Perlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Megan var en hel almindelig 14 årig pige, der havde helt almindelige venner, og en næsten helt almindelig familie (hvilken familie er egenligt almindelig?) Indtil en enkelt besked forvandler en helt almindelig solskinsdag til en mørk og trist regnvejrsdag. Vil hun mon nogensinde komme sig over den grumme besked, der fylder hendes tanker med frygt?

3Likes
2Kommentarer
296Visninger
AA

4. Kærlighed ved første kys

Da jeg vågnede, kunne jeg ikke forstå min drøm. Havde Andrew reddet mit liv? Det virkede sådan. Han var en helt, det var jeg sikker på.

Det var søndag morgen, og jeg skulle mandag. Det var ellers meningen at jeg først skulle i skole tirsdag. Hvis bare Maribel ikke var blevet syg. Jeg fik så ondt af hende. Jeg vidste ikke engang hvad hendes sygdom ville gøre ved hende. Jeg måtte tjekke det ud. Jeg fandt min computer frem, og tændte den op. Mine fingre trykkede let på tastaturet, så der i søgefeltet kom til at stå "Lungekræft". Der kom en masse resultater op, men jeg ville bare finde én bestemt hjemmeside. Min mor havde sagt at det var en dum idé at gå på wikipedia. Nogle gange passede tingene der stod derinde ikke helt. Jeg fandt en hjemmeside, med informationer om lungekræft. Øverst i hjørnet af siden stod der: Andreas Nielsen. Forfatteren af informationerne. På siden stod der eksempelvis, at tobaksrøg var en af de største årsager til lungekræft. Jeg vidste at det ikke kunne være årsagen til Maribel's kræft. Hun havde aldrig så meget som rørt en cigaret. Jeg prøvede at finde ud af om der var andre årsager til lungekræft. 
En anden årsag kunne være luftforurening, men luften her i Danmark er som den plejer: kold, men frisk. Det kunne ikke være en af årsagerne. 
En tredje årsag var røgtenbestråling. Det var heller ikke årsagen. Maribel havde aldrig været hos lægen, og blive skannet. Hun havde aldrig været syg eller brækket noget før nu. 

Jeg sukkede. Så var der kun to muligheder tilbage: radon og asbest. Jeg havde ikke en idé om hvad det var, men det var sikkert giftigt. Og jeg var sikker på at de heller ikke var årsagerne til hendes sygdom. Hvordan fik hun så lungekræft? Jeg forstod det ikke. Det der bekymrede mig mest på siden, var at der stod, at kun cirka 10,5% der diagnosticeres med lungekræft er i live efter fem år. Da jeg læste den korte sætning, gav det et sug i min mave. Havde jeg kun min søster i max. 5 år mere. Omkring halvanden million mennesker dør af lungekræft på verdensplan hvert år. Jeg ville ikke miste min søster. Maribel. Min underskønne Maribel. Jeg håbede at hun ville nå at opleve kærligheden inden hun skulle dø. Jeg forstod pludselig hvorfor det var så vigtigt for Andrew, at give håb til sin dødssyge bror. Håb om kærlighed

Jeg fandt min mor stå ude i køkkenet og lave mad. Jeg skulle ned og møde Andrew på hospitalet, så jeg blev nød til at få min mor overtalt til at gå derned. 

"Mor?", Spurgte jeg. "Hvad er der, Meg?", Spurgte hun, og smilte. "Jeg tænkte på, om vi ikke kunne tage ned på hospitalet og se Maribel. Jeg savner hende så meget!", Sagde jeg, og lavede hundeøjne. Det var jo ikke en løgn. Hun nikkede. "Jo, det havde jeg også tænkt mig at spørge dig om. Jeg skal bare lave mad først. Er det en aftale?", Spurgte hun. Yes, yes, det var det. "Ja!", Sagde jeg glad. Duften af pandekager fyldte hele rummet. Det var ikke tit vi fik pandekager, og det havde nok også noget at gøre med Maribel. 

Der gik omkring 45 minutter, før vi skulle spise. Min far var på arbejde, så det var kun min mor og jeg. Det var hyggeligt. Selvom jeg havde en fornemmelse af at der manglede noget. Selvfølgelig manglede der noget. Maribel manglede. Hendes måde at lette en dårlig stemning på, kunne vi godt bruge nu. 
Vi spiste op, helt tavse, men hurtige. Pandekager var en af mine livretter, og jeg kunne nærmest ikke få nok af dem. Det endte med at jeg spiste fire styks. Og her taler vi ikke om de små amerikanske pandekager. Næh, dette var dessert pandekager. De var ikke så store som crêpes, men store nok til at få min mave til at være tæt på at eksplodere.

Da vi ankom til Skejby, havde sygeplejerskerne meget travlt. Der var en pige der var ved at forsvinde fra dem, og de rendte rundt for at redde hende. Et øjeblik troede jeg det var Maribel, men det var det ikke. Det vidste jeg godt. Vi fik lov til at gå ind til Maribel, hvis bare vi var stille. Maribel sov. Elle det ville sige, hun var bedøvet. Hun skulle opereres senere i dag. Min mor var træt af at hun ikke var blevet informere om det, eftersom hun var Maribel's værge, og det var hende der skulle tage beslutninger om hvor vidt hun skulle opereres. Operationen ville være godt for Maribel. Så vi ikke mistede hende. 

Imens min mor stod og betragtede Maribel's sovende krop og ansigt, listede jeg mig ud til venteværelserne. Der stod han. Andrew, med hans smukke, skinnende, nøddebrune øjne. Man kunne altid kende ham på dem. Man kunne ikke ligefrem sige det samme om hans frisure. Men han var ikke grim af den grund.
"Hvad så, er du klar?", Spurgte han, med en hæs stemme. Han lød sløj. Jeg nikkede. "Er du syg eller noget?", Spurgte jeg ham så. Han lo. "Nej da! Eller, hvis du kalder en lille forkølelse en sygdom, ja, så er jeg.", Sagde han, med et smil på læben. "Okay...", Sagde jeg lavmælt. Det så ikke ud som om Andrew hørte mig. "Kom, han er lige herhenne.", Sagde han og tog mig i hånden. Vi løb ned af gangen, og drejede til højre ind på et værelse. Der lå ganske vidst en dreng. Han så ikke meget ældre ud end Andrew. Drengen i sengen blinkede langsomt. Han så brugt ud. Helt bleg fra top til tå. Læberne var knas tørre. Han var rød rundt omkring de havblå øjne. Han hostede. "Det er så min storebror, Michael. Han skal opereres i dag. Og Michael, dette er så min kæreste, Megan. Jeg sagde jo at jeg ville vinde det væddemål. Se så at find en tøs på din afdeling, og få noget ud af dine sidste timer.", Sagde Andrew og lo. Michael smilte et smil der næsten kom op til øjnene. Han var lykkelig over at se, at intet er umuligt. Selv for en kræftramt dreng, var der håb. "Hvis jeg skal tro på dig," Sagde Michael. "Så bliver i nød til at bevise det. Kys hende, Andy", Sagde han. Jeg rødmede, for det var slet ikke det jeg havde tænkt mig. Jeg troede bare jeg skulle gøre Andrew en tjeneste, og så var det det. Men nej, jeg skulle kysse ham, for at overbevise Michael om at det var ægte. Jeg vendte mit blik mod Andrew. Han nikkede. "Så lad gå!", Sagde han til Michael, og kiggede lynhurtigt på mig. "Er det ok?", Sagde han lavmælt, så Michael ikke kunne høre ham. Jeg bed mig i læben, men gav så et lille nik med hovedet. 
Andrew bukkede sig forover, og hans fyldige læber rørte mine. Det var et fantastisk øjeblik. Det var som om tiden stod stille. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg tror jeg blev forelsket. Hans læber føltes kolde, og det gav mig kuldegysninger. På den gode måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...