil var forfærdelig. Bare han ikke også har et lyseblåt jakkesæt på i dag, tænkte jeg ved mig selv.

Jeg steg ned af kareten, klappede den ene hest en enkelt gang som tak og kastede et sidste blik tilbage på min moder, der stadig sad i kareten.

"Au revoir, mama," sagde jeg og slentrede besværet hen mod min far, der fint og høfligt stod og ventede på mig. Det var ikke mere end 20 meter vi skulle gå, men det skræmte mig; hvad hvis jeg falder? Eller skraldgriner?

Jeg var overrasket over, han havde insisteret på at tage mig op ad "kirkegulvet". Siden min 16 års fødselsdag, havde jeg ikke ville snakke med ham, med mindre det var livsnødvendigt eller han spurgte om en enkelt ting. Jeg havde allerede skåret ham ud af mit liv, ud af billedet. Han var ikke en del af mig, som jeg ej heller var af ham. Dagene op til brylluppet havde jeg slet ikke talt til ham en eneste gang; jeg så og ser stadig ingen grund til det. Det var hans skyld.

"Du er virkelig smuk, min Constance," sagde han, da han lagde sin arm om min. Jeg kiggede bare lige ud og koncentrerede mig om at se glad ud - og gå normalt. Alle disse mennesker der stirrede på mig, de gjorde mig nervøs. Jeg kendte ikke en eneste af dem og der må have været over 100. Det var først da vi kom op til Triumfbuen, jeg genkendte nogen; borgmesteren, hans kone, Charles søster (der i øvrigt var på min alder) og en tjenestepige, jeg er sikker på, kun har fået lov med nød og næppe.

"Tak," sagde jeg, gav slip af min fars arm og gik op ad de få trin, det var op til 'podiet'. Så er det nu. Der er ingen vej tilbage.. Desværre, tænkte jeg og tog en dyb indånding.

Jeg husker ikke meget af ceremonien, men én ting jeg husker fuldstændigt klart, var da vi skulle sige ja.

"Charles Honoré Deston Leonard Belair, vil du tage Constance Alayna Arabella til din hustru?" spurgte den lille, skaldede præst.

Charles nikkede. "Ja." Han smilede til mig og klemte min hånd, der var flettet ind i hans.

"Constance Alayna Arabella, vil du tage Charles Honoré Deston Leonard Belair som din ægtemand?" spurgte præsten så mig.

Så skræmt som jeg var, ude af stand til at gøre andet, rystede jeg på hovedet. Charles gloede på mig, forfærdet. Hans øjne var fuldstændigt udspilede; hvad havde jeg gjort?

Det var da min far kom styrtende op til mig. Jeg kunne høre de små, sorte laksko trippe op ad trapperne og tage fat i min skulder. Han vendte mig en halv omgang og stirrede mig dybt ind i øjnene.

"Du gør min familie, og ikke mindst mig selv, til grin! Hvis du ikke siger ja til Charles, så finder jeg en sæk der er stor nok, tager dig ned i, når du sover og kaster dig i havnen. Er du med?" Jeg nikkede. Min far var for alvor gået fra forstanden - hvad skulle jeg gøre? Hele min krop rystede af rædsel; hvad var det for noget at sige til sin datter?

"Så spørger vi den venlige præst, om ikke han vil prøve igen." Han klappede mig på skulderen og gik ned igen. Jeg kiggede på præsten, der gav mig et medlidenheds følende blik.

"Jeg spørger dig, Constance Alayna Arabella, vil du tage Charles Honoré Deston Leonard Belair til din ægtemand?"

"Ja," formåede jeg at fremstamme, selvom min stemme - og resten af min krop - stadig rystede. 

 

Efter brylluppet - og efter det forfærdelige kys - blev vi kørt til et af de fineste hoteller i Paris med udsigt til Eiffeltårnet. Det var smukt, fantastisk smukt. Det var her, festen skulle holdes. Som om brylluppet ikke var rædsel og skræk nok for mig.

"Jeg vil gerne udbringe en skål," sagde Charles, da vi havde sat os ved bordet. "Til min smukke hustru, Constance." Og så råbte alle skål og vi skylle kysse, for vi var jo lige blevet gift og vi var så forelskede. Eller...

"Constance.. Jeg har kendt dig hele mit liv." Sådan startede Charles sin tale. Kendt mig hele livet? Han havde siddet til middag med mig hver 5. år og dårligt snakket med mig; han havde aldrig kendt mig. Heller ikke nu, hvor han officielt var gift med mig. Så skålede vi alle.

 

Efter hovedretten – udsøgt hummer med asparges og jeg ved ikke hvad – rejste jeg mig op og ringede på glasset. Jeg havde besluttet mig for at få talen overstået. Der var ingen grund til at vente til sidste øjeblik. Det ville kun forværre situationen. Jeg havde ikke regnet med at kunne gennemføre det, men for Charles skyld, ville jeg gøre denne dag en smule speciel.

”Charles,” begyndte jeg. Jeg tog en dyb indånding og foldede mit lille stikordspapir ud foran mig på bordet. ”Første gang jeg mødte dig, var til middag i din fars.. øh, borgmesterens palads. Jeg kan ikke fremkalde dette minde, men jeg ved inderst inde, det er det møde, den middag, der har gjort denne dag mulig.” Mine intentioner var ikke at lyve; det var såmænd at fortælle sandheden om, hvordan vi to var havnet sammen.

”Jeg glæder mig til de mange stunder, hvorved jeg forestiller mig, dig stå i køkkenet og kokkerere alle disse udsøgte retter for mig. Jeg forestiller mig, du står med store ski briller, vintertøj og et kamera og fotograferer mig, mens jeg viser dig, hvor god jeg er til at stå på ski. Jeg forestiller mig et hus, hvori 3 børn løber rundt og leger, alle glade, vilde og lykkelige. Fordi de har os; forældre, der altid vil passe på dem. Aldrig vil skilles. Skål for os, skål for Charles.” Intet af dette var en løgn. Den eneste lille detalje, inden ved middagen dog vidste, var, at jeg forestillede mig alt dette – blot uden Charles, som min højre hånd. Jeg forestillede mig en mand, jeg var oprigtigt forelsket i og som jeg kunne leve lykkeligt med.

”SKÅL!” råbte en – så vidt jeg var orienteret – onkel af Charles’ mors side, der skulle være kendt for, altid at drikke en tår eller to for meget. Sådan nogle havde jeg dog aldrig før kendt.

 

”Det var en smuk – men kort – tale, fru Belair,” sagde en ven af Charles efter middagen. Flere familiemedlemmer og venner fortalte mig, hvor smuk min tale var. Flere af dem omtalte dog også episoden til ceremonien.

”Det var en skam, din fader blev nødt til at overtale Dem til at gifte Dem med Charles,” sagde en meget fin, ældre dame. Det var Charles’ farmor. ”Ja, jeg fulgte desværre med i ceremonien. Men hvor er De smuk i den kjole, Constance.”

”Havde du fået byttet om på ja og nej, da du øvede dig?” spurgte en kæk og velkendt ven af Charles. Jeg havde truffet ham en gang før – til middagen på min 16 års fødselsdag. Dengang var også kæk. Han var dog en pæn ung mand; kort, sort og vel redt hår, blå øjne og et par lyserøde læber, der konstant viste sit flotteste, skæve smil af. Jeg må indrømme, jeg blev tiltrukket af Lonell.

Han fulgte mig rundt hele aftenen. Jeg var sikker på, han følte det samme for mig. Men jeg var en… gift kvinde. Jeg kunne ikke finde en anden. Jeg skulle være sammen med Charles resten af mit liv, ikke nogen anden. Charles var den mand, jeg var sat sammen med. Jeg havde givet mig selv den idé ind i hovedet, at ethvert menneske, enhver sjæl, havde dens egen ”âme souer” – deres egen sjæleven. Den, de var bestemt til at høre sammen med. Den, de passede med. Og jeg passede med Charles. Charles var manden for mig og jeg kvinden for ham. Det gav mig en grund, en såkaldt ’lyst’ til at leve videre. Det ville måske være mere passende at kalde det en ’grund’ og ikke en lyst, da jeg på intet tidspunkt havde lyst til noget med Charles. Andet end at skilles fra ham, så snart vi var blevet gift.

 

Borgmesteren opsøgte mig også. Det var i et af de dårlige tidspunkter af aftenen. Charles havde overtalt mig til at få lidt ekstra vin (dette skete jo kun én gang) og da jeg i forvejen var bange og ked, gjorde den det kun værre. Jeg havde det så dårligt. Aldrig havde jeg drukket ’for meget’, jeg havde højst drukket 3 glas rødvin på én aften, så dette var nyt for mig. Jeg kunne ikke finde ud af det. Mit hoved snurrede og jeg sagde ting, jeg normalt ikke ville sige. Jeg sagde ting, jeg aldrig kunne finde på at sige; slet ikke til borgmesteren.

”Hygger De dem, Constance?” spurgte han, trak en stol hen og satte sig ved siden af mig. Vi sad i et hjørne, længst væk fra festen og dansen. Der havde været en masse kærlighedssange lige efter hinanden og Charles havde insisteret på at danse til dem alle med mig. Jeg nikkede blot til borgmesteren. ”Er De trist? Kan jeg opmuntre Dem?”

”Nej, hr. borgmester, jeg har blot brug for tid til at komme mig. Som de ved, var jeg ikke en del af denne ’handel’.” Jeg kiggede på ham et øjeblik, men tog så øjnene til mig igen. Jeg kunne ikke rigtig forstå, jeg havde sagt dette højt. Jeg havde haft en så stor lyst og trang til at skrige det ud i rummet hele aftenen, men nu havde jeg endelig fået det ud. Det var ligesom en byrde, der forlod mine skulder. Én af de 1700 jeg bar rundt på.

”Det er jeg klar over, Constance, men jeg håber og antager, at du tager godt imod Charles på trods af disse forhold. Jeg ved, det er en hård tid for dig, men jeg er sikker på, du en dag vil takke mig for denne mulighed.”

”Det er jeg ikke, hr. borgmester. Jeg vil ikke takke en mand for, at have taget mig fra min familie mod min vilje og giftet mig væk med en mand, jeg næsten intet kender til. Jeg tvivler, men hvis det en dag sker, vil De være den første, der hører fra mig – og modtage en fortjent undskyldning. Lige nu, må jeg havde noget mere vin.”

 

 

”Åh, Constance, du er så smuk, så vidunderlig, så fantastisk ydmyg og dog så skræmmende. Du er centrum af alt dette, intet overskinner dine øjne og dine bevægelser. Din krop er som et tempel, et helligt tempel, kun få mænd, får lov at opdage. Lad mig elske med dig på vores bryllupsnat, min elskede Constance, lad mig mærke din kærlighed til mig.” Han smed mig i sengen, inden jeg kunne nå at sige fra. Dette var ikke, som jeg havde håbet og forestillet mig, bryllupsnatten skulle foregå. Med alting snurrende omkring mig og min forholdsvis lammede krop, kunne jeg ingen modstand gøre og ingenting sige.

”Char.. Charles,” stammede jeg og tog fat i hans trøje. Det fik ham kun til at flå den af endnu hurtigere. Han lå ovenpå mig, kyssede og kærtegnede mig. Det var forfærdeligt. Min dyrebare skat skulle tages væk af en mand, der kun gjorde dette, på grund af min såkaldte skønhed og hans for høje promille tal. Dette var ikke af nydelse – og især ikke for at opleve det smukke, han gjorde det.

”Nej.”

”Jo, Constance, vi er gift nu, det er sådan gifte og nyforelskede par gør,” sagde han og trak mere tøj af. Jeg lå nu næsten helt nøgen under hans fuldkommende nøgne krop. Det var så ubehageligt, jeg havde lyst til at græde. Jeg havde lyst til at skrige. Jeg ville væk, ud derfra, så langt væk som muligt. Selv hvis ’væk’ betød døden, var jeg, i disse sekunder, villig til at ofre alt. Dette var ikke det liv, jeg havde ønsket. Det var ikke det liv, jeg havde fortjent. Jeg vidste, ved mine fulde fem, at jeg var værd meget mere, end at være fanget i en bryllupssuite på et 5-stjerners hotel med borgmesterens søn – også kaldet min ægtemand – som i de sekunder var ved at tvinge mig til noget, jeg under ingen omstændigheder ville eller havde lyst til. Jeg kæmpede og jeg kæmpede i de længste 6 minutter i mit liv. Der var intet smukt, intet vidunderligt ved det. Kun rædsel, forargelse og ren og skært had.

”Fjern dine gramser fra mig,” kommanderede jeg, da han var færdig og skubbede ham væk, så hårdt jeg kunne. Jeg følte mig så klam. Jeg havde mest af alt bare lyst til et bad – et koldt brusebad med vandet blot rindende ned over mig og hvor jeg kunne lade tankerne og følelserne have frit løb; lade dem vandre, udfolde sig og vise sig i mig. Jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med alt nu. Jeg kunne ikke reddes mere. Det var forbi. Det var jeg sikker på. Det var ikke meningen, jeg skulle leve et lykkeligt liv mere. Aldrig mere. Jeg ville aldrig kunne tænke på de samme ting på samme måde, aldrig kunne tænke på… det, uden at forarges og skræmmes. Det ville ligge i mig resten af mit liv. Det var sikkert. Ingen kunne tage det fra mig; ikke engang en mulig mand, jeg ville forelske mig i. Ingen.

 

Den nat lavede jeg ikke andet end at spørge mig selv, hvad jeg havde gjort galt. Hvad jeg havde gjort så grueligt og forfærdeligt galt, siden jeg skulle straffes på denne måde. Hvem og hvad jeg havde forfærdet, såret og ødelagt, siden jeg skulle opleve det samme. Hvordan jeg havde vanæret min familie og dets navn så inderligt, at dette var min belønning og deres hævn. Hvem ville nogensinde udsætte et andet menneske, for et sådant liv og en sådan hændelse? En sådan rædsel og had? Det var mig en gåde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...