Perlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Megan var en hel almindelig 14 årig pige, der havde helt almindelige venner, og en næsten helt almindelig familie (hvilken familie er egenligt almindelig?) Indtil en enkelt besked forvandler en helt almindelig solskinsdag til en mørk og trist regnvejrsdag. Vil hun mon nogensinde komme sig over den grumme besked, der fylder hendes tanker med frygt?

3Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

6. Liggende ved min side

Efter en helt nat med tårer, besluttede mine forældre at give mig fri mandag. Det gjorde ikke min dag bedre, men den gjorde den lettere. Jeg besluttede mig for at gå ned til Skejby hospital. Min søster ville dø inden for få dage, og hun kunne næsten ikke vente. Det gjorde mig selvfølgelig glad på hendes vegne, at hun ikke bange for døden. Det sjove var, at det var jeg. Jeg var ikke bange for at jeg skulle dø, men at Maribel skulle. Min bedste ven. Hvem kunne få mig til at undgå selvmord? Det var svært at tænke på, men Andrew var ihvertfald en af dem. Jeg var sikker på at vi var et par. Han kyssede mig jo! Selvom han flygtede bagefter, så var det ham der gjorde det. Ikke omvendt. Det gav et lille lykke sug inden i mig, men det var også meget lille. Det var for hårdt for mig at tænke på at jeg skulle til begravelse hos min egen søster, om bare nogle få uger. Det var noget af det der fik mig til at fælde en tåre.

"Mor?", Spurgte jeg min mor.

"Hvad er der, skat?", Spurgte hun. 

"Er det i orden hvis jeg går ned til Maribel? Du ved, et sidste farvel?", Spurgte jeg med røde øjne. De var røde fordi jeg havde grædt hele natten. Mit hoved var også helt smadret af det. 

"Så lad gå. Jeg tager med dig.", Sagde hun, og jeg gav hende et taknemligt blik. 

Vi ankom til hospitalet på under ti minutter. Det første jeg gjorde var at løbe ned ad gangen, og så ind til min søster. Hun lå stille, og lignede også en der var ved at dø.

"Maribel!", Udbrød jeg, da jeg så at hun havde slanger i armen. Hun åbnede øjnene, og kiggede underligt på mig.

"Hvad skal de bruges til?", Spurgte jeg og pegede på slangerne. Hun grinede.

"Nå, dem! Det ved jeg ærligtalt ikke selv. Det må du spørger lægerne om.", Sagde hun, og gav mig et venligt blik. I stedet for at spørge en læge, spurtede jeg hen til hende, satte mig på knæ, og holdte hende i hånden. 

"Jamen dog, Meg. Du kan da også lade være!", Sagde hun i et tonefald der næsten lød lykkeligt. Jeg kunne mærke tårerne falde fra mine øjne. 

"Shh, Meg. Det skal nok gå.", Sagde hun, og aede mit hår. Det fik mig bare til at græde endnu mere. En læge kom ind på Maribels' stue.

"Kan jeg låne dig i et øjeblik?", Spurgte lægen min mor. Min mor nikkede, og fulgte efter ham. Jeg blev helt nysgerrig over hvad han mon skulle tale med ham om. Jeg rejste mig for at lytte med, men Maribel stoppede mig.

"Nej, Meg, lad vær. Hvis du er ked af det over dette, skal du da slet ikke høre hvad han siger til mor.", Sagde hun. Jeg græd stadigvæk så meget at jeg kunne sejle i en sø af mine egne tårer. 

"Åh, Megan, min perle.", Sagde Maribel. Jeg var aldrig blevet kaldt perle af nogen før. En musling var det tætteste jeg kunne komme på det. Jeg så op på hende. 

"Megan betyder perle, vidste du godt det? Perle passer perfekt til dig.", Sagde hun. Det mindede mig om min tegning af en perle. Var det min underbevidsthed der fik mig til at tegne som jeg gjorde? Jeg var helt forvirret. 

"Det bedste af det hele er nok, at jeg ikke blev klippet skallet inden min død. Syntes du ikke også?", Spurgte hun. Jeg sukkede. Maribel havde det smukkeste hår, så jeg kunne godt se meningen. Jeg hadede når hun snakkede højt om døden. Selvom det ikke engang var mig der skulle dø. Maribels' puls blev svagere og svagere. 

"Du må ikke forlade mig, Bel. Bliv hos mig!", Bad jeg hende. Hun rystede på hovedet.

"Nej, min perle. Men du kan hente mor og ringe til far, så jeg kan give et sidste farvel. Er du med på idéen?", Spurgte hun. Jeg nikkede, men jeg var dybt ulykkelig. Jeg løb ud på gangen, for at hente min mor. 

"MOR, MOR! Maribel er ved at dø, du bliver nød til at komme!", Råbte jeg. Min mor så forskrækket på mig, og forlod hurtigt samtalen med lægen. 

"Maribel?", Spurgte min mor da hun kom ind. Imens de snakkede, ringede jeg til min far. 

"Hvad er der, mor?", Spurgte Maribel med et smil på læben. Min mor brød sammen.

"Bare rolig, Bel. Du skal nok klare dig.", Sagde min mor i gråd. Maribel rystede på hovedet, som hun også gjorde ved mig nogle gange.

"Nej, mor. Lad nu vær med at sige det. I ved jo at jeg vil dø på et tidspunkt. I har i det mindste stadig Megan! Op med hovedet, jeg lover at jeg vil se ned på jer hver dag!", Sagde Maribel. Min mor havde ingen ord at sige. Det eneste hun gjorde var at gå ned til Maribel, holde om hende, og give hende et ordenligt smækkys på munden. 

Efter to mislykkedes opkald til min far, tog han endelig telefonen. 

"Hvad er der, Meg?", Spurgte min far med et lidt skræmt tonefald. 

"Far, det er Bel. Du bliver nød til at skynde dig ned til hende så hurtigt som muligt.", Sagde jeg desperat.

"Jamen jeg er på arbejde, Meg. Det her er vigtigt!", Sagde han. Han vidste tydeligvis ikke hvad der foregik

"Er det vigtere end et sidste farvel til sin egen datter?", Spurgte jeg dramatisk. Min far tøvede.

"Jeg sidder allerede i bilen. Sig til hende at hun skal holde ud til jeg kommer!", Sagde min far bange.

"Det skal jeg nok!", Sagde jeg og var igen ved at bryde sammen. 

Jeg løb ind til Maribel, og fortalte hende at vores far var på vej. 

"Det var godt, Megan. Hvis det er okay, vil jeg gerne have lov til at sige de sidste ord som du får at høre af mig.", Sagde Maribel svagt. Jeg nikkede.

"Selvfølgelig, Bel. Kom bare med dem!", Sagde jeg trist.

"Stol aldrig på dem, som siger at intet kan lade sig gøre. For alting er muligt.", Sagde hun, og forsvandt fra mig. Jeg græd. I dét hun var på vej til et bedre sted, stormede min far ind. 

"Jeg kommer ikke for sent, gør jeg?", Spurgte min far højlydt. Jeg trak på skuldrene.

"Åh nej...", Sagde han og skyndte sig hen til Maribel. Hun åbnede forsigtigt øjnene, og smilede da hun så vores far. Min far kyssede hende på kinden.

"Vi ses snart igen. Jeg elsker dig.", Sagde Maribel, og holdte ham i hånden. Min far fældede en tåre. 

"Jeg elsker også dig, min skat.", Sagde han. Maribel lagde hovedet til side, og forsvandt for alvor. Min egen søster døde. På grund af cancer og mobning. Det var ikke til at fatte. En læge kom ind, og lagde noget der lignede et lan over hende. 

"Vi skal nok tage os af hende.", Sagde lægen. Vi gik ud, og var alle i dybt sorg. Den eneste person jeg ville snakke med var Andrew. Han løb godt nok væk fra mig dagen inden, men han var den eneste der kunne hele mig.

Jeg gik ned til en af lægerne, og spurgte efter en dreng kaldet Michael. De kunne ikke finde en Michael. Andrew havde sagt til mig, at deres efternavn var Nelson. Jeg blev nød til at presse på.

"Hvad med Michael Nelson?", Spurgte jeg desperat. Hun rystede på hovedet.

"Andrew Nelson?", Spurgte jeg hende igen. 

"Niks, men vi har en Andreas Nielsen. Tror du at det kunne være ham?", Spurgte hun. Jeg kiggede undrende på hende, men nikkede. 

"Måske...", Sagde jeg, og var overrasket, for Andrew havde aldrig sagt noget om at han var indlagt på hospitalet, og da slet ikke noget om at han hed Andreas. 

"Skal jeg vise dig vej til hans stue?", Spurgte lægen venligt. 

"Ja tak...", Svarede jeg. Mine øjne var stadig røde af alt den gråd. Hun fulgte mig hen til stuen, men jeg fandt kun en person liggende under et ligklæde. Ved siden af lå den dreng, jeg troede var Michael. 

"Hej...", Sagde jeg til "Michael"

"Hej...", Sagde han. Han havde grædt. 

"Har du set Andrew?", Spurgte jeg ham. Han tørrede en tåre væk med hans ærme, og forklarede:

"Andreas. Det er ham ved min side. Han er lige gået bort fra denne verden. Det er jeg ked af...", Han stoppede sig selv, og begyndte at græde igen. Det kunne ikke passe. Andreas, Andrew, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Var den eneste person jeg ville have ved min side gået bort? Jeg kunne mærke mit hjerte hamre, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg satte mig på knæ, og græd. Der var ingen trøst at hente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...