Ballerinaen

Sarah ønsker sig at blive balletdanser mere end noget andet, men i en verden, hvor kravet om perfektion er uundgåelig, er det ikke let at passe ind. Dog er Sarah klar til at ofre alt, hvad hun ejer og har for at få opfyldt sin drøm, men det vil snart vise sig at få konsekvenser. Alvorlige konsekvenser, der, i værste tilfælde, kan slå hende ihjel. Blind over for alvoren presser hun sig selv ud, hvor hun ikke kan bunde. Og hvor overlevelse nu er det eneste, der betyder noget.

10Likes
14Kommentarer
602Visninger
AA

2. Prolog

Jeg snurrede rundt om mig selv. Rundt og rundt og rundt og rundt i noget, der føltes som en uendelig piruet. Jeg kunne mærke kvalmen stige langsomt op i halsen. Snart, meget snart, ville det sprøjte ud af min mund, som en gullig væske, hvor intet andet en gallen var i.

Jeg standsede op og lænede mig op af den kolde hvide væk. Havde ikke ligefrem lyst til at brække mig den dag. Det snurrede rundt for mine øjne. En ret så ubehagelig følelse.

Jeg lukkede kort mine øjne for at få den forvrængede verden, jeg så gennem mine øjne, til at forsvinde og blive som før. Derefter lod jeg mit blik vandre granskende op og ned af mig selv i det store spejl på væggen.

Jeg rynkede let næsen ved synet. Det var forkert, helt forkert! Jeg lagde væmmende hånden på maven. Hvorfor skulle jeg også være så tyk? Den hvide balletdragt sad tæt til min krop, så tæt at man kunne se min mave bule ud. Jeg sukkede. Hvad ville andre dog ikke tænke, hvis de så sådan en fed en som mig? De ville føle afsky, gå i en stor bue uden om mig. De ville grine af mig og håne mig.

Jeg lod tankerne styrte rundt i mit hoved i et øjebliks tid. Til sidst fandt jeg frem til en konklusion, som jeg havde haft i hovedet i lang, lang tid.

”Jeg må tabe mig. Det er det eneste rigtige. Jeg må være perfekt, helt fejlfri.”

Jeg sendte mit spejlbillede et bittert blik, hvorefter jeg greb min taske og bevægede mig mod døren med faste skridt. Mine skeletagtige ben fulgte de samme skridt som jeg i spejlets glas.

Jeg bevægede mig hurtigt ud af døren, hvor et koldt og trist mørke opslugte mig. Sikringen var gået. Jeg fortsatte ned af den gamle trappe og ud på gaden i den kolde efterårsaften. Bilerne drønede tudende forbi det smalle fortov.

Jeg kiggede mig lidt omkring og opdagede så den røde Ford, hvor min mor sad og vinkede til mig. Jeg smilede venligt til hende og begav mig derhen.

Min mor tændte bilen, og forlygternes gullige lys ramte mine øjne.

I det samme mærkede jeg en underlig svimmelhed. Ligesom om jeg havde lavet det dobbelte af de piruetter, jeg lige havde lavet.

Min mave begyndte langsomt at trække sig sammen. Den buldrede og bragede, klagede sig over, at den ingen kalorier havde fået.

 Jeg værnede for det skarpe lys med min ene hånd, mens den anden lige så stile slap grebet om taskens hank.

Tasken faldt til jorden, og et uspist æble, som min mor havde insisteret på, at jeg skulle tage med, trillede ud.

Jeg svajede let fra side til side, mens jeg tog mig til hovedet med den anden hånd.

Verden forandrede sig lige for næsen af mig. Den vendte og drejede sig, så det til sidst bare lignede uformelige sorte klatter.

Jeg trådte to skridt bag ud.

Jeg kunne høre min mors bekymrede stemme et sted langt væk fra, hvor jeg befandt mig nu. Den lød tåget og uklar.

”Sarah! Sarah, er du okay?”

Jeg tog endnu et skridt bagud. Og endnu et. Og ét til.

Jeg blinkede et par gange med mine øjne bare for at se om, jeg kunne få svimmelheden til at gå væk.

Jeg tog et sidste skridt bagud, hvorefter jeg faldt sammen på det beskidte fortov.

Et fjernt sted, flere tusinde kilometer væk, kunne jeg mærke, at der blev rusket i mig. Men mørket havde opslugt mig, og jeg kunne intet gøre.

Det grønne uspiste æble blev lyst op af billygternes gullige skær…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...