På Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Igang
Xena, en kun 14-årig pige, lider af Agorafobi: angst. Xenas forældre er skilt, og hun bor fast hos sin mor, men til jul bor hun sammen med sin far. Hendes mor slæber hende igennem et hård og modbydelig hverdag, hvor alle på hendes vej kommenterer hende unormale handlinger. Senere blive hun også konstateret paranoid, og snart bryder hendes mor sammen. Xena kæmper hårdt for at overleve, og finde ud af hvad ordet 'kærlighed's sande mening er. For hvordan vil ægte kærlighed påvirke hendes liv? Følg med i Xenas kamp for rettigheder, retfærdighed og ægte kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
144Visninger
AA

1. Sindet

...er et slør for virkeligheden.

3 ord: hvem er jeg? 4 ord: hvem er jeg blevet? 5 ord: hvem er jeg uden følelser? 6 ord: hvem har de gjort mig til?

Mit liv har ændret sig, og det gør det stadig. Jeg er lige på kanten til at være død, ikke fysisk, men psykisk død. Mine tanker har taget magten. Et øjebliks uopmærksomhed, og jeg var væk. Tabt for altid, jeg bliver aldrig mig selv igen. Mit sind er væk, der er kun tanker tilbage. Tanker, som jeg ikke burde stifte bekendtskab med, men det gør jeg.

Mine tanker styrer mig: de er en belastning, og jeg adlyder hvad de fortæller mig. Tankerne der gør mig i tvivl, de findes i mit hoved. De bor der, og de forlader mig ikke, før jeg har fuldgjort dem. Alle former for tanker bor her: selvmordstanker, tvangstanker og fobier. Jeg har ikke nogen frygt, og det misunder andre. Men jeg er bange for mennesker. De bedømmer én som om man ikke vidste det, de trænger én på og fortæller mig hvad jeg skal gøre. De bestemmer over mig. Andre mennesker forstår mig ikke. At rykke min blyant fra min tegning og over i mit penalhus kan tage mig uendeligt mange sekunder, og folk bemærker det, og de stirrer på mig. At tegne giver mig ro. Papiret giver mig plads til at lade alle tankerne, følelserne og ordende komme på plads. Tankerne bliver på papiret og de stirrer ikke på mig. Mor er bange for at vise mig frem offentligt, det tror jeg ihvertifald. Hun virker sådan, altså underlig, når vi er ude. Derfor sidder jeg mest her, på mit værelse og tegner. Men at gå en tur, helt alene uden nogen eller noget som helst... jeg føler mig fri og let... let som en fjer. Men mor lader mig ikke gå alene, ikke mere. Engang opdagede hun hvordan jeg lod mine tæer føre mig hen over kantstenene og med hurtige og skræmmende bevægelser jog hun mig indenfor. Hun satte prikken over i'et på min frygt for mennesker. Frygt er et stort ord, det indeholder så meget... kraft. Jeg er ikke bange for mor, men for hendes ord. Nu går jeg ikke længere ture alene, mor skal med. Men aller dejligst ville det være hvis jeg fik lov at gå alene. Men mor tør ikke, hun tør ikke lade mig gå. Hun er bange for noget... noget som jeg ikke ved hvad er. Tanker, tanker, tanker. De er livets forhindringer. 

Øjne... De... Dømmer?! Øjne, vores, menneskets domstole. Ikke nok vi vi har én domstol, vi har to. De arbejder på døgndrift, og de holder aldrig fri. Om morgenen dømmer de morgenmaden og får os til at tænke på hvordan morgenmaden kunne have været bedre. I skolen hvor vi dømmer andres tøj, og hår for den sags skyld. Herhjemme hvor jeg står og dømmer mig selv foran spejlet. Og imens jeg spiser bliver jeg også dømt... Så jeg spiser ikke... Overhovedet. Mor prøver at tvinge mig, men hun gør det bare meget værre. Øjne er ikke rare, de er dømmende og ikke hjælpsomme. Når jeg kigger ind i andres øjne, reflekterer det de syntes om mig. Når jeg kigger ind i mors øjne, reflekterer hendes skuffelse. Men i mine øjne... reflektere intet. Intet og ingen. Jeg vil finde mig selv i en anden og det er alt jeg ønsker: at finde mig selv. 

I dont know what love means, how it spells, or how it feels. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...