Flugten fra Paris

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
[BIDRAG TIL VALENTINSKONKURRENCEN - 3# HISTORISK FIKTION] I starten af det 19. århundrede ses flere og flere unge piger blive lovet væk til ældre og fremmede mænd. Men franske Constance Arabella ved at hun bor i en familie med hjertet på det rette sted; eller rettere sagt, det troede hun. For på hendes 16 års fødselsdag, finder hun ud af, hvad alle de fornemme middage hos borgmesteren egentlig har været - forretninger og forhandlinger om hendes fremtidige liv. Fra hun var 4, har hun været lovet væk til en 12 år ældre mand: borgmesterens søn. Da alting ser ud til, hverken at kunne blive værre eller bedre, dukker den unge nye pool-dreng op i Constance's liv. Han tager hende med storm og inden længe er de i fuld gang med at planlægge den helt store flugt; flugten for deres liv, kærlighed og frihed; flugten fra Paris.

5Likes
2Kommentarer
372Visninger
AA

2. [KAPITEL ET - LØFTE]

Jeg havde altid undret mig over, hvorfor vi så tit skulle til middag hos borgmesteren. Min far havde ikke det store indblik i politik og han var sørme heller ikke en del af det. Men alligevel kendte han borgmesteren så godt?

Det var først den dag, jeg fyldte 16, jeg fandt ud af det. Jeg havde ikke skænket det en tanke før; hans søn var min såkaldte "soulmate". Altså, min far havde giftet mig væk. Og det havde jeg væet lige siden jeg var 4. Uvidende levede jeg bare mit liv med en enkelt advarsel om, altid at holde mig langt fra drenge. Aldrig havde jeg skænket det en tanke, at jeg skulle giftes med en mand, der både var ældre end mig og som jeg ikke engang kendte. En mand, jeg ikke selv havde valgt.

Min mor havde opdraget mig til at tage mine egne beslutninger og holde fast i dem. Men da jeg skulle giftes, var livet pludseligt anderledes. Der var ikke noget med, jeg selv kunne og skulle tage beslutningen; den var taget og kunne ikke ændres.

"Hvad skal vi have i aften, fader? Torsk?" havde jeg håbefuldt spurgt. Min entusiasme døde dog, da jeg fik mit svar.

"Nej. Vi skal til middag hos borgmesteren," havde han sagt og rakt mig en lyserød balkjole med blonder og sløjfer. Jeg kunne ikke lide min fars måde at klæde mig ud på. Og jeg kunne særdeles heller ikke lide hans valg af tøj. Det var ikke pænt. Men det fortalte jeg ham ikke - han ville bare sende mig væk med det samme.

"Hvorfor? Hvorfor spiser vi ikke hjemme? Når nu det er min 16-års fødselsdag?"

"Robert, lad nu Constance spise hjemme på sin egen fødselsdag!" Min mor stod ofte op for mig, hun kæmpede for, jeg fik det bedste ud af de 18 frie år, jeg havde. Men så heller ikke mere. "Kan du ikke lave forretning en anden dag?"

Og det var her, det slog mig; for min far var jeg blot endnu en forretning. Jeg var blot en ting, han skulle af med og have penge for. Jeg var ikke andet end en sten på vejen til hans succes. Og det gjorde ondt på mig.

"Er jeg bare en forretning? Betyder jeg intet for dig, fader? Har jeg dog ikke gjort dig noget godt i disse år? Har jeg blot været en ting, et objekt, der skal ud og væk?" Så løb jeg grædende ind på mit værelse, smækkede døren og snakkede ikke mere med dem den dag. Heller ikke til middagen.

Det var også her, jeg for første gang mødte Charles, min kommende mand, til en middag jeg var sikker på at kunne huske. De andre gange var slørede og utydelige for mig - der var intet værd at huske på.

Han havde mørke brunt og glinsende hår, skægstupper og et forfærdeligt, hvidt jakkesæt. Han var, på dette tidspunkt, 28 år mens jeg blot var 16. Det var ikke rart at tænke på, jeg skulle kysse, omfavne og tilbringe resten af mit liv med denne mand - og jeg havde kun 2 frie år tilbage.

"Godaften, frøken Constance," sagde han, tog min hånd og kyssede den blidt. Jeg nejede og gav ham et så-ægte-som-muligt-smil. Men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på, jeg skulle elske med denne mand. En eller anden dag, skulle jeg elske med ham, det smukke og vidunderlige mellem to mennesker, skulle jeg dele med denne mand. Denne forfærdelige, gamle og fremmede mand. Denne mand, jeg intet vidste om, jeg ikke havde snakket med, men kun siddet til bords med i mine uvisse barndoms år. Det brændte inden i mig. Jeg havde lyst til at græde, skrige og grine i vrede. Men jeg gjorde det ikke. I stedet smilede og nejede jeg pænt til borgmesteren, satte mig ned og krummede tær resten af aftenen. Der blev snakket og nævnt en utrolig stor mængde af summer, der skulle overgives fra borgmesteren til min fader. 

"Glæder du dig også?" spurgte Charles, da borgmesteren og min far var i fuld gang med forhandlingerne. Jeg kunne slet ikke holde det spørgsmål ud. Det var så tarveligt, så ækelt. Det mindede mig alt for meget om alle ting, jeg hele tiden prøvede at glemme.

Mit svar blev dog afværget og forskudt af min fars bestemte og højlydte stemme, der brummede: "Pigen skal være myndig først." 'Pigen'. Det var det, jeg bed fast i, det, der hang tilbage og lavede ekko i mine ører. På dette tidspunkt var vi kun lige begyndt på hovedretten og jeg var allerede ved at flyve op ad stolen af forargelse. Tænk at min egen far, kalder sin egen datter, sit eget kød og blod 'pigen', som om jeg var en fremmed. Som om jeg bare var, hvad han faktisk så mig som; en forretning.

 

"Constance!" råbte min kære mor fra køkkenet og kom styrtende ind på mit lille værelse i den anden ende af vores ødelagte hus. Der var snart ikke meget tilbage af det og de havde stadig min lillesøster, Jacquelyne, at tage sig af. Der var masser af arbejde og mine forældre havde ingen penge. Endnu.

"Ja, moder?" Jeg vendte mig mod hende, væk fra spejlet, idet hun trådte ind ad døråbningen, der ingen dør havde. 

Hun stoppede brat og i et par sekunder stod hun bare der og kiggede på mig. Som hvis det var noget nyt at se mig i kjole. Men en brudekjole er vel altid anderledes.

"Gud, hvor er du smuk, min Constance." Hun knugede mig ind til sig - sidste gang inden jeg ville forlade hende og dette hus. Alle disse minder. Tårerne trillede lige så stille ned ad mine røde kinder og lavede streger i min sminke.

"Hvorfor har du ingen kjole på, moder?" Hun stod bare der i en gammel pyjamas og med et viskestykke om skulderen. Hun sukkede og trak på skuldrene.

"Jeg skal ikke med."

"Hvorfor?!" råbte jeg. Nej, han kunne ikke også tage min mor fra brylluppet! Først Jacquelyne, så min mor. Det var ikke i orden. Det eneste jeg havde brug for og spurgt om at få, var de to med til mit bryllup. Og det var udelukket.

"Din fader synes.."

"Det er for meget!" Dette gjorde min angst, til at blive gift, endnu vildere. Hvor var det hele forfærdeligt. Hvor havde jeg mest af alt bare lyst til at løbe væk eller hoppe i havet eller noget helt tredje. "Kan du i det mindste ikke køre med mig i kareten?"

"Åh, det var derfor jeg skyndte mig herind; din.. vores karet er kommet." Hun smilede og rakte mig sin arm, som jeg med glæde tog og gik ud til kareten. Jeg havde ofte set alle disse unge kvinder inde i byen, gå rundt med store, hvide brudekjoler og undret mig, om det måtte være svært. Og denne dag fandt jeg ud af, det var hulens svært. Jeg kunne dårligt gå og jeg blev nødt til at hive op i kjolen, hver gang jeg tog et skridt. Dette gjorde heller ikke hverken dagen eller min store håb, for en flugt, særligt nemt.

En anden ting, der heller ikke var nemt, var at sige farvel. Jacquelyne kom løbende ud til os og gav mig et kæmpemæssigt kram. Tårerne trillede af hendes kinder, men hendes læber formede stadig det smukkeste smil. Hvordan skulle jeg dog kunne undvære hende? Hendes grin, hendes øjne, hendes søde forsøg på at være sjov og hendes altid optimistiske syn på alting - også det, at jeg skulle giftes.

"På gensyn," sagde Jacquelyne og smilede til mig. Jeg nikkede, ude af stand til at sige eller gøre noget.

 

Jeg elskede min mor. I de 10 minutter vi sad sammen og snakkede i kareten, huskede jeg tilbage på alle minder, vi har haft sammen. Alle de grin, tårer og skænderier vi har haft, alle de ting, der gjorde de første 18 år af mit liv til en tid værd at huske på. Jeg satte pris på alt det, hun havde gjort for mig, men jeg var også klar over, hvor meget hun havde overladt til min far og ignoreret. Hun havde aldrig snakket med mig om den tid og det liv, jeg snart ville opleve. Indtil vi sad i den karet.

"Jeg kan ikke stoppe med at tænke på alle de ting, du får. Et kæmpe hus, et værelse med din egen dør - jeg hørte endda far sige en pool!" sagde min mor og gav mig et puf. Det var ligesom at snakke sladder med hende. Det var dejligt, hun kun fokuserede på de gode ting ved det og ikke alle de ting jeg gemte bagerst i mine tanker.

"Det bliver i hvert fald dejligt med en dør!" grinede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...