Kræftig kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
154Visninger

1. Mødet

Jeg sad nede i kantinen. Min mor sad ved siden af mig i sin blå jumpsuit, og hendes mørke lange hår faldt hele tiden ned i øjnene på hende. Hun snakkede til min far, som tog en ordentlig mundfuld af den lasagne, kantinen serverede i dag. Min far var typen, som ikke sagde så meget, men bare nikkede som svar. Jeg hadede hospitaler, der lugtede altid af WC-rens og andre rengøringsmidler. Hvis ikke det var for min storebror, var jeg skredet for længst. Han havde fået lungebetændelse efter at have være på hyttetyr med sin nye gymnasieklasse, og klaptorsken var hoppet i havet i 2 grader. Min storebror var 18, to år ældre end mig, men han havde altid været den mest barnlige af os. Han tog ikke tingene seriøst, og havde ingen planer om fremtiden. Det havde jeg så heller ikke, men jeg havde en idé om hvad jeg gerne ville være: Politimand. Jeg elskede spændingen og det med ikke at skulle vide, hvad der kom til at ske. Jeg kiggede rundt i lokalet. Alle væggene var hvide og der hang kun ganske få billede af blomster rundt omkring. Der var ca. 17 runde borde, hvor folk sad og spiste. Mit blik blev fanget af en pige på min egen alder. Hun var skaldet, havde slanger i næsen, ingen øjenbryn og bar hospitalet hvide skjortekjole. Der var ingen tvivl. Hun var kræftpatient. Jeg var overvældet, havde aldrig set nogen så smuk før. Hun så så lille og uskyldig ud. Hun sad og rodede i lasagnen med sin gaffel, uden at spise noget. Hende, der synes at være hendes mor, sad med armen omkring hende og spurgte hende om noget. Jeg sad for langt væk til at kunne høre hvad hun sagde. Pigen nikkede, imens hun så ned i sin tallerken. Hun kiggede op og mødte mit blik. Hendes mundviger bredte sig til et smil. Moren rejste sig og lagde en hånd på hendes ryg. Hun fastholdt mit blik i noget, der føltes som 1 time. Så rejste hun sig. Vendte sig om. Og gik. Uden at se sig tilbage. Jeg vidste, at jeg måtte vide hvem hun var. Men hvordan? Før jeg kunne nå at løbe efter hende, var hun væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...