Just A pet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Kyla er en ung pige, som en dag bliver fanget og solgt som en slave. Hun har ingen anelse om hvad det vil sige at være en slave, men hun finder ret hurtigt ud af at hun ikke kan lide at være en, og prøver at flygte. I det forsøg finder hun ud af noget om sig selv, som hun ikke havde nogle som helst anelse om.

14Likes
9Kommentarer
1564Visninger
AA

7. Hvad er du?

"Når, så du er endelig vågnet?" Xeno kom ind af døren ca 2 min efter jeg var vågnet. Jeg så over på ham, betragtede ham, men dog alligevel diskret. Hvem var han? Hvad var han? Han kunne umuligt være et menneske med den blodtørst han havde haft, og hans røde øjne. Men der findes jo ikke andet en mennesker, det vidste alle og en hver, men han virkede ikke menneskelig.

 

Xeno begyndte stille at gå hen mod mig. Jeg mærkede straks rædslen og panikken i mig, men det var umuligt at flygte fra ham, det var jeg næsten sikker på. I hvert falde mens han var til stede. Hvis man skulle havde en chance for at flygte fra ham her, skulle det være mens han ikke så det.

Jeg bed mig let i læben da han satte sig på hug foran mig. En rystelse gik gennem min krop, og jeg vidste at Xeno bemærkede det. Han hævede let det ene øjenbryn, og kiggede på mig med sine flotte grønne øjne. Grønne? Var de ikke røde i går, eller hvornår det nu end var? Hvad i alverden skete der? Havde han mon farvede kontaktlinser som han brugte til at skifte øjenfarve med? Jeg var forvirret.

En lav latter undslap Xeno, og jeg så forvirret på ham. Hvorfor mon han grinede? Hvad var så sjovt? Var det mig?Han så åbenbart mit let spørgende blik. Han rystede stille på hovedet af mig med et kækt smil. "Er du bange for mig?" spurgte han, og så på mig. Om jeg var bange? Gud faen var jeg bange for ham, efter det som han havde gjort. "Du behøver da ikke at være bange for mig, for jeg gør dig intet." lo han. En stor fed løgn, helt sikkert, og det vidste alle og en hver, eller nej nok ikke, for hvem sagde at han var sådan over for andre end mig? Jeg bed mig i læben, og krummede mig mere sammen i sofaen, og slog armene om mine ben, som jeg nu havde trukket op under min hage.

Han strakte en hånd forsigtigt frem mod mig, og jeg trak mig instinktivt væk fra ham. Han skulle kraftedeme holde sig langt væk fra mig. På trods af at jeg trak mig væk fra ham, lagde han alligevel en hånd på min kind, og smilede bare til mig. "Du ser ud som om du har set et spøgelse" lo han, og fjernede sin hånd, og rejste sig op igen. Han så ned på mig, men sukkede så, og gik sin vej. Jeg blev siddende, og så efter ham. Fuck han forvirrede mig lige nu. Jeg sukkede stille.

 

 

Det var næsten aften nu. Jeg havde fået besked på at dække bordet. Jeg lagde pænt tallerkener og bestik på bordet. Xeno havde lavet madden, som var færdig nu. Han tog det af komfuret, og satte det på bordet. Han så på mig, og smilede venligt til mig, men jeg så væk fra ham. Jeg kunne høre han sukkede men sagde intet til mig. Jeg så forsigtigt på ham, og så at han havde sat sig ned, så jeg gjorde det samme. Jeg så afventende på ham, og han nikkede kort. "Bare tag noget" sagde han med en blid stemme. Jeg nikkede forsigtigt, og øste så noget mad op. Det så godt ud, og min mave knurrede ved synet af madden. Jeg måtte indrømme at jeg var blevet meget sulten. Jeg tog en stor mundfuld af maden, og den smagte lige så godt som det så ud. Jeg tyggede det hurtigt, og sank så. Jeg kunne mærke Xenos blik på mig, så jeg så op på ham med et spørgende blik. "Hvad?" spurgte jeg med en let flabet tone. "Jeg ved du vil spørge mig om noget, så spyt ud." sagde han med en rolig stemme. Jeg sank en klump som havde sat sig i halsen. Jeg var meget forundret over ham. Han vidste at jeg ville spørge ham om noget, men hvordan? "Hvad er du?" røg det ud af mig. Han så på mig, og et smil voksede på hans læber. "Så du vil vide hvad jeg er? Og det er du sikker på?" spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg nikkede langsomt, og han kiggede bare stadig på mig, og lo så stille. "Du vil ikke tro mig" sagde han så bare, og rejste sig op fra stolen, og smilede til mig på en flabet måde, og gik så ud af køkkenet, og ind i det rum som han han havde tilbragt meget tid i. Jeg viste stadig ikke hvad der var der inde. Jeg kiggede bare efter ham, og forstod ikke helt hvad der var sket. Så jeg ville ikke tro på ham, hvis han fortalte mig det? Hvorfor troede han det? Jeg var forvirret. 

 

 

//Ja så kom der endnu et kapitel. Ved jeg var længe om det, men har eksamensopgave lige for tiden, og skriveblokade før det xD men i må endelig gerne skrive hvad i synes om den. Tager både mod ris og ros. Jeg tager også mod ideer hvis i har nogle, kunne jo være jeg kunne bruge dem xD//  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...