Justin Bieber | Do you believe in destiny?

Evigt uheldige Rosalie har bestemt ikke heldet med sig, da hendes bil bryder sammen. "Heldigvis" kommer en venlig sjæl forbi, og eftersom han, ligesom hende, skal til den anden ende af landet, vælger han at tage hende med op og køre. Dog kommer det som en stor overraskelse for Rosalie, da hun finder ud af, at det ikke er en fremmed, men hendes barndomskæreste og -ven, Justin Bieber. De er dog vokset fra hinanden. Rosalie er blevet moden og er ved at lægge planer for sin fremtid, mens den selvsikre Justin nyder berømmelsen, flirter på livet løs, og for det meste gør lige, hvad der passer ham. De gamle og mere kærlige følelser er efterhånden også forsvundet, men meget kan ske på de amerikanske landeveje, og måske kan selv Rosalie og Justin få kærligheden til at blomstre igen? Hvem ved - måske er det skæbnen, at de skulle møde hinanden igen?

102Likes
143Kommentarer
36996Visninger
AA

31. Up - Olly Murs ft. Demi Lovato

2 måneder senere

 

Efter min noget så hektiske sommer var alt ved at falde på plads igen. Eller egentlig ville alt nok aldrig falde helt på plads igen, men så godt som det, på dette tidspunkt, nu kunne. Jeg havde fundet en et værelses-lejlighed inde i Stratford by, som jo ikke var det helt store, men lejligheden var billig, og bolig var ikke det, som pt. fyldte mest i mit hoved. Den fungerede nu også fint. Der var et lille badeværelse, som var en hel sauna, når man kom ud af badet, et lille køkken, hvor jeg oftest kogte pasta og varmede tomatsovs, samt en stue. Sådan var det ene værelse delt op: stue og køkken. Badeværelset var heldigvis for sig selv. 

Med hensyn til Josh, så var det nok ikke faldet helt på plads. De samtaler, som vi havde haft, havde ikke været de mest hygsomme, hvilket resulterede i, at det ikke tog lang tid for mig at finde ny lejlighed, og vi hurtigt fik delt vores ejendele op mellem os.

Tænk engang - jeg fik lov at rende med tv'et. 

Josh fik bilen. Bilen med en ødelagt motor, som jeg lige så elegant forlod på en tankstation. I mens jeg havde rendt rundt sammen med Justin, havde han sørget for, at bilen blev hentet og repareret. Ret smart, det måtte jeg alligevel give fjolset. 

Og nu vi snakkede om Justin og mit tv, så havde de det helt fantastisk sammen. Hvorend jeg end zappede hen, var Justins ansigt på skærmen. Ikke lige det fedeste, og det resulterede da også i, at jeg ikke så så forfærdelig meget tv. Justin var nemlig blevet et ufattelig ømt punkt for mig - mere end før. Egentlig overraskede det mig ikke, for efter at have hørt Justins ord gennem Chaz' mund, var jeg ret såret. Chaz havde ringet til Justin for at få hele historien fra Justins synsvinkel, da han mente, at jeg trods alt havde krav på det, nu jeg ikke kunne huske noget som helst selv. Og jeg fik alt. I detaljer. Hvor ussel jeg havde været, hvor dårligt et menneske jeg var, gode argumenter for hvorfor han mere eller mindre slog mig bevidstløs og værst af alt; hvor lidt han havde til overs for mig og min falskhed. Jeg havde uden overdrivelse grædt non-stop i mindst 24 timer efter at have hørt det. Men alligevel var det også dejligt at have fået det af vide, for nu vidste jeg faktisk, hvad der rent faktisk skete. Jeg kunne jo huske nul og niks fra det øjeblik, inden jeg lå på hospitalet, så det havde gjort mig mere sikker omkring situationen, som virkelig havde været unormalt uheldig. Men det var jo typisk, for jeg levede med evigt uheld; noget jeg sagtens kunne undvære. 

Dog ville der altid være et stort hul. I mit hjerte. 

Det meste af sommerferien, efter jeg var nået frem til min moster, havde jeg brugt på at have ondt af mig selv, pleje min hovedpine og undgå journalister. Der var kommet en del billeder frem af Justin og jeg sammen, hvilket også havde medført til en del forskellige rygter og artikler. Ikke det fedeste, når man sad i en skod lejlighed - undskyld til dig, lejlighed - og havde hjertesorger. 

Men det var bare sommerferien. 

Den sidste måned havde jeg brugt på at få styr på mit liv. Det kunne ikke passe, at Justin bare kunne komme og ødelægge alt det, som jeg havde bygget op. Jeg fik sendt en del ansøgninger, artikler osv. ud til magasiner, og jeg havde rent faktisk fået et job. Det var ikke det helt store, men jeg var blevet freelancer hos et canadisk damemagasin, Ladies. Jeg havde fået udgivet et par artikler om blandt andet mode og kærlighed. No secret - artiklen om kærlighed handlede helt sikkert om Justin, men chefredaktøren kunne rigtig godt lide den, og ingen fandt ud af, at den handlede om verdensstjernen Justin Bieber. Derudover arbejdede jeg også på et lille bodega i byen, hvor jeg var en slags bartender. Gæsterne var dog meget overbærende og ønskede kun en ordentlig sjat mørk vodka og lidt whiskey til at skylle ned med, så det var ikke drinksene, der var udfordringen der. Nej, det var snarere tanken om, at det sagtens kunne være mig, som sad og drak hverdagen væk. 

Jeg rejste mig fra sofaen for at finde fjernbetjeningen, der lå på det lille sofabord, som også fungerede som spisebord. Jeg tændte for tv'et og zappede lidt rundt, og som sædvanligt var der kun kedelige ting. En dokumentarfilm om Kinas dyr var ikke lige min kop te, og jeg gad altså heller ikke se endnu en Sherlock Holmes film. Så hellere reality-tv; der kunne jeg se på nogle, som var mere ynkelige end mig selv.

Alt i alt endte det med, at the Ellen Show fik lov at køre på skærmen. Det var et rimelig underholdende show, som jeg af og til så. Kun af og til, fordi jeg som sagt havde noget arbejde at passe, og så var jeg trofast tilhænger af Desperate Housewives.

I mens showet kørte på skærmen, gik jeg over til køkkenskabet og åbnede det. I det fandt jeg et glas nyindkøbt hindbærmarmelade og nogle chokoladekiks - super lækker kombination, hvis nogen skulle ønske at forsøge sig med det. I farten snuppede jeg også lige en teske med, for det var lige lovlig ulækkert at sidde med fingrene nede i marmeladeglasset, hvis man spurgte mig. 

Da min bagdel igen blev placeret i sofaen, fødderne støttet op ad bordet og marmelade og chokoladekiks placeret i skødet, var jeg klar til at følge med i showet. Som en noget så ubehagelig overraskelse, var Emma Watson i mellemtiden blevet udskiftet. Med ham. Justin. Justin Bieber. 

Et øjeblik overvejede jeg stærkt at skifte kanal, men min stædighed fortalte mig, at han da ikke skulle bestemme, hvad jeg skulle se. Sultent gravede jeg i marmeladeglasset med teskeen, mens jeg fik en chokoladekiks ud af plastikindpakningen, og til slut kunne jeg smøre en ordentlig skefuld lækker hindbærmarmelade ovenpå og tage en bid.

Som altid smagte det intet mindre end himmelsk. 

Mit blik gled fra kiksen op på skærmen, hvor Justin og Ellen var ved at dø af grin. Det tog mig lidt tid at få sat mig helt ind i situationen, men efter at have genset klippet, hvor Justin blev ramt af en lille, fed, ble-beklædt mands pil, kunne jeg følge helt med igen. 

"Så, Justin. Hvordan føles det at være blevet ramt af Amors pil?" Spurgte Ellen grinende, og kameraets fokus blev rettet mod Justin, som han sad der med sit kække smil og hyggede sig. 

"Det er sku hårdt." Sagde han udmattet, hvorefter publikum grinede. 

"Men Justin, som din bedste ven, og personlige livsrådgiver, vil jeg have lov at spørge, hvem det her er." Kom det spørgende fra Ellen, inden hun trykkede på knappen, så et stort billede kom frem på skærmen bag dem. 

Jeg var målløs. Et kæmpe billede af Justin og jeg med læberne klistret sammen, pyntede på den store skærm. Mit blik gled straks hen på Justin, som skævede til billedet. Jeg kunne tydeligt se på ham, at han var nervøs, eller ikke havde det helt godt med situationen. Ikke fordi han var den eneste, for det var sku ikke lige det fedeste for mig. Slet ikke. 

"Justin?" Spurgte Ellen undrende, da han bare sad med blikket låst fast på billedet uden at sige et ord. 

Han rømmede sig, inden han åbnede munden for at tale. 

"Det er mit livs kærlighed." 

 

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...