Perlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Megan var en hel almindelig 14 årig pige, der havde helt almindelige venner, og en næsten helt almindelig familie (hvilken familie er egenligt almindelig?) Indtil en enkelt besked forvandler en helt almindelig solskinsdag til en mørk og trist regnvejrsdag. Vil hun mon nogensinde komme sig over den grumme besked, der fylder hendes tanker med frygt?

3Likes
2Kommentarer
290Visninger
AA

2. Hvad gør man ikke for sin bror?

Jeg vågnede op næste dag i min seng, og håbede på at det hele bare var en ond drøm. Det troede jeg også i et øjeblik, men min manglende søster på mit værelse manglede. Vi sov på samme værelse, og hun var noget af en syvsover. Hun kunne sove til helt ud på eftermiddagen. Jeg kunne mærke at min pude var drivvåd. Jeg havde grædt. Jeg fik også ret ondt i hovedet. "Mor?", Spurgte jeg, da jeg steg ud af min seng, og gik ind i stuen, da hun ikke var der. Jeg fik intet svar. I stedet fik jeg svar fra min far. "Hvad er der, Meg?", Spurgte han. Han var ude i køkkenet. "Hvor er mor?", Spurgte jeg trist. Jeg savnede både hende, og Maribel. Han kiggede alvorligt på mig. "Hun er sammen med Maribel. Hun skal undersøges for størrelsen af kræftknuden i lungen.", Sagde han. Det forstod jeg ikke. Havde lægen ikke fortalt mig at den ikke være specielt stor? Jeg ville ikke kommentere det. "Hvor stor er den så?", Spurgte jeg. 
"Lægerne kan ikke sige noget endnu, men det ser sgu ikke godt ud, Meg.", Sagde han, med et bedrøvet tonefald. Jeg var lige ved at græde. Vi skulle ikke miste Bel til cancer, det havde jeg besluttet mig for. "Må jeg ikke tage ned og besøge hende? Altså efter undersøgelsen?", Spurgte jeg. Jeg havde ikke talt med hende siden den fredag morgen, hvor vi skulle i skole. Jeg vidste godt at hun skulle til læge, fordi hun havde astma. Eller det troede vi det var, indtil vi fandt ud af det var lungekræft. Jeg vidste godt at kræft var arveligt, men det var jeg ret ligeglad med. "Jo, det kan du vel godt. Det ligger jo ikke så langt væk herfra.", Sagde han. Jeg blev lykkelig udenpå, men indeni var jeg stadig fuld af sorg. Jeg kunne ikke forstå hvorfor kræften lige skulle tage Maribel, og ikke mig. Hun var ikke død endnu, men jeg vidste at der var stor chance for at hun ville forsvinde fra os. Jeg sad på mit værelse i tre timer, og hørte musik, imens jeg tegnede. Jeg ventede på at min far skulle komme ind på mit værelse og sige at vi kunne køre derned. Mine tanker fyldte rummet, og jeg kunne ikke koncentrere mig om andet, end at Maribel måske ville forsvinde fra os. Jeg vidste ikke hvad jeg tegnede eller hvad jeg hørte. Jeg følte angst, og det var en virkelig ubehagelig fornemmelse. Jeg prøvede at få de ubehagelige tanker væk, og det lykkedes, sådan da. Jeg kiggede på mit papir. Jeg havde bare tegnet cirkler. Store runde cirkler. Det lignede lidt en perle. Jeg kiggede nærmere på den, og syntes den manglede øjne. Jeg tegnede runde, himmelblå øjne. Den begyndte at ligne en person. Når man kiggede nærmere på den, lignede den Maribel. Det gav et sæt i mig. Det var ikke min mening at tegne hende. Den runde skallede perle, blev til Maribel. En skallet Maribel. Det mindede mig om, at det sagtens kunne ske, pga. hendes sygdom. Jeg krydsede fingre for at det ikke ville ske. Hun havde det smukkeste, fineste, længste, kraftigste lyse hår, man kunne se magen til. Det var ikke for at give mig selv et kompliment. For selvom vi lignede hinanden, og havde den samme hår farve, så var der alligevel en forskel på formen af håret. Vi havde godt nok begge to langt og lyst hår, men mit var mere glat, og hendes krøllet. Jeg kunne høre døren åbne, for musikken i mine høretelefoner var ikke skruet særligt højt op. Jeg vidste at det kun kunne betyde én ting. Det var på tide at besøge Maribel. "Så er det nu, hvis du vil se hende.", Sagde mit far, og smilede. Jeg styrtede ud, og tog jakke og sko på. Min far gik ind i køkkenet. "Skal du ikke med?", Spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet. "Nej, jeg bliver her og laver aftensmad. Vi skal have indbagte rejer, og det tager lang tid, kan du forstå.", Sagde han. Det kunne jeg godt forstå, og jeg styrtede ned til hospitalet. 

Min mor stod allerede uden for hospitalet. Hun smilede et mislykket smil. "Hvad er der, mor?", Spurgte jeg, og gav hende et ordenligt kram. Hun tog mit hår bag mit øre, og hviskede: "Kræftknuden er større end forventet. Der er intet vi kan gøre, udover at håbe.", Hun fortalte det jeg håbede hun ikke ville fortælle. "Men hvad kan DE gøre? Lægerne? De må da kunne gøre noget!", Spurgte jeg desperat. Hun lagde sin hånd på min kind, og rystede så på hovedet. "De prøver alt hvad der står i deres magt. Det lover jeg dig!", Sagde hun. "Kan jeg i det mindste se hende?", Spurgte jeg. Jeg savnede hende. "Ja, men hun sover.", Sagde hun, og prøvede at lyde glad. Jeg tog hende i hånden, og vi gik ind til hende. Maribel åbnede et øje, og så lykkeligt på mig. Jeg forstod ikke hvorfor hun så lykkelig ud. Jeg satte mig på en stol ved siden af hende. Jeg tog hende i hånden, og der kom et smil frem på hendes læber. Jeg kom til at fælde en tåre. Jeg kunne ikke bære at miste hende. Maribel opdagede at jeg græd. "Lille Megan. Der sker ikke noget. Hvis jeg så dør, så vil jeg vente på dig, det lover jeg. Shh, min lille Meg.", Sagde hun beroligende. Hun lagde sin svage hånd på min varme kind. Jeg kom til at bryde ud i gråd. Stakkels lille Bel, som skulle se hele hendes familie græde, kun på grund af hende, og hendes forfærdelige sygdom. Hun var helt bleg, og hendes læber var knastørre. "Jeg har kvalme.", Sagde hun svagt. Hun lød som om hun var døende, og hun havde kun haft cancer i 2 dage. Eller det vil sige, det var så lang tid hun havde været indlagt, for vi vidste jo ikke hvor lang tid hun havde det inden. Jeg ville gætte på at hun havde skjult det for os andre, for ikke at gøre os bange, men den gik ikke længere. Nu lå vi alle omkring hende og græd. 

Jeg rakte hende en spand, som var beregnet til at brække sig i. Hendes øjne nåede lige at smile til mig, inden hun kastede op. Hun havde ikke fået noget at spise hele dagen, så det gjorde mig virkelig nervøs, at hun kastede op. Hun ville ende som en tændstik, hvis hun ikke fik noget at spise. Hun havde sagt at hun ikke var sulten, eller så var det bare fordi hun ikke ville brække sig. Hendes bræk havde en rød nuance. Det gik op for mig, at det ikke var normalt reste bræk, men blod. Det var ikke et godt tegn, men hvad var lige det? Jeg sad i lang tid bare at holde Maribel i hånden. Jeg blev til sidst bedt om at forlade hendes stue, for hun skulle tale med min mor. Alene. 

Jeg sad der ude i lang tid, og begyndte at trippe lidt. Jeg ville gerne ind til Maribel igen. Der kom en dreng over i venteværelset. Han var omkring min alder. Hans hår var barberet væk, og han var helt skaldet. Han tænkte på om han havde kræft. Han kiggede på mig, med sine store øjne. De var brune, meget mørke brune. De var meget smukke. "Hvad venter du på?", Spurgte han. Hans læber var ikke tørre, som Maribel's var. Det var glatte, og fyldige. Måske var han lige blevet udskrevet, og kureret. Men hvorfor sad han så her? For at vente på at hans forældre havde talt med lægerne? "Jeg venter på min mor. Min søster er blevet undersøgt for en kræftknude i hendes lunger, for hun har lige fået konstateret kræft i går. Hun vil gerne tale med min mor alene nu, så det er derfor jeg er her. Hvad med dig?", Spurgte jeg. Han kiggede på mig, med et trist blik. "Min bror. Han har tarmkræft, og har haft det i to år. Mine forældre kan ikke se, at han ikke kan klare alle de operationer. Han dør bare endnu hurtigere. Men hvad gør man ikke for at redde sin søn? Jeg ved han skal dø. Jeg og min bror har allerede vænnet os til tanken. Det har mine forældre selvfølgelig ikke. De lader mig knap nok snakke med ham.", Sagde han. Det lød som en sørgelig historie. Jeg var lige ved at fælde en tåre. Tænk hvis det blev mig og Maribel en dag? "Det gør mig ondt. Mit navn er forresten Megan.", Sagde jeg til ham. Han kiggede på mig, og smilte. Hans tænder sad lidt skævt. "Mit navn er Andrew. Hyggeligt at møde en med et engelsk navn som mig. Det er ikke altid man høre sådan et i det lille Danmark.", Sagde han og smilede et kæmpe smil. Han virkede flink. "Hvad skyldes din hovedbund? Jeg mener, hvorfor er du skaldet?", Spurgte jeg. Jeg blev nysgerrig, for nu vidste jeg at det ikke var ham der var den syge. "Nårh, det. Det undre mig at du ikke har spurgt ind til det noget før.", Sagde han og smilte, og fortsatte så: "Det skyldes min bror. Han blev jo klippet skaldet pga. kræften. Han følte sig grim, og han var misundelig på mit hår. Tro det eller ej, jeg havde altså et ordenligt tykt garn. Nå, men han sagde at skaldede drenge aldrig fik en kæreste. Jeg fortalte ham at det ikke passede, og klippede mit hår af. Jeg sagde til ham at jeg ville få en kæreste inden for en måned. Hvis jeg ikke fik det, havde han alt god grund til at være ked af det, men hvis jeg gjorde, måtte han aldrig nævne det igen.", Jeg smilte. Hvor var han god imod hans bror. "Fik du så en kæreste?", Spurgte jeg. Han trak på skulderne. "Det ved jeg ikke. Vi lavede aftalen for to uger siden, og har ikke rigtig fået bid. Hvad siger du til at være min? Altså ikke rigtigt, men bare for at give ham håb. Lade som om, så han kan få bedre selvværd. For jeg kan godt sige dig, han er altså flot nok til at score, selv uden hår.", Sagde han med et glimt i øjet. "For din brors skyld?", Spurgte jeg. "For min brors skyld, det lover jeg!", Sagde han. Jeg nikkede. "Så lad os give hånd på det.", Sagde jeg. Vi gav hinanden hånden. Hans hånd føltes varm og blød. Jeg vidste ikke om det var noget for mig, alt det der med at lade som om. På en måde havde jeg det dårligt med det, men hvad gør man ikke for sin bror, der er døende?

Tiden gik, og Andrew tog hjem. Vi aftalte at vi skulle mødes den følgende dag, og vise mig til hans bror. Jeg håbede at han ville få bedre selvværd, for Andrew havde sagt at det lå meget lavt. Min mor kom og hentede mig, og klokken var også blevet mange. Vi tog hinanden i hånden, og tog så hjem. Ingen af os sagde et ord. Vi var for trætte. 

Da jeg skulle i seng, havde jeg en fornemmelse af lykke og sorg. Jeg ville helst bare føle lykke, men det ville være umuligt, medmindre at Maribel ikke døde af kræften.

Jeg drømte om Andrew den nat. Han var en helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...