Perlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Megan var en hel almindelig 14 årig pige, der havde helt almindelige venner, og en næsten helt almindelig familie (hvilken familie er egenligt almindelig?) Indtil en enkelt besked forvandler en helt almindelig solskinsdag til en mørk og trist regnvejrsdag. Vil hun mon nogensinde komme sig over den grumme besked, der fylder hendes tanker med frygt?

3Likes
2Kommentarer
295Visninger
AA

1. Hospitalet

Jeg sad og tegnede i timen. Jeg vidste egenligt godt at jeg skulle høre efter, men jeg kunne bare ikke vente til at vi fik fri. Det var fredag, og jeg og hele min familie skulle i sommerhus. Jeg kunne ikke vente med at se mine kusiner, fætre og bedsteforældre. Det var familien på min mors side der skulle med. Jeg kiggede på uret. Der var kun 10 minutter til at vi fik fri. Jeg kunne ligefrem mærke fornemmelsen af at træde ind i det store sommerhus, med det lysebrune trægulv, som man let kunne få splinter af, hvis man rendte rundt med bare tær. Jeg havde været der én gang før, men det var kun sammen med min mor, far, og min søster, Maribel. Maribel var to år ældre end mig, men vi så næsten lige gamle ud. Vi var lige høje, havde den samme himmelblå øjenfarve, og det samme, lange blonde hår. Folk spurgte nogengange om vi var i familie. Jeg, og Maribel grinte altid over det. Maribel var 16, og jeg 14. Der var næsten kun et år imellem os. Maribel havde lige fyldt år, i marts, og jeg havde fødselsdag i Juni. Maribel var en god søster, hun hjalp mig altid gennem de svære tider i skolen, og i mit liv. Det var ikke fordi jeg blev mobbet, eller at jeg klarede mig dårligt i skolen. Der var bare nogen ting jeg havde svært ved. Jeg var f.eks ordblind, og havde svært ved at stave og læse. Maribel var rigtig skrap til sådan noget, så hun lærte mig at læse og skrive. Jeg syntes selv at jeg var blevet meget god til det, selvom jeg kun fik syv i vores danske diktat. Da Maribel var på min alder fik hun altid 12 i dansk. Det var jeg tit ked af. Maribel trøstede mig bare, ved at fortælle at hun ikke være særligt god til matematik, og hun altid fik fire eller syv i en matematikprøve. Hun var mere end bare en søster for mig. Hun var min hjerteveninde. Min bedste ven. Selvfølgelig skændtes vi nogle gange, men det kom aldrig ud i det helt vilde skænderi. 

Jeg kiggede endnu en gang på uret. Fem minutter tilbage til frihed. Jeg glædede mig allerede. Det tog godt nok to timer at køre derop, for det lå helt oppe i Skagen, og jeg boede i Århus. Men det var helt sikkert ventetiden værd. Det var et kæmpe sommerhus med en kæmpe have. Vi skulle holde min fødselsdag deroppe. Min læreinde talte og talte, og jeg havde ikke brug for at høre efter, for jeg vidste at det ikke var specielt vigtig, når der alligevel kun var fem minutter tilbage af timen. Det var bare det samme ævl, som hun altid snakkede om lige inden vi fik fri. Hun ville nemlig også gerne have fri. Hun plejede bare at spørge om hvad vi skulle lave i weekenden, som man spurgte små børn der lige var startet i 0. klasse. "Hvad så med dig, Megan? Hvad skal du så lave i weekenden?", Spurgte læreinden. "Jeg skal i sommerhus med hele min familie!", Sagde jeg glad. Hele klassen grinede af mig. Jeg forstod ikke hvorfor. Læreinden smilte akavet. "Det lyder godt, Megan. Jeg mente af lektier.", Sagde hun. Jeg blev flov. Det føltes som om alle kiggede på mig, imens jeg sad på toilettet. Det var virkeligt pinligt. Jeg skulle måske have hørt efter. Tavlen reddede min røv. Lektierne stod deroppe. "Åh, det må De undskylde, frk. Andersen. Side 24-36 i vores danskbog.", Sagde jeg, og smilte. Jeg blev nød til at tale høfligt, og lade som om intet var sket, ellers ville det bare blive endnu mere akavet og pinligt. Hun nikkede. "Det er rigtigt, husk nu at lave jeres lektier, for der kommer en prøve i det i næste uge!", Sagde hun til klassen. Hvordan havde hun tænkt sig at jeg skulle læse 12 sider på 3 dage, når jeg i forvejen var så dårlig til at læse? Jeg skulle på forlænget weekend, så jeg havde også mandag til at læse det. Man kunne godt sige at jeg havde 3½ dag til det, men det var stadig ikke nok. Vi havde om alvorlige sygdomme for tiden, hvilket ikke interesserede mig særligt meget, for ingen i min famile havde en alvorlig og dødbringende sygdom.

Tik tak, tik tak. Klokken nærmede sig 15.30. Der gik blot 10 sekunder.
5 Sekunder.
Klokken var 15.30! Jeg havde lyst til at juble, men måtte holde det inde indtil jeg var sammen med min familie. Det nyttede jo ikke at blive gjort mere til grin end jeg allerede var blevet i dag. Min gode veninde, Emilia, kom hen til mig. "God weekend, Meg! Jeg håber at jeg også snart kan komme i sommerhus med dig en dag!", Sagde hun. Hun var skøn, og min bedste veninde fra klassen. Jeg tog min skoletaske på, som mindst vejede ti kilo, og løb ud af klassen af glæde og spænding. Det var aftalen, at vi skulle mødes ude for skolen, så der ventede jeg bare. Der gik lang tid, men de var ikke kommet endnu. Jeg besluttede mig for at ringe til min mor, og spørge hvor de blev af. Jeg tændte min telefon, og så at jeg havde 10 ubesvarede opkald fra min mormor, mor, og far. Jeg skulle lige til at ringe min mor op, da min telefon brummede, og min mor ringede til mig. Jeg tog den lynhurtigt. Jeg vidste der var sket noget alvorligt, ellers ville de ikke have ringet så mange gange. "Hej, mor! Hvad er der sket?", Spurgte jeg. "Far kommer og henter dig, så fortæller vi dig hvad der er sket.", Sagde min mor. Hendes stemme knækkede over et par gange, og det lød som om hun græd. Jeg følte angst. "Okay.", Sagde jeg tøvende, og bange. Jeg lagde på, og ventede bare på at min far kom og hentede mig. Der gik blot fem minutter, og så var han ankommet. Jeg steg ind i bilen, og satte mig ved siden af min far. Han lignede en der var ved at græde. "Hvad er der galt, far?", Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Mor fortæller dig om det, når vi er ankommer til hospitalet.", Sagde han. Hospitalet? Det tegnede ikke særligt godt. Jeg tog hurtige vejrtrækninger. Jeg begyndte at føle angst. Tænk hvis mine kusiner og fætre var kørt galt? Tænk hvis de alle var ved at dø? Jeg ville græde i dagevis, hvis det skete. Det skal lige siges at jeg kun havde to kusiner og to fætre, Phoebe, Maiken, Theodor og Oliver. Jeg sad helt stiv af frygt i bilen, og kunne næsten ikke komme ud af bilen, da vi skulle ind på hospitalet, af bare angst. Jeg holdte min far i hånden hele vejen hen til venteværelset, hvor jeg fandt min mor og min mormor og morfar. Min mors kinder var røde. Hun havde grædt. Jeg styrtede imod hendes arme. Hun knugede mig tæt ind til hende. Jeg vidste godt at vores sommerhus tur højst sandsynligt var ødelagt, og det gjorde mig skuffet og trist. Men jeg var lidt mere bange for hvad der var sket. Jeg kiggede min mor lige i øjnene. "Hvad er der dog sket? Hvorfor græder i alle?", Spurgte jeg. De kiggede alle sammen på mig, og ingen af dem svarede. De håbede sådan at en anden ville svare for dem. Min mor var den modigste, og endte så med at svare. "Maribel.", Sagde hun stille. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere, og alt mørknede for mine øjne. Jeg besvimede. 

Der gik fem minutter, og jeg vågnede igen. Jeg havde virkelig ondt i hovedet. Jeg vågnede op i et hvidt rum, først troede jeg at jeg var død af chok, selvom jeg godt vidste at det var jeg ikke. Jeg vågnede op i et lægeværelse. Lægen kiggede på mig og smilede. "Du skal nok klare den, min ven. Det står værre til med din søster.", Sagde han. "Hvad er der sket med hende?", Spurgte jeg desperat. Lægen talte alvorligt til mig. Det var intet problem for mig. "Maribel Mikkelsen, har fået lungekræft. Hvis kræftknuden i lungen ikke er for stor, kan vi operere den væk, og så har din søster større mulighed for at overleve i længere tid.", Sagde han. Jeg begyndte at forstå det alvorlige, og jeg brød mig ikke særlig meget om det. Var hendes sygdom virkelig så alvorlig? Hun kunne vel godt overleve til hun var gammel? "Hvor stor er kræftknuden så?", Spurgte jeg lægen. Han kiggede på mig. "Jeg ved det ærligtalt ikke, men den ser positivt lille ud. Så det er jo et godt tegn", Sagde han og smilede. Jeg vidste ikke om han løj, bare for at gøre mig mere rolig, eller om han virkelig talte sandt. "Hvor lang tid tror du hun kan leve, du ved, hvis i ikke kan operere den væk?", Spurgte jeg. Jeg var interesseret i min søsters liv! Han kiggede alvorligt på mig. "Fem år, maks.", Sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...