Different | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
May Bennet. Navnet på en livsglad pige på 19 år. May er ikke som alle andre, hun har hemmelighededer, som kun hendes bedste ven Niall Horan kender til. Hun skal tilbringe hele sin sommer med Niall og resten af bandet. One Direction. De tager på ferie i Miami. May regner med at få den bedste ferie nogenside. Men hvad sker der når uventede følelser opstår for den 3 år ældre Louis Tomlinson? Og vil Louis lade sin berømthed stiger sig til hovedet, og nægte sine følelser for May, fordi hun er anderledes? Eller vil det være den eneste forelskede der kommer frem denne sommer? Eller vil det bare være en kortvarig sommerflirt? Det må tiden vise. *anstødende scener og sprog kan opstå* læsning på eget ansvar.

240Likes
325Kommentarer
37207Visninger
AA

6. Kapitel 3.

Mays synsvinkel:

Jeg gabte kort og så mig lidt omkring. Jeg kunne først ikke genkende alle de nye omgivelser, men jeg kunne kende det hele nu. Jeg var i Miami. På vores dejlige hotel. Men samtid huskede jeg også det anfald jeg fik lige inden Niall hjalp mig ind på værelset og jeg faldt i søvn.

Jeg satte mig op i sengen og gned mine øjne. Der var rimelig mørkt på værelset. Jeg gabte stille og så mig omkring. Jeg skubbede dynen af mig, og så ned af mig selv. Jeg havde sovet i det her tøj. Jeg havde svedt i det her tøj. Jeg gik hen til min kuffert som stod ved siden af Nialls kuffert. Jeg smilte. Niall skulle sove med mig.

Jeg åbnede min kuffert og lagde så mit tøj ind i det ene skab. Jeg smilte stille da jeg havde fået det hele der ind. Jeg kunne ikke høre nogle ude i stuen, derfor trak jeg hurtigt min trøje af, og sparkede mine bukser af også. Jeg stod bare i undertøj, hvilket var overraskende behageligt da der var varmt. Jeg så ind i mit skab, men jeg fløj tilbage da en dør blev åbnet og 5 drengen væltede ind i høj fart, og stoppede lige så hurtig da de så mig.

”Vi..eh..ville bare spørge om du var okay” lød det akavet fra Harry, som tydeligvis studere min krop. Jeg kunne se hvordan et smil gled over hans læber, men jeg så bare ned i gulvet.

”Jeg har det fint..men smut lige ud tak” sagde jeg og gemte mig bag en af skabslågerne, hvilket ikke fungere særlig godt. Jeg sendte dem et stille smil. Jeg så mig lidt omkring og så drengene smile inden de listede ud. Dog blev Niall, hvilket jeg ikke havde noget imod. Jeg trak hurtigt i et par cowboy shorts. Jeg smilte til Niall som satte sig på sengen og studere mig.

”Har du det bedre?” spurgte han. Jeg nikkede og smilte inden jeg tog en t-shirt over hovedet, hvilket viste min mave da den var kort. Han smilte og så på mig. ”Drengene spurgte ind til det dadu var faldet i søvn” sagde han en anelse stille. Jeg så over på ham og så ned. ”Fortalte du –” han afbrød ”-nej bare rolig” sagde han, og jeg sukkede lettet. Jeg så mig lidt omkring og så ned. ”Tror du at de skal vide det?” sagde jeg så stille. Han så op og bed sig kort i læben.

”Jeg skal ikke vælge hvad du skal, men..jeg tror det ville lette et pres på dig. Du ville ikke skulle skjule det, og de ville støtte dig. Nu er der egentlig kun mig der ved det. Så at få støtte fra flere ville gave dig May” sagde han og så på mig med bekymrede øjne, og jeg så så ned. Jeg satte mig på sengen ved siden af ham og så ned. ”Du har måske ret..men hvad hvis de vil se anderledes på mig?” sagde jeg så med et suk. ”Og jeg kunne være belastende at have med at gøre…jeg kan få anfald når vi er ude og spise, ude i byen, når vi bare sidder her og snakker” sagde jeg og sukkede stille. ”Men de ville vide hvorfor, og du kan jo ikke gøre for det!” sagde Niall og jeg så på ham, han havde triste øjne og han så så væk.

”Zayn ryger også, det er heller ikke noget han kan stoppe med, men inden ser da anderledes på ham, selv når han bliver irriteret når han ikke har mulighed for at få en smøg” sagde Niall, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet. Jeg så på ham og han smilte ægte til mig. ”De ville ikke se anderledes på dig” sagde han, og han så en anelse alvorligt på mig. Han strålede nærmest af ærlighed. Jeg så så ned og nikkede.

”Men hvordan skulle jeg få det sagt?” sagde jeg med en stille stemme. ”Det er ikke noget jeg har nemt ved at sige” sagde jeg med en stille stemme. Han nikkede kort.

”Vi kan gøre det sammen” sagde han med et smil. Jeg så på ham, og jeg nikkede så stille. Han smilte stort og trak mig så ind i et kram. ”Du vil virkelig være glad for at få det sagt” sagde han så stille og slap grebet om mig, jeg nikkede og smilte.

”Du er virkelig den bedste ven i verden” mumlede jeg og sendte ham et smil som han gengældte. ”Ilm Maysen”sagde han og vi grinte begge af hans kælenavn til mig.

”Kom” sagde han og rejste sig, jeg rejste mig og fulgte med ham hen til døren som han åbnede, og jeg kunne allerede mærke mit hjerte hamre hårdt i mit bryst. Jeg var så nervøs for det her.

”Hey babe” lød det fra Harry af, jeg smilte sødt og så på den andre drengen som også så på mig, men man kunne sagtens skimte en snært af bekymring i hver af deres øjne.

”Drenge mig og May har noget vi gerne vil sige til jer” sagde Niall, hvilket fik drengene til at sætte sig op i sofaen. Jeg så en smule ned, og jeg kunne så mærke Niall tog mig hånd. Han gav den et klem og han så på mig.

”Er i kærester eller hvad?” lød det så fra Louis, som faktisk så en anelse skuffet ud, men jeg havde travlt med at benægte, ligesom Niall.

”Selvfølgelig ikke!” sagde mig og Niall i munden på hinanden. Jeg kunne se Harry læne sig lettet tilbage i sofaen, men jeg tænkte ikke mere over det.

”May har en sygdom af en slags” sagde Niall, hvilket fik min krop til at spænde. Jeg så op på drengene som alle så virkelig bekymret på mig. ”Det er ikke en dødelig sygdom” tilføjede jeg hurtigt, og lettelsen kom atter tilbage i alle drengenes øjne. Jeg så en smule ned. Jeg hadede det her. Jeg anede ikke om det var det rigtige at gøre.

”May har ikke turde at sige det til jer da hun var bange for at i skulle dømme hende for det” sagde Niall og jeg kunne mærke min krop begyndte at spænde igen. Jeg hadede det her.

”May vil du fortælle det?” sagde Niall så og jeg så op, og mødte alle drengenes blikke. Jeg snøftede kort og så ned. Jeg så på drengene som alle så på mig med et bekymret blik. ”Vil du ikke nok?” sagde jeg så og så på Niall som bare sendte mig et stille smil og nikkede.

”May får somme tider nogle anfald. De kommer tit uden hun ved det, og hun får hurtige vejrtrækninger og hun kan nemt begynde at græde. Hun får piller mod det, og det får hende til at slappe af. Men tit hvis hun er bange så gør hendes anfald at hendes angst forstærkes og hun får det virkelig skidt og bliver svimmel” sluttede Niall af og klemte min hånd. Jeg så bare trist op, men de afskyende blikke som jeg havde forventet, sad de alle med medfølende blikke.

”May du skal ikke tænke over det. Det er normalt for dig, og vi ville da aldrig tænke dårligt om dig bare fordi du har det, du er en skøn pige og vi elsker dig alle sammen!” sagde Harry, og de andre nikkede og jeg kunne ikke lade vær med at smile stille. Det her var virkelig fantastisk. De så ikke ned på mig. Det betød så meget. 

Jeg så på dem med et stort smil og vendte så blikket mod Niall som aede min ryg. Jeg kunne ikke lade vær med at få en smule tåre i øjnene.

”Tak skal i have” sagde jeg med en lav stemme. Jeg så ned i mine hænder og smilte stort til dem. De alle gengældte smilet og jeg kunne ikke lade vær med at fnise en smule.

”Jeg regner med at vi tager ud og se Miami i dag” lød det fra Louis som så på mig med et stort smil. Jeg nikkede samme med alle de andre drenge. Det kunne være dejligt at få set Miami, og så især med drengene.

Jeg så mig lidt omkring og smilte så skævt. Det hele var så fedt. Jeg gik hen til altanen som var lige i midten af den lange mur ud mod byen. Jeg åbnede døren og en varm tyk luft kom mig i møde. Jeg smilte af det. Det var så rart at være her. Jeg begyndte derfor at fnise lidt. Tænk jeg var her. I Miami. Med alle mine bedste venner. Årh ha. Nyder bare livet.

”Skal du med ned i byen?” lød det inde fra stuen af hvor drengene sad og snakkede sammen i sofaen. Jeg vendte mig om og hoppede ind i stuen.

”Jepsen” sagde jeg glad og så på dem med et stort smil. ”Men så skal jeg lige sætte mit hår. Sagde jeg med et stort smil som de hurtigt nikkede af. For mit hår lignede lort lige nu.

Jeg gik ind på værelset og tog fat i min kuffert og svang den op på sengen. Jeg lynede den op og fandt så alle mine ting frem. Jeg var bare glad for at jeg havde sørget for at pakke det hele i orden, så var det nemt at finde igen.

Jeg tog mit fladjern og satte den i stik kontakten. Imens den så stod og varmede greb jeg ud efter min børste og begyndte at rede mit hår igennem. Det gjorde ondt.

”Av for helvede!” ømmede jeg mig da jeg brændte mig på mit fladjern. Jeg pustede på min tommeltot og proppede så min finger i munden for at dæmpe smerterne, og det hjalp også efter noget tid.

Jeg fik så fladet mit hår helt igennem og sat det op i en hestehale. Jeg satte så en sløjfe i over den og rullede noget hår hen over elastikken til min hestehale. Jeg så mig så i spejlet nogle gange inden jeg hurtigt tog min pudder og fiksede min hud. Jeg smilte glad af resultatet. Smuttede så ud af døren hvor drengen stod og var ved at tage sko på.

 

Louis’s synsvinkel:

Jeg må sige. Da jeg fik af vide at May led af den den sygdom. Det gjorde mig trist. Ikke kun fordi hun havde den, men også fordi hun aldrig havde fortalt mig om den. Hun havde altid sagt at der ikke var noget galt, og så dum som jeg var, havde jeg troet på hende.

Jeg så lidt rundt i stuen. May var lige gået ind på værelset for at få sat hendes hår. Selvom jeg nu syntes det sad så perfekt lige nu. Men det kunne jeg da ikke bare stå og sige. Så ville det akavet komme frem igen. Og det gad jeg virkelig ikke igen. May var bare min ven.

Da hun sagde der for 1 år siden at vi kun skulle være venner, der blev jeg sku ked af det. Jeg havde følelser for May, men det har jeg ikke mere. Tror jeg. Vi er bare gode venner, så det er perfekt. Vi har bare ikke samme venneforhold som vi havde før. For vi begyndte på vores flirter rier der for 1 år siden, kunne May ligge og sove op af mig i sofaen, vi gik ud og spiste på café. Det gjorde vi hver torsdag efter skole. Altså jeg kom og hentede hende i skole. Det var vores specielle dag, og vi havde nydt det.

Men nu gør vi det intet mere. Vi kan sagtens snakke, vi hygger os meget. Men vi er bare aldrig sammen alene, og hvis vi er, så er det så akavet. Og det burde det jo ikke være.  

Jeg sukkede kort og så på drengen som var kommet ind på et emne om at vi skulle gå ned og købe en is og gå på stranden, men også at vi skulle handle ind til i aften da vi selv skulle lave aftensmad. Jeg smilte bare kort til dem og så mig omkring.

Det her hotelværelse var virkelig genialt, og jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg kunne sagtens være her i 1 måned med drengene og May. Det skulle nok blive en fed ferie.

”Skal vi tage sko på?” sagde Niall så og afbrød mine tanker. Vi nikkede alle og rejste os fra – de yderst behagelige – sofaer. Vi smuttede ud i gangen og tog alle vores sko på. Jeg snuppede mine sorte vans fra skohylden og smilte da May havde nogle næsten magen til.  

Jeg kom til at tænke på nede i Lobbyen før. Jeg havde lagt mine arme om hendes mave. Jeg kunne mærke hendes hjerte hamre, og jeg kunne mærke mit gjorde det samme. Jeg havde bare brug for at mærke hende som dengang hvor det hele var så godt mellem os. Og når jeg siger mærke hende, så mener jeg ikke seksuelt. Men bare at kunne stå ved hende.

Jeg tog mine sko på og da jeg havde sat min fod på jorden kom May ud i gangen. Hendes – flotte – pinke hår sad virkelig flot. Jeg havde altid godt kunne lide hendes hår. Mange ville syntes det var underligt at få det pink. Men May var ligeglad, hun gjorde hvad der passede hende, og jeg kunne ikke stå for det.

Jeg tog hendes sko og gav hende dem. Hun smilte til mig og tog imod dem. ”Vi kan have ens sko på i dag” sagde hun så og smilte til mig. Jeg nikkede og så på hende med et smil. Hun ville også gerne have det gamle venneforhold tilbage som vi havde dengang.

”Det er lige hvad vi skal” sagde jeg med et smil og et yderst tiltrækkende fnis gled ud mellems hendes fyldige læber.

De læber jeg havde kysset 1 gang, og det var virkelig det bedste kys nogensinde. Men vi vidste begge det var forkert, og havde valgt at glemme alt om det.

Men det kunne jeg så ikke helt.

”Er i klar? ” sagde Liam som stod ude på gangen med nøglerne og ventede på os. Vi nikkede og jeg tog hendes hånd og hev hende ud af døren. Jeg slap så hendes hånd og hun smilte stille til mig inden hun løb op til Niall, Harry og Zayn som gik lidt foran os hen mod elevatoren. Jeg sukkede let over det da hun hoppede op på Harrys ryg og han derefter tog fat under hendes lår og tog gik med hendes hen mod elevatoren. Jeg kunne høre hendes grin på afstand, og det gjorde mig skør.

”Hva så Lou” sagde Liam ved siden af mig som nu havde låst døren og valgte at følges med mig hen til elevatoren som de andre nu var gået ind i. Eller ikke alle. For May var løbet ned af trapperne. Og jeg forstod hende godt. Den tideligere hændelse i elevatoren havde virkelig sat mærker i hende, og derfor forstod jeg godt at hun gerne ville undgå den.

”Jeg er bare glad for at være her” sagde jeg med et smil som Liam hurtigt gengældte.

”Hvad tænker du om det med May” sagde jeg så svagt og tog mine hænder i mine lommer. Han så på mig og slikkede sig kort om sine læber. ”Det er synd for hende, men det ænder jo ikke på hvordan vi ser på hende, så jeg har intet imod det” sagde han og sendte mig et kort smil. Jeg nikkede og gengældte smilet inden jeg gik ind i elevatoren hvor Harry, Niall og Zayn allerede stod og ventede på os.

Vi trykkede på knappen til stueetagen og dørene lukkede.

 

Mays synsvinkel:

Jeg havde taget trapper ned denne gang. For jeg havde virkelig ikke i tankerne at skulle ind i det møg dyr en gang til. Jeg hoppede nogle af trinnene over og løb ned i lobbyen hvor drengene ikke var kommet ned endnu. De skulle jo også vente på at Louis og Liam fik låst døren.

Jeg kunne stadig ikke komme over Louis i dag. Den måde han smilte til mig, det gjorde mig helt skør, og jeg ville ikke have han skulle få mig til at føle sådan. Vi var venner. Sådan var det. Men da han havde smilt sådan til mig da han gav mig mine sko, og da han tog min hånd og hev mig ud af døren, måtte jeg virkelig kontrollere mig selv for ikke at blive ved med at holde hans hånd, og se ham ind i de blå tiltrækkende øjne. Derfor var jeg løbet op til Harry, Niall og Zayn. Jeg ville ikke fristes til noget.

Jeg satte mig i en stol og ventede på at drengen ville komme ned med elevatoren. Jeg trak min telefon op af lommen og så mig en smule omkring da jeg gik på Twitter. Jeg havde faktisk mange følgere på Twitter, tror det var ca. 200.000 følgere, og det var fordi at alle de der Directioners kendte mig nu. Og de havde accepteret at jeg ikke havde noget med nogle af drengen. Jeg var Nialls bedste ven, derfor accepterede de mig. Jeg måtte bare ikke tage deres elskede drenge fra dem.

Jeg hørte et PLING, henne fra elevatoren, og 5 drenge trådte grinene ud af elevatoren. Jeg rejste mig og smuttede hen til dem. Jeg smilte og så på dem. ”I var godt nok langsomme” sagde jeg med en drillende stemme.

”Vi skulle også vente på Louis og Liam” sagde Zayn til deres forsvar hvilket bare fik mig til at grine. Jeg rystede på hovedet og gik hen mod udgangen. Pigerne stod stadig udenfor. Det var utroligt at de gad vente. Men det viste da bare at de var dedikeret fans. Tror jeg nok.

”Hvor skal vi så hen?” sagde jeg med et smil. Vi åbnede døren og skrigene udenfor begyndte. Jeg smilte stille og gik rundt omkring. Drengen begyndte at skrive nogle hurtige autografer. Jeg smilte så stille og så på dem. Pigerne var ellevilde. Og det var faktisk rimelig overvældende at se.

”Vi skal ned på stranden og spise is, og så handle ind til i aften” sagde Louis som der nu stod ved siden af mig. Jeg nikkede og sendte ham et smil.

”Det lyder hyggeligt. Ik min dejlige vans – buddy” sagde jeg hvilket fik Louis til at grine af mig og nikke.

”Vans – buddys for life” sagde han og jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham. Jeg så tilbage for at se om de andre drenge var på vej og de vi alle 5 var samlet gik vi hen imod stranden som ikke lagde så langt væk herfra, hvilket jeg var taknemlig for.

***

”Den her is smager virkelig frydern” sagde jeg med et kæmpe smil. Drengene grine og gjorde sig hurtig enig i de is de havde fået.

Jeg så mig lidt omkring. Jeg hold mine vans i hånden da vi var gået ud på stranden, og jeg gad virkelig ikke have en hel sandkasse i mine sko.

Jeg gik lidt rundt indtil jeg fandt en plet hvor vi kunne sidde og slapp af. Jeg så på drengene som kom lidt bag mig og snakkede sammen. Jeg satte mig ned i sandet og så mig omkring. Jeg kunne så høre drengens stemmer blev tydeligere og lidt efter sad vi alle sammen nede i sandet og snakkede.

”Din is flyder snart over Harrry” sagde jeg og grinte sødt til ham. Han så panisk på sin is og prøvede at se hvor han skulle slikke isen væk. Jeg grinte bare da han fandt isfloden som der var så flot på vej ned mod hans hånd, og slikkede den væk. Jeg så på ham og hans sendt mig et stolt smil.

”Indrøm lige at jeg gjorde det der godt” sagde han og jeg kunne ikke lade vær med at sende ham et imponerende smil som han grinte af.

Jeg så mig lidt omkring og det var kun mig og Harry de stadig sad med vores is. De andre havde allerede spist den. Jeg så på Harry som der virkelig prøvede at få isen der hele tiden vandt vej ned af vaflen væk. Jeg lænede mig tilbage og da jeg derefter hørte Harry skraldgrine af mig, så jeg en smule undrende på ham. Han pegede på min is, jeg holdt den op og måbede. Min is var røget af. Jeg måbede og så panisk på min is som der så stille lå og smeltede nede i sandet ved siden af mig.

”Ohhh” sagde Niall og han kunne ikke lade vær med at grine af mig, og da de andre drenge så mit lille is-problem kunne de heller ikke lade vær med at grine.

”Det faktisk ikke sjovt” sagde jeg og prøvede at lyde virkelig såret. Men da Niall kom med hans virkelige grineflip, så kunne jeg ikke holde mit smil tilbage. Det grin gjorde mig altid i godt humør.

Og lidt efter lagde jeg bare og skreg af grin. Det gjorde vi alle sammen, og det var rart. Det her skulle nok blive en sjov dag. Og alle de andre dage skulle nok også blive geniale. Det var sikker på.

***

”Hvad skal vi have og spise i aften?” sagde Zayn med et stille smil. Jeg så på ham. Lige nu gik jeg sammen med Louis og Niall bagved ved Zayn, Harry og Liam. Jeg så på Louis og Niall som alle trak på skulderende.

”Louis!” udbrød jeg så hvilket han så helt skræmt på mig af. Jeg tog hans hånd og hev ham hen til en butik. Han gik undrende med. Og da han lyste op i et smil vidste jeg han kunne huske det her ligeså godt om mig.

Vi stod foran en butik der solgte Ben&Jerrys. Jeg grinte for mig selv. Mig og Louis havde begge en total svaghed for Ben&Jerrys. Det var like vores drøm. Vi havde begge to prøvet alle de forskellige varianter der fandtes af dem. Eller det troede vi.

”May!” sagde Louis så helt panisk. Jeg så hen på ham og smuttede hen til ham.

”Ved du hvad jeg har fundet?!” sagde han med en alvorlig stemme. Jeg så på ham og fniste. ”Nej hvad?” sagde jeg så med et fnis efterfulgt.

Han pegede på bøtten som stod helt alene inde i fryseren. Jeg måbede og vi så begge to på hinanden inden vi udbrød.

”EN NY IS!” sagde vi begge inden vi flåede døren op og vi smuttede hen til disken og købte den. Det var en smag vi ikke havde prøvet før. Og vi havde det sådan. Hver gang der var en ukendt smag. Så var det et must at den skulle smages. Og det skulle gøres sammen.

Vi betalte og fik to skeer. Drengene stod stadig udenfor og ventede på os. Og da de så vi kom gåede med en is kunne de ikke lade vær med at smile.

”Undskyld men vi blev simpelthen nød til det” sagde Louis, hvilket fik mig til at grine. Jeg nikkede og vi var begge hurtige at åbne isen og bore vores skeer ned i den.

”På 3” sagde han og jeg grinte og nikkede.

”1..2..3!” sagde han og vi skovlede skeen med isen ind i vores mund. Vi begge så på hinanden imens vi tyggede på isen.

”Hvad vi du give den?” sagde Louis og lød helt formel, jeg grinte og tænkte mig om.

”Hmm, jeg tror jeg vil give den otte ud af ti” sagde jeg med et smil, han grinte kort og nikkede. ”Og jeg er enig” sagde han så, og borrede endnu engang skeen ned i isen, og jeg gjorde det samme.

Jeg havde virkelig savnet det her. 

 


Nåå, drengene fik det af vide med Mays sygdom. Hvad tænker i om det? Og hvad tænker i om at May og Louis er begyndt at bygge et venskab op igen? :)) xx

Lad mig endelig høre nede i kommentaren! xx 

Elsker jer!

 

xoxo

Rebecca V

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...