Just A pet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Kyla er en ung pige, som en dag bliver fanget og solgt som en slave. Hun har ingen anelse om hvad det vil sige at være en slave, men hun finder ret hurtigt ud af at hun ikke kan lide at være en, og prøver at flygte. I det forsøg finder hun ud af noget om sig selv, som hun ikke havde nogle som helst anelse om.

14Likes
9Kommentarer
1566Visninger
AA

4. Mærket

Det var aften da Xeno igen kom ud af det værelse han havde været i. Jeg var ikke halt sikker på hvad jeg havde fået tiden til at gå med, men alligevel var tiden gået ret hurtig. Han så kort på mig, og gik så over til bordet hvor han satte sig ned. Jeg kunne fornemme på ham at han var træt, men vidste ikke hvorfor. Hvad havde han lavet der inde så længe? Jeg sukkede stille. Han så hurtigt op på mig da jeg sukkede. Havde han hørt det? Det var umuligt, så det havde han ikke. Det var bare tilfældigt at han så op, lige som jeg sukkede. Han rejste sig op, og gik hen til mig. ”Kan du finde ud af at lave mad?” spurgte han. Jeg rystede langsomt på hovedet. Min mor havde aldrig lært mig det, faktisk havde hun aldrig ladet mig hjælpe med maden selvom jeg havde tilbudt det. Han sukkede en smule irriteret. Han var irriteret på mig? Jeg bed mig i læben, og så af en eller anden grund ned i jorden. ”Så må jeg vel selv lave maden.” hørte jeg ham mumle. Lidt efter mærkede jeg hans hånd mod min hage, som tvang mig til at kigge op på ham. ”Det skal du nok lære, men gå ud og tag et bad mens jeg laver maden.” sagde han. ”Badeværelset er den vej.” han pegede i en retning, og jeg kiggede i den retning han pegede, og nikkede så stille. Han slap mig, og lod mig gå der ud.

 

Det var et flot badeværelse. Det var støre end man lige skulle tror. Det havde helt hvide klinker, både på væggene og gulvet. Der var både en bruser og et badekar, som man lige kunne ligge i, hvis man ikke var mere end en meter lang. I den anden ende af lokalet var der et wc, som faktisk var temmelig pænt efter min mening. Jeg trak hurtigt det grimme tøj af, som jeg havde fået på, og gik så over til bruseren. Jeg var nødt til at stille mig op i badekaret før jeg kunne vaske mig. Jeg tænde først let for det varme vand, og så en smule for det kolde vand. Vandet føltes på en eller anden uforklarlig vis anderledes end det gjorde hjemme hos mig. Jeg kan ikke som sådan beskrive det, men det var på en og samme tid behageligt og ubehageligt. Jeg sukkede og lukkede mine øjne da vandet ramte min nøgne hud. Det føltes dejligt bare at stå der lige nu, på trods af at der var noget ubehageligt over det, men man vende sig faktisk ret hurtigt til den følelse.

Jeg havde ikke stået der særlig længe før jeg slukkede for vandet. Jeg vred mit halvlange blondstribede hår, og hoppede så ud af badekaret. Jeg så mig hurtigt rundt, og fandt et nyt håndklæde som jeg hurtigt tørrede mig med, og kom først nu til at tænke på, hvad jeg skulle tage på af tøj? Jeg nægtede at iføre mig det tøj jeg havde haft på før, igen. Det tøj ville jeg aldrig mere gå i. Man kunne jo ingen gang kalde det for tøj, men bare en sæk med huller i. Jeg sukkede stille. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det her noget før? Jeg svøbte håndklædet rundt om min krop, og gik så ud af badeværelset. Xeno kiggede op på mig da jeg kom ud, og smilede til mig. Inden jeg kunne nå at sige noget, smed han en stor trøje, og et par store bukser over til mig. ”Tænkte nok at du ikke havde noget tøj, så tag det her på, og så er der også mad om lidt.” sagde han. Duften af hans mad ramte min lugtesans. Det duftede himmelsk, det som han havde lavet. Min mave knurrede højlydt. Jeg var blevet virkelig sulten, så jeg samlede hurtigt tøjet op, og gik ud på badeværelset igen. Jeg tog det på, selvom det var for stort til mig, men det var bedre end ingen ting vidste jeg.

 

Da vi havde spist hans mad, rejste han sig op og så på mig. ”Du kan vel godt finde ud af at tage opvasken, ikke?” spurgte han. Jeg nikkede tøvende. ”Godt, så kan du jo tage opvasken” sagde han, og gik over og satte sig i sofaen, og smed også benene op i den. Jeg sukkede af ham, men begyndte at tage af bordet, og stille det ud i køkkenet. Han havde ingen opvaskemaskine, så jeg måtte vaske det hele op i hånden. Jeg fandt en balje frem og fyldte den med varmt vand og en smule sæbe, og begyndte så at vaske op. Det tog et stykke tid, fordi han havde brugt rimelig mange gryder og pander, men endelig var jeg da kommet gennem det. Jeg kunne mærke Xeno’s blik i min nakke, og vendte mig så om og så på ham. Han smilede til mig, og satte sig ordentligt op, så han havde benene på jorden som man normalt skulle have det. Han klappede i sofaen ved siden af sig, som tegn på at jeg skulle komme over og sætte mig ned hos ham. Jeg tog et tøvende skidt der hen, og så at han smilede opfordrende til mig, så jeg gik helt hen til ham, og satte mig lidt tøvende ned. Jeg betragtede ham igen. Hans hår var meget mørkt, næsten sort så jeg, og hans øjne? Jeg blev overrasket da jeg så dem rigtigt. Jeg havde før gættet på at de havde været brune, men det var virkelig langt ved siden af hans rigtige farve. Jeg så dybere ind i hans faktisk smukke øjne. De var en meget flot grøngul farve, eller var de? Nej de så mere ud til at være blå, eller var de røde? Jeg opgav at finde ud af hvilken farve de var, da det åbenbart var en pæn umulig opgave. Jeg så at han smilede til mig som om han vidste hvad jeg prøvede på. Han blinkede, og så over på et bord hvor der stod to drinks. Han rejste sig op, og gik så hen og hentede dem til os.

Da han kom tilbage igen, gav han mig den ene af dem, og smilede venligt til mig. Han tog en tår af sin drink, og jeg betragtede ham stille. Jeg tog selv en tår af min drink. Han smilede igen til mig, men ikke et venligt smil, men heller ikke et ondt smil. Jeg kunne ikke helt placere det. Det begyndte at sortne for mine øjne, men jeg blinkede det væk. Jeg vil ikke falde hen nu. *Hvad har han puttet i drinken?* Jeg så ned i den, og var sikker på, at det var den der var skyld i, at jeg var ved at blive bevidstløs. Jeg så op på ham igen, og stillede glasset fra mig på jorden, inden alt blev sort omkring mig.

 

Da jeg vågnede igen, vidste jeg ikke hvor jeg var, udover at jeg lå i en stor seng. Mit bryst gjorde temmelig ondt, men hvorfor? Jeg så ned af mig selv, og opdagede at jeg ikke havde noget tøj på, og fik så øje på det. Et mærke af en eller anden slags, lidt ligesom dem som man giver en ko, var på mit bryst. Der stod XE. Jeg sukkede og var ikke sikker på hvad jeg skulle sige, eller reagere på det. Jeg lukkede blot mine øjne i igen, og lod som om jeg sov.

Jeg kunne lidt efter høre fodtrin som vist nok kom hen mod mig. De standsede op lige foran sengen, og jeg mærkede sengen give efter da en eller anden satte sig ned. Jeg var rimelig sikker på at det var Xeno, for hvem skulle det ellers være? Jeg mærkede hans hånd som stille gled ned gennem mit hår. ”Det skal nok gå alt sammen, det lover jeg” hviskede han ned mod mig hår. Mine øjne var stadig lukkede, og jeg undrede mig en smule over hvad han mente med at det nok skulle gå alt sammen. Hvorfor skulle det ikke gå? Jeg nåde ikke rigtig at tænke mere over det, før jeg kunne mærke hans læber mod mine. Jeg åbnede overrasket mine øjne, og så lige op på ham. Han fjernede sig fra mig, og så bare på mig med et bredt smil på sine læber. ”Godmorgen tornerose. Sovet godt?” han grinede halvt af mig, da jeg så noget forvirret ud. Hvor længe havde jeg ligget her? Jeg bed mig i læben, og han vidste åbenbart hvad jeg tænkte på, for han svarede mig på mit spørgsmål. ”Slap af, du har kun sovet i 27 timer” sagde han, og smilede drilsk til mig. 27 timer? Fuck mit liv. Hvad havde han mon puttet i den drink som åbenbart var så stærkt at jeg sov i 27 timer? Jeg kæmpede mig op at side, men det sortnede en smule for mine øjne da jeg satte mig. Jeg tog mig til hovedet, og klynkede en enkelt gang over smerten i det. Hvorfor skulle det også gøre så ondt? Jeg havde lyst til at skrige af smerte. Jeg var ikke vant til smerte, så jeg kunne ikke holde den ud. Jeg mærkede Xeno’s arme om mig, og så op på ham. Han strøg en hånd gennem mit hår. ”Det skal nok gå, og undskyld.” sagde han. Han var meget beroligende at side sådan her sammen med. Jeg sukkede stille, og lænede mig ind mod hans bryst, og lukkede øjnene i. Jeg kunne høre hans hjerte slå i hans bryst. Det var beroligende, og jeg glemte mine smerter.

 

Lidt efter fik han mig til at slippe ham. Han så på mig med alvorlige øjne. ”Du må få noget søvn” sagde han, og lagde mig ned igen, og tog dynen over min bare krop. Jeg havde helt glemt at jeg intet havde på, og blev en smule rød i hovedet, men han lagde vist ikke mærke til det, og han havde heller ikke sagt noget til at jeg ikke havde haft noget på. Det han lige havde sagt trængte helt ind til mig. Hvorfor ville han have at jeg sov igen? Jeg havde jo lige sovet i 27 timer. Jeg så spørgende på ham, men det fik ham bare til at grine af mig. Han rejste sig op, og gik ud af værelset, slukkede lyset, og lukkede så døren efter sig. Jeg så efter ham, og lagde mig bedre til rette i sengen. Jeg var træt, men hvordan kunne jeg dog være det? Jeg havde jo sovet i over et døgn. Jeg sukkede opgivende, og lod så igen søvnen overmande mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...