Different | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
May Bennet. Navnet på en livsglad pige på 19 år. May er ikke som alle andre, hun har hemmelighededer, som kun hendes bedste ven Niall Horan kender til. Hun skal tilbringe hele sin sommer med Niall og resten af bandet. One Direction. De tager på ferie i Miami. May regner med at få den bedste ferie nogenside. Men hvad sker der når uventede følelser opstår for den 3 år ældre Louis Tomlinson? Og vil Louis lade sin berømthed stiger sig til hovedet, og nægte sine følelser for May, fordi hun er anderledes? Eller vil det være den eneste forelskede der kommer frem denne sommer? Eller vil det bare være en kortvarig sommerflirt? Det må tiden vise. *anstødende scener og sprog kan opstå* læsning på eget ansvar.

240Likes
321Kommentarer
37187Visninger
AA

18. Kapitel 13.

Mays synsvinkel:

Mine øjne føltes langt tungere at åbne næste morgen. Om det var fordi jeg ikke ville have at de skulle vågne, det kunne jeg så ikke svare på. Men det jeg kan svare på er at jeg virkelig ikke havde lyst til at skulle se Harry i øjnene lige nu, ikke efter det han gjorde i går.

Jeg lod langsomt mine øjenlåg åbne stille, og jeg så en smule rundt i værelset. Der var en smule lys der skinnede igennem de råhvide gardiner. De havde blonder på for neden, og så var der nogle bordeaux røde blomster, og de kastede så en skygge hen af gulvet.

Jeg satte mig op i sengen og gned mine øjne. Da jeg så fjernede mine hænder igen, sad der bare mascara på mine hænder, og mine øjne føltes enormt klistrede.

Føj.

Jeg sad og lyttede lidt, og drengenes stemmer lød ude fra stuen, der var dog også nogle grin, og det fik mig måske til at smile lidt, selvom alle minderne fra i går kom frem i mit hoved så fik drengenes glæde mig til at smile en smule.

Jeg rejste mig fra sengen og smuttede over og tog en kjole på. Den var hvid og med blonder, meget enkel, men meget elegant. Jeg elskede den kjole, like really.

Jeg nød følelsen af gulvtæppet mod mine fødder, det var så blødt. Der var små ting der bare gjorde mig bare en smule i bedre humør i dag. Måske var det fordi jeg virkelig gerne bare ville være glad. Gårdagens hændelser havde virkelig såret mig, men jeg havde ikke tængt mig at græde mere, jeg ville ikke have Harry skulle have den ære at såre mig, og se mig græde. Jeg havde intet tilovers for Harry, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at snakke med ham.

Han skulle bare klappe i og holde sig væk.

Jeg tog min telefon ud af opladeren og tjekkede de beskeder jeg havde fået, og imens jeg fik åbnet twitter smuttede jeg ud af døren fra værelset, og straks kunne jeg høre stemmerne fra stuen dæmpe sig. Jeg så op og så 5 par øjne lande på mig. De fleste var bare bekymrede øjne, og et andet par viste ingen form for medlidenhed, men bare et hårdt blik.

Men Harry skulle ikke få mig ned.

Never gonna happen baby.

Jeg sendte dem derfor et smil og satte mig ned i sofaen hvor jeg kyssede Louis på læberne, og han sendte mig et forvirret smil.

”Hvad skylden den glæde? ” sagde han og kunne ikke lade vær med at skjule sit store smil der sad om hans læber, og der kunne gøre min dag meget bedre. Jeg kyssede hans kind og så på ham.

”Jeg har bare en god dag, og den vil jeg dele med mine 4 bedste venner, ” sagde jeg, og sagde med vilje 4 bedste venner, da Harry ikke længere var på min liste over bedste venner. Jeg kunne gå med til bekendte, men efter det han udsatte mig for i går, så kunne ordet: ”Harry”, og ”bedste ven” ikke danne en sætning fra min mund.

Det kom ikke til at ske. Og det var hans egen skyld.

Jeg så hen på Harry som sad med et stift blik, han så ikke engang op, hans blik var bare rettet mod gulvet. Jeg kom derfor til at sukke lidt.

Det fik Harry til at rette blikket mod mig. Men jeg fjernede det hurtigt, jeg havde ikke lyst til at se ham i øjnene. Jeg havde ikke lyst til at se de hårde øjne, jeg havde ikke engang lyst til at være i nærheden af ham.

”Jeg vil ud og shoppe, vi ses vel senere, ” sagde jeg så hurtigt og rejste mig op og så en smule ned. Jeg kunne mærke mine hænder ryste og jeg så anspændt hen på køkkenbordet, ikke at der var noget spændene på køkkenbordet, jeg vidste bare ikke hvor jeg ellers skulle kigge hen.

”Niall, vil du hente min medicin? ” sagde jeg svagt og så en smule ned i gulvet, og jeg kunne sagtens fornemme drengenes blikke ligge på mig. Og jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste at et af blikkende ville jeg ikke have skulle se på mig.

Niall kom hen til mig, og hev mig med ham ud i køkkenet, og væk fra min plet hvor jeg kunne stå og glo på køkkenbordet uden nogen specifik grund. Derfor fulgte jeg også med ham ud i køkkenet.

”Er du okay babe?” sagde han stille og så på mig med et skævt smil. Niall havde været virkelig vred i går da Harry havde sagt det der til mig, det med min familie. Ordene gjorde stadig ondt, men jeg havde ikke tænkt mig at lade ordene komme helt ind, for jeg havde slet ikke lyst til at lade Harry komme tættere på mig.

Jeg nikkede langsomt og så på Niall som der fyldte vand i et glas og vendte sig så om mod mig og lagde pillen i min hånd, og jeg tog fat om glasset som der var fyldt halvt op med koldt vand.

Pillen var virkelig stor, og jeg hadede at skulle sluge den, for den var altid så pokkers stor, og jeg var altid bange for at den ville sætte sig fast i min hals, og jeg ville blive kvalt.

Skræmmende.

Jeg sendte Niall et taknemmeligt smil som han hurtigt gengældte og så på mig. Han kørte en hånd op og ned af min arm. Og jeg nød følelsen af det. Han var den bedste ven, og jeg elskede ham så enormt meget.

”Skal vi alle ikke tage ud og shoppe i dag? Så kan vi også finde noget tøj til vores kommende interview her i næste uge” sagde Niall og sendte mig et stille smil som jeg hurtigt gengældte.

Vi smuttede ind i stuen, hvor drengene stadig sad og snakkede. Og Harry stadig bare så tomt ud i luften. Jeg tror ikke han var sur på mig mere, nok bare mere såret. Eller så var jeg bare dårlig til at læse mennesker. Det ved man aldrig.

”Drenge vi lader ikke May gå alene ud og shoppe!” sagde Niall og sendte drengene et smil, og Louis lyste op i et kæmpe smil. Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade vær med at grine af.

”Nej, vi tager alle med, og så får vi købt noget tøj til interviewet næste uge,” sagde Zayn og så på os med et smil. Og det gjorde mig glad.

”Hvorfor kan hun ikke bare gå alene?” lød det muggent henne fra en person som jeg da på ingen måde ville have skulle ødelægge min dag. Men alligevel formåede at starte dagen ud med at jeg skulle blive sur.

Harry sendte mig et surt blik, og det gjorde mig irriteret. Drengene så lidt ned og sukkede så blot. ”Harry hvis du ikke vil med, så kan du da også bare blive hjemme og være en loner. Men nu hvor vi gerne vil have dig med, så burde du nok tage med, for efter det du gjorde i går, så kan man ikke lige sige vi gider være sammen med dig hele tiden!” lød det enormt surt fra Louis, som der havde rejst sig op og så hårdt på Harry.

Men harry rejste sig lige så hurtigt op og så vredt på Louis.

”Siden hvornår er din lille kæreste blevet så meget mere vigtigere end din fucking bedste ven!” spyttede Harry nærmest af Louis. Og Louis knyttede hans næver sammen, han var virkelig vred.

”Siden min bedste ven gik bag og ryggen på mig og kyssede min kæreste! Og han derefter sviner hende til og gør grin med hendes afdøde familie! Det var der jeg indså hun var vigtigere, for du er slet ikke dig selv!” hvæsede Louis af Harry, og det fik Harry til at lukke munden for et øjeblik.

”Du lovede Louis.” hviskede han og så anspændt på Louis, men Louis så bare forvirret på Harry. ”Du fucking lovede det Louis!” hvæsede Harry hårdt og så vredt på Louis.

”Du lovede at du ville føre hende tættere på mig, og så tager du hende fadme selv!” råbte Harry højt, og det gjorde ondt at høre. Havde Louis bare været sød ved mig fra starten så han kunne føre mig og Harry sammen.

Havde han så følelser for mig nu.

 

Louis’s synsvinkel:

Jeg så hårdt på Harry som der stod lige foran mig, og på May som der stod få meter fra mig sammen med Niall.

Hun havde et tomt blik. Hun viste ikke engang følelser.

Jeg havde fra starten haft en aftale med Harry om at jeg ville føre ham sammen med May. Han havde virkelig været skudt i May i lang tid, og som den bedste ven jeg var, så ville jeg være sammen med hende, så jeg kunne føre hende sammen med Harry.

Men så fik jeg følelser for May. Og jeg kunne ikke bare stoppe dem, for jeg var selv forelsket i May. Derfor kunne jeg ikke sætte hende sammen med Harry, for jeg elskede hende selv som bare fanden.

”Har du overhovedet følelser for mig? ” lød det så pibende ovre fra May af, og hendes stemme lagde ikke skjul på at hun var såret. Hun troede selvfølgelig at jeg bare brugte hende for at få hende sammen med Harry, men det passede ikke.

”Har du følelser for hende? ” lød det så ovre fra Harry af, og jeg så på ham. Han havde en lige så såret stemme, og det gjorde mig sindssyg. De to der betød aller mest for mig, stod virkelig og satte mig i et dilemma her.

Hvis jeg sagde at jeg havde følelser for May, ville jeg få hende som jeg elsker. Men jeg ville tydeligvis miste min bedste ven, eller nok bare såre ham virkelig meget.

Og hvis jeg sagde jeg ikke havde følelser for hende, så ville jeg miste hende jeg elsker, men have min bedste ven, som jeg kan stole hunderede procent på.

Jeg så trist på den begge. Det gjorde ondt det her, for lige meget hvad jeg ville vælge, så ville jeg såre en af dem.

”Hvorfor gør i det her” hviskede jeg og så trist på dem begge. De forstod vel tydeligvis ikke hvilket valg de satte for mine fødder lige nu, og det var nok et af de sværeste valg jeg har skulle tage.

”Jeg kan da ikke vælge imellem jer to, i er nogle af dem jeg elsker mest i mit liv, og så sætter i mig i den her situration. Harry, du er min bedste ven, og jeg elsker dig, og jeg ville aldrig nogen siden vælge dig fra. Og May, jeg elsker dig så højt, og ja, jeg har følelse for dig” sagde jeg imens jeg rettede blikket mod Harry. Som der nu så såret på mig, nok bare fordi at jeg havde indrømmet at jeg havde følelser for May.

”Vi kan stadig være sammen alle sammen” hviskede jeg og så på Harry som der bed hans tænder hårdt sammen. Han lagde ikke skjul på hans skuffelse, og det gjorde mig sygt trist. Jeg så på May som nu ikke så såret ud mere, hun så mere bekymret på Harry.

”Harry kan vi snakke?” lød det så fra May af, og det fik Harry til at rette hans blik hen mod May. Og så slog det mig, Harry græd. Hans øjne var røde, og der var få tåre der fladt fra hans øjne, og det var rent faktisk hjerteskærende at se på. Jeg havde aldrig sådan set Harry græde.

Eller jo, når vi så Titanic, eller The Notebook. Eller når vores fans sagde noget sødt til os. Eller der græd han nok ikke.

Men han græd somme tider, når han tog det hate han fik for nært, og det kunne jeg sagtens forstå, for han fik en del her for tiden, på grund af alt det med at han skulle være en Player.

Det gjorde nok ondt på ham. Og når han rent faktisk udtrykte sine følelser for en pige, så kunne hun ikke lide ham på den måde. Og jeg havde ondt af ham, men jeg kunne ikke selv nægte mine følelser for May, for jeg elskede hende.

Harry nikkede svagt og gik med slæbende skridt hen mod mig og Harrys værelse. May fulgte efter, men klemte kort min hånd inden hun fortsatte ind på værelset.

 

Harrys synsvinkel:

Jeg satte mig i sengen og lod mit blik falde til jorden. Jeg havde virkelig fået smadret mit humør lige nu, det var helt i bund, og jeg kunne ikke se nogle måder jeg kunne komme i et bedre humør lige nu.

Ingen ideer lige nu.

May lukkede døren efter sig, og drengenes svage snak fadede lige så stille ud. Og jeg kunne høre May traske stille hen mod sengen, og så kunne jeg mærke sengen bukke en smule ned, og hun sad ved siden af mig.

Men jeg rettede ikke blikket op. Jeg havde ikke lyst.

Slet ikke.

”Hvorfor?” hviskede hun, og hendes stemme fik varmen til at stige inde i mig, uden min egen tilladelse til det. Hendes stemme fik mig til at få lysten til at stige, hun fik mig til at være glad.

Eller efter hun afviste mig for min bedste ven, så har jeg ikke kunne mærke den følelse af at være glad, den er ligesom forsvundet med tiden.

Gone.

”Hvorfor ham, hvorfor kan du ikke bare give mig en chance, jeg er på din egen alder, ” hviskede jeg svagt og så trist på May. Jeg vidste at mine tåre løb ned af mine kinder, og det var ikke noget jeg var stolt af de gjorde. For jeg plejer ikke at græde foran folk, det er ikke noget jeg gør tit, derfor var det her på en måde virkelig ydmygende.

Jeg ville ikke vise May hvor meget hun havde såret mig, og hvor meget det faktisk rørte mig.

”Harry, jeg kan kun lide dig som min ven, og jeg vil jo på ingen måde miste dig som min ven, vi har været igennem en masse sammen! ” hviskede hun stille, og det fik mig bare til at fnyse af hende. Jeg rystede bare på hovedet. Det her var så ydmygende.

”May, jeg kan ikke gå hver dag og se dig kysse min bedste ven, når det eneste jeg tænker på er at jeg vil være den person som kan kysse dig, holde om dig, og være…din kæreste,” hviskede jeg og så trist på hende. Hun forstår mig jo ikke, selvom jeg prøver at vise hende at det bedste er at være sammen med mig. Så forstår hun det ikke.

Og hun vil aldrig forstå det.

”Jeg forstår dig godt” hviskede hun.

Nej du gør ikke.

”Og jeg er virkelig ked af det”

Nej du er ikke.

”Og jeg ville gerne have følelser for dig”

Nej du vil ikke.

”Men det har jeg ikke, og det har jeg for Louis.

Ja det har du.

Jeg sukkede blot og så væk. Jeg hadede at skulle sidde her og høre på ny om hvordan hun ikke ville være sammen med mig, og at hun ville tage min bedste ven, og tro det eller ej, det gjorde ondt. Virkelig ondt.

”Du forstår det ikke May, og det vil du aldrig gøre” sagde jeg koldt og så på hende. Mine tåre var for længst stoppet, og jeg ville ikke vise mine følelser mere, jeg ville opbygge en facade, en facade som skulle skjule de mange følelser som der altid havde så let ved at slippe ud uden tilladselse.

En ny Harry.

Okay måske ikke helt ny, jeg ville stadig hænge ud med drengene som dengang før, jeg ville ikke have følelser for May, det ville jeg ikke.

”Vi glemmer det hele” hviskede jeg og så væk. Jeg rejste mig og åbnede døren hvor 4 drenge sad med blikket rettet mod mig.

”Det hele er glemt, og jeg skal ud, og Louis vi skal lige snakke senere” sagde jeg og gik hen mod døren. Jeg måtte få noget frisk luft.

Jeg havde ikke lyst til at være oppe og skændes med Louis, han var min bedste ven, og det var tåbeligt at skulle miste min bedste ven. Men jeg havde bare brug for at få tømt mit hoved for alle de tanker der fløj rundt.

 

Liams synsvinkel:

Der havde virkelig været ren kaos her til morgen. May havde ellers været så glad her til morgen, hvis man tænker på den aften som hun sluttede af med i går. Det var tydeligt at se at Harrys ord havde ramt hende hårdt. Men hun kom ud fra morgen som den søde glade May som vi alle elsker.

Men Harry var gået i selvsving og fortsat sin modbydelige opførsel igen. Det var tydeligt at han kunne lide May, og han gerne ville være mere end venner. Men altså, det er ikke lige den måde man plejer at ligge an på en pige.

Louis sad bare helt stille henne i sofaen, han sagde intet, og vi kunne alle godt forstå ham, han havde stået i et kæmpe dilemma, og det var ikke fair at han skulle sættes i det. Han elskede blot May, og det samme med Harry.

Og så skal han stå og vælge mellem dem.

Ikke fair.

Jeg sukkede kort og så ned på min telefon. Danielle havde spurgt ind til Louis om hvordan det gik med ham. For jeg havde selvfølgelig fortalt hende om det problem i går, og så havde jeg opdateret hende om kaosset her til morgen.

Hun var virkelig bekymret for Louis, og hun havde virkelig ondt af ham, ligesom alle os andre. Men derfor havde vi stadig ondt af Harry, han var vores bedste ven også, derfor hadede vi ham ikke nu. Vi elskede ham jo stadig, men derfor var vi ikke okay med det han havde gjort mod May.

Selvom han blot ville udtrykke sine følelser for hende.

Lidt forkert måske.

”Tror i han vil snakke med mig igen? ” lød det fra Louis af, og det var en halv mumlen, så det var tydeligt at han var påvirket over det hele.

Louis og Harry havde det her specielle venskab lige siden vi mødtes for første gang i x-factor. Og de havde været de bedste venner lige siden. De kunne stole på hinanden hunderede procent.

Derfor var det tydeligt at Louis var knust over det her. Og vi forstod ham godt, ingen tvivl om det.

”Selvfølgelig vil han det, du skal bare give ham lidt tid,” lød det trøstende fra Zayn af, han lagde en arm om Louis, og han sukkede blot og så ud af vinduet. Han skjulte i hvert fald ikke hans sorger lige nu.

Døren som Harry og May var smuttet ind af for nogle minutter siden, åbnede sig stille og vi så alle hen mod døren. Harry kom ud først, og han sendte os et meget svagt smil, sådan virkelig svagt.

”Det hele er glemt, og jeg skal ud, og Louis vi skal lige snakke senere” sagde Harry og forsvandt ellers ud i gangen. Han havde sikkert brug for at få tænkt alle de tanker som der sikkert bombede rundt i hans hoved og skabte kaos.

Men han havde sagt at det hele var glemt. Så måtte vi vel tage det positvt. Det kunne vel ikke være negativt.

Jeg rettede blikket mod Louis som der nikkede til Harry, og rejste sig så og smuttede ind på værelset, hvor May stadig sad på sengen og så ned i gulvet. Hun så ikke rigtig glad ud.

Vi måtte vel få snakket om det her i aften.

For vi skulle alle feste i aften, så det skulle nok blive sjovt.  

 


Okaaay, hvad mon der sker til festen om aftenen? Har Harry virkelig glemt alt og vil leve videre og være venner? Og hvad med Louis og Harrys venskab? Får de det løst? :)) 

Heeey darlings! Taaak for alle de søde kommentarer, jeg bliver altså altid så pokkers glad, og får lyst til at skrive videre når i skriver! Så jeg vil meget gerne at i smider en kommentar, for jeg bliver altså så glad!! :))

Undskyld hvis der er fejl. Kapitlet er ikke rettet igennem. Og det er ret kedeligt. hæhæ

Elsker jer!

xoxo

Rebecca V

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...