Just A pet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Kyla er en ung pige, som en dag bliver fanget og solgt som en slave. Hun har ingen anelse om hvad det vil sige at være en slave, men hun finder ret hurtigt ud af at hun ikke kan lide at være en, og prøver at flygte. I det forsøg finder hun ud af noget om sig selv, som hun ikke havde nogle som helst anelse om.

14Likes
9Kommentarer
1570Visninger
AA

3. Xeno

Vi var kommet et godt stykke væk fra markedspladsen, men han standsede ikke op. Han ville have at vi skulle fortsætte. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg. Han svarede ikke direkte på mit spørgsmål. ”Bare et lille stykke længere endnu, og så er vi der.” sagde han. Jeg sukkede. Hvorfor vil han ikke svare mig på hvor han ville havde mig hen? Jeg ville gerne vide det, men han gad ikke svare mig på mit spørgsmål. I stedet så jeg mig så bare rundt, mens vi gik gennem gaderne. Jeg var helt sikker på at jeg aldrig havde været her før, så hvordan skulle jeg kunne finde hjem igen når jeg ikke vidste hvor jeg var henne? Jeg bed mig i læben, en vane jeg havde fået mig her på det seneste. Kvarteret vi gik i kom til at se mere og mere ud til, at folk var rigere her, end der vi lige havde været, og det var de måske også. Jeg kunne jo ikke sige det med sikkerhed, men nu længere vi gik, nu pænere blev gaderne, og nu flottere blev husene. Jeg så mig rundt, og sugede alt det til mig, jeg så på vejen. Det her var meget anderledes end det jeg var vant til der hjemme fra. Ikke fordi kvarteret her var rigt, men fordi det var så meget anderledes end det jeg kom fra. Det her var måske, hvad man ville kalde for gammeldags byggeri, men det så ikke lige ud til at være særlig gammelt alligevel, men man byggede da ikke sådan nogle bygninger mere, eller gjorde man? Jeg blev en smule i tvivl. Jeg havde aldrig Interesseret mig for byggeri, så jeg vidste det jo ikke. Jeg havde faktisk mere eller mindre glemt at jeg stadig havde kæder på mine håndled. De generede mig ikke rigtig, og var meget nemme at glemme at de var der. Jeg fik et skub i ryggen som tegn på at jeg skulle gå noget hurtigere. ”Vi er der snart nu” hørte jeg ham sige bag mig. Jeg vendte ikke hovedet om mod ham, da jeg havde på fornemmelsen at det var uklogt at gøre det. Jeg nikkede blot, og så lige ud mens vi gik.

 

Lidt efter blev jeg standset da jeg mærkede et fast greb på min skulder. ”Vi er her nu.” hørte jeg ham sige. Jeg vendte mig langsomt om, ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det langsomt, men det gjorde jeg. Vi var ved et temmelig stort hus. Boede han her? Jeg så på ham med et let spørgende blik, men han kiggede ikke på mig. Han havde travlt med at finde nogle nøgler frem, og låste så døren op. Jeg betragtede ham mens han tog fat i håndtaget, trykkede det ned, og åbnede døren. Han så over på mig, og smilede til mig. ”Gå bare ind.” sagde han. Jeg tøvede lidt. Skulle jeg gøre det? Hvad ville der ske hvis jeg ikke gik ind som han sagde at jeg bare skulle? Jeg havde på en måde lyst til at se hvad der vil ske ved at blive stående, men jeg turde ikke. Jeg bed mig tøvende i læben, og gik ind af døren. Jeg hørte at han gik ind efter mig, og lukkede døren efter sig. Jeg hørte ham endda låse den efter sig, men hvorfor låste han den? Jeg vendte mig om mod ham, i den ret lille entre. Han stod bare og betragtede mig, med et smil som jeg ikke helt kunne sige om var skummelt, ondt, sødt, venligt eller hvad det var. Jeg havde på fornemmelsen at han ville blive svær at læse. Jeg var i forvejen ikke ret god til at læse folk og deres følelser, og ham her ville blive svære at læse end alle andre jeg var stødt på tidligere, det vidste jeg bare.

 

Han fik mig gennet ind i stuen, hvor der var et spisebord, som var lavet af lyst træ, hvilket træ det var lavet af, vidste jeg ikke. Rundt om bordet stod der et par hvide stole, for at være præcis var der fem stole. Lidt længere væk, over i et hjørne stod der en gammel slidt lædersofa. Den så temmelig malplaceret ud der hvor den stod, som om den bare var stillet et tilfældigt sted, og det var den måske også? Jeg vidste det jo ikke. På gulvet lå et temmelig grimt tæppe. Det var brunt, og passede bare ikke ind, syntes jeg, men nu var det jo heller ikke mig der havde indrettet stedet her, vel? Ellers havde det set noget så anderledes ud end det gjorde her. ”Sæt dig ned.” jeg blev forskrækket da han talte. Jeg havde næsten glemt at han også var her. Mit hjerte slog en smule hurtigere end det plejede. Jeg så kort over på ham, og gik så over til en stol ved hans bord, og satte mig ned på en af dem. Jeg kiggede tilbage på ham, og betragtede ham. Jeg havde faktisk ikke rigtig givet mig lov til at se ordentligt på ham, men selvom jeg havde, ville jeg ikke kunne se ordentlig efter, da jeg hele tiden blev hønset rundt med. Han havde et rimelig ungt ansigt. Han kunne ikke være meget ældre end i starten af tyverne. Han havde let pjusket hår, som strittede en smule. Hans øjne så ud til at de var brunlige eller noget i den retning, her fra hvor jeg sad. ”Vi skal ha nogle ting på plads.” sagde han, og afbrød mig i at betragte ham mere, da han begyndte at bevæge sig. Han så stadig på mig, mens han gik. Jeg fulgte ham med mine havblå øjne mens han gik rundt. Jeg så at han kørte en hånd gennem sit hår, og så kom han helt hen til mig, og standsede op, lige foran mig. Han satte sig på hug, og betragtede mig stille. ”Jeg hedder Xeno, og hvad er dit navn?” han så på mig. Xeno? Det var virkelig et anderledes navn. Jeg havde aldrig før hørt nogle hedde det før. Jeg bed mig let i læben, og sukkede stille. ”Mit navn er Kyla” svarede jeg stille. Jeg regnede ikke med at han havde hørt det, for jeg havde virkelig sagt det lavt, men han nikkede, og rejste sig op. Han fandt nogle nøgler frem, og låste så mine lænker op, så jeg var fri af dem. Jeg gned mine håndled en smule, og var virkelig glad for endelig at ha fået mine lænker af. ”Du må selv finde på noget at lave lige nu, jeg skal lige noget.” sagde han, og gik ud af en dør, som sikkert førte ind til et værelse eller et kontor eller noget, og lukkede døren efter sig.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...