Ballerinaen

Sarah ønsker sig at blive balletdanser mere end noget andet, men i en verden, hvor kravet om perfektion er uundgåelig, er det ikke let at passe ind. Dog er Sarah klar til at ofre alt, hvad hun ejer og har for at få opfyldt sin drøm, men det vil snart vise sig at få konsekvenser. Alvorlige konsekvenser, der, i værste tilfælde, kan slå hende ihjel. Blind over for alvoren presser hun sig selv ud, hvor hun ikke kan bunde. Og hvor overlevelse nu er det eneste, der betyder noget.

10Likes
14Kommentarer
606Visninger
AA

4. Små bæster

”Skal du ikke have noget at spise, lille skat?” Min mor tog min tallerken, hvor kød, sovs, kartofler og grøntsager stadig lå og boltrede sig mellem hinanden. Jeg sad med mine arme krydsede over barmen, mens jeg væmmende rynkede på næsen. Noget at spise? Det måtte da værre hendes spøg? Jeg rystede på hovedet og tog en lille slurk af min vand.

”Nej, ellers tak mor.” Hun satte tallerkenen på køkkenbordet og kiggede forundret på mig. Jeg kiggede kort på hende og vendte mig derefter væk. Ville ikke møde hendes blik, for vidste allerede, hvad det ville indeholde. Uforstående sorg.

”Sarah, er du nu sikker? Du har næsten ikke spist noget i dag.” Jeg sukkede stille. Hun forstod intet, slet ingenting! Hun forstod ikke, hvad der betød for mig. Hvad der var vigtigt for mig. Hun fattede det bare ikke! Fattede ikke at det at være tynd, var umådeligt vigtigt for mig. Ja, det at være tynd, var alt det, der betød noget. Uden den perfekte krop kunne jeg jo ikke danse videre. Jegf måtte bare være perfekt!

Jeg trak blidt på skuldrende og rejste mig fra spisebordet. Gik derefter over til min mor lagde en trøstende hånd på hendes skulder.

”Jeg har da fået et æble i dag, mor. Og desuden er jeg altså på slankekur, det ved du da godt.” Jeg kyssede min mor på kinden. Hun strøg mig stille over kinden.

”Ja, det ved jeg, men tror du ikke, at det er ved at tage lidt overhånd? Jeg mener, se bare hvor tynd, du er.” Tynd som i vildt tyk, mente hun vel…

Jeg trak mig væk fra hende og bevægede mig ud af køkkenet. På vejen ud tog jeg et æble.

”Jaja, mor.” Derpå forlod jeg hende i køkkenet med opvasken og en strømmende flod af sammenklemte følelser i hendes hoved. Men jeg ville gøre alt for at være perfekt. Alt hvad der skulle til for at blive tynd, ville jeg gøre!

Jeg kastede æblet op i luften… og greb det igen. Kastede det op i luften og greb det igen. Sådan gjorde jeg hele vejen op af trappen og ind på mit værelse.

Jeg satte mig på sengekantet og stirrede på det grønne æble i min hånd. Det skinnede i det svage skær fra den røde aftensol udenfor mit vindue. Æblet nærmest smilede, hånligt.

Du er så tyk, at selv grøntsager ikke engang vil nærme sig dig…!

Æblet blev tungere i min hånd. Det tyngede mig ned. Jeg satte støttende min fire hånd under den anden.

Du er så tyk, at du ingen muskler har. Kun fedtet er tilbage!

Mine arme begyndte at ryste. Æblet grinede, grinede lige op i mit ansigt. Det hånede mig. Det hånede min krop.

Roser er røde, violer er blå. Du er det rene fedt, ingen andre er ligeså.

Jeg kastede æblet fra mig. Det trillede hen af gulvet og ramte væggen med et lille bump. Rystende stirrede jeg på det med afsky. Tænk at jeg engang havde spist de små bæster!

Så er det derfor jeg er så fed! De små bæster har fået mig til at tage på!

Jeg lagde mig ned med armene under hovedet. Kiggede stille op i loftet. En lille sort edderkop kravlede vildfaren forbi på loftets overflade. Til en hver anden tid ville jeg have skreget højt og styrtet ud af værelset. Men ikke i dag. Jeg følte mig så… træt. Og svag. Jeg lukkede mine øjne og alt blev opslugt af mørke.

Jeg vil aldrig mere spise æbler. Aldrig, aldrig mere!

Men jeg havde aldrig troet, at det ville ende op med, at jeg overhovedet intet ville spise… Var det æble mon blevet besat af en dæmon?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...