I et overvurderet liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2014
  • Status: Igang
'I et overvurderet liv' er korte ikke-fiktive tekster om mit liv. De omhandler store dele af mit liv - gode såvel som dårlige. Det her vil være min måde at udtrykke mine inderste følelser og tanker på, selvom de nok er lidt mystiske.

1Likes
0Kommentarer
224Visninger
AA

1. Kun få vil forstå

Måske får jeg ikke succes, og måske skuffer jeg alle. Måske ender jeg alene på grund af alle de ting, som jeg har ofret.

Men hvad er succes? Er det penge, berømmelse, magt? Eller er det bare en del af det? Skal man ikke være glad, fri og have venner for at have succes? Eller er alt det bare den selvnedbrydende bro til succes? Oplever alle overhovedet succes?

Måske er succes bare en illusion…

Jeg er bange for ikke at få succes. Jeg er bange for, at jeg ikke kan indfri alle forventningerne. Både de forventninger som andre har til mig, men også de forventninger, som jeg har til mig selv.

Jeg har altid fulgt med i undervisningen og gjort mit for at lære. Jeg har engageret mig i undervisningen, jeg har gjort en aktiv indsats for at forstå, og jeg har altid haft motivationen.

Men det at være klog er ikke altid en dans på roser. Jeg har tit fået at vide, at jeg jo har så nemt ved alt, at jeg ikke skal gøre noget for at få 12, endda at det er snyd, at jeg er klog.

Det er ikke snyd. Jeg havde samme udgangspunkt som alle andre. Jeg har ofret. Jeg har slidt hårdt, for at nå det punkt, som jeg lige nu befinder mig ved. Jeg bruger hver dag flere timer efter skole på skolerealeterede ting, og i weekenderne er det alle ledige timer som bliver brugt. Så nej, det er ikke snyd. Jeg har opgivet flere ting, end jeg har fået ud af det.

Selvfølgelig er der fordele, og selvfølgelig er det fedt, at kunne vise sine forældre det ene 10- eller 12-tal efter det andet. Selvfølgelig er det fedt at have muligheden for at prale, og det er da også fedt at få den anerkendelse, som man nu engang får. Men der følger forventninger og det enorme pres med.

Alle begynder jo at forvente, at man får 10 eller 12. Og det er da også klart, for det plejer man jo at få, men hvis man så ikke får det, så har man pludselig underpræsteret. Og måske har man også det, men er der ikke en lille sandsynlighed for, at der faktisk er noget, som man ikke kan finde ud af? Ligesom der er nogle ting, som andre hver især ikke kan finde ud af.

Lærere, medstuderende, venner og familie begynder også at forvente et vis overskud. Ikke kun et overskud med hensyn til hvor meget man kan lære og stoffet sværhedsgrad, men de begynder at forvente, at man har overskud til at ”løfte” andre. De forventer at man har overskuddet til at lære fra sig. Selvfølgelig kan man lære at lære fra sig, men hvordan kan de forvente at man har overskuddet til at lære fra sig, når al energi og overskud er brugt op?

En af de ting jeg har ofret, er mit blik for andres følelser, andres behov. Det lyder nok lidt hårdt, men jeg har fokuseret så meget på at blive bedre i skolen, at jeg ikke har udviklet mine sociale kompetencer.

Jeg har ikke overskud til at pakke tingene ind, så min veninde ikke bliver såret, selvom jeg ved, at hun er inde i en dårlig periode med sin familie og sit selvværd.

Nogle gange skammer jeg mig, og jeg føler mig flov, når jeg fortæller sandheden. Jeg fortæller altid tingene lige ud, og hvis folk spørger mig om noget, tager jeg aldrig højde for folks følelser. Det er sandheden lige på og hårdt. Nogle vil nok mene, at man godt kan fortælle sandheden på en pæn måde, så man ikke sårer andre. Men jeg har også ofret mit ”filter”. Det er det ”filter”, som man udvikler sammen med sine sociale kompetencer. Det er det ”filter”, man ikke lægger mærke til, med mindre man gang på gang ser, hvordan man gør andre kede af det.

Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv, til at bruge energi på noget, som jeg ikke har energi til. Det er jo ikke sjovt at såre andre, og lige meget hvor kold og ligeglad man prøver at være, så vil man altid tænke over de ting, man har sagt og gjort, når man ligger i sin seng om aftenen. Også selvom man ikke fortryder det man sagde til den racistiske pige med problemer der hjemme.

Hun er sikkert under et kæmpe stort pres, og har sine grunde til at komme med racistiske udtalelser. Måske har hun det så dårligt med sig selv, at hun lader det gå ud over minoritetsgrupper, så hun får en følelse af at have styr på noget, kontrol over noget. Det kan man bare ikke bruge som undskyldning.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv er, når jeg er under pres. Jeg ved, at jeg efter en længere periode med pres har lyst til at begrave mig selv, hvis jeg bare havde overskuddet til det. Efter en kortere periode med pres, får jeg det både fysisk og psykisk dårligt. Jeg får kvalme, hovedpine og så bliver jeg deprimeret og går helt ned, hvis der er noget, som jeg ikke kan finde ud af. Men når jeg er under selve presset, ved jeg ikke, hvordan jeg er. Jeg har en teori om, at jeg har bygget en facade op, så ingen egentlig lægger mærke til det - inklusiv mig selv.

For mig er pres det, at man hele tiden bliver skubbet en lille bitte smule ud over sin grænse. Så lidt at man sjældent lægger mærke til det. Det behøver ikke nødvendigvis at være sin etiske grænse, man bliver skubbet ud over. Det kan være alle grænser. Selv de helt små, som for andre virker latterlige, men for en selv er vigtige grænser. Grænser som skal brydes, og som for hver gang de brydes, er et vigtigt skridt i sin udvikling som menneske. Hvis man bliver presset til at bryde dem før tid, så kan man skippe nogle vigtige skridt. Skridt, som for eksempel at kunne tage hensyn til andres følelser. Det kan godt være, at det er små skridt, man skipper, men de er lige så betydningsfulde som alle andre skridt. Skridtene er den, du udvikler dig til at være. Glem ikke det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...