Slå Tiden Ihjel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Færdig
Hu lever et rædsomt liv, med en mor der hader ham, og en bror der frastødes ved synet af ham. En dag bliver hans lidt specielle udseende opdaget, og han bliver jaget væk. Hans mor ignorere hans desperate råb om hjælp, og vender ryggen til, mens sten havler ned over ham. Han er alene og forladt. Svigtet. Men ikke ret længe. Ud af ingenting, tilsyneladende, dukker en mand i sort jakkesæt op, og invitere ham til at spille. Men det er ikke Uno eller Ludo det spil, det er Tidspillet. Et spil med kun én vinder, og meget få overlevende. Reglerne er simple. Tag fra de andre før de tager fra dig.

7Likes
5Kommentarer
351Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Slå Tiden Ihjel.
Kapitel 1.

"Op! Kom så op med dig!" Hu brummede søvnigt da nogen prikkede ham adskillige gange i siden. Han åbnede langsomt det ene øje, og så op på den slørede skikkelse der stod lænet ned over ham. Med et utilfredst grynt rullede han om på siden, med ryggen til hvem end det nu var der forstyrrede hans søvn. Han ignorerede den vrede mumlen, og ville have sovet uforstyrret videre, hvis ikke bænken han sov på var blevet tippet, så han rullede ned.

"Vågen! Jeg er vågen!" Skreg han og tjente et smæk i baghovedet. Hu gnubbede det nu ømme sted, mens han mærkede Reinas brændende øjne i nakken. En varm hånd lagde sig på hans skulder, og han drejede hovedet mod højre for at se på den ældre dreng der sad på hug ved hans side.

"Få noget tøj på inden mor bliver hysterisk." Mumlede han ind i øret på Hu samtidig med at han gav hans skulder et lille klem. "Quintis, du skal ikke røre ham!" Vrissede Reina, og slog hånden på Hus skulder væk. Quintis, som var Hus ældre bror, fjernede hånden. Hu løftede sig op fra gulvet, og mens han ikke kiggede, tørrede Quintis sin hånd af i blusen med en panderynken.

Quintis havde en bedre tolerance for Hus udseende end Reina, men han blev frastødt af hudens farve. Det fik ham til at tænke på sygdom og de store grimme tudser der var nede ved mosen. Han ville gerne kunne sige til sig selv at det var ligemeget. At der intet var forkert ved hans lillebror. Men så kiggede han på ham. Hu havde tynde arme, korte ben og sort filtret hår. Hans fødder var små, og han var hjulbenet som bare pokker. Måden han gik på var fuldkommen latterlig, og på mange måder mindede han Quintis om en abe. En grøn abe.

Han var en vandskabning.

"Mor?" Hu kiggede på Reina, som ignorerede ham. Han blinkede et par gange med sine brune øjne, som var det eneste han havde fra Reina. "Mor?" Prøvede han igen. Reina nægtede stadig at svare, og Quintis lod som ingenting. Hu vidste godt at Reina ikke så ham som en søn, nærmere som en plage som hun ikke kunne komme af med. Hun gjorde det ret tydeligt. Men det forhindrede ham ikke i at prøve. Men han kunne godt se når han måtte give op.

"Reina?" Prøvede Hu til sidst, og hun så denne gang irriteret på ham. "Hvad vil du nu?"
Han så længe på hende, men rystede så hurtigt på hovedet. Det var bedre at lade Quintis fortsætte.

"Mor?" "Ja skat?" Svaret kom med det samme, og Reinas toneleje ændrede sig brat, som om hun aldrig havde snakket til Hu. For Hu var det lidt som at blive dolket i brystet, den varme i hendes stemme, som kun var rettet mod den ældste af de to sønner.

"Er der mere brød?" Quintis kløede sig i sit tynde lyse hår, og smilede forsigtigt. Det var spørgsmålet Hu havde tænkt sig at stille. Han lod være, da han vidste at han nok ikke ville få et svar. Det var bedre at lade Quintis om spørgsmålene.

Reina kneb munden sammen. Hun tjente ikke meget og med den anden unge i huset var der næsten ikke råd til hvad de havde brug for.

"Vi tager ned til byen nu. Lad os gå."

Hus øjne blev store. Quintis kiggede på dem, fokuserede på farven, og i et øjeblik var hans bror næsten helt normal. Næsten.

"Må jeg ikke komme med?!" Hu lød begejstret. Nu var det heller ikke tit han kom ud, men når han så en mulighed var han ikke bleg for at tage den. Han foldede hænderne som i en bøn, og satte sig på knæ, som sandsynligvis resulterede i et par splinter. Men han var ligeglad. Han ville med. Ud.

Reinas blik kørte skeptisk over ham. Hun var ikke glad for idéen kunne han se. Quintis besluttede sig for at komme til undsætning.

”Mor, er det ikke bedre at han kommer med os, så vi kan holde øje med ham?” Han blinkede til Hu. Selvom det ikke var store ting han gjorde, var han med til at gøre Hus liv lidt lettere. Nu hvor han tænkte efter, var han nok også grunden til at Hu ikke sad bundet nede i kælderen med vand og brød som eneste kost.

Eller… Vand og brød var deres eneste kost, men Hu sad i hvert fald ikke nede i kælderen.

”Fint. Hvis han dækker sig til.” Svarede Reina strengt. Hus smil blegnede lidt. Det var så utrolig varmt i Mileva om sommeren, og at ’dække sig til’ betød ikke bare et tæppe over sig, nej det indebar fuld udrustning. Stor hættetrøje, handsker, lange bukser og varme støvler. Men han gjorde det gerne for at komme udenfor og se andre mennesker. Hvis han blev inde meget længere var han sikker på han ville gå agurk.

 

XxXxXxX

 

Der var tæt af mennesker. Købmænd råbte fra deres boder om hvor gode deres fisk var, og det lød da også meget lækkert, men meget få havde råd til fisk.

Børn skreg, forældre skældte ud, og i midten af det hele stod den lille familie. Reina med en panderynken, Quintis med et nervøst grin og Hu med skindene øjne. På trods af varmen, og det faktum at han ikke kunne se længere end et par meter frem på grund af sin hætte, så var markedet fantastisk. Mest på grund af følelsen af at være i nærheden af andre mennesker. At næsten at være en del af fællesskabet. Også selvom 'fællesskabet' gik og mumlede om ham bag hans ryg.

Hvem kunne bebrejde dem? Som sagt, så var sommeren jo varm, og ingen ville af fri vilje gå rundt med så meget tøj på.

Reina måtte råbe til Quintis for at han fik fat i hvad hun sagde. Hu hørte intet, men så bare at Quintis nikkede og begyndte at gå mod den anden ende af markedet. Reinas blik faldt på ham, og hun viftede med hånden. Det betød noget i retning af 'bare gå'.

Den rynke i panden hun havde mens hun gjorde det, fik gestussen til at betyde 'bare gå, men hvis du laver ballade...' 

Bemærk den truende pause efter 'ballade'. Det gjorde Hu i hvert fald, og han nikkede ivrigt, så det så ud som om hans hoved var ved at vippe af.

Så bekyndte eventyret. Han zigzaggede rundt mellem menneskerne, undskyldte stille når han stødte ind i nogen og stoppede for at beundre de dyre varer. Der var store lerkrukker som ikke kunne bruges til en skid, flotte guldsmykker som ingen havde råd til og sko der lignede noget der var mere egnet til havearbejde end noget andet. Og nej, ikke til at have på under arbejdet, men til at bruge som redskab. Det var så spændene.

Selvom Hus øjne var fikseret på de store boder, var der alligevel en lille sjov bod midt i det hele som fangede hans interesse.

Ned fra bodens loft hang der små dukker med knappeøjne som gloede ud i intetheden. Denne butik havde også lerkrukker, men de var formet som vandskabte menneskeansigter. Nogle havde øjne så store som en af de bolde som blev skudt rundt på pladsen, andre havde kun ét øje, eller måske hele tre. En af ansigterne på krukkerne kunne ikke engang betegnes som et ansigt, da der faktisk kun var en næse. Og en helt anden havde flere forskellige ansigter, med flere forskellige ansigtsudtryk.

Men det Hu så på var den lille beskidte bog. På forsiden stod ordene Tlaewipt gaeml med falmede guldbogstaver. Den så gammel ud. Ikke bare lidt gammel, men som i måske 100 år gammel.

Forsigtigt løftede Hu bogen og slog op på første side. Igen meget forsigtigt børstede Hu siden af for støv, og så på de mange uforståelige ord. Han opgav at forstå dem med det samme. Han var i forvejen elendig til at læse, da det Quintis havde lært ham var tæt på ingenting, så at forstå et helt fremmed sprog var umuligt. Istedet så han på tegningen der var over teksten.

Det var svært at se detaljerne, siden tegningen var lige så gammel og ødelagt som resten af bogen, men et ansigt kunne man se. Halvdelen af tegningen var væk, og det man kunne se var utydeligt. Han kunne dog få det til at ligne et menneske. Hvis han lagde hovedet på skrå. Et menneske med meget spidse ører. Men han skulle ikke dømme nogen, han var den grønne.

Med et stort smil drejede Hu om på hælen for at kigge efter Quintis. Han skulle se bogen. Måske kunne han endda læse hvad der stod? Måske var det bare Hu der var værre til at læse end han havde troet...

Men ejeren af boden tog det vidst som om Hu ville stikke af. Det kunne sikkert også godt ligne det med måden bogen var knuget ind til hans bryst, og måden han stod på tæerne og hoppede, som om han var klar til at løbe. Han lignede en tyv.

Og det ville bodens ejer ikke have noget af, så han gjorde som enhver anden ville have gjort. Han greb fat i nakken på 'tyven' og hev til. Hætten faldt af, og den gamle mand gjorde klar til at se ansigtet på tyven. Der var sort strittende hår og... Grøn.

Han gispede. Det fik folk til at kigge. De gispede. Flere kiggede. Hele pladsen blev stille og gloede på den grønne dreng.

Hu havde ikke helt registreret hvad der foregik før nogen råbte. Hurtigt trak han hætten op igen, men da var det forsent. Alle havde set ham. Og reaktionen var lige så slem som Reina havde forudset den ville være, hvis den dag kom hvor folk opdagede Hu.

Panikken bredte sig, kvinder skreg og børn var forvirrede. Mænd råbte. Quintis, der stod ved en frugtbod ikke så langt derfra kiggede op. Med en panderynken så han mod gruppen der var samlet om en lille bod. Måske var der en uenighed om prisen på en eller anden vare. Det var ikke sjældent at det skete. Folk var fattige men priserne var latterligt høje.

Han havde derfor ikke forventet hans lillebror ville tumle ud af gruppen med hættetrøjen halvt trukket af, da nogen holdt fast i ærmerne. Han kom fri, men nu var hans hud synlig for alle. Hans brune øjne var store og fulde af tårer mens han kiggede rundt efter hjælp. Skældsord blev kastet mod ham, forfulgt af et par sten. Et par sten blev til flere, og Quintis ville løbe frem. Han kunne ikke bare kigge på.

Men en hånd på hans skulder stoppede ham. Reina stod og så til med kolde øjne, og et fast greb om Quintis skulder. Hu græd, højt, jamrende, mens de så på. Han råbte på sin mor, den mor der aldrig havde elsket ham. Han råbte på sin bror, den eneste der havde holdt af ham. Begge så til, den ene ligegyldigt og den anden med store øjne.

Quintis så sin bror lige i øjnene. Så smerten og hjælpeløsheden, og følte den også selv. Han kunne intet gøre.

Det gjorde så ondt, også selvom det ikke var ham som fik sten kastet i hovedet.

Det gjorde så ondt at se sin lillebror blive jaget væk og at vide at han nok aldrig ville se ham igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...