Everywhere | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Igang
Penelope har på en eller anden måde landet sig pladsen som Paxtons - fuldtids fangirl og pestilens - lillesøster. Hun er tvunget til at høre på hendes konstante hvinen over de berømte boyband One Direction. Da de skal til Californien på familiebesøg bliver Penelope tvunget med ud og lede efter boybandet, der har residens i Los Angeles - selv samme by de skal være i. Om det er Penelope eller Paxtons ønske der går i opfyldelse ved de ikke. Paxton vil gøre alt for at møde dem og Penelope vil gøre alt for at få dem til at forsvinde fra hendes hverdag.

17Likes
10Kommentarer
737Visninger
AA

3. I'm on my best/worst behavior

’’Jeg kan slet ikke vente til i aften!’’ hvinede Paxton og klappede i hænderne, da vi satte os ind i den bil, vi havde lejet. Det var meningen vi skulle køre direkte fra LAX Lufthavn til Hollywood, hvor min farmor boede. Personligt kunne jeg slet ikke vente med at få noget bedre at spise end dårlig fly mad og flad cola, for bagefter at tage et bad og gå på hovedet i seng. Jeg havde absolut ingen intentioner om at lave noget som helst andet.

’’Hvad skal du da i aften?’’ spurgte min mor nysgerrigt fra forsædet af den sorte Nissan vi havde fået af Los Angeles bil udlejer. Jeg sendte Paxton et smørret grin i smug, for helt seriøst, havde hun virkelig troet at vores forældre ville lade hende tage på klub, uanset hvor ung man må være, når vi lige var taget hele vejen fra New York?

’’Det vil jeg egentlig også gerne vide,’’ sagde jeg flabet.

’’Øhm, der kommer en film jeg gerne vil se i fjernsynet,’’ sagde Paxton tøvende, men nikkede bagefter bestemt.

’’Hvor spændende. Det kunne være vi alle skulle se den sammen?’’ spurgte min far, men holdt blikket på vejen. Vi kørte vel pænt, og desuden var Los Angeles ikke noget at spøge med. Trafikken var sindssyg, og endda var det fredag aften klokken syv.

’’Faktisk havde jeg tænkt mig at falde i søvn til den, I ved, alene, på mit værelse, alene?’’ svarede Paxton undvigende, hvilket fik mig til at fnise lidt. Bare en anelse.

’’Hvad er det for en film?’’ spurgte jeg, stadig fnisende. Hvis der var noget jeg i sandhed nød, så var det at se Paxton vride sig for at undgå at fortælle mine forældre, hvad hun egentlig havde tænkt sig at lave.

Præcis som dengang hun og Michella ville tage til den her fest på den øvre øst side – normalt kaldet Upper East Side – fordi de havde et flip med Gossip Girl, og de havde virkelig finde kjoler på, som de havde lånt af Michellas mor, og da de kom derop – de havde tvunget mig med – var alle bare klædt rigtig casual på. Selvfølgelig havde jeg ikke bukket under for deres galla kjole hejs, så jeg havde bare nederdel, t-shirt og cowboyjakke på.

Deres ansigter den aften vil jeg aldrig glemme. De ligger som to gyldne øjeblikket gemt væk i min hukommelse. Jeg kan tydeligt huske at jeg ærgrede mig over, at jeg havde sagt nej til en ny telefon ugen inden. Den ville have kommet mig til gode, med kamera og det hele. Dengang havde jeg kun haft en sølle telefon, som var arvet af min mor og hvis kamera var gået i stykker.

Nu var jeg heldigvis den stolte ejer af en iPhone 4S, som jeg endda selv havde sparret op til og alt muligt.

’’Det er lige meget, I vil alligevel ikke se den. Det er en pige film,’’ svarede Paxton og tog høretelefoner i, så hun ikke behøvede svare på yderligere spørgsmål.

Selv satte jeg mig til at snakke med mine forældre om, hvad vi skulle lave med farmor i weekenden, nogen praktiske ting såsom hvad tid vi skulle af sted til lufthavnen om søndagen og hvornår vi ville være hjemme, og hvilke regler der var for sengetid og så videre.

’’Altså, din far og jeg har snakket lidt om, hvad I må og ikke må på denne tur,’’ startede min mor, ’’og vi har besluttet, at hvis I vil ud og lave noget uden os, så må I gerne, men I må under ingen omstændigheder gå rundt alene. I skal altid have jeres mobiler på jer, og husk altid at have den opladt, I skal også altid have jeres pung på jer, man ved aldrig, hvad I kan komme ud for. Til sidst skal I altid informere os om, hvor I går hen, hvad I laver og hvornår I kommer hjem. Paxton får en tale, så snart vi kommer hjem til din farmor og har pakket ud, hun er vist rimelig væk lige nu.’’ min mor pegede på Paxton der mimede med på en eller anden sang, nok Little White Lies eller noget, det var i hvert fald den, der havde kørt på konstant repeat fra hendes værelse i øjeblikket.

’’Hvornår er vi egentlig hos farmor? Klokken er næsten otte, og jeg er træt.’’ klagede jeg og satte mig tilbage i sædet. Min mor sagde der kun var et kvarter tilbage, så jeg fandt mine høretelefoner og telefon frem og satte Colors of the Wind på, den der fra Pocahontas.

xxxxx

LIAMS SYNSVINKEL

*tidligere på dagen*

’’Det er ude af kontrol, Liam.’’ fortalte en mand i sort jakkesæt mig for fjerde gang. Jeg havde efterhånden godt fattet at de ikke var fans af det, jeg gik og lavede, men for fanden hvor var det trættende at høre på. ’Du er ude af kontrol’, ’Du er nødt til at tænke på jeres omdømme’ og ’Hvad vil jeres fans ikke sige?’.

Jeg var lige ved at sige til dem, at jeg var fuldstændig ligeglad med det hele. Hvis vores fans virkelig var vores fans, ville de være ligeglade med, hvor mange bygninger jeg stod på, hvor mange gange jeg tog til fest, og hvilket hår jeg havde.

’’Liam, vi er lige ved at få den her TV aftale på plads, men de vil ikke lave aftalen hvis du ikke kan holde dig ude af pressen, uanset hvilken omtale du får.’’ uddybede han – jeg orkede ikke huske hans navn, også selvom han havde introduceret sig for mig hundrede gange før.

’’Hvad med de andre drenge? Jeg ser ikke dem herinde lige nu, og jeg hører ikke fra dem, at I har prøvet at bestemme over, hvad de bruger deres fritid på.’’ sagde jeg irriteret. Jeg sværger, jeg var så tæt på at rejse mig fra den stærkt overvurderede såkaldte ’’direktør stol’’ og skride.

’’De andre drenge er ikke så ude af kontrol som dig!’’ jakkesæt fyren slog en næve i bordet.

’’Vil du stoppe med at sige jeg er ude af kontrol? Det er som om, du er min mor!’’ sagde jeg og skar en grimasse. Hvis de bare ville lade mig leve mit liv..

’’Okay, fint nok. Men for at vende tilbage til min pointe, så ser du ikke Harry stå på toppen af et højhus, du ser ikke Louis på diverse klubber i England og du ser ikke Zayn med sine joggingbukser siddende nede om sine knæ, og så endda uden at have underbukser på!’’ forsvarede han sig.

Jeg rullede øjne og rejste mig.

’’Er vi færdige her?’’ jeg hævede flabet et øjenbryn. I dette øjeblik ville jeg bare hjem til den villa, drengene og jeg boede i her i Los Angeles, mens vi var her, og måske spille Fifa med Niall eller se på Zayn tegne et eller andet.

’’Ikke helt, sæt dig venligst,’’ Jakkesættet gestikulerede ’galant’ mod den stol, jeg netop havde rejst mig fra, ’’de TV folk, der skal lave den her afgørelse, vil lave den på mandag. Din opgave er at blive ude af de sociale medier og sladder bladende. Ingen omtale overhovedet, ingen tweets, ingen noget som helst. Bliv hellere hjemme hele weekenden. Tror du kan klare det?’’

Jeg nikkede ligegyldigt. Det ville ikke blive så slemt, for jeg kunne sikkert få Zayn til at blive hjemme med mig, og ellers kunne jeg bare.. Hvad kunne jeg egentlig?

’’Så må du godt gå,’’ sagde Jakkesættet, og jeg tror ikke, jeg kunne have rejst mig op hurtigere, selv hvis jeg prøvede.

Mens jeg forlod kontoret jeg før havde siddet fanget i, forestillede jeg mig Worst Behavior spille i baggrunden, og hvis der var en smule swagger i min gang, var der ingen der sagde noget til det.

I’m on my worst behavior, no?

En sort bil ventede på mig ude på gaden, og jeg satte mig ind og fandt mine høretelefoner frem. Chaufføren vidste vel hvor vi skulle hen. På min iPod fandt jeg noget ligegyldigt rap musik og satte det på høj volumen.

Musikken skiftede til noget mere rocket, også kaldet Arctic Monkeys med R U Mine? som jeg var sikker på Zayn eller Harry havde tilføjet, og før jeg vidste af det holdt bilen foran villaen.

Jeg orkede ikke at takke chaufføren da jeg steg ud og gik op mod døren. Bag mig hørte jeg motoren starte og bilen køre væk. Ved døren vadede jeg direkte ind og smed min cowboy jakke på en stol, der stod lige inden for døren. Vi kaldte den jakke-stolen, fordi det var der, vi altid smed vores jakker når vi kom hjem.

’’Hallo?’’ råbte jeg ud i huset på vej gennem gangen til køkkenet.

’’Liam, du er tilbage!’’ lød det fra Zayn, der tydeligvis sad i stuen. Efter så lang tid her havde man efterhånden fundet ud af, hvorfra hvilken lyd kom.

’’Zayn, er jeg ude af kontrol?’’ sukkede jeg og dumpede ned i sofaen ved siden af ham. Han trak på skuldrene og tog en slurk af den cola han sad med.

’’Måske lidt, men det er dit liv, så like, jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det. Hvorfor?’’ spurgte han.

’’Jakkesættene er efter mig. De siger jeg får for meget omtale, og at jeg er ude af kontrol og skal tænke på vores omdømme.’’

Jeg sukkede langt og tungt. Hvad skete der dog med drengen med krøllerne og det faderlige instinkt? Vent, han er her stadig, bare uden krøller og et faderligt instinkt der er faldet blot en smule. Ydmyg er han stadig, venlig er han stadig. Jeg rystede på hovedet. Jeg er seriøst nødt til at stoppe med at tænke så dybe tanker så tidligt på eftermiddagen.

’’Bare tag den med ro, Li, så skal det nok gå.’’ svarede Zayn og gnubbede min ryg kort. Jeg lænede mig tilbage mod hans hånd og nød følelsen af omsorg. I dette øjeblik synes alt at gå væk. Alle mine forpligtelser og alt det drama, jeg åbenbart havde skabt. Zayn var min bedsteven, ligesom Harry’s var Louis og Niall’s var os alle.

En aften herhjemme med drengene, pizza og dårlige film synes lige præcis det, jeg havde brug for. Ligesom i de gode gamle dage, hvor det kun handlede om at komme videre til næste live show i X Factor, og hvor vi ikke behøvede bekymre os om at skrive den mindste ting forkert på twitter.

’’Hvad med Mandy?’’ spurgte Zayn pludseligt og rev mig ud af mine glade tanker. Jeg gjorde store øjne.

’’Fandens!’’ udbrød jeg frustreret og tog mine hænder op til mit ansigt for panisk at gnide dem mod det. ’’Jeg havde nær glemt, at jeg havde lovet hende, at vi ville synge for hende i aften. Det var på den der Club Teenage ikke?’’ spurgte jeg og hvilede albuerne på mine knæ, alt i mens jeg stirrede tomt ud i luften.

’’Liam, jeg tror ikke det er en god idé,’’ sagde Zayn, ’’så vidt jeg forstod på Management, så må du ikke få nogen som helst presseomtale indtil mandag.’’

’’Hvordan ved du det?’’ spurgte jeg overrasket.

Zayn trak på skuldrene, ’’De ringede kort før du kom hjem.’’

’’Vi er nødt til at finde på en plan. Er du klar over hvor sur hun bliver hvis jeg ikke dukker op? Hun slår op med mig, Zayn.’’ stønnede jeg frustreret.

’’Lad mig ringe til Louis, vi skal nok finde ud af noget. Management har jo ikke sagt noget om, at vi andre ikke må gå ud, vel?’’

_____________________________________

fejl bliver rettet senere x

næste kapitel bliver mere spændende, I må undskylde det tager så lang tid for historien at starte, men frygt ej, næste kapitel skal nok sætte gang i tingene xxx tak fordi I læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...