På Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Igang
Xena, en kun 14-årig pige, lider af Agorafobi: angst. Xenas forældre er skilt, og hun bor fast hos sin mor, men til jul bor hun sammen med sin far. Hendes mor slæber hende igennem et hård og modbydelig hverdag, hvor alle på hendes vej kommenterer hende unormale handlinger. Senere blive hun også konstateret paranoid, og snart bryder hendes mor sammen. Xena kæmper hårdt for at overleve, og finde ud af hvad ordet 'kærlighed's sande mening er. For hvordan vil ægte kærlighed påvirke hendes liv? Følg med i Xenas kamp for rettigheder, retfærdighed og ægte kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
143Visninger
AA

2. Lys Svækker Mørke

Lys... lys er godt. Man skal altid søge mod lyset.

Jeg bor sammen med min mor, min far og min bror. Min storebror er fjorten... femten...han er seksten år gammel. Hans værelse ligger over for mit. I starten af mit nye liv plejede han at sove på mit værelse, sammen med mig, for at passe på mig. Men efter et par måneder ville han ikke mere, det kunne jeg mærke på ham. Ikke at han sagde noget, for han ville ikke døme mig. Han ved godt hvordan jeg har det med andre mennesker. Selvom jeg er sammen med ham, føler jeg mig ikke bedømt, han dømmer mig ikke. Nu er han på efterskole, det sagde han at han havde brug for. Brug for et år uden bekymringer, og jeg ved godt at han mente mig som problemet. Den eneste jeg kunne stirre ud i luften med, er væk. Væk i lidt under et år, cirka 9 måneder mere. Ikke at han er startet på et nyt liv ligesom mig, men han er den eneste der prøver på at tyde blikkene i mine øjne. Det er der ingen andre der gør. Ingen ser smerten i mine øjne, de tror alle sammen på det falske smil der bor på mine læber. Men Storebror, han tror også på det men... han prøver at tyde de matte blik i mine øjne.

Solen skinner: mine porer optager D-vitaminer i mit ansigt. De fleste lukker øjnene af irritation fra solen, men ikke mig. Jeg sad i min brede vindueskarm en morgen i juli og beundrede træerne. Beundrede træerne, fuglene og kantstenene. Ingen musik, ingen lyd, bare... mig. Vinduet stod åbent, men jeg fokuserede stadig på solens stråler. En rødkælks sang forsvandt ind i min øregang og lod en tanke forsvinde. Ro, fred og stilhed. Mor vil ikke have at jeg sidder stille og fokusere på underlige ting, hun vil heller ikke have at jeg går ture alene. Derfor var døren ind til værelset lukket. Jeg placerede det ene af mine ben over det andet og sad nu i skrædderstilling. Mit værelse lod jeg mig fylde med mine tanker. Tanker, som jeg ikke behøvede. Og tankerne jeg behøvede lod jeg forblive fanget i mit hoved. Dagbog? Det foreslog psy..ko?... psykologen også. Hun sagde at det ville hjælpe mig med at holde styr på... tankerne. Så det prøvede jeg, men det føltes stadig indespærret. Men de bliver ikke ved med kun at være på papiret... de svæver tilbage ind i mit hoved. Det er til ingen nytte... Altså at skrive det ned... Men at tænke højt: det hjælper. For så bliver tankerne fanget i atmosfæren og bliver hængende dér. Men hun, psykologen, ved det ikke. Hun tror at jeg skriver det ned. Haha. 

 

Og i netop den sammenhæng gik det op for mig hvad ord kan, og hvordan det ville se ud, hvis jeg slog ordet 'ord' op i en ordbog: 

ORD {et navneord: et ord}

1. Bruges til kommunikation

2. Menneskets hidtil bedste opfindelse 

3. Har eksisteret, formegentlig, lige så lang tid som mennesket 

3. Den eneste måde at kommunikere på (indtil videre)

I min dagbog valgte jeg at skrive:

ORD {et navneord: et ord} 

1. Bruge til kommunikation

2. Hidtil den værste opfindelse

3. Burde ikke eksistere

4. Hvis ingen ord fandtes, ville ingen dø. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...