Slå Tiden Ihjel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Færdig
Hu lever et rædsomt liv, med en mor der hader ham, og en bror der frastødes ved synet af ham. En dag bliver hans lidt specielle udseende opdaget, og han bliver jaget væk. Hans mor ignorere hans desperate råb om hjælp, og vender ryggen til, mens sten havler ned over ham. Han er alene og forladt. Svigtet. Men ikke ret længe. Ud af ingenting, tilsyneladende, dukker en mand i sort jakkesæt op, og invitere ham til at spille. Men det er ikke Uno eller Ludo det spil, det er Tidspillet. Et spil med kun én vinder, og meget få overlevende. Reglerne er simple. Tag fra de andre før de tager fra dig.

7Likes
5Kommentarer
355Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Snot havde underlig konsistens. Det smagte heller ikke særlig godt. Hu gnubbede sig under næsen endnu en gang, mens salte tårer stadig trillede ned af kinderne på ham. Hans fødder gjorde ondt, han var træt og hans hoved dunkede. Igen og igen tænkte han på at hvis han bare var blevet hjemme ville intet af det være sket. Tanken fik endnu et hulk til at gennemryste hans krop.

I hånden havde han den lasede bog fra markedet. Det havde ikke været hans mening at tage den med ham, men han glemte at han havde den fordi han var for fokuseret på at løbe. Det var også alt sammen bogens skyld, tænkte han men han gnubbede et ekstra stort blåt mærke på hans arm. Det havde han fået da den tykke fiskehandler havde besluttet sig at kaste med sten.

Han savnede Quintis. Når Hu græd plejede Quintis at trække Hu ind i et kram, også selvom han ikke selv brød sig om det. Hu vidste godt at Quintis fandt ham lige så ulækker som resten af verdenen, men han prøvede i det mindste. Istedet for at vige tilbage var han der altid når han havde brug for ham, dog altid med en rynke i panden.

Selv Quintis, som på en eller anden måde holdte af ham. Selv hans mor, som burde elske ham uanset hvordan han så ud, var frastødt. Derfor måtte det jo være sådan. Hu vidste ikke bedre, så deres meninger var hans. Han var ækel.

Bogen som før havde hængt løst i hans hånd blev knuget ind til hans bryst. Hans underlæbe dirrede, men der var ikke flere tårer. Hans næse løb, og Hus trætte hjerne tænkte over hvor den mon løb hen?

En puslen i skovbunden fik ham til at standse. Hans ører, som var lige så grønne som resten af hams krop, vippede let. Hans tag om bogen blev fastere, og da han hørte en gren knække i skovbunden flygtede han.

Det kunne bare have været et dyr, men det kunne lige så godt have været et menneske. Hu ville ikke risikere at blive set igen. Han havde ikke brug for flere blå mærker.

Nye tårer vældede op i hans øjne mens han løb og snottet på hans overlæbe tørrede ud. Det var ret ubehageligt, men ikke noget han kunne tage stilling til i øjeblikket. Træerne susede forbi, og Hu fokuserede på sine fødder i stedet for vejen foran ham, hvilket resulterede i at han løb direkte ind i noget stort og hårdt.

Hu gnubbede sin ømme pande, hvor en bule allerede var begyndt at forme sig, og kiggede op på hvad han troede var et træ, som havde spærret vejen for ham. Overrasket og forfærdet gik det dog op for ham, at nej, det var ikke et træ. Det var en mand.

En meget høj mand i jakkesæt og solbriller, med karseklippet hår. Han kunne se Hu. Han stirrede direkte på Hu, og Hu begyndte langsomt at skubbe sig bagud. Hans hjerte var helt oppe i halsen på ham, men manden gjorde intet andet end at kigge på ham. Der var ingen reaktion overhovedet. Bare små øjne der skar igennem ham.

Manden åbnede munden, og Hus øjne blev store.

"Jeg har et tilbud til dig."

_________________________________________________________
Jeg ved godt at det her kapitel var lort med lort på. owo
Jeg har hugget min søsters computer og gav mig til at skrive, men jeg har skriveblokering, af en art, og har kæmpet mig igennem det, fordi jeg VIL fortsætte med den her historie. xD Og så har jeg vænnet mig til at læse engelsk, så jeg kan ikke huske nogle gode danske ord. owo
Der kommer nok nogle ændringer i det her kapitel senere, når jeg har fået styr på det hele igen. Jeg publicere næste kapitel så hurtigt jeg kan! :)
Puha, jeg skammer mig over det her kapitel. owo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...