Different | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
May Bennet. Navnet på en livsglad pige på 19 år. May er ikke som alle andre, hun har hemmelighededer, som kun hendes bedste ven Niall Horan kender til. Hun skal tilbringe hele sin sommer med Niall og resten af bandet. One Direction. De tager på ferie i Miami. May regner med at få den bedste ferie nogenside. Men hvad sker der når uventede følelser opstår for den 3 år ældre Louis Tomlinson? Og vil Louis lade sin berømthed stiger sig til hovedet, og nægte sine følelser for May, fordi hun er anderledes? Eller vil det være den eneste forelskede der kommer frem denne sommer? Eller vil det bare være en kortvarig sommerflirt? Det må tiden vise. *anstødende scener og sprog kan opstå* læsning på eget ansvar.

240Likes
321Kommentarer
37154Visninger
AA

15. Kapitel 11.

Mays synsvinkel:

Jeg skubbede chokeret Harry væk fra mig. Jeg måbede og så en smule skræmt på ham. Mit blik var sikkert virkelig forvirret og det fik også Harry til at se forvirret på mig.

Følelsen af Harrys læber sad stadig på mine læber, og følelsen brændte, og den fik min krop til at spænde.

For så sandt som det var, så nød jeg det selvfølgelig. Ja, hvem ville ikke det i mit sted, jeg kunne jo godt lide Harry, men bare ikke som mere end en ven.

Mine øjne var mærkelig nok fyldt med bebrejdelse, og sikkert fortvivelse. På et eller andet led, føltes det hele som om, jeg havde svigtet en ved det her. Og navnet gav genlyd i mine øre.

Louis.

Og personen, var nem nok at huske, jeg var jo forelsket i Louis. Navnet var velkendt, og det samme var grunden til at, holde hoved koldt, og ikke falde hen i Harrys lusket arme.

”Hvad fanden laver du, Harry?” snerrede jeg hviskende. Jeg forstod ikke en brik af hvad Harry havde gang i. Det hele kom bag på mig, og jeg forstod ikke en pind. Harry havde selv været med til at føre mig og Louis sammen. Og oven i det havde han ikke givet mig nogle form for tegn, til at han kunne lide mig som mere end en ven. Og det gjorde mig sur. Han kunne da på ingen måde gøre det her.

Og nu sidder han her og kysser mig.

Forsigtigt kiggede jeg rundt, for at se om nogen der havde hørt mig og Harry. Men alle grinte ude fra køkkenet af.

”Jeg, øh…” lød det over for mig, fra en rimelig forvirret Harry. Han bed sig en smule hårdt i læben, og jeg tænkte på om han snart ville bide hul. Og jeg fik automatik ondt i min egen læbe, og havde lyst til at be ham stoppe da det sikkert gjorde ondt på ham. Men vreden og forvirringen tog over, og jeg gjorde intet for at få ham til at stoppe.

"Jeg ville bare..du ved.." Sagde han en smule flovt og så væk. Jeg forstod bare Intet.

Jeg så tilbage mod køkkenet for at være sikker på ingen så os. Især ikke Louis. Jeg havde det så dårligt over at jeg bare havde nydt kysset en smule.

"Du ville hvad Harry? Vise din kærlighed for mig, lige efter din bedste ved har vist den for mig, uden noget tegn så vælger du oven i købet at kysse mig? Du...Harry hvad fuck!" Sagde jeg irriteret. Det gjorde mig vred. Den måde han bare valgte at fucke min hjerne mere op end den var i forvejen, og oven i købet mine følelser. For jeg havde ikke hadet kysset, jeg havde desværre nydt det, og jeg kunne slå mig selv i hovedet flere gange, for at få den tanke ud af hovedet.

Jeg holdt meget af Harry, og det havde jeg altid gjort, men den måde han på ingen måde havde vist at han hold af mig som mere end en ven, den havde gjort mig irriteret, og enormt vred. Han havde kysset mig når min 'kæreste', -ja for jeg vidste jo ikke om vi var kærester endnu, men vi begge var nok rimelig enige i at være mere end venner- var lige inde ved siden af.

"May jeg blev nød til at gøre det! Jeg kan jo ikke blive ved med at holde det for mig selv, og blive ved med at se dig kysse med Louis og oven i købet knalde med ham!" Sagde han surt, og hans irritation stod ud af øjnene på ham. Det fik mig til knytte mine næver hårdt sammen. Jeg så på ham med måbende øjne. Jeg kunne ikke fatte han på nogen måde kunne sidde og sige det her til mig nu. Jeg havde haft en sådan fed dag, og så skal han vælte alle de ukendte følelser ind over hovedet på mig, og gøre mig mere fucked op i hovedet.

Jeg sukkede let og så mig rundt omkring, og da ingen af drengene var til stede sukkede jeg blot lettet. Jeg var bange for at de andre drengen skulle se det her, eller bare høre det. For jeg ville ikke i problemer med drengene, og få den ene anklage efter den anden, og jeg havde på en måde heller ikke lyst til at skabe splid imellem drengene, hvis de fandt ud af Harry havde erklæret sine kærlighed for mig, lige efter han har sat mig sammen med hans bedste ven.

Eller det var ikke kun ham, men han gjorde da ihvertfald ikke et forsøg på at stoppe det. Og det tager jeg som at han havde sat os sammen.

"Harry jeg magter ikke det her okay! Vi er kun venner, og vi er ikke andet, og jeg ser dig ikke som mere, det må du forstå" sagde jeg med en mut stemme. Jeg var ked af at se Harrys udtryk ændre sig fra forvirret til dybt såret. Men jeg havde heller ikke tænkt mig at give drengen falske forhåbninger. Så det skulle bare siges, ligesom et plaster, det skulle vare af hurtigt, det ville gøre ondt i starten, men smerten ville snart forsvinde.

"May, please giv mig en chance!" udbrød Harry da jeg havde rejst mig fra sofaen for at smuttede ud til de andre drenge, som der tydeligvis stadig ikke havde opdaget noget. Jeg sukkede stille og så ned på Harry som der havde grebet fat i mit håndled. Jeg sukkede blot endnu engang og så bebrejdende på Harry. Han måtte forstå at jeg ikke kunne overskue det her, og jeg virkelig ikke havde brug for det her lige nu. "Harry please lad nu vær" sagde jeg med en trist stemme. De vrede følelser var blevet til triste, for jeg var virkelig ked af at skulle afvise Harry på den måde, men han gav mig virkelig intet valg.

Harry så mig længe i øjnene, de borede sig ind i mine som om det var det eneste hans øjnes job var. At se ind i mine. Hans smukke grønne øjne, blev matte og han så så væk, og afbrød øjenkontakten, og hans greb om mit håndled forsvandt samtidig med. Hans berøringer brændte stadig i min hud. Jeg sukkede bare og gik ud i køkkenet, og jeg efterlod en virkelig smadret Harry inde i stuen, og jeg kunne mærke hans blik brænde sig fast i min ryg, og smerten forsvandt først da jeg kom ind i køkkenet, og der ikke længere var forbindelse mellem mig og Harry.

"Hey babe" lød det fra en virkelig glad Louis, og tanken om det jeg lige havde gjort, fik en underlig følelse til at gnave i min mave, og det gjorde ondt. Følelsen fik virkelig mine følelser til at fucke op, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde.

Skyldfølelse.

"Hey du," sagde jeg så svagt og så på Louis som der nu havde ændret hans blik til et bekymret, men samtidig forvirret blik. Jeg kunne let se bekymringen stå ud af hans øjne, og det gjorde ondt på mig at jeg ikke kunne fortælle ham hvad grunden var til det hele. Jeg ville gerne sige at Harry havde kysset mig, men det ikke lagde noget i det, men hvis jeg sagde det, vidste jeg at det ville skabe et kaos mellem de to, og det kunne jeg virkelig ikke være grunden til.

"Er du okay?" mimede Louis, kun hans mund bevægede sig, men ordene var virkelig tydelige, og det stod klart hvad han sagde. Derfor nikkede jeg blot og sendte ham et kort smil. Han smuttede væk fra de gryder han havde fyldt op med pasta og et eller andet, andet mad. Han havde fået Zayn til at slippe hans brød, og passe gryderne.

Han smuttede hen til mig og omfavnede mig, og jeg nød hans berøringer mod min krop. Hans arme lukkede sig hårdt om mig, og det gav mig virkelig lyst til at græde, men jeg holdt det inde.

Jeg elskede Louis. Det gjorde jeg, og jeg havde altid gjort det. Selvom jeg ikke ville indrømme det, og bare havde skubbet mine følelser så langt væk, at jeg ikke kunne nå dem igen.

Jeg bed mig hårdt i læben, og prøvede at lukke mine menneskelige følelser ude, jeg prøvede at lukke skyldfølelsen ude, men den blev ved med at dukke frem i min underbevisthed, selv uden min tilladelse, så pressede den sig på, og fik den ubehagelige følelse af skyld til at skylle ind over mig som et vandfald.

Derfor strammede jeg grebet om Louis's t-shirt, som der sad tæt ind til hans krop, og jeg let kunne mærke hans varme krop mod min. Jeg snøftede derfor kort, selv uden min egen tilladelse, jeg havde på ingen måde bedt mine følelser om at komme ud. Det var meningen at de skulle forblive inde i min krop og kun påvirke mig, det skulle ikke ud og påvirke resten af de folk jeg var sammen med.

"Kom," hviskede Louis så ind i mit øre. Han havde tydeligvis hørt mit snøft, og derfor var vi nu på vej ud i stuen, og det fik mit hjerte til at banke, for jeg vidste at Harry muligvis stadig sad der ude. Jeg kunne ikke se ham lige nu, for så ville jeg virkelig bryde sammen, og det havde jeg på ingen måde lyst til. Jeg strammede derfor grebet om Louis's hånd, men han syntes ikke at lægge mærke til det, og marchere derfor direkte ind i stuen.

Og ganske rigtigt.

Harry sad i sofaen og stirrede ud i luften. Han havde intet ansigtisudtryk. Ikke engang et bevis på at han var ked af det. Han så bare helt tom ud. Som om de sidste følelser han havde i kroppen var blevet taget fra ham, og jeg vidste jeg var den person som der havde taget det fra ham. Og det ødelagde mig inden i. Harry var en af dem jeg havde det allerbedst med, han var min bedste ven lige efter min Nialler babe.

Harry drejede stille hovedet, og da hans øjne mødte mig og Louis, kom følelser tilbage i hans øjne. Men ikke kun sorg kom frem, men også en form for væmmelse. Han så bestemt ikke glad ud. Han lignede en der var syg, og ikke kunne klare at se på mig og Louis, og jeg vidste hvorfor. Jeg vidste at det var fordi at jeg havde afvist ham, og det gjorde mig en anelse mut. Nej det ødelagde mig faktisk.

Derfor kunne jeg nu mærke tårene presse sig på som en sindsyg. Og før jeg vidste af det løb den første tåre ned af min kind. Men det så ikke ud til at røre Harry det mindste, han så ud til at nyde synet, han havde ikke engang skyldfølelse i hans blik, hans bliv virkede bebrejdene, og i den grad koldt.

"Hvad sker der?" sagde Louis så, og afbrød den virkelig vemmelige stemning mellem mig og Harry. Jeg så på Harry, men stadig viste han intet tegn på følelser, hans blik var koldt og hårdt. Og det gjorde helt ondt bare at se på.

"Spørg din lille veninde.." sagde han bare og endte med at rejste sig hårdt fra sofaen, og gå direkte ind på hans værelse hvorefter han smækkede døren virkelig hårdt i, som om det var det eneste han var skabt til at gøre. Det gav mig et kæmpe chok, og jeg kunne mærke braget ind i hjertet, og det gjorde ondt.

Jeg kunne virkelig ikke se på Louis lige nu, jeg kunne sagtens forestille mig hans komplet forvirrede blik, og jeg var sikker på at det lagde på mig, for jeg kunne mærke hans blik bore sig ind i mig. Jeg hadede det.

"May hvad sker det?" sagde Louis, og hans stemme skjulte ikke at han var enormt forvirret, og hans greb om min hånd forsvandt, og nu stod jeg uden nogen form for støtte, jeg havde ingen at holde fast ved, ingen som der kunne holde mig oppe, og kunne holde alle mine følelser inde ved. Nej nu var den hårde del af mig væk, og tårene væltede frem i mine øjne, men jeg hulkede ikke. Der var ingen lyd, kunne mine tåre den løb ned af mine kinder som om det var det eneste de kunne gøre, og de havde et kapløb, og hver gang en tåre var trillet ned over kanten, og var landet på gulvet, fortsatte den næste.

"Harry..." sagde jeg stille og jeg kunne mærke mine hænde knytte sig sammen. Harry havde virkelig fået det her til at lyde som om det var min skyld, som om at det var mig der skulle forklare mig. Jeg skulle da på ingen måde forklare mig, det var Harry der havde trykket hans læber mod mine, og det var mig der havde afvist ham, og ikke omvendt, så det var Harry der havde noget at forklare. Men derfor gav det mig også mulighed for at fortælle Louis om hvor stod en nar Harry var lige nu.

"Harry kyssede mig...og jeg afviste ham, derfor er han sådan der nu" sagde jeg en anelse hårdt, og jeg kunne mærke min vrede stige mig til hovedet. Jeg var virkelig vred på Harry, ikke kun fordi han havde bedt mig forklare det hele til Louis, men over det hele, over at han havde kysset mig, han havde kysset mig uden noget tegn på at han kunne lide mig, som mere end en ven. Han havde fået den varme følelse frem i min krop da hans læber lå mod mine, han havde fået mig til at nyde et virkelig forbudt kys, et kys som jeg hadede, han havde fået mig til at nyde det, og det gjorde mig vred.

Jeg kunne se Louis's øjne blive mørke, og hans blik blive virkelig forvirret, ligeså forvirret som jeg havde været dengang at jeg mærkede Harrys læber mod mine. Jeg rettede blikket mod Louis's læber som der havde samlet sig til en smal streg, og man kunne fornemme hvordan hans tænder pressese sig sammen.

"Hvad fanden gjorde han!" udbrød han så efter noget tid. Hans vejrtrækning var blevet hurtigere, og hans blik var virkelig vredt, og jeg forstod ham godt. Hans bedste ven havde kysset hans kæreste. Og det var noget bedste venner ikke gjorde. Og jeg kunne føle Louis's følelse af svigt, jeg kunne føle hvordan han følte, og jeg kunne ud fra hans virkelig ulæselige blik forstå at hans var rundt på gulvet, af vrede, men også sorg.

Han rettede så blikket mod mig igen, og jeg kunne mærke hans blik bore sig ind i mine. Men han var ikke vred på mig, jeg kunne fornemme at vreden kun var rettet mod en person.

Hans bedste ven.

Harry Styles.

Og før jeg vidste af det havde Louis vendt om på hælene og styrtet ind mod ham og Harrys værelse, hvor Harry var smuttet ind for blot få sekunder siden. Han rev døren op, og jeg fik det virkelig skidt, skid over at jeg havde været grunden til at de nu skulle komme op i et skænderi.

Om mig.

Og jeg hadede følelsen af det hele. Derfor kunne jeg ikke andet end at lade alle mine følelser vælte ud. Og mine kinder blev virkelig våde, og mine hænder blev det samme. Mine hænder samlede nærmest mine tåre, som der var blevet blandet op med min makeup, og lavede en lettere gå farve i min hånd, og sorte streger rundt omkring, som et slags trist maleri, med alt for mange følelser puttet ind i det.

Imens mine tåre blev ved med at vælte ud til lyden af Louis’s høje råb, og Harrys råb som der prøvede at overgå Louis’s, men ingen var højere end hinandens, hver gang den ene råbte højere, overgik den anden.

Jeg faldt derfor sammen midt på gulvet og sad på mine knæ imens jeg lyttede til råbende af had og sorg og svigt fylde mine øre. Det gjorde ondt at høre på, men til sidst lukkede jeg af for alle lydene, også da drengene kom stormende ud fra køkkenet, da deres blikke faldt på mig, og da deres blikke faldt på rummet hvor de vrede råb fyldte alle lyde ud. Men jeg hørte det ikke, jeg havde lukket af, og jeg havde ikke lyst til at lytte mere til de vrede råb som jeg var skyld i.

Jeg reagere heller ikke da et par arme blev lagt om mig. Den velkendte duft af Niall fyldte min næse, og fik mig til at se op, og nu kom lydene frem igen, og jeg holdt mig derfor hurtigt for ørene, jeg ville ikke høre det. Derfor sad jeg på gulvet og græd lige nu, derfor lukkede jeg alt ude. Derfor reagere jeg ikke på noget lige nu.

Jeg reagerede kun da jeg hørte en dør blive lukket, og jeg nu åbnede mine øjne, og så jeg sad inde på mig og Nialls værelse. Niall havde hevet mig her ind, han havde fået mig væk fra alt skyldfølelsen, men alligevel gravede den bare videre i min mave, og smerten ville ikke holde op. Selvom jeg vidste det ikke var mig der havde forsaget det her, jeg vidste jeg ikke havde gjort noget galt, men alligevel var det mig drengene var kommet op og skændes over. Og det gjorde ondt på mig.

”Skatter, fortæl mig hvad der sker,” sagde en virkelig trist Niall, der nu havde sat sig op i sengen til mig og hold mig hårdt ind til mig, imens mine følelser stadig sprang ud af kroppen på mig, og det var lige før det hele bare gjorde ondt. Som om der intet var tilbage end smerte. Men så kom Niall og gav min en smule glæde igen, og jeg var taknemmelig.

Jeg tog en dyb indånding, ”Harry kyssede mig” sagde jeg med en svag stemme, jeg var virkelig hæs, og min stemme var smadret efter mit hyleri. Jeg kunne mærke Niall stivne ved mine ord, og jeg sukkede bare. Jeg havde stadig ingen anelse om hvorfor Harry havde lyst til at sætte mig i sådan en situation, og så give mig skylden for det bagefter.

Fuck ham.

Det er da overhovedet ikke sådan man skal vinde en pige på. I hvert fald ikke mig, så er den måde da fuldstændig hen i vejret, og jeg havde virkelig lyst til at skrige af ham.

Lyden af drengens råb var blevet lavere, og jeg går ud fra at Zayn og Liam havde fået de to drenge skilt fra hinanden før de fik flået deres hovedet af hinanden. Selvom Harrys nok allerede var væk, for man kunne da ikke sige at han havde brugt sit hoved særlig meget. Som om det ikke eksisterede.

”Niall..” hviskede jeg stille, og jeg ventede på et svar. Jeg ville være sikker på at han ikke var helt væk i chok. For det var jeg da i hvert fald lige før. ”Ja?” sagde Niall stille og aede min ryg, og pressede mig længere ind mod ham. Jeg sukkede blot let og så mig en smule omkring. ”Tror du at de bliver venner igen?” hviskede jeg, og kunne allerede mærke tårerne og følelserne presse på for at komme ud og se sollys endnu engang, bare ved ordene der kom ud af min mund.

Niall gav min skulder et stille klem og kyssede min hovedbund. ”Selvfølgelig” hviskede han og sukkede let, og jeg kunne lade vær med at bide mig hårdt i læben. Jeg var virkelig ked af det lige nu. Og det hele kunne jeg takke Harry, og mine egne fucking følelser for.

Nogle gange ville jeg virkelig ønske at mine følelser ikke fandtes, og bare ville skride af helvedes til, og at jeg kunne være kold i røven. Men hvis jeg ingen følelser havde, ville jeg heller ikke kunne mærke kærligheden, som jeg fik fra Louis. Venne - kærligheden, som jeg fik af Niall. Men også følelsen af venskab og støtte, som jeg fik af drengene.

Følelser var noget værre rod, men vi ville ikke overleve uden.

Vi begge rettede blikket mod døren, da den blev åbnet stille, og Zayns hoved tittede ind, og hans bekymrende blik lagde sig på os, han satte sig på sengen og sukkede stille. ”Babe, du trænger til mad” sagde han, og sendte mit et smil, som der virkelig prøvede at løfte mit humør, og det virkede, for bare følelsen af hans nærvær, og støtte, men også forståelse, lagde sig om mig som et tæppe. Jeg nikkede derfor og sendte ham et stille, men ødelagt smil.

Niall gav mig et stille kram inden jeg rejste mig op og tørrede mine øjne, inden jeg fulgte med slæbende skridt ud mod stuen. Jeg så Louis sad på en af stolene og så virkelig vred ud. Jeg løb derfor hen til ham og lagde mine arme om hans nakke, han fik først et chok men da hans øjne mødte mine, trak han mig ned på hans skød og hold mig ind til ham.

Jeg kunne mærke kropsvarmen fra hans trykke arme ligge sig om mig. Jeg nød følelsen af hans krop mod min, og jeg følte mig tryg i hans arme. Jeg kunne mærke tårnene løbe langsom ned af mine kinder, og jeg begravede mit hoved i Louis’s bryst.

”Shh babe..” hviskede ham og strammede grebet om mig og jeg skrammede grebet om ham. ”Det okay” hviskede han igen, og jeg lod mine tåre stoppe stille og roligt.

Jeg satte mig på min plads og så på maden som der så virkelig god ud, men jeg havde bare ikke en speciel stor appetit, som om jeg havde grædt alt appetit ud af mig, sammen med alt andet glæde jeg havde i min krop.

Tak Harry. Tusind mange tak.

***

”Har du lyst til at se en film?” lød det fra Liam da vi sad inde i stuen. Jeg havde ikke spist særlig meget aftensmad, og det var ikke fordi jeg ikke kunne lide det, for det smagte virkelig godt, men jeg var bare godt fyldt op lige nu, og jeg havde bare ikke brug for så meget mere at fylde mig op med.

”Ja det kunne være hyggeligt” sagde jeg stille og så på Liam som sendte mig et smil, jeg nød hans smil. Så beroligende det var. Aw.

Jeg så mig en smule omkring og trak mine ben op under mig, jeg sukkede let og så mig omkring. Louis sad med hans telefon og tjekkede vist noget på twitter, det samme gjorde Zayn. Liam og Niall snakkede nu imens at Liam var ved at sætte ”She’s the man” på. Fordi han var så dejlig, og vidste jeg elskede den film. De snakkede vist om et interview de skulle til her i slutningen af næste uge.

Liam smed sig så i sofaen og da filmen begyndte, så fadede deres samtale lidt ud, og Louis og Zayn slukkede deres telefoner samtidig og smed dem på sofabordet foran dem. Jeg lænede mig op af Louis som der lagde et tæppe om mig, og lagde hans arme om mine nøgne arme, fordi at jeg havde taget mit nattøj på.

Fordi jeg elsker mit nattøj. Det er så afslappende.

Filmen var så god som den plejede, og det hele var faktisk hyggeligt lige nu, selvom vi manglede Harry. Eller det gjorde vi ikke, for det ville ødelægge det hele.

Jeg havde ikke brug for at se på Harry lige nu, slet ikke engang at være i nærheden af ham. Jeg sukkede let og så på drengene som der efterhånden var faldt i søvn, og det gjorde mig bare ekstra træt at se dem sove tungt, nu hvor jeg selv prøvede at holde mig vågen, men mine øjenlåg blev bare automatisk tungere og tungere.

Jeg satte mig derfor op i sofaen og ruskede let i Louis, han åbnede stille sine øjne og så på mig med et træt smil. Han kørte en hånd om på min ryg og nussede den let med hans tommelfinger og smilte til mig. Og det fik en glad følelse til at skylle igennem mig.

”Jeg er træt, vil du med ind og sove?” sagde jeg og det blev efterfulgt af et gab, jeg var faktisk virkelig træt, og havde brug for at falde i søvn i Louis’s arme. Årh hans muskuløse, veltrænede og trygge arme. Dem havde jeg brug for.

Louis smilte stille til mig inden han rejste sig op og tog min hånd. Jeg rejste mig også og kunne ikke lade vær med at smile af ham som der trak mig ind til ham, og pressede sine læber mod mine, og det gav varmen i min krop tilladelse til at sprede sig ud til mine fingerspidser og egentlig bare overalt i min krop. Jeg kunne mærke hans berøringer virkelig havde den her specielle effekt på mig, og jeg nød den effekt. Den var perfekt.

Han trak sig kort fra mig, og hev mig så ind på mig og Nialls værelse. Og jeg smed mig hurtigt i sengen, jeg var så forbandede træt. Jeg kunne virkelig sove med det samme.

Harrys synsvinkel:

Jeg havde det virkelig elendigt lige nu, ikke kun fordi at May havde afvist mig, men fordi at mig og Louis i den grad var kommet op og skændes.

Jeg havde kysset May, og jeg havde gjort det fordi jeg virkelig ikke kunne klare at skulle gå og gemme mine følelser væk, jeg kunne ikke klare tanken om hende med Louis, selvom jeg intet havde sagt, havde jeg råbt og skreget af dem inde i mig selv hver gang de kyssede.

Jeg ved det hele kom som er chok for hende da jeg kyssede hende, og jeg forstod hende godt, men jeg var rasende, rasende over at jeg ikke kunne få hende. For jeg ville virkelig gerne have hende, og jeg kunne ikke gøre for at jeg havde været skudt i hende længe. Men jeg havde intet sagt. For hvad skulle jeg dog sige?

De andre drenge lagde og sov inde i stuen, og ikke en havde været inde ved mig for at spørge om jeg ville se film med dem. De havde ignoreret mig da de hade skilt mig og Louis fra hinanden.

Det gjorde mig virkelig ked af det, for inderst inde ville jeg gerne være sammen med dem, og de gjorde mig virkelig ked af det at du lukkede mig ude på den her måde.

Jeg rejste mig op igen og smuttede ud og åbnede døren, drengen lade der stadig, eller Louis og May var væk. Og det gjorde mig trist til mode. For jeg vidste da udemærket godt at de sov sammen.

Jeg sukkede og så mig omkrig. Drengene lagde bare og snorkede imens tv'et kørte på fulde drøn. Jeg så på klokken.

"01:22" sagde jeg svagt for mig selv. Jeg smuttede ind på mit værelse og åbnede mit skab hurigt og fandt en hvis t-shirt som jeg hurtigt fil trukket over hovedet og så smækkede jeg lågen lige så hurtigt i, som jeg havde åbnet den.

Jeg smuttede så ud af værelset og tog mine sko på. Jeg havde brug for at komme ud, og jeg havde brug for at fylde hele min krop med alkohol, for jeg vidste at alkoholen havde den her virkelig rolige effekt på mig. Den effekt som jeg havde brug for lige nu.

Jeg åbnede døren og så var jeg ellers ude af døren.

Mays synsvinkel:

Jeg gabte en smule og rejste mig, jeg burde jo i bund og grund få børstet tænder. Jeg sukkede let og smuttede ud på badeværelset.

Jeg skulle til at proppe min tandbørste i munden på mig selv, da jeg hørte en dør smække. Jeg lyttede endnu engang, men det var intet at høre. Jeg lagde defor hurtigt min tandbørste på kanten af vasken og smuttede ud i stuen hvor drengene stadig lagde og sov.

Jeg så mig en smule omkring, men der var intet at se, der var ingen tegn på af nogle var smuttet. Liam, Zayn og Niall lå alle og drømte så fredfyldt på sofaerne, og Louis lagde helt væk i søvn inde på værelset. Og så var der.

Harry.

Jeg så hen mod ham og Louis's værelse, døren stod åben, defor gik jeg med faste skridt hen mod døren, for at få min bekymring bekræftet, jeg så ind i værelset. Og jeg så intet.

Ingen Harry.

Ingen overhovedet.

Selvom jeg var sur på Harry, så kunne jeg alligevel mærke bekymringer bygge sig op indeni mig, og jeg så mig omkring i huset. Jeg løb rundt i huset, men der var ingen Harry.

Jeg så på klokken.

01:34.

Jeg sukkede. Og lod mine tanker flyve forvirrende rundt i mit hovede.

Hvem ville gå ud på den tid af natten.

Og hvor fanden var den dreng dog gået hen?

*

Harry babe altså! Aw hvad mon May gør nu? Og hvad med Harry?

Jeg vil gerne takke den dejlige Amanda D for at have hjulpet mig meget med at kunne lære at udtrykke mine følelser meget mere i mine kapitler, og få et mere flydende sprog! Hvad syntes i om min nye skrive måde?

Tak for alle de likes og farvoritter. Og i må gerne fortsætte! For jeg er da så glad hver gang i gør det! Altså hvis i ikke har liket så må i da gerne løfte mit humør og trykke på den lille knap! :))

Og bliv endelig ved med at smide jeres dejlige kommentarer, de gør mig så glad at læse igennem, i er så søde da! Så fortsæt endelig! :))

Elsker jeg alle!

xoxo

Rebecca V

BEKLAGER STAVEVEJL! Skrev halvdelen af kapitlet på telefon, og klokken lort! Haha ;))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...