Different | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
May Bennet. Navnet på en livsglad pige på 19 år. May er ikke som alle andre, hun har hemmelighededer, som kun hendes bedste ven Niall Horan kender til. Hun skal tilbringe hele sin sommer med Niall og resten af bandet. One Direction. De tager på ferie i Miami. May regner med at få den bedste ferie nogenside. Men hvad sker der når uventede følelser opstår for den 3 år ældre Louis Tomlinson? Og vil Louis lade sin berømthed stiger sig til hovedet, og nægte sine følelser for May, fordi hun er anderledes? Eller vil det være den eneste forelskede der kommer frem denne sommer? Eller vil det bare være en kortvarig sommerflirt? Det må tiden vise. *anstødende scener og sprog kan opstå* læsning på eget ansvar.

243Likes
320Kommentarer
38552Visninger
AA

16. Kapitel 12.

Mays synsvinkel:

Jeg så mig rundt af bekymring, jeg havde jo absolut ingen ide om hvor Harry var gået hen. Det fik mit hjerte til at hamre, for selvom jeg var vred på Harry, så elskede jeg ham jo stadig. Han betød jo så ufattelig meget for mig.

Jeg løb ind i stuen og så drengene som alle lo og snorkede, og det så faktisk virkelig komisk ud, men jeg havde ikke tid til at grine af det, for min bekymring tog overhånd og jeg kunne ikke få et lille fnis ud mellem mine læber, det var helt lukket af for glæde.

Jeg tændte lyset og så drengene begyndte at rykke på sig, og nogle af dem sagde nogle utilfredse lyde, og jeg sukkede blot og gik hen og hev dynerne af dem, som vi havde hentet til da vi skulle se film.

Drengene rykkede sig og så med matte øjne op på mig, og jeg er rimelig sikker på bekymringen stod ud af øjnene på mig, for drengene satte sig rimelig hurtigt op efter de havde set på mig et stykke tid.

Da jeg nu var sikker på at de var vågne, løb jeg med faste skridt ind på mig og Nialls værelse og vækkede Louis. Han var rimelig forvirret over min bekymring, men jeg hev ham bare bogstaveligtalt ud i stuen til de andre.

Mit hjerte hamrede hårdt, og jeg fik ondt helt ud i mine fingerspidser, og jeg kunne mærke jeg var ved at blive svimmel. Mit hoved drejede rundt, og min krop dunkede.

Anfald.

Jeg havde da på ingen måde brug for at få et anfald lige nu, jeg havde noget andet der krævede min opmærksomhed endnu mere.

”Harry er væk” sagde jeg så endelig, og nu fik drengene så svar på min bekymring, som kun havde gjort dem forvirret, og nu da de vidste det, så kunne jeg også se deres ansigtsudtryk ændre sig. Og det så ikke forvirret ud mere, men bekymret ud.

”Hvad mener du med væk? ” lød det svagt fra Louis af, jeg vendte blikket mod ham, og han så svagt på mig, jeg kunne se han var bekymret. Jeg vidste at Louis holdt af Harry, og jeg vidste at det Harry havde gjort før, havde såret ham, og selvom Louis gerne ville være sur på Harry, så stod bekymringen stadig ud af øjnene på ham, for han holdt jo af Harry.

”Ja, som i at han ikke er at se nogle steder” og det var slet ikke min hensigt at skulle vrisse sådan, men jeg var bange. Jeg var bange for om Harry havde det godt, for inderst inde så vidste jeg jo at jeg var grunden til at han var knust. Og det knuste mig, godt og grundigt. 

”Han er taget i byen… ” lød det så fra Liam af, og jeg så på ham med et forvirret ansigt, for hvordan pokker skulle han vide det, han havde jo ikke snakket med Harry. ”Det gør han når han føler sig…du ved, knust” mumlede Niall så til mig, og jeg kunne ikke lade vær med at føle tårene presse sig på.

Jeg så trist på drengene, og jeg kunne mærke mine muskler spænde. Derfor var jeg hurtig til at smutte ind på mit værelse for at få et par bukser og en trøje på. For lige meget hvor sur jeg var på Harry, så ville jeg stadig gøre alt for ham. Om han så havde kneppet mig, i stedet for at kysse mig i dag.

”May kan vi ikke lige snakke om hvor vi går hen” Nialls stemme lød da jeg var gået ud i stuen, for at fortsætte ud i gangen hvor mine sko stod. For jeg skulle ud at finde Harry, jeg ville ikke være skyld i han skulle ligge og rode rundt et sted fordi han var så knust at han blev nød til at drikke sine sorger væk, det ville jeg på ingen måde være skyld i. For jeg havde det så skidt med det jeg allerede havde gjort.

Selvom jeg ville have gjort det samme hvis det skete igen. For jeg så ikke Harry som mere end en ven, og jeg ville ikke give ham falske forhåbninger, og jeg kunne på ingen måde gøre det mod Louis, det ville jeg slet ikke.

”Vi kan ikke bare vente!” sagde jeg hårdt, og kunne nu mærke den første tåre trille ned af min kind. Jeg havde det så forfærdeligt lige nu, og mit hjerte ville ikke lade vær med at hamre helt unaturligt hårdt, og det gjorde mig enormt svimmel. Jeg kunne ikke få følelsen af skyld væk, den ville på ingen måde forsvinde fra min krop, og mine tanker, og det gjorde mig sindssyg.

”May, vi går alle sammen, men du skal forhelvede have din medicin inden du går!” sagde Niall lige så hårdt, og jeg så trist på ham, for jeg vidste han havde ret. Det havde Niall altid. Jeg kunne ikke gå nogle steder når jeg havde mine anfald, jeg kunne gå hen og besvime, og derfor vidste jeg at Niall havde ret, og jeg bed mig i læben.

Niall gik ind på værelset hvor jeg kunne høre han puslede med nogle ting, jeg vidste det var min medicin han rodet med. Han havde altid min medicin også, så var han sikker på at hvis jeg havde glemt den, så havde han. Og det var jeg enormt taknemlig for, bare måde han viste at han passede på mig, det gjorde mig så glad.

Nialls skikkelse dukkede op i døren og han gik hen mod mig og gav mig pillen, inden han smuttede ud i køkkenet for at hente mig et glas vand jeg kunne skylle den ned med. Jeg sukkede let og så på drengene, de stod alle og snakkede sammen, de vidste sikkert hvor Harry var gået hen, selvom de kendte byen så dårligt som mig.

”Harry ville tage den første bar han kom til” lød Louis’s stemme, og hans stemme skjulte ikke hans bekymring, den var nemlig fyldt til randen med bekymring. Og jeg havde lyst til at fjerne noget af det før det hele flød over. Ligesom når man hælder sodavand op og man kan se det går til randen og man er bange for at det vil flyde over, derfor sætter man munden ned og suger det væk, så man endelig kan stå med det selv, uden at være bange for at det vil skvulpe over og efterlade et værre rod, som der tager en tid at rydde op.

I forstår vel hvad jeg mener.

Jeg fik vandet af Niall imens han forsigtigt aede mig på ryggen, og jeg kunne hurtigt mærke jeg slappede mere af i kroppen. Jeg sukkede blot og kunne mærke pillens virkning i alle mine nerver. Jeg blev mere klar i hovedet og min krop reagerede ikke så voldsomt nu.

Jeg rejste mig op og smuttede ud i gangen, hvor mine sko nu stod og ventede på mig. Jeg havde måske en smule travlt med at skulle ud af døren, men jeg var bekymret, og jeg kunne ikke klare tanken om det var min egen skyld.

De andre drengen kom hurtigt ud i gangen, hvor de som mig, tog sko på. Jeg fik hurtigt døren åbnet, og var hurtigt ude på gangen inden de andre drenge havde fået sko på, men jeg måtte bare afsted, og jeg havde da på ingen måde tid til at skulle vente.

***

”Hvis jeg går den ger vej, så kan i smutte den anden vej” sagde jeg, og inden jeg var vendt om på mine hæle, og nu småløb hen af den lange vej som der var fyldt til randen med fulde unge mennesker som der nu prøvede at komme hjem. Nogle skulle sikkert også hjem og lave noget med en eller anden. Jeg fokuserede blot på at finde Harry, og jeg var ligeglad med at jeg blev puffet til et par gange fordi folk ikke kunne stå på deres egne ben på grund af alle de sorger, og bedrifter der skulle drikkes væk. Ligesom Harry sikkert var i gang med nu.

Jeg vidste drengene var gået den anden vej, eller det gjorde jeg måske ikke da jeg ikke så tilbage for at se om de var gået med mig. Jeg sukkede lavt og kunne mærke jeg var svimmel, fordi mit blik gik fra den ene side af byen til den anden, og tilbage og frem, og op og ned, og nu var jeg bare svimmel.

Jeg var virkelig ved at give op, da jeg så et par genkendelige krøller sammen med et par ukendte blonde lokker. Jeg rynkede mine bryn kort, og så forvirret på det hår jeg kendte og det jeg ikke kendte, som der var forbavsende tæt, og stod op af en mur.

Harry stod sku og rå snavede en blondine midt i det hele, og paparazzierne kunne være her når som helt, og det ville for alvor ødelægge Harrys ry, og ikke blot hans, men også alle de andre drenges.

Jeg gik derfor hurtigt mellem menneskemængden og skubbede mig nærmest forbi alle folk der gik imod mig, og jeg fik da også en masse sure og irriteret blikke smidt i hovedet flere gange, men det rørte mig ikke det mindste, og før jeg vidste af det, så stod jeg lige ved siden af Harry.

Jeg hev hurtigt ham med mig, og det fik den virkelig makeup beklædte pige til at se forvirret efter mig, og Harry gik virkelig skævt, hvilket beviste at han var godt fuld, og det gjorde mig ked af det.

Jeg gik bare med Harry afsted hen af fortovet, men han hev hårdt sin arm til sig, da han så det var mig der havde været så sød at ødelægge hans intime øjeblik med en pige som sikkert gjorde forskellige ting for at få penge. Ikke for at dømme hende for hurtigt, men hun så sådan ud. Så er det bare ondt hvis det ikke passede.

”Slip mig! ” sagde han hårdt da jeg bare tog fat i hans arm igen, han var virkelig hysterisk lige nu, og det gjorde mig virkelig ked af det.

”Du fuld Harry, kom nu forhelvede bare hjem, ” sagde jeg irriteret, for det kunne da ikke passe han ikke bare kunne forstå at det var for hans egen skyld jeg gjorde det her. For hvis han ikke snart kom hjem, så ville han dumme sig på en eller anden måde, enten ende i seng med en eller anden billig pige, eller drikke sig så fuld og ende et eller random sted fordi han ikke selv kan komme hjem. Og det hele ville også stå overalt i medierne i morgen.

”Slip mig May! ” sagde han hårdt igen og gjorde alt for at stå på hans ben, men hans blik slørrede og det farede fra det ene sted til det andet, og kunne på ingen måde fokusere. Og det gjorde mig trist at se.

Hvis vi havde været i byen alle sammen, havde det været sjovt, fordi så var det jo positivt, og vi havde alle nok grint af det. Men nu var det ikke noget vi ville grine af, nej faktisk så pressede tårene sig virkelig på, og hver gang Harry bad mig slippe ham blev det bare hårdere at holde inde.

Jeg tog min telefon op af lommen og trykkede ind på Liams nummer da det var den der stod som den første, og jeg tog telefonen op til øret. Jeg koncentrerede mig om at gå hen mod hotellet, imens Harry baskede med arme og ben for at få mig til at slippe ham. Men han var fuld så hvis jeg slap ham så ville han sikkert ende på hans røv og ligne en klovn.

”Det Liam” lød det i den anden ende af røret, og det lettede at høre. ”Liam jeg har Harry, han er rimelig hysterisk, og opføre sig som en stod baby som der ikke får sin vilje! Vi er snart ved hotellet, hvor er i?” sagde jeg ud i en lang køre fordi jeg prøvede at få en godt og grundig påvirket Harry hen på hotellet, og sørge for at holde ham oppe.

”Vi går mod hotellet nu, vi er der om nok 5 min, bare få ham op på værelset, så tager vi over” sagde Liam, og jeg sagde ja og lagde på. Jeg måtte bare sørge for at få Harry hen på hotellet som jeg lettende kunne se få meter foran mig.

”Gider du godt gå ordenligt” sagde jeg irriteret da Harry baskede med hans arme for at komme fri. Jeg sukkede og så på Harry, han sendte mig bare et virkelig surt blik, og det gjorde mig måske en smule utryg inden i, men jeg måtte bevare fatningen og få den dreng væk fra alle former for alkohol og trafik og hvad man ellers kunne finde lige nu.

Selvom drengene havde sagt at jeg skulle få ham op på hotellet selv, så endte det alligevel med at jeg mødte dem ude foran hotellet, for de var tydeligvis hurtigere end mig, og de kom ligesom heller ikke slæbende med en fuld dreng som var sur og i pisse dårligt humør, som der ikke ville en skid.

”Så Harry, så smutter vi op og får sovet” sagde Zayn og lagde en arm om Harry for at støtte ham. Harry mumlede noget utydeligt og sendte mig et virkelig vredt blik. Og jeg var glad for at han ikke ville stikke mig en flad, for det blik var nok smerte.

Vi kom op på værelset med Harry som der stadig sendte mig vrede blikke, og de begyndte efterhånden at gøre mig en smule usikker. Jeg satte mig i sofaen og så på Harry som der blev placeret over for mig i den anden sofa, han kunne dog ikke rigtig finde ud af at sidde ordenligt i sofaen, og var hele tiden ved at vælte til siderne eller forover.

”Harry hvad fanden tænkte du dog på?” lød det en smule hårdt fra Louis af, han så irriteret på Harry, men en snært af bekymring gemte sig dog også i hans øjne. Jeg så på dem da Harry rettede blikket mod mig.

"Det hendes skyld!" Sagde han hårdt og spyttede nærmest ordene ud og ramte mig virkelig.

Jeg så trist på ham, jeg kunne mærke tårene presse sig på, og det gjorde mig enormt ked af det. Jeg havde på ingen måde lyst til at være oppe og skændes med Harry, for jeg holdt virkelig af ham.

Jeg rejste mig op og snøftede. "Harry det jo ikke min skyld, du fuld, lad os snakke i morgen" sagde jeg og så på Harry, men han rejste sig bare op og skulle lige finde balancen før han rettede blikket mod mig.

"Det hele er hendes skyld!" Råbte han, og nu kunne jeg virkelig mærke tårene presse sig på, det ramte mig hårdt at han skulle råbe sådan. Det gjorde direkte ondt.

"Harry slap nu af!" Sagde Liam svagt og tog fat i Harrys arm, men han rystede den hårdt af sig.

"Så be hende skride af helvedes til! Eller hvor skulle hun skride hen? Hun har ingen!!" Råbte han, og ordene ramte mig, de ramte mig med sådan en kraft at jeg måtte gå et skridt tilbage, jeg sank en klump og så trist på ham, men der var ingen medlidenhed tilbage i hans øjne, kun vrede.

"Harry stop" Hviskede jeg, men Harry gik bare tættere på mig imens smerten stod ud af hans øjne. "Du er så blind! Og du tænker kun på dig selv! Du burde slet ikke være her, du burde sidde hjemme ved din familie. Når nej, den har du jo ikke!" Sagde han hårdt og nu mærkede jeg den første tåre trille ned af min kind.

"Harry hold så kæft!" Lød det hårdt fra Niall som hev ham tilbage i sofaen, og Louis satte dig hen til mig og lagde armen om mig.

Louis så såret på Harry, men jeg var sikker på at Harry kun overreagerede fordi at han var fuld, det håbede jeg på. Og ønskede jeg fuldt ud, jeg kunne ikke få det til at give mening hvis han skulle mene det, for sådan var min Harry ikke.

Min ven Harry.

Jeg så bare bedene på Harry, sikkert for at finde en smule af min gamle Harry, men hans blik afslørede at der intet var tilbage lige nu. Jeg så trist på ham, og pludselig tog en mig i armen, og Harry forsvandt da jeg blev hevet ind på et værelse.

”Du har brug for at sove, i kan snakke i morgen” stemmen tilhørte Louis, og jeg så bare trist på ham. Jeg havde det elendigt, og jeg havde slet ikke lyst til at vente med at skulle snakke med ham, jeg ville gerne snakke med ham nu, men jeg kunne vel godt se det var en god ide at få slappet lidt af, og lade Harry få alt alkoholen ud af blodet, for han var tydeligvis ikke til at snakke med lige nu.

Ordene han havde sagt om min familie, havde ramt mig, og de havde ramt mig hårdt.

Jeg kunne mærke en tåre bane sig vej ned af min kind, og efterlod et spor af sorg hele vejen ned af min kind. Følelsen mindede mig bare om hvordan jeg havde mistet en god ven, og tanken knuste mig inderligt.

Jeg lagde mig ned under dynen, og da jeg lod tankerne overtage mig fuldstændig, brød jeg sammen, jeg kunne ikke klare alt sorgen der tog over, og jeg lod dem få frit løb.

Jeg græd.

Jeg mærkede et par arme der lagde sig blidt om mit liv, og følelsen fik sorgen til at dæmpe sig en smule, følelsen af Louis’s nærvær fik det hele til at ligge en smule på køl for noget tid, og jeg puttede mig ind til ham, og gemte mit hoved mellems hans skulder og hans bryst, og jeg brød sammen igen.

Der var for mange følelser der kørte rundt i mit hoved lige nu, og jeg kunne slet ikke overskue det. Derfor gik der ikke meget tid inden jeg faldt i søvn i Louis’s arme. Tankerne havde kørt mig helt ned, og gjort mig træt. 

 

Århhhh da! :'( Stakkels May da!! :( <3

Well, undskyld for det kedelige kapitel, og ikke specielt lange kapitel! Men har haft travlt, og fejre fødselsdag i dag! 

Happy Birthday til mig! <3

Bliver 16 år! Damn! hahah! Ville bare lige nå at få lagt et kapitel ud til jer dejlige mennesker!

Og hey, jeg er fandme under "Movellas Comunity" en af de populære forfattere!!Århh er så glad! Elsker jer!! <3

 

xoxo

Rebecca V

 

OBS: Det hele blev skrevet på 5 sek det her, så det er lidt rodet!! hahahha <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...