Perlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Megan var en hel almindelig 14 årig pige, der havde helt almindelige venner, og en næsten helt almindelig familie (hvilken familie er egenligt almindelig?) Indtil en enkelt besked forvandler en helt almindelig solskinsdag til en mørk og trist regnvejrsdag. Vil hun mon nogensinde komme sig over den grumme besked, der fylder hendes tanker med frygt?

3Likes
2Kommentarer
292Visninger
AA

5. Uden håb

Hvorfor blive forelsket i en totalt fremmed person, som du kun havde talt med meget få gange?

Det var de spørgsmål jeg stillede mig selv. Andrew. Jeg vidste ikke engang hvad hans efternavn var. Det var lidt for akavet at spørge, nu hvor jeg havde plantet mine læber i hans. Andrew fik vist den samme reaktion som mig. Da kysset var ovre, så han overrasket ud. "Wow...", Hviskede han, så Michael ikke kunne høre det. Michael sad i sengen, og kiggede på os. "Første kys?", Spurgte han. Jeg kom til at nikke. Michael lo. "Jeg vidste det hele bare var en stor løgn. Andrew, du lokkede hende til det, for at vinde væddemålet, ikke sandt?", Sagde han og lo. Jeg kom til at sige noget jeg ikke skulle have gjort. Michael, ville bare miste håbet. "Nej, nej, Michael! Vi havde bare aldrig prøvet at kysse før, det lover jeg dig! Hun faldt for mig på ærlig vis. Er det ikke sandt, Megan?", Spurgte han desperat. Jeg vidste at han løj, for at redde sin bror. Ikke for at vinde et tåbeligt væddemål. Jeg var en af de dårligste til at lyve. Jeg nikkede bare. Prøvede at skjule det løgnagtige ansigt for ham. "Hold nu op. Jeg ved jo at i lyver! Men tak fordi du prøvede at få mig til at tro at der er håb for mig.", Sagde han, og lagde sig til at sove. Andrew sukkede, tog mig hånden, og vi gik sammen ud på gangen. "Det må du undskylde, Megan.", Sagde han. "Hvad undskylder du for?", Spurgte jeg ham. Han kiggede på mig, med matte øjne. "Det hele. Undskyld at jeg fik rodet dig ud i det her. At jeg kyssede dig.", Forklarede han. Jeg smilede. "Det skal du ikke undskylde for, det var...", Jeg stoppede mig selv. "Hvad? Hvad var det?", Spurgte han. Jeg kiggede ned i gulvet, og derefter op på ham. "Fantastisk", Sagde jeg. Hans pupiller udvidede sig. "Syntes du virkelig?", Spurgte han, og lød helt håbefuld. Jeg lo lidt for mig selv. "Ja...", Sagde jeg. Andrew lænede sig frem for at kysse mig. Jeg strittede ikke imod. Jeg lukkede i stedet øjnene, og nød øjeblikket. Hans hånd hvilede på min kind. Ingen ord kunne beskrive kysset. Ikke engang perfekt

Det gav et sæt i Andrew. "Hvad er det jeg laver?", Hviskede han til sig selv. Jeg lod som om jeg ikke hørte det. "Undskyld!", Sagde han, og løb væk. Hvad skulle han nå? Hvorfor løb han væk fra mig? Havde jeg gjort noget forkert? Jeg sukkede, og gik ned til Maribel. 

Det første jeg så, da jeg kom ned til hende, var min mor der snakkede med en læge. Hun græd. 
Jeg så Maribel ligge i sengen. Livløst. Ved første øjekast troede jeg hun var død. Men da jeg gik tættere på hende, kunne jeg høre hendes åndedræt. Jeg sukkede af lettelse. Jeg satte mig på knæ, og holdte hendes hånd. Hvis ikke jeg måtte det, ville nogen have stoppet mig. "Bel?", Hviskede jeg. Hendes hoved drejede hen til mig. "Meg?", Hviskede hun tilbage. "Hvorfor græder mor?", Spurgte jeg hende lavmælt. Maribel smilede. "Fordi jeg skal dø, Megan.", Sagde hun ligeså stille. Jeg fældede en tåre. "Nej, Bel. Du skal nok klare dig. Det lover jeg dig.", Hviskede jeg, med gråd i min stemme. Maribel rystede på hovedet, med et smil på læben. "Nej, Megan. Jeg skal endelige tage afsked med denne forfærdelige verden.", Sagde hun. Hvad mente hun? Forfærdelige verden? Hvad gjorde den så forfærdelig? "Forfærdelige?", Spurgte jeg. Hun nikkede. "Megan, der er nogen jeg aldrig har fortalt til nogen.", Sagde hun, og hostede. Jeg kiggede sørgmodigt på hende. "Hvad er det du ikke har fortalt, Bel?", Spurgte jeg desperat og trist. "Jeg ryger, og jeg har gjort det siden jeg var 8. Jeg ryger omkring en pakke om dagen. Jeg stjæler nogle gange mor og fars cigaretter, og ryger dem. Du skal ikke være bange for at du får lungekræft, min kære Megan. Det sker meget sjældent uden en årsag.", Sagde hun. Jeg var målløs. Havde min storesøster, Maribel Bach, røget i 8 år, uden at nogen i familien havde opdaget det? "Hvorfor?...", Var det eneste der kunne komme ud af min mund. Maribel lo. "Fordi... Da jeg var 8, fandt jeg ud af at rygning fremkaldte lungekræft. Jeg vidste udemærket hvad det betød. Hør, der er endnu en ting jeg ikke har fortalt dig.", Sagde hun. Jeg blev nervøs hver gang hun sagde den sætning. "Hvad er det?", Sagde jeg, og jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage længere. "Jeg blev mobbet da jeg var mindre. Fysisk og psykisk. Kan du huske da jeg lige var startet i skole, og jeg kom hjem med en flænge i min pande?", Spurgte hun. Jeg nikkede. "Det var ikke fordi jeg havde slået hovedet ind i radiatoren. Det var fordi pigerne fra min klasse havde banket mig. Sophia. Det hed hende der gjorde det. Min gamle bedste ven. Jeg vidste ikke hvorfor de gjorde det. Da vi startede i 2. Klasse, begyndte det at gå op for mig. De var jaloux. Drengene fra min klasse fulgte tit efter mig, og prisen for det, var en omgang tæsk efter skole. Jeg kunne ikke klare det mere. Så da jeg hørte at rygning fremkaldte kræft, og at man kunne dø af det, ville jeg gøre det. Jeg havde ikke hørt om at man kunne hænge sig selv, for at begå selvmord. Jeg havde slet ikke tænkt over det. Jeg troede rygning var den eneste vej væk fra omverden. Jeg ville ryge, til mine lunger blev så rådne, at jeg døde. Prøv og se hvor godt den plan gik for mig.", Forklarede hun. Jeg kunne ikke klare det mere, mine øjne løb i vand. Tårerne trillede ned fra begge kinder. "Nej, Maribel! Du bliver hos os!", Sagde jeg, og lød hysterisk. Hun rystede på hovedet. "Nej, Megan. Kan du se billedet på skærmen derover? Det er mine lunger. De er sorte af forrådnelse. Det eneste jeg er bange for, er at du bryder sammen over min død. At du bliver så deprimeret, at du begår selvmord. Men, Megan, lov mig én ting...", Sagde hun. Jeg nikkede. "Hvad som helst", Sagde jeg. Min stemme knækkede over. "At du aldrig bliver ligesom mig. Hvis du bliver mobbet, så sig det til en lære eller mor og far. Jeg var for ung til at forstå det. Hvis du lover mig den ene ting, kan jeg tage fredeligt herfra.", Sagde hun. "Det lover jeg.", Sagde jeg og brød sammen. Jeg græd så højlydt, at lægerne kiggede på mig. Det blev ikke pinligt berørt. Jeg var ligeglad med alle tilskuerne. Jeg ville bare græde ud, over min døende søster. Sikke meget der kan nå at ske på to dage. En lykkelig, dansene Megan, til en dybt ulykkelig, brølende Megan. Livet er underligt. Og alt syntes uden håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...