Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36989Visninger
AA

24. You Sound Good To Me - Lucy Hale

"Du er så dejlig." Sagde Justin og pressede sine varme, fugtige læber mod mine, igen. 

Værst af alt var, at jeg nød det. Det hele. Fuldt ud. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde havde nydt noget så meget, som at være sammen med Justin - både nu og før i tiden. Og det var ikke bare hans selskab, det var hele pakken!

Men noget var anderledes, end det havde været de forrige dage. Jeg havde givet mig selv lov til at nyde det. For Justin havde ret, hvis det skete, var det rigtigt. Alt skete jo af en grund, right? Måske var det skæbnen, at Justin og jeg skulle mødes på denne tur? Måske var Josh bare en episode, som hjalp mig videre, mens Justin ikke kunne være hos mig. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind, og hvad jeg rent faktisk troede på. 

Og derfor var jeg også nød til at gøre det forbi med Josh. 

Selvom det var svært, så måtte jeg sku gøre det. Vi fungerede heller ikke rigtig sammen, for vi havde aldrig tid til hinanden, og vores sexliv fungerede ikke rigtig.. Dog håbede jeg, at vi kunne blive venner, da jeg stadig nød hans selskab.

Men jeg kunne ikke gøre det med det samme. Jeg skulle lige have øvet mig på, hvad jeg skulle sige. For hvordan slår man lige op med sin kæreste, over telefon, uden at lyde som et svin? Selv havde jeg jo altid været stor fortaler for at snakke face-to-face, og nu havde jeg tænkt mig at slå op med min kæreste i telefonen. For hvad kunne jeg ellers gøre? Vente med at gøre det, til jeg kom hjem igen? Ikke tale om. Det var altså lang tid og gå rundt og vide, at man var i et forhold, som man bare gerne ville ud af. 

"Justin, vi må nok hellere til videre." Sagde jeg og rykkede lidt på mig.

Jeg ville ringe til Josh, lige inden vi kørte. 

"Du har ret. Vi skulle jo helst nå San Francisco i morgen." Sagde Justin med et smil. 

Når han smilede, mindede han mig sådan om den gamle Justin. Den Justin jeg kendte så godt. Men han var inderst inde stadig samme person, for når vi var sammen, kunne jeg rimelig ofte fornemme den gamle Justin, som ikke var berømt og på forsiden af jeg ved ikke hvor mange sladderblade. Han var bare den afslappede person, som grinede, skubbede mig ind i fremmede mennesker på gaden, dansede rundt som en gal, sang hvor end han gik, ejede nervøsitet og trods alt var ufattelig omsorgsfuld. Og vigtigst af alt, var det ham jeg, og Ryan og Chaz for den sags skyld, elskede. 

 

***

 

"Hvad mener du?" Spurgte han forvirret i telefonen.

"Altså.. Jeg synes, vi skal gå fra hinanden. Have lidt tid for os selv og sådan." Gentog jeg og bed mig i læben. 

"Du slår simpelhen op med mig?" Spurgte han.

"Øhm.. Ja, det kan man vel godt kalde det. Men jeg håber, at vi stadig kan være venner?" Sagde jeg nervøst. 

"Er du fuld?" 

"Nej."  

"Hvad er det så, du har gang i!?" Spurgte han og lød ret pissed. 

"Josh, vi passer bare ikke sammen, okay?" Sagde jeg en anelse irriteret, men også nervøs. 

"Hold kæft mand, du ligger sku og knepper med en anden." Sagde han surt, og jeg kunne mærke hvor skuffet, irriteret og vred han var. 

"Josh"

"- Hvad fanden er der galt med dig!?" Afbrød han mig. 

"Jeg bliver altså nød til at gå nu.." Sagde jeg, da jeg ikke ville høre resten af de, helt sikkert, grimme ting, han havde at sige. 

"Hvem fuck er det!?" 

Det var det sidste, jeg nåede høre, inden jeg lagde på. 

Jeg vidste udemærket, at jeg var en kujon. Men jeg ville mere end noget andet undgå at høre Josh fulde reaktion. Så jeg lagde på. Det var vel uundgåeligt, at han ringede tilbage igen, men så måtte jeg tage den derfra. Et skridt af gangen, og så skulle det nok gå.

Forhåbentligt..

"Klar til at køre?" Spurgte Justin bag mig, hvilket gav mig et kæmpe chok. 

Som om, det var noget nyt. 

"Wow, slap af, babe." Grinede han og trak mig ind til sig. 

Jeg gik med ham over til bilen uden at sige så meget. Josh var det eneste, jeg kunne tænke på, at det var nok ikke klogt at snakke med Justin om ham. Men der var også noget godt ved, at jeg endelig havde gjort det forbi med ham. Det føltes som om, en sten var lettet fra mit hjerte, og jeg nu kunne slappe mere af. Jeg skulle ikke tænke på, at jeg var ham utro, eller for den sags skyld skjule mine følelser for Justin.

Det hele gled bare lidt lettere rundt. 

 

***

 

"Jeg tænker på et dyr." Sagde jeg og så hen på Justin, som sad bag rettet og så ualmindelig charmerende ud. 

"Lever det i vandet?" Spurgte han. 

"Nej." 

"Lever det på landjorden?" 

"Ja, eller nede i jorden, hvis det skal være helt præcist." Svarede jeg og tog en skefuld hindbærmarmelade i munden. 

"Er det en muldvarp?" 

"What - hvordan gættede du det!?" Udbrød jeg overrasket, da han gættede det. 

For helt ærligt - hvem tænker på muldvarpe? De er nok det mest ubetydelige dyr i verden, og ingen tager hensyn til det. Eller tænker over dets eksistens for den sags skyld. 

"Gættede bare." Sagde han med et skævt smil og trak på skuldrene, mens hans blik hvilede på vejen. 

"Whateva - ved du, hvad klokken er?" Spurgte jeg, da jeg følte mig pænt sulten, så det ville passe helt udemærket, hvis klokken var omkring 13.

"14.00." Sagde han monotont og så hen på mig. 

"Kan vi så ikke køre ind og få noget frokost? Jeg er så sulten." Sagde jeg dramatisk, hvilket fik ham til at smile. 

"Jo, selvfølgelig. Der er en afkørsel om to kilometer."

Vi kørte de to kilometer hen til afkørslen, som vi tog. Den førte os ind til en mindre by, og efter et par minutter fandt Justin hen til en parkeringsplads, hvor vi kunne parkere bilen. Vi havde spottet en gågade på vores vej gennem byen, så vi satsede på at finde noget mad der. Forhåbentlig noget italiensk eller noget, for jeg havde den sygeste forkærlighed for pizza. Og hindbærmarmelade. Og alt andet med hindbær. Og en hel del andet...

Da vi fik parkeret bilen, steg vi, overraskende nok, ud af den og gik ned mod gågaden, som helst skulle ligge en hundrede meter længere nede. 

"Hvad vil du gerne have?" Spurgte Justin med et smil og lagde armen om mig, hvilket han jo ofte gjorde. 

"Hmm.. Pizza, men kun hvis det er en ordentlig en. Ellers er jeg ligeglad." Sagde jeg og trak på skuldrene. 

"Der er vidst en italiensk der ovre, så vi kan jo se, hvad de har der?" Foreslog Justin og pegede på en restaurant, som lå lidt længere nede ad gaden. 

Det var dog ikke svært at se, at den var italiensk. Det italienske flag, de rød- og hvidternede duge på de små, kvadratiske borde og brødkurve med grissinier og brød, afslørede trods alt en del. 

"Okay." Sagde jeg.

Vi gik hen til restauranten, hvor vi besluttede os for at spise. Det så trods alt meget hyggeligt ud, og jeg havde spottet nogle andre med en skinkepizza, som mildest talt så guddommelig ud! 

"Hvad skal du have?" Spurgte Justin, da vi havde fået tildelt et bor og hver især kigget lidt på menukortet. 

"En skinkepizza, tror jeg. Jeg så, at der sad en anden med en, og den kaldte bare på mig." Sagde jeg, hvilket fik ham til at smile lidt mere end normalt. 

"Cool, jeg tager bare spaghetti bolognese." Sagde han og klappede menukortet i. 

"Som sædvanligt." Mumlede jeg.

"Det er det bedste - nogensinde." Sagde han og lød sikker i sin sag. 

"Well, det er da ret lækkert." Sagde jeg og trak på skuldrene. 

Servetricen kom og tog i mod vores bestillinger, og kort efter kom hun med en kurvfuld brød og grissinier, noget olie og vores drikkevarer. 

"Arbejder du egentlig på noget for tiden?" Spurgte jeg, mens jeg dryppede lidt olie på et stykke brød. 

"Arbejder på noget?" Spurgte han med et løftet øjenbryn.

"Ja. Med din musik og sådan?" 

"Åhh.. En smule, men jeg tager den med ro lige pt. Men jeg mødes lidt løst med fyrene fra studiet, så vi kigger af og til på nogle melodier og sådan." Sagde han. 

"Jeg havde virkelig forventet, at der var mere arbejde i at tjene millioner." Mumlede jeg, mens jeg tog en bid af brødet, som smagte vildt godt. 

"Jeg går jo hele tiden rundt og søger inspiration til sange og sådan. Men der er også meget mere, bare ikke lige nu." Forsvarede han sig selv. 

"Justin, det er okay." Sagde jeg afslappet og lagde min hånd på hans, da jeg lige synes det var en fantastisk måde ligesom at 'berolige' ham på. 

"Men hvad med dig?" Spurgte han, og det undrede mig egentlig lidt, at vi ikke havde haft arbejdssamtalen for nu. 

"Jeg var jo ved at skrive på nogle artikler og sende ansøgninger til nogle magasiner.." Sagde jeg, da jeg jo ikke var ved at skrive på dem mere, nu når vi, grundet Justins ego, glemte min computer og Chloé på tankstationen.

Gud, Chloé. 

Jeg havde slet ikke tænkt så meget på hende siden, men nu jeg gjorde, var jeg sku da et forfærdeligt menneske! Og Justin ligeså! Jeg håbede virkelig, at nogle søde mennesker havde taget hende til sig og passet godt på hende. Hvorfor havde de egentlig ikke bare ringet til mig, nu mit telefonnummer stod på hendes hundetegn? 

"Jeg er ked af det med din computer. Vi kan tage ind og købe en ny til dig, jeg lover, at jeg nok skal betale." Sagde han og nussede min hånd med sin. 

"Du skal ikke bare købe alt muligt til m"

"- Jo, det var min skyld. Jeg burde også sætte en eftersøgning igang efter din hund." Afbrød han mig.

"Chloé har det sikkert godt, hvor hun er nu. Forhåbentligt. Og jeg kan bare selv købe en computer, for jeg har vidst noget forsikring på den, så jeg kan bare sige, at den er blevet stjålet." Sagde jeg.

"Jeg køber en ny til dig." Sagde han bestemt. 

"Fint. Men mange tak for det så, det er sødt af dig." Sagde jeg med et suk. 

"Ingen årsag, smukke." Sagde han med et bredt smil og lænede sig ind over bordet og lod sine læber ramme mine. 

 

***

 

Så kom der et nyt kapitel og en hel bunke sne! :O

I hvert fald kom der sne her, hvor jeg bor. 

Overraskende nok har jeg ikke rigtig noget at sige, så I må egentlig bare have det dejligt og huske vanter og halstørklæde, hvis I bevæger jer udenfor. ;)

Eller jo, husk at like, sætte den på favoritten og smid meget gerne en kommentar, da de er så dejlige at læse :)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...