Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36986Visninger
AA

27. Where are ü now - Skrillex and Duplo ft. Justin Bieber

Jeg hostede. Mit blik gled rundt i rummet, som var stort, hvidt, kedeligt og fyldt med hospitalssenge og udstyr, som jeg ikke kendte navnet på. 

"Hallo?" Spurgte jeg ud i rummet, og min stemme var så hæst, at det kradsede at tale. 

"Åh, du er vågnet." Sagde en sygeplejerske og stak hovedet ind af døren. 

"Vågnet?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Ja, du har fået en slem hjernerystelse og har ligget bevidstløs i omkring fem timer." Sagde hun pædagogisk med et smil. 

"Okayy.." Sagde jeg og trak det ud. 

"Kan du fortælle mig, hvad du hedder, hvilken dag det er og hvor du er?" Spurgte hun og så indtrængende på mig. 

"Øhm.. Jeg hedder Rosalie, det er vidst nok den.... øh, 17.? Og jeg er på et slags hospital, så vidt jeg kan se." Sagde jeg lidt forvirret. 

"Rigtig flot. Det er den 14. Juli." Sagde hun og klappede mig på armen. 

"Jaeer... Kan jeg gå nu? Jeg skal besøge noget familie og sådan, og jeg er allerede ret forsinket." Sagde jeg og skulle til at rejse mig fra sengen, men sygeplejersken puffede mig tilbage ned at ligge. 

"Hvordan har du det?" Spurgte hun.

"Øh.. Okay." Løj jeg. 

Selvfølgelig havde jeg hovedpine, og jeg følte da også, at jeg kunne falde om når som helst, men jeg hadede hospitaler, og jeg ville bare gerne videre i livet. Justin gad nok heller ikke sidde og vente i flere dage, bare fordi jeg havde fået en hjernerystelse. Og hvordan havde jeg overhovedet fået det? Jeg kunne ingenting huske, udover at jeg havde snakket med en dødsyg kassedame. 

"Har du nogen, der kan holde øje med dig?" Spurgte hun. 

"Ja, Justin." Svarede jeg og sendte hende et lille smil.

"Kan han komme og hente dig her?" 

"Er han her ikke?" Spurgte jeg overrasket og så rundt, hvor han godt nok ikke var at se, men han kunne jo være på toilettet eller ude for at få noget at spise. 

"Der er ingen Justin her, nej. Kan han komme og hente dig? Hvis ikke, så skal du blive her det næste døgn." Sagde hun mekanisk, som var det en indlært sætning. 

"Øhm.. Det kan han sikkert. Du kan ringe fra min telefon." Sagde jeg og så rundt efter min taske. 

"Har du set min taske?" Spurgte jeg, da jeg ikke umiddelbart kunne se den. 

"Du havde ingen taske med, da du kom. Kan du huske hans telefonnummer? Så kan jeg ringe ude i receptionen?" 

"Øhh.. Ja, har du noget papir og en blyant?" 

Hun rakte mig en kuglepind og en notesblok, som hun havde i lommen. Jeg havde jo kendt Justin i over 10 år, så hans nummer var nærmest paratviden, så det fik jeg hurtigt skrevet ned. Hun tog kuglepinden og notesblokken med sig ud af rummet, så hun kunne ringe til Justin. Det undrede mig en del, at Justin ikke var her. Men hvis jeg havde været bevidstløs i fem timer, forstod jeg godt, hvis han havde taget over på et hotel i nærheden. Selvom det var en smule ondt bare at forlade en bevidstløs person... 

"Det havde han desværre ikke mulighed for." Sagde sygeplejersken, da hun kom tilbage. 

"Han havde ikke mulighed for det?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Nej, desværre ikke. Hvis ikke der er andre, der kan hente dig, så må du blive det næste døgn." Sagde hun.

Jeg lukkede øjnene og slappede af i et par sekunder.

Hold nu op, hvor var jeg dog træt! 

"Prøv lige at lade mig ringe til ham." Sagde jeg og rejste mig op. 

Inden hun kunne nå at protestere, havde jeg mast mig forbi hende og var allerede på vej ud i receptionen, hvor end den så lå. Jeg så rundt, og heldigvis var der skilte, og et skilt viste mod receptionen. Jeg trampede ned ad gangen i mine høje hæle, som var lidt besværligere at gå i end sædvanligt. Jeg må have lignet en, som var fuld, sådan som jeg kom slængrende ned ad hospitalsgangen. 

"Jeg har brug for at låne telefonen." Sagde jeg gennemtrængende, da jeg med en svær hovedpine kom ned til receptionen, som lå flere kilometer væk fra den stue, jeg havde ligget på. 

Med lidt tøven gav damen bag bordet mig telefonen, og jeg tastede ivrigt Justins telefonnummer ind. Jeg trykkede på det grønne rør og tog telefonen op til øret, hvorefter den begyndte at ringe.

"Yeah?" Lød Justins hæse stemme i telefonen. 

"Undskyld mig, men hvorfor er det lige, at du ikke kan komme og hente mig?" Spurgte jeg oprevet, mens jeg stod og vippede med foden. 

"Værsgo' at gætte, skat." Sagde han tørt, hvorefter en lang række biplyde lød. 

Spørg ikke, om jeg var fornærmet. Hvad bildte han sig ind bare sådan at lægge på? Måske havde jeg ikke selv været den mest høflige i telefonen, men han var altså virkelig, virkelig ubehøvlet. Jeg gad slet ikke engang have ham til at hente mig mere, så fornærmet var jeg. I stedet ringede jeg til min moster og fortalte hende om min situation. Jeg var kun en fire timer fra San Francisco, så hun sagde, at hun ville få Chaz til at hente mig, hvilket jeg takkede hende for. 

I det mindste var der da nogen, som var venlige og til at regne med. 

 

***

 

Influenza er noget træls noget, og det resulterede desværre i et lidt forsinket kapitel. 

Men nu er det marts, og vi er jo faktisk i foråret, så mon ikke vejret snart blive bedre og mere venskabeligt overfor mit immunforsvar? I hope so, for jeg hader at være syg... -.-'

Skal se Kokken på blokken her om en times tid - andre der følger med? 

Jeg elsker det sku, og afsnit 1 og 2 var helt fantastiske. Hvis der er nogle negative, lidt grove og onde mennesker med, så kan I regne med, at jeg følger med xD

I må have det godt til næste kapitel udkommer. <33

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...