Under Stjernerne På Himlen Blå ~ Ung Sygdom Konkurrence

"Mange forstår det ikke, de kan ikke sætte sig ind i frygten og uvidenheden, men de få der kan forstå det, forsvinder hurtigt igen." Karina har for tre uger siden fået konstateret lungehindekræft, forældrene der hele livet har været storrygere, er ikke til megen hjælp. For snart to en halv måned siden fik Mira konstateret lymfeknudekræft, veninderne forlod den synkende skude, og tilbage stod den ensomme Mira. De to piger bliver knyttet til hinanden gennem et projekt, der forsøger at give kræftramte børn og unge en mulighed for at skrive med en anden kræftramt. Gennem deres breve lærer de begge hvem de er, og hvordan deres sygdom påvirker dem i forsøget på at forblive den de var før.

4Likes
6Kommentarer
283Visninger
AA

2. Brevene under sygdommen.

 Karina

 

Hej. 

Jeg hedder Karina, og jeg er 14 år gammel indtil videre.

Jeg har en sjælden sygdom, "mesotheliom" aka Lungehindekræft. 

Lægerne siger det er i forbindelse med at mine forældre er storrygere, men ærligt talt håber jeg det ikke, det vil betyde at jeg ikke kan se dem, og derved ingen støtte gennem det her.

 Jeg har fået afvide at jeg skal i behandling med epirubicin, det er en form for strålebehandling, som  du måske selv har fået, selv ved jeg knap noget.

 

I starten fik jeg jo et brev, som du vel også har fået. 

Jeg tænkte det ville være dejligt, at have nogen at åbne op for, en at stille spørgsmål når jeg er i tvivl . 

Så hvis du er klar og vil skrive med mig, så læs videre, for her kommer alt det jeg aldrig fortalte nogen.

Da jeg var helt lille blev jeg holdt uden for, måske også mobbet lidt, det er er bare svært at definere mobning, men jeg vil mene jeg blev mobbet.  

Jeg havde en veninde i 0-2 klasse, men hun vendte mig ryggen for de populære, på en enkelt skoledag havde jeg ingen veninde, ingen at dele mine hemmeligheder med, men som om nogen bekymrede sig.

Jeg kan huske hvordan hun langsomt, hang mindre og mindre ud med mig.

 

Det startede en dag, da hun havde en flot pink kjole på.

Den var helt pink øverst, med de her små plastic diamanter der bare skinnede noget så smukt! Nedenunder var den en lys rosa, og helt igennem fantastisk!

Jeg forelskede mig straks, og ønskede mig inderligt en magen til. 

Alle de andre forelskede sig selvfølgelig også, så alle vrimlede om hende.

Den dag så jeg ikke meget til hende, da jeg aldrig har kunnet lide mange mængder af mennesker. 

 

Dagene gik, og da jeg mandagen efter gik hen, og snakkede med Sofie som hun nu engang hed, blev hun ved med at kigge rundt.

Da jeg spurgte hvem hun ledte efter, rystede hun bare på hovedet, og sagde at der ikke var noget. 

Mens jeg snakkede lidt om hvad jeg havde lavet i weekenden, kom Jennifer.

"Hej Sofie, komm.."

Hun kiggede mærkeligt på mig, og så på Sofie. 

Så fuldførte hun sin sætning. 

"Kommer du med til time, istedet for at snakke med..."

Hun stirrede på mig med væmmelse i øjnene, og smilte så hånligt. 

"Karina." 

Sagde hun så. 

"Jo-jo Jennifer, jeg kommer nu!" 

Også gik de. 

Jeg måtte tage initiativet, og snakke til hende hvis jeg ville have kontakt.

Til sidst gav jeg bare op, der var ikke mere at gøre...

Og sådan mistede jeg min bedsteveninde Sofie...

Jeg snakker ikke med hende mere,  og jeg stoler ikke længere på nogen, hvorfor skulle jeg?

Jeg har en ven, som jeg tror jeg er vild med, men han er ude i en masse lort, som han forsøger at lokke mig med til.
Blandt andet fik han mig til at ryge med ham, faktisk ca 10 gange, blev jeg overtalt.
Jeg ved ikke om jeg stoler på ham... Det er svært at sige, når intet er som det plejer.
 Der er så meget jeg er usikker på for tiden, især mig selv!
 Folk siger det skyldes puberteten, men jeg ved nu ikke, de ved ikke jeg har kræft, de ved ikke hvad jeg skal overvinde alene, måske ved du det?
 Jeg har det ikke ligefrem godt med mig selv,  jeg synes jeg er grim, hvilket andre har bekræftet mig i...
 Lægerne siger at jeg vil tabe mit hår, den eneste del af mig jeg holder af.
En ting inden jeg slutter af, jeg ved dette har intet med alt det andet at gøre, men drengen jeg nævnte tidligere hedder Max, jeg er sikker på jeg er forelsket i ham....
Hvordan skal jeg fortælle ham jeg elsker ham, men måske kun vil leve i kort tid fra nu?
Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke få ind i mit hoved, at jeg ikke længere er normal, vil du måske hjælpe mig?

Jeg håber du vil svare..

 

XoXo
 -Karina 

Kære Karina.

Jeg er så din penneveninde, jeg er selv fjorten år gammel og hedder Mira, ifølge mine udsigter bliver jeg ikke mere end seksten, ikke at det ser ud til at interessere nogen. 

Du fortæller at du lider af lungehindekræft, så det må være på sin plads at fortælle hvilken 'form' for kræft jeg har;
Jeg lider af Lymfeknudekræft,  som selv hvis jeg bliver kureret, formodentlig vil vende tilbage igen, og igen, hvis jeg er heldig at overleve så langt.

Dine forældre støtter ikke dig, lyder det da til, hvilket mine gør, men på vennefronten er vi ikke meget forskellige, bortset fra jeg mistede alle mine venner, da jeg fortalte jeg havde kræft, i så voldsom grad jeg måske dør.
Det var som om ingen ville acceptere, jeg ikke længere havde en grund til at smile, men for mine forældres skyld smiler jeg stadig når de er her.

Ifølge dit brev skal du snart i gang med epirubicin, hvilket er standard behandling ved lungekræft, hvilket jeg ikke har, jeg for blot kemoterapi og immunterapi, men indtil videre har jeg blot mistet mit hår.

Jeg fik også et brev, ellers ville jeg da ikke have fået dit...

Selvfølgelig vil jeg læse videre og forsøge at svarer dine breve, hvis du vil svare mine spørgsmål og læse mine breve.

Egentlig er der ikke meget at sige til din historie, veninder mistes og veninder skabes, men hun må have haft en stor betydning for dig, hvilket mine veninder også havde for mig.
Til tider kan veninder føles som en tømmerflåde efter et skibsforlis, et frelse i det man har svært ved, men ikke alle veninder er sådan.
De gode veninder bliver ved din side i tykt og tyndt, hvor de dårlige forlader en så snart de har muligheden, så ikke for at være led. Men Sofie var en dårlig veninde....
Ikke at man ikke kan være ked af det, alle ville være kede af det, men hold hovedet højt, og nu har du jo mig, samt jeg har dig!

Din ven, måske skal jeg vide mere om ham, før jeg dømmer, vil du i næste brev skrive mere om ham, og hvorfor du kan lide ham?
Måske endda hvad han er ude i for noget lort, der er jo mange definitioner? 
Et spørgsmål du skal stille dig selv, hvis du måske ikke stoler på ham;
"Hvad er det der gør jeg føler, jeg ikke kan stole på ham?"

Jeg kender alt for godt usikkerheden, jeg ved ikke engang hvem jeg er nu, er jeg den samme som jeg var før, eller har min sygdom, revet den jeg var op med rode?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved hvad du skal overvinde alene, selv er jeg jo aktiv kræft patient, imend jeg har mine forældre, er de her aldrig, men du vil måske være her. Ligesom jeg vil være her for dig.
Hvor vidt du er grim, er ikke noget jeg kan se, dine ord er smukke, derved er du også smuk!
Husk det gennem dit forløb...

Selv har jeg aldrig været forelsket, men Max må jo være sød, siden du kan falde for ham.
Prøv at fortælle ham at du er forelsket i ham, hvis han reagerer som om det er han også kan du sige:
"Men Max, der er en ting jeg også skal nævne, jeg har fået konstateret lungehindekræft, hvilket vil sige jeg snart kan dø"

Måske accepterer han det, måske gør han ikke, prøv!

Jeg har nogen små spørgsmål til dig her til sidst:

Hvad vil du gøre, hvis du må møde dine veninder for første gang i to en halv måned, og du ikke ved om de vil komme?
Ville du føle dig ensom, og på randen til deprimeret, hvis de eneste der har støttet dig gennem dit sygdomsforløb, bliver nødt til at forlade dig?

Mange hilsner Mira!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...